Din værste X-kæreste ever?

[Tanten]

Mit ultimativt værste forhold varede i 1.5 år. Så kort tid tog det at fucke mit og mine ungers liv totalt op, og jeg har brugt de seneste 15 år, siden han døde, på at rette op på det. Jeg var i sorg over, at mine børns far havde fundet sammen med min bedste veninde, svært depressiv og stod på det absolutte nulpunkt i mit liv, da jeg fandt sammen med ham. Der var ellers nok alarmklokker, der ringede, men jeg ignorerede dem alle. Manden havde siddet samlet 8 år i spjældet, men det afskrækkede mig desværre ikke....

Manden var svært psykisk syg, men det forstod jeg ikke dengang. Han var ekstremt paranoid og derfor også sygeligt jaloux - og han var ved at slå mig ihjel flere gange undervejs i vores forhold pga. indbildt utroskab fra min side. F.eks. troede han, at jeg havde været sammen med min eksmand, da jeg afleverede mine børn, fordi det havde taget så lang tid - der var snestorm, og jeg måtte køre flere omveje for overhovedet at komme frem. Han checkede også triptælleren på bilen og truede mandlige naboer, der hilste på mig.

Da jeg på et tidspunkt flygtede, truede han med at komme og slå hele min familie ihjel, så jeg ikke kunne opholde mig hos dem.

Heldigvis har han aldrig gjort mine børn noget - jeg håber, at jeg havde haft styrken til at forlade ham, hvis det var sket.

Han løj om ALT; Han sagde, han var udlært tømrer - sandheden var, at han havde været på træværksted i aktivering. Han røg kun hash af og til - realiteten var 11 gram fed om dagen. Han ejede en kiosk sammen med sin bedste ven - men i virkeligheden arbejdede han sort i sin vens kiosk ved siden af sin kontanthjælp. Osv osv.

Seksuelt var han ekstremt grænseoverskridende og decideret perverteret.

Han chikanerede moren til sin søn på det groveste, og hun fik først fred, da han døde.

Jeg havde min studiegæld, da jeg fandt sammen med ham - da han døde, var jeg registreret i Experian (RKI), fordi han ville have og have og allerede selv var registreret som dårlig betaler.

Mit samliv med ham repræsenterer en sort periode i mit liv. Men jeg hader ham ikke og har for længst tilgivet ham. Hans liv kunne ikke have formet sig meget anderledes, end det gjorde, pga. de overgreb, omsorgssvigt og vold, han selv havde været udsat for. Hvis jeg havde været et sted, hvor jeg kunne mærke grænser, kunne jeg havde sagt fra og forladt ham. I stedet blev jeg hos ham til den bitre ende.

Pga. vores forhold søgte og fik mine børns far den fulde forældremyndighed over vores børn, hvilket satte mig udenfor indflydelse i forhold til at hjælpe især vores ene søn.

Det glæder mig at se, at min afdøde kærestes søn klarer sig rigtig godt og netop er blevet student. Hans mor har fandme gjort det godt.

Jeg er stolt af, at jeg ikke siden hans død i 2003 har haft en voldelig partner.

[Pityt]

Den første jeg boede sammen med, var på mange måder en følelseskold skid. Vi flyttede sammen i hans lejlighed ret hurtigt (på hans opfordring) og fordi jeg var arbejdsløs, var det en selvfølge, at jeg gjorde alt derhjemme. Så han blev passet og plejet og fodret og forkælet, men der var ikke meget omsorg at spore den anden vej.

Vi havde ikke fællesøkonomi, men betalte hver 50% af alting, hvilket jo er fair nok, men han bebrejdede mig ofte, at jeg ikke havde penge, så vi kunne tage ud at rejse. At han tjente godt og købte cykler og udstyr for sammenlagt langt over 50.000 i de år vi var sammen, havde ikke noget med sagen at gøre...jeg kunne jo bare spare op af mine dagpenge

Men det værste var nok, at han gang på gang formåede at få mig til at føle mig fuldstændig ubetydelig når vi var blandt andre mennesker. På den sidste turné med hans band, som jeg var med på, præsterede han at ignorere mig så grundigt, at de andre bandmedlemmer (som ved den søde grød ellers ikke var opmærksomme på den slags) syntes at det var pinligt og synd for mig Det var så ydmygende!

