Singletråden

[FrøkenM]

Og her sidder jer og googler og fantaserer om de perfekte julegaver jeg har fundet på til ham.

Tal om skønne spildte kræfter og tanker!

Kæmpe kram til dig. Det er sindssygt hårdt at være i når ens følelser ikke bliver gengældt og man bare savner så det gør ondt.

Brug det, du ville have brugt på ham og julegave til at gøre noget godt for dig selv

[LaScrooge]

Og her sidder jer og googler og fantaserer om de perfekte julegaver jeg har fundet på til ham.

Tal om skønne spildte kræfter og tanker!

Hey du

Jeg tror det er rigtig godt, at du ikke er med ham mere. Han lyder ikke som en god mand, selvom jeg godt ved, at du oplever ham som sådan. Udefra har det set ud som om han nød en dejlig kvinde i overgangen fra fast patner til single, men derefter har... brugt dig til opmærksomhed og en eller anden form for sikkerhedsnet. Han har holdt fast i kontakten med dig VELVIDENDE, at han ikke ønskede mere. Jeg tror ikke en skid på, at han er forvirret eller noget som helst andet "It's not you it's me, timingen er forkert"-sob story-stemning. Jeg tror, at abcd havde 100% ret i det han skrev: at han helt ærligt bare ikke er interesseret i at starte noget nyt så hurtigt og at han ikke er interesseret i dig. Du har oplevet ham afvise dig på en "blød", "jeg er ikke klar"-måde, for derefter at oprette sig på Tinder, hvor han søgte nøjagtig det han sagde, at han ikke kunne med dig. På din besked nu, svarer han FINT?? og "Tak for ærligheden"?? samtdig med at han lige lader dig vide, at han "glæder" sig til at løbe ind i dig ude i virkeligheden? det er DYBT uordentligt af ham. Han har behandlet dig dårligt og han behandler dig dårligt og han fortjener overhovedet ikke, at du sukker efter ham, holder fast og drømmer. Og jeg tror samtidig, at det at han ved, at han har en krog i dig og at han kan få dig nårsomhelst, gør ham mere.... uinteresseret.

Jeg tror at den bedste kur for dig er at ranke ryggen, tage lægestift på og gå ud i verden som en hot, single mom der har verden som sin buffet og som ikke venter på nogen. Du skal ikke ligge på din sofa og sørge over en idiot, der lyver og holder dig hen, det er simpelthen for uværdig og du er MEGET bedre end det.

[Little_Woman]

Bum! Du har helt sikkert mere ret end jeg kan lide, La Scrooge!

Til opklaring, ikke at det gær nogen forskel, men han skrev ikke “fint”, jeg mente at han skrev en fin besked.

Jeg er på Tinder nu, med en killer profil (altså, uden at det mismatcher en enlig mor fra provinsen). Det har han med garanti set - ligesom jeg har set hans og ønsker ham good luck. Fraskilte fædre med praktiske bukser og vigende hårgrænse kan man fodre svin med herovre. Men de interessante er der godt nok langt imellem..

[Hindbær]

Jeg føler sådan med dig LW.

Det I havde sammen var simpelthen så fint men kan ikke genskabes, når han ikke vil.

Hvis min kæreste ikke ville mere så tror jeg at jeg ville have brug for lang tid til en proces med sorg og vemod og når det begynder at mærkes lysere indeni overveje hvad jeg så skulle gøre - med den oplevelse og erfaring med mig.

Som jeg har forstået dine indlæg så var dit liv rigtig fint og godt inden du mødte ham. Så oplevede du det vildeste eventyr som desværre sluttede. Så hvad skal du så nu?

Jeg tror du kan finde ud af det og at der venter dig meget godt. Men ansvaret er dit og jeg tror du vil hjælpe dig selv meget ved at skubbe ham væk fra din bevidsthed selvom det er svært.

Fx hvis du har en tinder så skal det ikke være for at gøre ham jaloux men fordi du er klar til nye eventyr eller det er det du ved der skal til for at komme videre fra ham her.

Eller når du skriver til ham at du ikke vil skrive mere sammen så er det fordi du vil lukke den og fastholde det og ikke i håb om noget bestemt svar fra ham.

