Singletråden

[Hindbær]

Jeg fortryder intet! Det har, trods alt, givet mig noget bekræftelse og kick startet mit kærlighedsliv her 40+. Måske på den lidt hårde vis, men ikke desto mindre.

Mit liv før var fint, relativt ukompliceret og leverpostej; det fik han da vendt op og ned på for en periode. Først på den gode måde, så på den mindre gode.

Jeg er ikke helt klar til at demonisere ham endnu; for jeg kender ham jo også som en mega, MEGA sød far og lokal bekendt. Og jeg har simpelthen så svært ved at forstå, at han ikke er sød og ordentligt overfor mig; men det er han ikke lige nu. Så det var godt og rigtigt selv at sige stop.

Jeg er også 40+ og enlig mor og jeg har det selv sådan - hellere kaste sig ud i at leve lidt og slå sig end det modsatte. Og nu ved du om dig selv at du er sådan én som en dejlig mand gerne vil kaste sig ud i noget med.

Måske kan det også blive til noget med jer igen hvis du vil. Måske er du ikke klar til at give op på ham? Og måske kan du om lidt tid godt noget med jer to når det passer ham og måske dele ham med andre. Måske kommer han om noget tid og banker på din dør og siger han vil DIG og er klar.

Noget med at finde ud af hvad du ønsker dig vel vidende du ikke kan få ham som du ønsker dig lige nu. Men så kan du gå og ønske dig en lige så dejlig mand som der så desværre ikke ligger en masse og venter af i dit lokalområde-men de må da være et sted.

Nå jeg plaprer også bare. Prøver egentlig både at trøste og også sige hep til at du vil noget med kærligheden. Selvom det ikke er nemt

[FrøkenM]

Jeg er satme svær at date lige for tiden og jeg har meget svært ved at forstå at han ikke for længst har opgivet projektet. Jeg er ikke det værd for tiden føler jeg fordi sorgen over det, vi står midt i som familie, er altoverskyggende. Men han hænger fast og giver tid, plads og rum til, at det er sådan det er. Planen den anden aften var wine and dine ude - mit overskud sagde nej til den plan, selvom det var det HAN fortjente.

Løsningen?

Takeaway, pyjamas, julefilm og en drink i hans arme i stedet for. Oh shit, jeg skylder for alt det, han gør for mig og finder sig i. Samtidig priser jeg mig lykkelig for, at vi gav det en chance mere og jeg er taknemmelig for, at han kan være i det. Ingen af os er klar til labels eller noget, men det går godt.

[FrøkenM]

Og lige efter mit sidste indlæg blev det svært. For alvor svært i en grad så jeg faktisk troede, vi ville gå hver vores vej. Noget med noget brudt tillid og nogle issues, jeg ikke havde set komme og slet ikke på det tidspunkt, kunne deale med. Så rimelig kold luft indtil efter jul hvor han tog sig sammen og fortalte mig åbent og ærligt om de issues, han kæmpede med og hvad han havde brug for.

Jeg var forberedt på det var svært, hårdt og alt muligt, men alt jeg forventede var ærlighed og så måtte vi se hvor vi var. Han sagde ærligt at han forstod hvis jeg ikke kunne deale med det nu og mest havde lyst til at flygte. Jeg gentog at det eneste jeg ikke kunne med, var at han gik under raderen i flere dage og uger. At det tricker noget i mig. Men at jeg i øvrigt kan deale med det meste og at HAN er det værd for mig fordi han er ham. Og ham er jeg - altså pænt glad for.

Det er stadig svært, sårbart og knapt så lyserødt og rart, som det har været, Men vi er et godt sted og vi ved at finde tilbage i et andet setup.

Desværre er min mors sygdom gået ind i en anden fase, hvor min familie har brug for mig i en anden grad. Mere fysisk tilstedeværelse og at jeg stepper op. JEG HADER DET ORD. For det gør jeg. Det har jeg gjort i fire år fordi min familie har været max presset. Jeg er drænet efter flere års tilsidesætten af egne behov og jeg har pisse dårlig samvittighed over det. Og jeg har dårlig samvittighed over, at jeg stadig lever et liv hvor der skal være plads til en ny, spirrende forelskelse. For det er der bare ikke optimale betingelser for. For mit liv lige nu kræver desværre mere planlægning og mindre spontanitet - stadig med risiko for at jeg skal være et andet sted fordi... ting går hurtigt og det kan han ikke være en del af (og det forventer jeg ikke af ham, at han er)

Når han i går skriver om muligheden for at holde en hel weekend sammen, så ved jeg at det er hans og mit behov. Men problemet er at jeg er ansvarlig for min mor fra i eftermidag og hele dagen i morgen - potentielt delvist søndag. Jeg ville ønske jeg kunne være alle steder på énn gang og det gør mig sindssygt ked af det, at jeg altid føler, at jeg prioriterer forkert. Ikke fordi han siger det, men fordi jeg altid står til "voksenskæld-ud" hvis de mener jeg ikke er fysisk nok sammen med min familie.

[EnNyUndtagelse]

FrøkenM, jeg skriver det her i den allerbedste mening og forhåbentlig lyder det ikke for hårdt. Sådan er det i hvert fald ikke tiltænkt.
Du skal til at tage nogle voksenbukser på overfor din familie!
Det er SÅ forståeligt at du gerne vil være der for din mor og naturligvis skal du det, men det er i flere år at resten af familien har prioriteret din tid for dig og taget den og dig som en selvfølge.
Det er ikke ok og det er faktisk helt ok at sige fra overfor.
Det håber jeg du finder styrken (og modet?) til

[FrøkenM]

FrøkenM, jeg skriver det her i den allerbedste mening og forhåbentlig lyder det ikke for hårdt. Sådan er det i hvert fald ikke tiltænkt.
Du skal til at tage nogle voksenbukser på overfor din familie!
Det er SÅ forståeligt at du gerne vil være der for din mor og naturligvis skal du det, men det er i flere år at resten af familien har prioriteret din tid for dig og taget den og dig som en selvfølge.
Det er ikke ok og det er faktisk helt ok at sige fra overfor.
Det håber jeg du finder styrken (og modet?) til

Jeg ved præcis hvad du mener og jeg ved at det kommer fra et godt sted. Og du har helt ret. Langt hen ad vejen bliver jeg - og min tid - taget for givet.
Du er faktisk ikke den første, der siger det. IRL-vennerne er helt med på det, men shit, det er svært at sige fra overfor det "mønster" der har tegnet sig fordi det bare altid har været sådan. Og endnu sværere nu, fordi min mor er terminal. Men samtidig er det her fantastiske menneske dumpet ned i mit liv og det skal der være tid til. Uden dem. For vi er ikke klar til resten af verden.