[Filliongonggong]

Puha historien om min værste ex kæreste er så lang og modbydelig, at jeg ikke vil beskrive ret meget.

Han var min første kæreste og jeg havde på det tidspunkt et stort redder hjerte. Han havde været en del igennem, og var mega charmerende. Men alt ændrede sig efter et par par år.

En aften hvor vores søn på 14 måneder havde været på hospitalet, ringede jeg til ham og han sagde, han var på arbejde og ikke kunne komme. Jeg putter min søn, og går i seng. Kl 02.00 om natten kom han alligevel, med den forventning, at jeg lavede mad. Jeg lavede mad, hvorefter hans tlf bipper, den ligger i køkkenet og op popper tak for i aften kys kys. Jeg går ind i stuen og spørg hvor har du været henne denne gang. Fra den sætning og til jeg havde en kniv for struben, husker jeg ingenting.

Han præsterede at få adskillige (mange) mennesker til at tro jeg havde været indlagt på psykologisk afd. Og var psykisk syg. Min egen søster troede i mange år jeg var på medicin pga min uligevægt. Stadig idag møder jeg mennesker der spørger mig, om jeg har fået det bedre psykisk. Jeg har aldrig været på psyk eller på medicin.

Statsamtet havde sagt han skulle se sit barn, den eneste gang han havde ham med ude, ringer han mig op, siger han er ved busstopstedet om 10 minutter, der har jeg bare at være der. Alt går galt i den samtale, så det ender med at han skriger i tlf at han vil slå mig ihjel og at jeg aldrig ser min søn igen. Det ender med, at jeg står oppe ved busstopstedet, og må sige til en fremmed mand ved stopstedet, om han vil ringe til politiet når bussen kommer, fordi jeg er bange for både min søn og mig. Da bussen kommer kaster han min søn ud på asfalten, hvor jeg grædende samler ham op og løber.

Han kunne være jordens sødeste charmerende mand, han var en DR. Henkel og mister hyde type.

Det tog 10 år en benhård skilsmisse og en retsag om forældremyndighed, før jeg kunne sige, mig og min søn var nogenlunde fri.

Efter skilsmissen ringede han til mig og spurgte om jeg stadig ville have ham, for ellers ville han gifte sig med en anden.

Det et år siden Vi sidst talte sammen i tlf, og han har ikke ændret sig overhoved.

Jeg hader ham ikke, men den dag idag, kan jeg ikke tilgive ham, de ar min søn har fået psykisk.

[Vlad Kalashnikov]

Ikke så slemt men var sammen med en pige der var afhængig af Red Bull. Hun drak 9-10 om dage eller sådan noget, og havde altid sådan en sødlig lugt omkring sig og i alt tøjet, etc. Jeg tog hende med til Spanien, på en tur til Sevilla havde hun proppet sin taske med Red Bull som sprang i solen og hele bilen var klistret og lugtede af Red Bull. Hun havde nice bryster, men det var dråben.

[OberstNasig]

Jeg har ikke rigtigt nogle sindsoprivende historier om en eks-kæreste, men min første rigtige kæreste var ekstremt perfektionistisk. Også i en grad, så han blev så syg af stress, at han endte med en indlæggelse pga. alle følgerne af det.
Han startede fx et skænderi, når kaffekopperne ikke stod med hanken ud af i den samme vinkel. Hold kæft, han var tosset.
At han efterfølgende pissede på mig noget så grusomt, er en anden ting. Han havde en nultolerance for fejltagelser og det betød at vores forhold sluttede efter et skænderi, hvor vi ikke talte sammen i 4 dage, selvom vi boede sammen. Jeg havde "Begået den fejl", at jeg ikke havde søgt forsoning, så derfor skulle jeg flytte ud.
Han var fandme bims!

