Singletråden

[Galoldriel]

Der er en tråd et eller andet sted på debatten, som handler om folks holdninger til regelmæssig brug af alkohol. Det fremgik ret tydeligt at der er mange forskellige opfattelser af hvornår det er i overkanten/for meget. Det kan være at en anden person slet ikke ville studse over hans alkoholindtag, men det jeg bider mærke i er, at det lader til at gøre dig utilpas. Det vil nok være klogt at regne med at han ikke lige ændrer vaner på det punkt, så spørgsmålet er om du vil kunne acceptere det.

Og jeg skal heller ikke forsøge at vurdere hvorvidt han oprigtigt behandler dig godt, eller om han har bagtanker. Men jeg kan sige hvad jeg selv ville gøre i din situation.

Han har kørt en push/pull-stil på dig førhen. "Pull" når han havde brug for selskab, "push" når han ikke havde lyst til at engagere sig i et forhold. Det kan der være mange grunde til at folk gør, men fælles for dem er den kontinuerlige afvisning. Og den kan være rigtig hård at tackle.

Hvis en mand afviser mig, så er det ikke per definition sådan at jeg beder ham skrubbe ad hekkenfeldt til, hvis han kommer tilbage og forsøger at genoptage relationen. Det kommer helt og aldeles an på 1) Hvordan han afviste mig og 2) Hvad hans forklaring er. Han skal demonstrere selverkendelse. Hvis han nu fx har et afvisende tilknytningsmønster - som får ham til at sabotere sine relationer ved altid at stræbe efter at være dén, der afviser, før han selv risikerer at blive det - så nytter det ikke noget at starte hvor man slap. For mønsteret vil sandsynligvis gentage sig. Han skal vise mig at han er bevidst om det og at han har et oprigtigt ønske om at ændre på det. Og han skal fortælle mig meget tydeligt hvad det er, han vil med mig.

Vigtigst af alt: Han skal være 100% ærlig og ikke forsøge at skjule sig bag bortforklaringer.

Så: Er han kommet med en forklaring på hvorfor han behandlede dig sådan, og er det i så fald én du føler du kan stole på?

Der er helt klart forskel på hvad folk tænker er overdrevet forbrug af alkohol. Jeg har en meget lav kvote på det område.
Nu fik jeg snakket mere med ham i går og hans alkoholvaner har klart ændret sig til det bedre, så det er mere "normalt" i mine øjne. Dog er der stsdig en omgangskreds som er nogle bodegatyper og sociale sammenkomster ofte ikke blot er en enkelt øl.

Kan sagtens følge din tankegang og har det også på lignende måde. Giver de fleste en chance for at bevise at de kan have forandret sig til det gode, med mindre de overtrådte mine grænser kraftigt førhen.
Han har forandret sig til en bedre type i dag end for 12 år siden. En stressreaktion og sygemelding for nogle år siden har gjort at hans fremtidsdrømme og værdisæt er forandret og det er mere i takt med mine. Han blev nok også lidt klogere af et langvarrigt forhold og de kompromisser der kommer med det. Han har selv sagt at han var et fjols da vi sidst datede og han ikke vidste hvad han ville osv. den gang. Så lidt fornuft er der da kommet ind i hovedet på ham. Min opfattelse nu her er at han faktisk gerne vil mig og ikke længere er en push/pull type (dem kender jeg ellers en del der praktiserer).
Men bottom line er dog, at jeg desværre ikke er tiltrukket af ham og ikke helt kan se noget fremtid med ham. Så selvom det var en fin aften med snak, så skrev jeg til ham, at jeg ikke har romantiske følelser for ham, da han foreslog en ny date.

Der kan ske meget på 12 år, så jeg ville nok selv have holdt mit sind åben for tanken om at han kunne have gennemgået en form for personlig udvikling. Og nu kan du lukke den dør med ro i sindet

Jeg har aldrig forstået push/pull "logikken". Når man har en person hos sig som beriger ens liv, hvorfor så ikke bare tage imod den glæde det giver? Jeg ved godt at det er noget, nogle mennesker gør, fx fordi de bliver ængstelige når nogen kommer tæt på og har brug for den kontrol der ligger i at afvise. Men det er jo ud fra en antagelse om at de på et tidspunkt vil blive forladt af den person de har knyttet sig til - og hvem siger at det overhovedet kommer til at ske?

