Tråden til fordomme om kvinder og mænd

[abcd]

Jeg synes egentlig den her samtale er et godt eksempel på hvad jeg mener. Du siger at mænd gerne må vise vrede, men når vi graver ned i det, bliver det noget med at tale om grænser, og at det er for meget at råbe.

My point exactly: Mænd bør altid kontrollere deres vrede. Det er reelt også det du skriver.

Så vidt jeg husker har jeg talt om at det er okay at vise tegn på vrede. Har jeg afvist at der skal en grad af kontrol til for at undgå at flegne helt ud? Du har talt om ukontrollabel vrede flere gange, og jeg har, også flere gange, markeret at dét er over grænsen. Selvfølgelig skal der kontrol til, men det er ikke ensbetydende med at man skal gå ind i et andet rum fordi man får røde kinder.

Det er som om det kun er enten-eller med dig. Enten råber og skriger man eller også er man i fuld kontrol. Men fra mit perspektiv kan man faktisk godt vise tegn på vrede uden at gå helt besærk. Og bevare en kontakt til sin rationelle side uden at kontrollere hvert eneste aspekt af sin tankegang som var man en maskine.

Det lyder i øvrigt som om du korser dig ved tanken om at tale om grænser med din partner. Men jeg kan ikke se noget forhold fungere uden at man taler om den slags. Hvordan skulle man kunne lære hinanden at kende uden?

Du sætter grænsen for manifesteret vrede så lavt at jeg ikke mener det giver mening for mænd at udforske hvor grænsen går. De fleste mænd kan blive så vrede at de har lyst at råbe. Eller kalde deres kvinde hysterisk eller værre. Eller slå hårdt i væggen. Ingen af de ting er acceptable, det er højst acceptabelt at hæve stemmen lidt. I det landskab mener jeg det klart letteste er bare at gå efter ikke at vise vrede. For det er et minefelt at finde grænsen, og den ligger så lavt at man ikke rigtigt får noget ud af at vise sin vrede alligevel. Så for letheds skyld mener jeg det gode råd til mænd er bare aldrig at vise vrede.

Med hensyn til at snakke om grænser med sin partner, så er det en samtale der altid kun går én vej - det er altid grænserne for mandens opførsel der skal fastlægges. Det vil jeg også anbefale mænd at forsøge at slippe for.

[abcd]

Jeg synes egentlig den her samtale er et godt eksempel på hvad jeg mener. Du siger at mænd gerne må vise vrede, men når vi graver ned i det, bliver det noget med at tale om grænser, og at det er for meget at råbe.

My point exactly: Mænd bør altid kontrollere deres vrede. Det er reelt også det du skriver.

Så vidt jeg husker har jeg talt om at det er okay at vise tegn på vrede. Har jeg afvist at der skal en grad af kontrol til for at undgå at flegne helt ud? Du har talt om ukontrollabel vrede flere gange, og jeg har, også flere gange, markeret at dét er over grænsen. Selvfølgelig skal der kontrol til, men det er ikke ensbetydende med at man skal gå ind i et andet rum fordi man får røde kinder.

Det er som om det kun er enten-eller med dig. Enten råber og skriger man eller også er man i fuld kontrol. Men fra mit perspektiv kan man faktisk godt vise tegn på vrede uden at gå helt besærk. Og bevare en kontakt til sin rationelle side uden at kontrollere hvert eneste aspekt af sin tankegang som var man en maskine.

Det lyder i øvrigt som om du korser dig ved tanken om at tale om grænser med din partner. Men jeg kan ikke se noget forhold fungere uden at man taler om den slags. Hvordan skulle man kunne lære hinanden at kende uden?

Du sætter grænsen for manifesteret vrede så lavt at jeg ikke mener det giver mening for mænd at udforske hvor grænsen går. De fleste mænd kan blive så vrede at de har lyst at råbe. Eller kalde deres kvinde hysterisk eller værre. Eller slå hårdt i væggen. Ingen af de ting er acceptable, det er højst acceptabelt at hæve stemmen lidt. I det landskab mener jeg det klart letteste er bare at gå efter ikke at vise vrede. For det er et minefelt at finde grænsen, og den ligger så lavt at man ikke rigtigt får noget ud af at vise sin vrede alligevel. Så for letheds skyld mener jeg det gode råd til mænd er bare aldrig at vise vrede.

Med hensyn til at snakke om grænser med sin partner, så er det en samtale der altid kun går én vej - det er altid grænserne for mandens opførsel der skal fastlægges. Det vil jeg også anbefale mænd at forsøge at slippe for.

Nej, jeg gør ej. Du antager noget på mine vegne. Du er velkommen til at spørge, hvis du rent faktisk er interesseret i at høre hvad jeg mener.

Og til det sidste: Selvfølgelig går samtalen ikke kun én vej. Hvordan er du kommet til dén konklusion?

Du har sagt at råbe er over grænsen. Og at slå i væggen er det. Og jeg formoder du synes det er over grænsen at kalde sin kvinde hysterisk eller andet grimt.

Ud fra det udleder jeg at 90% af den vrede som mænd kan have lyst at manifestere, er off the table. Så snakker vi om at udforske de sidste 10%, men det finder jeg meningsløst. Keep it simple, undlad at udtrykke vrede. Så havner man aldrig i en situation hvor man får sagt eller gjort et eller andet dumt, som kvinden husker for evigt og bruger imod en senere.

Mht. det sidste så har jeg tidligere bragt komikeren Bill Burr op, for han er god til at formulere disse ting fra et mandligt synspunkt. Om dette har han sagt: Somehow it's always me we're working on. Why is that?