[Lalana]

Jeg er altså helt chokeret over hvor mange sindssyge mennesker der findes, jeg har vist været temmelig heldig - har ingen kontrollerende, sindssyg ex'er - det eneste er en der var mig utro, hvilket var hårdt, men jo slet ikke noget at sammenligne med det i andre har oplevet. Jeg håber lidt I bare har været uheldige og det ligesom er standarden på.. især mænd

[OberstNasig]

Jeg har ikke rigtigt nogle sindsoprivende historier om en eks-kæreste, men min første rigtige kæreste var ekstremt perfektionistisk. Også i en grad, så han blev så syg af stress, at han endte med en indlæggelse pga. alle følgerne af det.
Han startede fx et skænderi, når kaffekopperne ikke stod med hanken ud af i den samme vinkel. Hold kæft, han var tosset.
At han efterfølgende pissede på mig noget så grusomt, er en anden ting. Han havde en nultolerance for fejltagelser og det betød at vores forhold sluttede efter et skænderi, hvor vi ikke talte sammen i 4 dage, selvom vi boede sammen. Jeg havde "Begået den fejl", at jeg ikke havde søgt forsoning, så derfor skulle jeg flytte ud.
Han var fandme bims!

Han lyder til at minde en del om min eks - han insisterede også på, at jeg skulle sørge for, klemmerne var sorteret i farverækker, når jeg hang vasketøj op

Fuldstændig meningsløst

[Honningprut]

Min værste ekskæreste var ham jeg levede sammen med i 5½ år.

Vi var meget unge - jeg var 22, han var 21. Jeg har skrevet flere indlæg omkring ham inde på Jubii-debatten i sin tid.

De første 3 år var han mig utro mange gange, jeg forstår ikke hvorfor jeg fandt mig i det, når jeg tænker tilbage idag (Bliver snart 30 år), men det gjorde jeg altså. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke meget forstand på psykisk vold, men i dag hvor jeg er igang med pædagoguddannelsen og arbejder frivilligt med volds ramte kvinder, ser jeg tydeligt at han udsatte mig for psykisk vold. Han kunne finde på at slå op med mig flere gange, hvis jeg ikke ville rette mig ind efter ham, jeg gik konstant i frygt for at han ville gøre det forbi med mig, så jeg gik altid på liste fødder, der skulle ikke meget til før han slog op med mig, og det var altid min skyld. Jeg var et virkelig dårligt sted i mit liv på daværende tidspunkt, utrolig depressiv og var ramt af social angst. Jeg mistede utrolig mange venner grundet dette, og dem jeg havde tilbage svinede han til konstant, så det blev lettere ikke at se dem der var tilbage. Jeg var bange for at miste ham, så jeg fandt mig i hans opførsel, for jeg havde ikke andre.

Efter tre år flyttede vi sammen. Jeg var på det her tidspunkt utrolig psykisk belastet af de foregående 3 år med ham, jeg havde ikke rigtig erkendt endnu at det var grundet ham at jeg var så ustabil, nok mest af alt fordi jeg var så psykisk nede og mit selvværd og min selvtillid var på et nulpunkt. Det lykkedes mig at gennemfører en HF på et fjernstudie ved VUC og bagefter blev jeg optaget på Jura studiet.

Min ekskæreste var ikke særlig klog, det siger jeg ikke for at nedgøre ham, men det var han altså ikke. Så da jeg blev optaget på jura studiet nedgjorde han mig egentlig endnu mere. Han mente jeg var dum, ikke kunne stoffet, ikke var klog nok til at læse jura og i det hele taget bare et udueligt menneske. Det eneste jeg havde haft at stå imod med og som var mit holdepunkt mit i alt det her, havde altid været min skole, men efter kort tid på jura studiet droppede jeg ud og kom derefter ind i sygedagpenge systemet..

Det gjorde ham naturligvis mere eller mindre lykkelig, for nu var jeg ikke blot dum, jeg skulle også "tage-mig-sammen".

Vi kom begge, min ekskæreste og jeg ind i et rigtig dårligt miljø 3½ år inde i vores forhold. Så jeg begyndte at dulme mig selv med alkohol, og jeg var egentlig mere eller mindre alkoholiker. Jeg magtede ikke at opretholde en facade mere, og røg bare længere og længere ned. Jeg husker første gang, hvor han egentlig slog mig - jeg var kommet "forsent" hjem fra byen, altså efter hans mening.. Og derefter fulgte 2 år hvor jeg både levede med fysisk og psykisk vold i dagligdagen.

Vendepunktet for mig var at min sind sagde fuldstændig fra, jeg blev indlagt på psykiatrisk og han medmeldte min mor, at han synes det var "pinligt" og at han altså ikke havde tænkt sig at komme og se mig, og at han egentlig bare ønskede at forholdet sluttede.. Han magtede ikke at kæmpe med mig mere, for jeg var ikke rigtig rask..