Nå, det var et sidespor, men ligesom dig har jeg oplevet det en del gange selv, og jeg har undret mig meget over hvorfor de dog bliver ved med at tro at man bare står klar til at blive kørt igennem møllen én gang til, fordi de alligevel ikke kan holde sig væk.

[Jydepigen]

Der er en tråd et eller andet sted på debatten, som handler om folks holdninger til regelmæssig brug af alkohol. Det fremgik ret tydeligt at der er mange forskellige opfattelser af hvornår det er i overkanten/for meget. Det kan være at en anden person slet ikke ville studse over hans alkoholindtag, men det jeg bider mærke i er, at det lader til at gøre dig utilpas. Det vil nok være klogt at regne med at han ikke lige ændrer vaner på det punkt, så spørgsmålet er om du vil kunne acceptere det.

Og jeg skal heller ikke forsøge at vurdere hvorvidt han oprigtigt behandler dig godt, eller om han har bagtanker. Men jeg kan sige hvad jeg selv ville gøre i din situation.

Han har kørt en push/pull-stil på dig førhen. "Pull" når han havde brug for selskab, "push" når han ikke havde lyst til at engagere sig i et forhold. Det kan der være mange grunde til at folk gør, men fælles for dem er den kontinuerlige afvisning. Og den kan være rigtig hård at tackle.

Hvis en mand afviser mig, så er det ikke per definition sådan at jeg beder ham skrubbe ad hekkenfeldt til, hvis han kommer tilbage og forsøger at genoptage relationen. Det kommer helt og aldeles an på 1) Hvordan han afviste mig og 2) Hvad hans forklaring er. Han skal demonstrere selverkendelse. Hvis han nu fx har et afvisende tilknytningsmønster - som får ham til at sabotere sine relationer ved altid at stræbe efter at være dén, der afviser, før han selv risikerer at blive det - så nytter det ikke noget at starte hvor man slap. For mønsteret vil sandsynligvis gentage sig. Han skal vise mig at han er bevidst om det og at han har et oprigtigt ønske om at ændre på det. Og han skal fortælle mig meget tydeligt hvad det er, han vil med mig.

Vigtigst af alt: Han skal være 100% ærlig og ikke forsøge at skjule sig bag bortforklaringer.

Så: Er han kommet med en forklaring på hvorfor han behandlede dig sådan, og er det i så fald én du føler du kan stole på?

Der er helt klart forskel på hvad folk tænker er overdrevet forbrug af alkohol. Jeg har en meget lav kvote på det område.
Nu fik jeg snakket mere med ham i går og hans alkoholvaner har klart ændret sig til det bedre, så det er mere "normalt" i mine øjne. Dog er der stsdig en omgangskreds som er nogle bodegatyper og sociale sammenkomster ofte ikke blot er en enkelt øl.

Kan sagtens følge din tankegang og har det også på lignende måde. Giver de fleste en chance for at bevise at de kan have forandret sig til det gode, med mindre de overtrådte mine grænser kraftigt førhen.
Han har forandret sig til en bedre type i dag end for 12 år siden. En stressreaktion og sygemelding for nogle år siden har gjort at hans fremtidsdrømme og værdisæt er forandret og det er mere i takt med mine. Han blev nok også lidt klogere af et langvarrigt forhold og de kompromisser der kommer med det. Han har selv sagt at han var et fjols da vi sidst datede og han ikke vidste hvad han ville osv. den gang. Så lidt fornuft er der da kommet ind i hovedet på ham. Min opfattelse nu her er at han faktisk gerne vil mig og ikke længere er en push/pull type (dem kender jeg ellers en del der praktiserer).
Men bottom line er dog, at jeg desværre ikke er tiltrukket af ham og ikke helt kan se noget fremtid med ham. Så selvom det var en fin aften med snak, så skrev jeg til ham, at jeg ikke har romantiske følelser for ham, da han foreslog en ny date.

