Bouje skrev:Little_Woman skrev:Nå ja, den føromtalte mand og jeg havde set hinanden frem og tilbage, med store følelser og mange ord, stor fysisk tiltrækning (og dejlige oplevelser i den liga) og tårer da han endelig måtte sige at han ikke kunne i onsdags i sidste uge. Vi holdt hånd og kyssede lidt i flere timer, mens vi slugte at vi lige nu skal være venner, da han skal i gang med at etablere sig ovenpå sin skilsmisse, finde egen bolig og skabe ro om ungerne.
Meget fint og rigtigt prioriteret, omend det gør ondt og jeg savner ham og tanken om det der kunne være. Vi skriver stadig sammen af og til og møder hinanden i byen hvor vi arbejder. Og på børnenes skole.
Klip til i går: manden har en ny datingprofil på tinder, med fotos (100% taget i perioden mens vi så hinanden), hvor han søger forhold.
Jeg har lige komplimenteret ham for den fine profil og ønsket ham held og Lykke med at finde det han søger.
Det var tydeligvis ikke mig. Snakken om “jeg er så vild med dig, du er så sød og ville være den perfekte kæreste og papmor, jeg tænder sådan på dig og ville ønske at jeg kunne; jeg har bare for meget jeg skal have styr på først, før jeg er kærestemateriale; hvis ikke, så var du den jeg ville!” skulle vist have været “det er ikke mig, det er dig”.
Tal om at føle sig til grin!
Edit: hvad lavede jeg på Tinder? Jeg kiggede på de øvrige fisk i havet med en ikke-ægte under cover profil. Fandt ikke noget spændende, i øvrigt, ud over ovenstående.
Det er jeg ked af at høre. Jeg havde ellers fulgt med og tænkt endelig et tegn på, at det kunne lykkes at finde en god mand, men det endte, som det jo ofte gør.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal vise min datter med donorophav, at mænd ikke er idioter. At mor bare var uheldig, men mere og mere viser bare en tendens i nutiden at mænd faktisk ofte er idioter og kvinder må klare sig selv. Forhåbentligt kan min store søn med tiden vise, at der er gode mænd, nu hvor jeg ikke selv kan være en del af et sundt forhold, så hun ikke ubevidst bliver forudindtaget.
Min datter (også med donor) har heldigvis mange veninder med virkelig gode fædre i forhold med mødrene, så hun ser det i hvert fald på den måde. Og ellers så tænker jeg at fortælle hende, når hun bliver tættere på voksen, at min egen observation har været, at man helst skal finde sin partner inden man runder 30-ish. Derefter bliver udvalget altså noget mere pauvert og de jævnaldrende mænd vil også helst have en i 20’erne. Det er selvklart ikke uden undtagelser og man skal heller ikke gå for meget på kompromis. Men jeg kender virkelig ikke mange i gode parforhold som har mødt hinanden efter 35-års alderen.
