Julie2289 skrev:Min familie og venner er meget støttende men min familie er bekymrede. Jeg har som sagt ikke haft et brændende ønske om børn og havde egentlig lagt det på hylden da jeg altid har haft svært ved at opnå cyklus og derved graviditet. De tænker ikke jeg kan alene. Jeg er født med nogle fysiske skavanker og derved også nedsat jobeffektivitet (er fleksjobber). Mit hoved fejler ikke noget og jeg mangler heller ikke empati eller indlevelse. Men det er jo frygtelig hårdt og nedslidende at have et barn alene – og der skal man have overskud uden at knække. Og det er de bekymrede for for barnet skal jo også have det godt.
Vi har snakket om frivillig anbringelse eller åben adoption. Er der nogle af jer der har stået i den situation?
Jeg er naturligvis frygtelig sorgfuld af situationen. Og hvordan jeg end vender og drejer det, så har jeg en lille dreng i min mave jeg allerede elsker.
At være bekymrede er naturligt, når en graviditet kommer bag på en. Men ofte kan ens familie alligevel bidrage med støtte og tanker om situationen.
Hvis du gerne vil beholde barnet, så er der mange muligheder fra kommunen som fx ekstra besøg af sundhedsplejerske/aflastning/støtteperson/tidlig start i institution og lign..
Der er intet, der hindrer dig i at være en god forældre hellere ikke selv om du er alene. Måske vil far ønske regelmæssig samvær og v
Mange mødre klarer at være enlige forældre trods skavanker. Det skal du ikke nødvendigvis frygte.
Ved adoption skal faderen også give samtykke.
En anbringelse udenfor hjemmet sker, når myndigheden vurderer, at det er den foranstaltning, der vil være det bedste i forhold til det behov for hjælp, barnet eller den unge har. Det er ikke noget som man selv kan vælge til.
Mødrehjælpen kan i høj grad hjælpe dig med mulighederne. Det vil læger og jordemødre også. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du får kommunen inddraget, så du kan få mulighed for at vende din situation med en socialrådgiver. Mødrehjælpen vil kunne hjælpe med at tage kontakt.