Der kan ske meget på 12 år, så jeg ville nok selv have holdt mit sind åben for tanken om at han kunne have gennemgået en form for personlig udvikling. Og nu kan du lukke den dør med ro i sindet

Jeg har aldrig forstået push/pull "logikken". Når man har en person hos sig som beriger ens liv, hvorfor så ikke bare tage imod den glæde det giver? Jeg ved godt at det er noget, nogle mennesker gør, fx fordi de bliver ængstelige når nogen kommer tæt på og har brug for den kontrol der ligger i at afvise. Men det er jo ud fra en antagelse om at de på et tidspunkt vil blive forladt af den person de har knyttet sig til - og hvem siger at det overhovedet kommer til at ske?

Nå, det var et sidespor, men ligesom dig har jeg oplevet det en del gange selv, og jeg har undret mig meget over hvorfor de dog bliver ved med at tro at man bare står klar til at blive kørt igennem møllen én gang til, fordi de alligevel ikke kan holde sig væk.

Vi mennesker har mange forskellige tilknytningsmønstrer, og hvis man møder en modsat en selv, så kan det virkelig være svært at sætte sig ind i hvorfor den anden reagerer som de gør.
Når jeg først kan lide en person, vil jeg helst ikke miste dem. Også selvom jeg ved at det kan gøre ondt, hvis de ikke har samme interesse i mig som jeg har i dem. Nogle tager åbenbart sorgerne på forskud og vil altid helst være dem der afviser, selvom de kan lide personen.

Som du også nævner, er der typerne, som tror at folk gerne står klar til et rebound efter en dårlig opførsel. Der skal man huske respekt og ydmyghed.

[Galoldriel]

Der kan ske meget på 12 år, så jeg ville nok selv have holdt mit sind åben for tanken om at han kunne have gennemgået en form for personlig udvikling. Og nu kan du lukke den dør med ro i sindet

Jeg har aldrig forstået push/pull "logikken". Når man har en person hos sig som beriger ens liv, hvorfor så ikke bare tage imod den glæde det giver? Jeg ved godt at det er noget, nogle mennesker gør, fx fordi de bliver ængstelige når nogen kommer tæt på og har brug for den kontrol der ligger i at afvise. Men det er jo ud fra en antagelse om at de på et tidspunkt vil blive forladt af den person de har knyttet sig til - og hvem siger at det overhovedet kommer til at ske?

Nå, det var et sidespor, men ligesom dig har jeg oplevet det en del gange selv, og jeg har undret mig meget over hvorfor de dog bliver ved med at tro at man bare står klar til at blive kørt igennem møllen én gang til, fordi de alligevel ikke kan holde sig væk.

Vi mennesker har mange forskellige tilknytningsmønstrer, og hvis man møder en modsat en selv, så kan det virkelig være svært at sætte sig ind i hvorfor den anden reagerer som de gør.
Når jeg først kan lide en person, vil jeg helst ikke miste dem. Også selvom jeg ved at det kan gøre ondt, hvis de ikke har samme interesse i mig som jeg har i dem. Nogle tager åbenbart sorgerne på forskud og vil altid helst være dem der afviser, selvom de kan lide personen.

Som du også nævner, er der typerne, som tror at folk gerne står klar til et rebound efter en dårlig opførsel. Der skal man huske respekt og ydmyghed.

Det har du helt ret i. Jeg fortæller det som det er, når jeg gerne vil tæt på nogen - altså at jeg har lyst til at være sammen med dem. Hvis jeg bliver afvist, så er bare sådan det er, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Og jeg vil heller ikke forsøge. Jeg regner med at folk mener hvad de siger.

Så derfor gør det mig meget forvirret, når en tidligere flirt/date/ekskæreste vender tilbage som om der intet var sket. Og så forsøger at få gang i sit push/pull-cirkus igen.

Så bliv dog væk hvis du ikke vil have mig?!

Så underligt.

[girl_beat]

Der kan ske meget på 12 år, så jeg ville nok selv have holdt mit sind åben for tanken om at han kunne have gennemgået en form for personlig udvikling. Og nu kan du lukke den dør med ro i sindet

Jeg har aldrig forstået push/pull "logikken". Når man har en person hos sig som beriger ens liv, hvorfor så ikke bare tage imod den glæde det giver? Jeg ved godt at det er noget, nogle mennesker gør, fx fordi de bliver ængstelige når nogen kommer tæt på og har brug for den kontrol der ligger i at afvise. Men det er jo ud fra en antagelse om at de på et tidspunkt vil blive forladt af den person de har knyttet sig til - og hvem siger at det overhovedet kommer til at ske?