I dag går han rundt og siger at vores forhold sluttede, fordi jeg var meget psykisk syg. Det er korrekt, for jeg havde aldrig gået selv. Til gengæld har han glemt den detalje, at jeg blev psykisk syg grundet ham.

Jeg tager i dag rundt og holder foredrag og blogger omkring hele oplevelsen på Facebook, laver som sagt en del arbejde frivilligt. Da han hørte det, blokrede han mig på Facebook, og insistere i dag på at det er noget jeg har fundet på, selvom jeg har en PTSD-diagnose efter forholdet til ham, som jeg stadig kæmper med.

[Summer]

Min x-kæreste var ret slem.

Jeg mødte ham i gymnasiet, og synes at han var en ok fyr. Vi endte egentlig med at blive kærester, men jeg var i bund og grund faktisk slet ikke forelsket i ham. Jeg ville gerne have slået op med ham kort tid efter, men han truede mig altid med, at bl.a. ville stå uden for min dør - faktisk truede han mig med, at han ville forfølge mig (og jeg slog ikke op, da jeg var usikker på hvad han kunne finde på).
Ligeledes var han sindssyg jaloux. Og jeg gav ham aldrig nogen grund til at være det (heller ikke selvom jeg ikke var vild med ham, som han faktisk godt vidste). Jeg måtte ikke snakke med drengene fra klassen, jeg måtte ikke skrive med mine venner (og har aldrig på nogen måde skrevet upassende med dem). Han var sur over at jeg var til ældre fyre. Jeg skulle helst går helt tildækket fra top til tå (hvilket ikke kom til at ske), for ingen måtte kigge på mig. Ligeledes tjekkede han altid min telefon og facebook.

Voldelig var han egentlig også. Han slog mig engang 2 gange i hovedet, da jeg drillede ham lidt med, at han godt kunne lide at flirte med piger når han var single (sådan som at spille på flere heste). Har også prøvet hvor han holdte mig fast på gulvet, og kørte sit knæ op og ned af mine ribben - hvilket min mor fangede ham i, og både hun og jeg havde problemer med at få ham til at stoppe.

Mine forældre opdagede også, at han havde boet hjemme hos os, mens mine forældre og jeg var på ferie i Egypten. Mine forældre havde spurgt ham, om han ville se til vores hunde og give dem mad og vand - men de kunne så se bagefter, at det lignede nogen havde boet der. De kunne se at der var blevet lejet (mange!) film på mærkelige tidspunkter - såsom midt om natten, og at han havde gemt noget hash i huset.

Gjorde det forbi med ham kort tid efter, hvor jeg fortalte ham, at han skulle ud af mit liv helt og aldeles.
Kunne dog høre, at han hver dag kørte forbi mit hjem på sin scooter, men dette stoppede dog hurtigt, da jeg fik en ny (og ældre ) kæreste. Kort tid efter stoppede han på gymnasiet, og har aldrig snakket med ham siden. Han har dog prøvet at ansøge mig på facebook og skrive til mig flere år efter, men har bare ignoreret ham.

[fisken80]

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, hvem af to mulige, der skal have førstepladsen.

A: Ham, der slog mig, når argumenterne slap op. Eller når han var fuld. Ham, der pillede min psyke fra hinanden og gerne foran vores venner, gik i gang med at ævle op om, hvor fed og klam jeg var. At de skulle kigge på mig og give ham ret. Hvor uduelig jeg var som mor, som menneske, som alting.
Ham, der indførte regler, som f.eks.: Du må tale i tlf. 10 min. om dagen. - Du må køre 50 km. om ugen i bilen - Du må bruge tørretumbleren to gange om ugen.
Ham, der tjekkede el-måleren, som det første, når han kom hjem fra arbejde. Og vasketøjskurven og tørresnoren, for at se, om jeg havde brugt tørretumbleren.
Ham, der fik mig til at overveje, om jeg bare skulle give op.


Eller

B: Ham, som jeg elskede inderligt i seks år og som ringede en lørdag for at sige, hvor meget han savnede og elskede mig - ham som jeg aldrig hørte fra efterfølgende. Total tavshed. Som om han aldrig havde eksisteret.



Jeg tror jeg vælger B. A'eren kunne jeg i det mindste forholde mig til på en bizar konstruktiv måde. B'eren efterlod mig i et helvede af forvirring, som tog mig år at komme over.