[Hindbær]

Jeg sad også og tænkte på et spørgsmål:

Ville du egentlig hellere have været jeres eventyr og gode oplevelser sammen foruden for at slippe for hvor forfærdeligt du har det nu?

[Little_Woman]

Jeg fortryder intet! Det har, trods alt, givet mig noget bekræftelse og kick startet mit kærlighedsliv her 40+. Måske på den lidt hårde vis, men ikke desto mindre.

Mit liv før var fint, relativt ukompliceret og leverpostej; det fik han da vendt op og ned på for en periode. Først på den gode måde, så på den mindre gode.

Jeg er ikke helt klar til at demonisere ham endnu; for jeg kender ham jo også som en mega, MEGA sød far og lokal bekendt. Og jeg har simpelthen så svært ved at forstå, at han ikke er sød og ordentligt overfor mig; men det er han ikke lige nu. Så det var godt og rigtigt selv at sige stop.

[Hindbær]

Jeg fortryder intet! Det har, trods alt, givet mig noget bekræftelse og kick startet mit kærlighedsliv her 40+. Måske på den lidt hårde vis, men ikke desto mindre.

Mit liv før var fint, relativt ukompliceret og leverpostej; det fik han da vendt op og ned på for en periode. Først på den gode måde, så på den mindre gode.

Jeg er ikke helt klar til at demonisere ham endnu; for jeg kender ham jo også som en mega, MEGA sød far og lokal bekendt. Og jeg har simpelthen så svært ved at forstå, at han ikke er sød og ordentligt overfor mig; men det er han ikke lige nu. Så det var godt og rigtigt selv at sige stop.

Jeg er også 40+ og enlig mor og jeg har det selv sådan - hellere kaste sig ud i at leve lidt og slå sig end det modsatte. Og nu ved du om dig selv at du er sådan én som en dejlig mand gerne vil kaste sig ud i noget med.

Måske kan det også blive til noget med jer igen hvis du vil. Måske er du ikke klar til at give op på ham? Og måske kan du om lidt tid godt noget med jer to når det passer ham og måske dele ham med andre. Måske kommer han om noget tid og banker på din dør og siger han vil DIG og er klar.

Noget med at finde ud af hvad du ønsker dig vel vidende du ikke kan få ham som du ønsker dig lige nu. Men så kan du gå og ønske dig en lige så dejlig mand som der så desværre ikke ligger en masse og venter af i dit lokalområde-men de må da være et sted.

Nå jeg plaprer også bare. Prøver egentlig både at trøste og også sige hep til at du vil noget med kærligheden. Selvom det ikke er nemt

[FrøkenM]

Jeg er satme svær at date lige for tiden og jeg har meget svært ved at forstå at han ikke for længst har opgivet projektet. Jeg er ikke det værd for tiden føler jeg fordi sorgen over det, vi står midt i som familie, er altoverskyggende. Men han hænger fast og giver tid, plads og rum til, at det er sådan det er. Planen den anden aften var wine and dine ude - mit overskud sagde nej til den plan, selvom det var det HAN fortjente.

Løsningen?

Takeaway, pyjamas, julefilm og en drink i hans arme i stedet for. Oh shit, jeg skylder for alt det, han gør for mig og finder sig i. Samtidig priser jeg mig lykkelig for, at vi gav det en chance mere og jeg er taknemmelig for, at han kan være i det. Ingen af os er klar til labels eller noget, men det går godt.

[FrøkenM]

Og lige efter mit sidste indlæg blev det svært. For alvor svært i en grad så jeg faktisk troede, vi ville gå hver vores vej. Noget med noget brudt tillid og nogle issues, jeg ikke havde set komme og slet ikke på det tidspunkt, kunne deale med. Så rimelig kold luft indtil efter jul hvor han tog sig sammen og fortalte mig åbent og ærligt om de issues, han kæmpede med og hvad han havde brug for.