Nå, det var et sidespor, men ligesom dig har jeg oplevet det en del gange selv, og jeg har undret mig meget over hvorfor de dog bliver ved med at tro at man bare står klar til at blive kørt igennem møllen én gang til, fordi de alligevel ikke kan holde sig væk.

Vi mennesker har mange forskellige tilknytningsmønstrer, og hvis man møder en modsat en selv, så kan det virkelig være svært at sætte sig ind i hvorfor den anden reagerer som de gør.
Når jeg først kan lide en person, vil jeg helst ikke miste dem. Også selvom jeg ved at det kan gøre ondt, hvis de ikke har samme interesse i mig som jeg har i dem. Nogle tager åbenbart sorgerne på forskud og vil altid helst være dem der afviser, selvom de kan lide personen.

Som du også nævner, er der typerne, som tror at folk gerne står klar til et rebound efter en dårlig opførsel. Der skal man huske respekt og ydmyghed.

Det har du helt ret i. Jeg fortæller det som det er, når jeg gerne vil tæt på nogen - altså at jeg har lyst til at være sammen med dem. Hvis jeg bliver afvist, så er bare sådan det er, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Og jeg vil heller ikke forsøge. Jeg regner med at folk mener hvad de siger.

Så derfor gør det mig meget forvirret, når en tidligere flirt/date/ekskæreste vender tilbage som om der intet var sket. Og så forsøger at få gang i sit push/pull-cirkus igen.

Så bliv dog væk hvis du ikke vil have mig?!

Så underligt.

Var/er du ikke i fast parforhold med børn und Alles? Eller forveksler jeg dig måske med en anden?

[RavenClaw]

Jeg er måske begyndt at have lidt mere seriøs flirten med en nabo, efter en bytur i weekenden. Det har bare været lidt hyggeflirt det sidste halve års tid med smådrillerier over, at min lejlighed er bedre udformet end hans og sådan. Han er seks år yngre end mig, men hvad fanden.. Jeg flytter om 1,5 måned og kan lige så godt nyde opmærksomheden fra "ungdommen", mens det varer

Jeg føler for at give en update på den her.

Min veninde flyttede i sidste weekend og spurgte, om jeg ville med ud og have en sidste omgang på hendes yndlingsbar, som min nabo også arbejder på som bijob. Han var på arbejde, og det meste af aftenen forsøgte han at skabe øjenkontakt, så jeg blev hængende en times tid, efter min veninde var taget hjem. Han blev ved med at spørge ind til, hvornår jeg flytter, og at det var træls, at jeg ikke kan blive boende.

I denne weekend havde jeg absolut ingen planer og skrev til ham, om han ville med ud og have en øl. Han svarede tilbage, at han egentlig gerne ville, men at han dater en for tiden, men hvis det ændrer sig, så skriver han til mig. Han datede hende åbenbart også 14 dage tidligere, da jeg blev inviteret med ind i hans soveværelse.

Jeg er absolut ikke ude efter noget seriøst her, men jeg får alligevel en wtf følelse over, om det er sådan her "de unge" dater nu til dags. I så fald føler jeg mig nu ekstra gammel

Ej, nu skal jeg nok stoppe med det her, men det er blevet ret underholdende efterhånden.

Vi bor i en bygning med 4 etager og 4 lejligheder på hver etage og kælder med barkøleskab, brætspil og poolbord, blot for at understrege at vi kommer hinanden lidt ved her.

En anden af naboerne, som jeg mødtes med i kælderen i dag, fortalte mig, at det er en af guttens egne kolleger, som han dater. Altså en fra den bar, vi var på, da han blev meget mere nærgående end sædvanligt og inviterede mig med hjem. Det skulle være ret seriøst mellem dem ifølge den anden nabo (som også så optrinnet mellem os på baren foran et par andre ansatte).

Don't shit where you eat, dude

(Og hold nu op, hvor trænger jeg til at finde et arbejde, så hele mit liv ikke foregår i min lejlighed)