Wow - I know how to pick them. Det lyder som noget fra en "Trailer Trash R' Us" film. Heldigvis har de efterfølgende mænd i mit liv været søde og fantastiske.

Var B ham du stod og skulle flytte sammen med? For så kan jeg huske historien fra den gamle debat, det var virkelig bizart.

[bleuberry]

...Det tog mig et nanosekund at afslutte det forhold, og halvanden dag at flytte ud.

Ingen skal røre min hund og ingen har gjort det siden...

late to the party, men: Den der rescue-hund fra Rumænien endte jo med at redde dig

[Zombie]

...Det tog mig et nanosekund at afslutte det forhold, og halvanden dag at flytte ud.

Ingen skal røre min hund og ingen har gjort det siden...

late to the party, men: Den der rescue-hund fra Rumænien endte jo med at redde dig

Det er næsten 10 år siden. 2017 ish

Jeg mødte siden min nu-mand og flyttede til Kbh i en lejlighed tæt på mange dejlige grønne områder. Efter to år købte vi hus i Odense 5 minutter fra Odense Ås mange stier. Min hund blev cirka 11 år, hvilket var flot for en hund med hendes baggrund. En dag ville hun bare ikke gå tur mere, og så tog jeg valget.

Jeg er ret stolt af, hvor dejligt et liv jeg fik givet hende, fyldt med mennesker der elskede hende, lange lange gode ture (jeg er en vandrer) og masser af lure på møblerne.

Jeg har ikke haft hund siden, dels pga barn og job. Dels fordi det gjorde pisse ondt at sige farvel, ærlig talt.

[WorldCat]

Vi var klassekammerater, og så blev vi faktisk rigtig gode venner. Vi var virkelig tætte og delte en masse med hinanden. Jeg fortalte ham jo ting, som jeg ikke gik og fortalte til alle mulige andre, og han gjorde det samme med mig. Og jeg tror egentlig også, jeg var lidt forelsket i ham, uden rigtig at ville indrømme det over for mig selv. Så på et tidspunkt blev vi kærester, og det føltes jo egentlig meget naturligt og jeg syntes faktisk, vi havde det rigtig godt.

Men så begyndte jeg sådan at kunne mærke, at han trak sig lidt fra mig. Ikke sådan voldsomt, men... han var bare anderledes. Og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der foregik. Og så sprang han bomben. Han fortalte mig, at han var homoseksuel. Og at han faktisk var sammen med en anden fyr.

Så måtte han jo også erkende, at han aldrig rigtig havde været forelsket i mig. Det var selvfølgelig lidt hårdt at indse. For han havde jo virkelig været glad for mig. Han var bare blevet betaget af mig, sagde han. Han kunne virkelig godt lide mig og vores forhold og alt det, vi havde sammen — men han havde bare aldrig været forelsket i mig på den måde.

Hold kæft, hvor jeg følte mig total afklædt. Og nærmest som om nogen havde hældt en spand iskoldt vand lige ned over hovedet på mig

Jeg var virkelig vred dengang. I dag tænker jeg mest, at det bare var en mærkelig og ret smertefuld del af mit liv. Og derfor kan jeg heller ikke kalde ham min værste ekskæreste ever.

[Precaseptica]

Man(d) bliver helt målløs af at læse nogen af jer kvinders indlæg her, vil jeg sige.

Jeg ville gerne have delt, men det ville være en hån imod de langt mere seriøse og alvorlige oplevelser I har haft jer.

[Yetie]

Man(d) bliver helt målløs af at læse nogen af jer kvinders indlæg her, vil jeg sige.

Jeg ville gerne have delt, men det ville være en hån imod de langt mere seriøse og alvorlige oplevelser I har haft jer.

Jeg er sikker på at de mere sjove historier også er velkomne.

Min værste ex var ham, der truede med at smide mig ned af trappen og kørte mig helt ned psykisk. Han kunne ikke tåle at tabe en diskussion (eller at blive sagt imod), og jeg hverken kunne eller ville holde min kæft. Heldigvis gik jeg inden han blev fysisk voldelig, men jeg greb flere gange mig selv i at tænke at det ville være nemmere hvis han faktisk slog mig, så jeg havde et konkret bevis på at han faktisk ikke behandlede mig godt. Alle syntes jo han var så sød og charmerende.