Singletråden

[Bouje]

Jeg synes måske det er en lidt grov generalisering at mænd i nutiden skulle være mere idiotiske end de har været tidligere.
Tænker der er både mænd og kvinder også igennem de sidste 30-40 år, der har sagt en ting og efterfølgende opført sig i direkte modstrid med deres ord.

Det har nok egentligt mest noget med alder at gøre, som Lys skriver, nu jeg tænker over det. At jeg selv er blevet ældre og "de gode" er taget undervejs, nogle vil blive single igen og være tilgængelige en periode, men mænd er nok også lidt hurtige på aftrækkeren til at komme på dating markedet uden at de er helt klar, og så sker der dét, som LW lige har oplevet.

[Little_Woman]

Jeg sidder og skriver eksamensopgave, hahahaha, fuck mit liv, altså! Jeg har slet ikke sovet i nat.

Men vi skrev lidt frem og tilbage, han var vag og gav ikke sådan super meget mening i sin argumentation, så jeg ringede ham op. Noget jeg ellers aldrig gør til en mand, slet ikke når jeg er ked af det og pissed.

Manden er helt ude og hønse. Exen vil ikke samarbejde om børnene og han kan ikke få lov at se dem; deres samarbejde er brudt sammen. Han er en meget, meget, meget far-agtig far, så han er helt i hundene. Og ved ikke sit eget bedste, tydeligvis, når han samtidig er helt tydelig om at han ikke vil og kan et forhold - og samtidig forsøger sig på Tinder.

Vi fik en ok snak, omstændighederne taget i betragtning. Jeg fik sagt at jeg føler alt er løgn og latin, at jeg ikke ved om han har ment noget som helst med alting, han insisterer på at han har ment og følt alting. Og at han er bange for at blive yderligere forelsket, hvis vi fortsætter.

Altså, den del forstår jeg godt, at vi ikke skal kæreste rundt lige nu. Men det skal han da i den grad heller ikke med andre, hvis jeg skulle komme med et beskedent lille forslag, sådan helt venskabeligt.

Jeg fik også sagt at jeg er ligeglad med dyre biler, huse, penge, tjekkede ting - det er HAM jeg er interesseret i, ikke alt muligt andet. Det er ligegyldigt! MÅske er han også lidt presset af at alting smuldrer for ham, mens jeg sidder lunt og godt og har styr på mit med bil/bolig/barn. Det lød som om det var rart at høre; måske ligger der noget stolthed der og rumsterer.

Stakkels ham og stakkels, stakkels, stakkels mig.

[Bouje]

Min datter (også med donor) har heldigvis mange veninder med virkelig gode fædre i forhold med mødrene, så hun ser det i hvert fald på den måde. Og ellers så tænker jeg at fortælle hende, når hun bliver tættere på voksen, at min egen observation har været, at man helst skal finde sin partner inden man runder 30-ish. Derefter bliver udvalget altså noget mere pauvert og de jævnaldrende mænd vil også helst have en i 20’erne. Det er selvklart ikke uden undtagelser og man skal heller ikke gå for meget på kompromis. Men jeg kender virkelig ikke mange i gode parforhold som har mødt hinanden efter 35-års alderen.

Det er dejligt at høre om små veninder med gode fædre. Det håber jeg også, at min datter kommer til at opleve. Jeg er begyndt at ses med en anden mor med en datter på samme alder og desværre oplever jeg, at hun står akkurat samme sted, som jeg selv, hvis endda ikke værre, med en mand, som bare ikke kan finde ud af det. Han er i sluttyverne, så det er en mand af en anden generation end de mænd jeg har oplevet. Jeg bliver så skuffet på hendes veje.

Men jeg tror, at du har ret i, at det gælder om at finde en mand inden man er for gammel, for så er det et anderledes udvalg, man har, og ikke til den gode side.

[Little_Woman]

Til sidedebatten, min søn har mange gode mandlige rollemodeller, både i familien, i lokalsamfundet og i venners fædre. Det er jeg faktisk ikke så bekymret for. Men han skal dælme vide, hvis han ikke gør det, at han har Sydfyns stærkeste mor og at kvinder kan alting selv. Et forhold er et plus, ikke en nødvendighed, uanset køn.

Men jeg elsker mænd - elsker dem! - og vil så gerne. Jeg vil ikke TILLADE, at mænd er idioter - denne her mand må ikke være det, ikke sådan ægte, for så smuldrer min verden og tro på mænd. Fuldstændig.