Jeg var forberedt på det var svært, hårdt og alt muligt, men alt jeg forventede var ærlighed og så måtte vi se hvor vi var. Han sagde ærligt at han forstod hvis jeg ikke kunne deale med det nu og mest havde lyst til at flygte. Jeg gentog at det eneste jeg ikke kunne med, var at han gik under raderen i flere dage og uger. At det tricker noget i mig. Men at jeg i øvrigt kan deale med det meste og at HAN er det værd for mig fordi han er ham. Og ham er jeg - altså pænt glad for.

Det er stadig svært, sårbart og knapt så lyserødt og rart, som det har været, Men vi er et godt sted og vi ved at finde tilbage i et andet setup.

Desværre er min mors sygdom gået ind i en anden fase, hvor min familie har brug for mig i en anden grad. Mere fysisk tilstedeværelse og at jeg stepper op. JEG HADER DET ORD. For det gør jeg. Det har jeg gjort i fire år fordi min familie har været max presset. Jeg er drænet efter flere års tilsidesætten af egne behov og jeg har pisse dårlig samvittighed over det. Og jeg har dårlig samvittighed over, at jeg stadig lever et liv hvor der skal være plads til en ny, spirrende forelskelse. For det er der bare ikke optimale betingelser for. For mit liv lige nu kræver desværre mere planlægning og mindre spontanitet - stadig med risiko for at jeg skal være et andet sted fordi... ting går hurtigt og det kan han ikke være en del af (og det forventer jeg ikke af ham, at han er)

Når han i går skriver om muligheden for at holde en hel weekend sammen, så ved jeg at det er hans og mit behov. Men problemet er at jeg er ansvarlig for min mor fra i eftermidag og hele dagen i morgen - potentielt delvist søndag. Jeg ville ønske jeg kunne være alle steder på énn gang og det gør mig sindssygt ked af det, at jeg altid føler, at jeg prioriterer forkert. Ikke fordi han siger det, men fordi jeg altid står til "voksenskæld-ud" hvis de mener jeg ikke er fysisk nok sammen med min familie.

[EnNyUndtagelse]

FrøkenM, jeg skriver det her i den allerbedste mening og forhåbentlig lyder det ikke for hårdt. Sådan er det i hvert fald ikke tiltænkt.
Du skal til at tage nogle voksenbukser på overfor din familie!
Det er SÅ forståeligt at du gerne vil være der for din mor og naturligvis skal du det, men det er i flere år at resten af familien har prioriteret din tid for dig og taget den og dig som en selvfølge.
Det er ikke ok og det er faktisk helt ok at sige fra overfor.
Det håber jeg du finder styrken (og modet?) til

[FrøkenM]

FrøkenM, jeg skriver det her i den allerbedste mening og forhåbentlig lyder det ikke for hårdt. Sådan er det i hvert fald ikke tiltænkt.
Du skal til at tage nogle voksenbukser på overfor din familie!
Det er SÅ forståeligt at du gerne vil være der for din mor og naturligvis skal du det, men det er i flere år at resten af familien har prioriteret din tid for dig og taget den og dig som en selvfølge.
Det er ikke ok og det er faktisk helt ok at sige fra overfor.
Det håber jeg du finder styrken (og modet?) til

Jeg ved præcis hvad du mener og jeg ved at det kommer fra et godt sted. Og du har helt ret. Langt hen ad vejen bliver jeg - og min tid - taget for givet.
Du er faktisk ikke den første, der siger det. IRL-vennerne er helt med på det, men shit, det er svært at sige fra overfor det "mønster" der har tegnet sig fordi det bare altid har været sådan. Og endnu sværere nu, fordi min mor er terminal. Men samtidig er det her fantastiske menneske dumpet ned i mit liv og det skal der være tid til. Uden dem. For vi er ikke klar til resten af verden.

[Minionine]

Valentines day nærmer sig med hastige skridt og jeg er blevet inviteret på frokostdate med ham jeg dater

Det er dejligt at date en jeg har mødt i “den virkelige verden”. Vi har gået på det samme salsa hold i et halvt år og lært hinanden at kende stille og roligt. I slutningen af sidste år spurgte han mig så ud, og så har vi været på en del dates siden

Er der andre med valentines planer?