[Aragorn]

Men han skal dælme vide, at kvinder kan alting selv.

Det tror jeg ikke han er i tvivl om.

Jeg tænker mere han er i tvivl om hvad han skal bringe med til festen. En mandlig rollemodel handler vel ikke kun om hvordan mænd skal være (i kvinders øjne), men også hvordan man(d) skal få det liv man ønsker.

Hvis man ikke kan forstå den måde en anden person gerne vil leve livet tror jeg ikke man kan hjælpe dem til at få deres liv indrettet på den måde de ønsker.

[Little_Woman]

Men han skal dælme vide, at kvinder kan alting selv.

Det tror jeg ikke han er i tvivl om.

Jeg tænker mere han er i tvivl om hvad han skal bringe med til festen. En mandlig rollemodel handler vel ikke kun om hvordan mænd skal være (i kvinders øjne), men også hvordan man(d) skal få det liv man ønsker.

Hvis man ikke kan forstå den måde en anden person gerne vil leve livet tror jeg ikke man kan hjælpe dem til at få deres liv indrettet på den måde de ønsker.

Det er her jeg tænker at de yderst kompetente og gode mænd vi kender kan bidrage - ved at vise hvordan man er en mand der går på arbejde, har et forhold, uddanner sig, håndterer praktiske ting, er far, laver frivilligt arbejde, taler til andre, har følelser, laver sjov, håndterer konflikter etc.

Som sagt, jeg er egentlig ikke så bekymret, min søn har stærke mandlige rollemodeller i alle aldre - og søger gerne det maskuline og mænds selskab.

[Bouje]

Men han skal dælme vide, at kvinder kan alting selv.

Det tror jeg ikke han er i tvivl om.

Jeg tænker mere han er i tvivl om hvad han skal bringe med til festen. En mandlig rollemodel handler vel ikke kun om hvordan mænd skal være (i kvinders øjne), men også hvordan man(d) skal få det liv man ønsker.

Hvis man ikke kan forstå den måde en anden person gerne vil leve livet tror jeg ikke man kan hjælpe dem til at få deres liv indrettet på den måde de ønsker.

Han skal jo bringe det samme med til festen som kvinden. Fejlen er når mænd tror, at de skal noget andet/mere/mindre end kvinder, hvor de i virkeligheden skal det samme i et forhold. De færreste kvinder vælger direkte mænd fra for at få børn alene. Undersøgelser har vist, at det er 1 ud af 10 solomødre, som i forvejen ikke er et stort antal mødre, som fravalgte mænd på forhånd. De fleste solomødre ville faktisk gerne have børn med en mand, men sådan endte det bare ikke for dem.

[Udmarkssøn]

Det er her jeg tænker at de yderst kompetente og gode mænd vi kender kan bidrage - ved at vise hvordan man er en mand der går på arbejde, har et forhold, uddanner sig, håndterer praktiske ting, er far, laver frivilligt arbejde, taler til andre, har følelser, laver sjov, håndterer konflikter etc.

Som sagt, jeg er egentlig ikke så bekymret, min søn har stærke mandlige rollemodeller i alle aldre - og søger gerne det maskuline og mænds selskab.

Ja ...
Jeg tænker, vi er nødt til at lære at bruge hinanden på andre måder, på andre måder, især som singles ...
Vi skal være bedre til at trække på forskelligheden, også i forhold til hvem vores børn har som rollemodeller.
Og det er nemmere, som single.
Samtidig med man skal være meget opmærksom på, hvem børnene vælger - f. eks. at de ikke finder rollemodeller i halv- eller helkriminelle miljøer.

Ikke alle mænd opfylder de kriterier du skrev i de øverste to linjer - jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet og tænke, holy moly ...
Jeg selv er bestemt ikke nogen 'rigtig mand' og opfylder nok kun omkring halvdelen af de kriterier ..
Netop derfor, skal vi lære at fordele vores behov over flere personer, at bruge hinanden på en god måde netop i kraft af forskelligheden ..
Også de der ikke lige 'kan det hele' .. og dem er der jo i virkelighedens verden nok flest af ..

[Little_Woman]

Udmarkssøn: det er jo netop min pointe; at man kan finde gode forbilleder mange steder og at de hver især kan bidrage med noget. Jeg kan jo heller ikke alt, men heldigvis kender min søn andre kvinder der kan noget andet - både i og udenfor familien.