[Tutter27]

Valentines day nærmer sig med hastige skridt og jeg er blevet inviteret på frokostdate med ham jeg dater

Det er dejligt at date en jeg har mødt i “den virkelige verden”. Vi har gået på det samme salsa hold i et halvt år og lært hinanden at kende stille og roligt. I slutningen af sidste år spurgte han mig så ud, og så har vi været på en del dates siden

Er der andre med valentines planer?

Det lyder super hyggeligt, dejligt at det kan lade sig gøre stadig, at møde nogen udenfor apps

Jeg har en "date" med 2 gode venner, det er et homo par (er det politisk korrekt?) Vi skal til dining week, det glæder jeg mig til. De er nogle søde fyre og vi har en fast aftale to de to årlige dining weeks, i år faldt den så tilfældigt på valentines dag

[RavenClaw]

Jeg ved ikke, hvad jeg snart skal stille op med mig selv.

Jeg startede ny stilling i december og blev involveret i nogle nye projekter, og her har jeg mødt et menneske, som jeg simpelthen ikke kan banke ud af hovedet.

Han er direkte involveret i projektet, men ansat et andet sted. Lidt samme funktion som en ekstern leverandør, uden at være lige præcis det. Han kommer forbi mit kontor en gang om ugen i max 10 minutter, så det er ikke meget, vi kommer hinanden ved.

Alligevel hyggesnakker vi om alt mellem himmel og jord. Jeg ved ting om hans nærmeste familie, hans fremtidsplaner og dag til dag gøremål. Jeg føler, vi har en connection, og hans tilstedeværelse gør min dag 1000 gange bedre. Det er efterhånden ugens højdepunkt.

I denne uge fortalte han mig, at han skifter arbejde 1. marts, og at han derfor snart stopper med at kigge forbi kontoret. Og jeg kan mærke, jeg bare slet ikke har lyst til, at han forsvinder ud af min hverdag. Jeg har vidst et stykke tid, at det gik den vej med hans arbejde, men det kom bag på mig, at han kunne skifte til det nye med et par ugers varsel.

Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det - eller jo det ved jeg jo godt, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen. Jeg sidder med tanken om, at han er gæst i mit hus og ikke har et valg om andet, og det derfor er upassende at forsøge at trække en privat relation ned over ham. Jeg har kun hans arbejdsnummer.

Det er sgu ikke nemt det her.

[D.itsen]

Jeg ved ikke, hvad jeg snart skal stille op med mig selv.

Jeg startede ny stilling i december og blev involveret i nogle nye projekter, og her har jeg mødt et menneske, som jeg simpelthen ikke kan banke ud af hovedet.

Han er direkte involveret i projektet, men ansat et andet sted. Lidt samme funktion som en ekstern leverandør, uden at være lige præcis det. Han kommer forbi mit kontor en gang om ugen i max 10 minutter, så det er ikke meget, vi kommer hinanden ved.

Alligevel hyggesnakker vi om alt mellem himmel og jord. Jeg ved ting om hans nærmeste familie, hans fremtidsplaner og dag til dag gøremål. Jeg føler, vi har en connection, og hans tilstedeværelse gør min dag 1000 gange bedre. Det er efterhånden ugens højdepunkt.

I denne uge fortalte han mig, at han skifter arbejde 1. marts, og at han derfor snart stopper med at kigge forbi kontoret. Og jeg kan mærke, jeg bare slet ikke har lyst til, at han forsvinder ud af min hverdag. Jeg har vidst et stykke tid, at det gik den vej med hans arbejde, men det kom bag på mig, at han kunne skifte til det nye med et par ugers varsel.

Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det - eller jo det ved jeg jo godt, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen. Jeg sidder med tanken om, at han er gæst i mit hus og ikke har et valg om andet, og det derfor er upassende at forsøge at trække en privat relation ned over ham. Jeg har kun hans arbejdsnummer.

Det er sgu ikke nemt det her.

Er vi enige om at jeres professionelle relationer udløber per 1.3?

I så fald ville jeg skrive ret tæt på hans sidste dag.
"Hej karl åge.
Det har været hyggeligt at arbejde med dig og jeg har hygget med vores snakke. Har du lyst til en kop kaffe en dag er mit privatnummer xxxxxx"
Jeg har nok lidt svært ved at se problemet.