[Udmarkssøn]

Udmarkssøn: det er jo netop min pointe; at man kan finde gode forbilleder mange steder og at de hver især kan bidrage med noget. Jeg kan jo heller ikke alt, men heldigvis kender min søn andre kvinder der kan noget andet - både i og udenfor familien.

Vi er helt enige.
Jeg oplever generelt at vi som singles har relationer på en anden måde ...
På samme måde som når børn kan bruge mange forskellige forbilleder.
Vores relationer fungerer tit anderledes, især hvis man ikke har (fast) kæreste.
Det kan være lidt svært at hitte rundt i, i en kultur hvor det monogame parforhold er den absolutte norm.
Bekendte, gode bekendte, venner, fortrolige venner .. hvornår er man hvad?
Og hvordan finder man et fast holdepunkt eller flere?
Det er vi ikke så tilbøjelige til at sætte ord på,
Og det er helt galt, hvis man er venner mand / kvinde indbyrdes, og der også er seksuel tiltrækning involveret.

Jeg har været overrasket over, at det for mange - inklusive mig selv - ikke er så nødvendigt med et tæt, dagligt familieliv.
Familien er vigtig (for mig) men ikke nødvendigvis i det daglige, og andre kontakter er også vigtige.
Det supplerer hinanden.

[Little_Woman]

Nå, men her går det dårligt.

Jeg savner så det gør ondt, længes og drømmer. Vi skriver sammen af og til, en god blanding af kærlige beskeder og ord, kølige, neutrale og tavshed. Meget forvirrende, hvad der nok passer meget godt til hans mentale tilstand.

Men jeg savner! Savner så det gør ondt, savner så jeg mister appetitten, sover dårligt og tvivler på at det bliver godt igen. Jeg ville det SÅ gerne, så så meget potentiale og muligheder og glæde i fremtiden. I stedet sidder jeg med et ømt hjerte og føler mig mere alene en nogensinde før i den her dumme sofa i det her dumme mørke november.

Hvordan kunne noget der så og virkede så enkelt og åbenlyst være så svært? Hvorfor, hvorfor, HVORFOR er jeg bare sådan en man ikke kan holde ud at elske. Det siger jeg til mig selv hver aften. Og så græder jeg lidt.

Jeg bestod i øvrigt eksamen. Det kan jeg da i det mindste finde ud af.

[Minionine]

Jeg er for ca 4,5 måned siden blevet single igen, efter hvad jeg troede var mit livs kærlighed. Det gik så stærkt alt sammen og sluttede så brat. 8 måneder blev det til. Da tingene blev svære stak han halen mellem benene og kiggede sig ikke tilbage. Jeg har været helt nede at vende, men er nu ved at være godt oppe at køre igen.
Jeg var på date med en sød gut onsdag, og vi skal ses igen på søndag. Det er jeg ret spændt på .. men fy for den lede at skulle starte forfra igen er ikke nemt!

[Minionine]

Nåh, daten i går blev aflyst. Ærgerligt når vi begge går ind i en børneuge nu, og der derfor går et stykke tid inden vi kan få en ny

[Little_Woman]

Status er, at jeg har sagt stop. Stop til at skrive sammen, for det er simpelthen for hårdt. Vores kommunikation var præget af ofte meget langt svar-tider, skiftende varme/omsorg/engagement fra hans side. Jeg brugte SÅ meget energi på at vente, spekulere på hvad han lavede, se at han var online, savne og håbe. Og diskutere med mig selv om jeg kunne tillade mig at skrive.

Manden skal finde sig en bolig og få styr på sine børn/deleordning. Han har ikke overskud til mig, selv om han efter sigende synes jeg er dejlig, skøn og hvad har vi.

Så jeg skrev en sms med at jeg er nødt til at stoppe vores skriveri; at det er for hårdt når jeg føler stort og meget og har behov for mere. At han ved hvor jeg er, når hans overskud er retur - og at vi jo ses i det lokale.

Han skrev fint tilbage med tak for ærligheden og at han ville glæde sig til vi stødte på hinanden.

Så.. den beslutning lider jeg under, for jeg SAVNER ham! Jeg er oprettet på tinder, men for dælen en tynd kop te der tilbydes.

Suk..

[Little_Woman]

Og her sidder jer og googler og fantaserer om de perfekte julegaver jeg har fundet på til ham.

Tal om skønne spildte kræfter og tanker!