[Venus222]

Alle vokse mennesker, uanset køn, bør kunne regulere deres følelser/ kontrollere deres vrede. I hvert fald i almindelige skænderier eller overensstemmelse.

[Moe]

Der er en del situationer hvor det egentlig er ret okay at man græder, medmindre man har en partner der ser det som en svaghed eller tegn på stor følelsesmæssig umodenhed. Jeg er empatisk og fornemmer andres sindsstemninger meget nemt. Jeg bliver rørt af ting, andre ikke bliver påvirket af, og det betyder også at jeg har nemt til tårer. Jeg har intet problem med det og jeg kan ikke forhindre det. Det eneste jeg kan prøve at gøre, er at skjule det, hvilket jeg også tit gør - selvom jeg er fortaler for at vise følelser, så kan det godt være pinligt og anstrengende at snøfte sig igennem en film i biffen. Eller når nogen holder tale.

Jeg ved ikke om det er et typisk kvindetræk, det her med at græde, men det er mest af alt et problem når det bliver betragtet som manipulation.

Jeg tror ikke, der er noget, der siger, at det ikke er ok, bare at der er forskel på mænds og kvinders måde at udtrykke sig og i hvilket omfang, man viser følelser, især når det drejer sig om de sårbare og negative.

Jeg tror, at abcd har udtrykt det ganske fint, og det svarer meget godt til det, videnskaben har dokumenteret.

Forskelle er det ikke det samme som, at noget er forkert.

Jeg er nu stødt på den holdning før, at voksne mennesker ikke bør græde. Og jeg har også mødt påstanden om at kvinders tårer er manipulation en del gange. Der ligger noget i udtrykket "at styre sine følelser". En generel forventning om kontrol - og brydes den forventning, er der folk der rynker på næsen ad det.

Det handler ikke om forskelle ift. grådlabilitet, men om forestillinger om hvad der er passende og ikke passende for forskellige kategorier af mennesker: Børn vs. voksne, kvinder vs. mænd. Dét synes jeg er interessant - fx i forhold til et spørgsmål som "græder stærke mænd"?

Nu tænker jeg på, at forskellen mellem mænd og kvinder blot eksisterer – det handler ikke om rigtigt eller forkert, men om at være anderledes.

Vi har alle vores egne præferencer for, hvad vi foretrækker, og derfor behandler vi også hinanden forskelligt. Jeg mindes, at abcd gentagne gange har nævnt de negative konsekvenser, hvis mænd viser svaghed, som f.eks at miste besindelsen og handle følelsesladet. Det fører ofte til negative konsekvenser, både fra kvinder og andre mænd, som kvinder ikke oplever i samme grad.

"Bør" handler ikke kun om præferencer, men er også kulturbestemt. Så grådlabilitet er absolut en ting, men det er ikke muligt at sige, at forskellene mellem mænd og kvinder er rigtige eller forkerte – de er blot forskellige og repræsenterer menneskelige egenskaber.

[Moe]

Det du beskriver ligner mere indestængt vrede, hvor han damper indvendig og holder trykket, indtil det eksploderer. Det er naturligvis både en urimelig og usund måde at handle på. Manden er uvis, og det hjælper ikke engang på hans image, at han insisterer på at handle på den måde.

[PAX II]

At tale om tingene, sætte ord på følelser, forholde sig til indre modsætninger, turde mærke smerte uden at flygte fra den, finde nye måder at forstå, tænke, føle og handle på, er nok noget som en del mænd opfatter som noget feminint. Men faktisk er den terapeutiske metode jo opfundet af mænd som Freud. Alle disse bør understreges, ikke udråbes som tegn på maskulin svaghed - det er ikke bare feminine egenskaber; det er menneskelige egenskaber og vigtige.

Store drenge græder ikke, siger vi. Jamen så er vi måske nødt til at omdefinere, hvad det vil sige at være en dreng, en mand. For hvad er det lige vi lærer vores drenge? En pige, der leger vildt med drengene og spiller fodbold, bliver fejret for sin styrke – ”Hold op med at fortælle små piger, at de er smukke,” skriger vi alle højt - men hvad med de drenge, der hellere vil lege stille med dukker, som kan lide farven pink, og føler behov for at græde en gang imellem?

Vi beder dem om at mane op. Vær hård. Lad være med at være en tøsedreng. Drenge hører disse ting, føler disse ting. Hvor er samtalen om at hjælpe unge drenge med at være omsorgsfulde og følsomme, uden at det udråbes som tegn på maskulin svaghed? Jeg er da ikke i tvivl om, at det kulturelle stigma kan føles tungt og det kan føles skræmmende at være sårbar. Jeg syntes vi bør "lade drenge være drenge": lad dem udtrykke hele spektret af deres følelser, sårbarhed og det hele!

Så hvad er egentlig en rigtig mand? Det er jo ikke, fordi mænd ikke har følelser. Men vi er nok mere handicappede end kvinder, fordi mange ikke med samme naturlighed som kvinder kan give udtryk for f.eks. sorg og vrede under ordnede former.

“It Takes A Damn Strong Man To Cry”

Sagt af en amerikansk instruktør, som mange nok, hvis de mødte ham, ville kalde en “rigtig mand”.

[Alpha]

At tale om tingene, sætte ord på følelser, forholde sig til indre modsætninger, turde mærke smerte uden at flygte fra den, finde nye måder at forstå, tænke, føle og handle på, er nok noget som en del mænd opfatter som noget feminint. Men faktisk er den terapeutiske metode jo opfundet af mænd som Freud. Alle disse bør understreges, ikke udråbes som tegn på maskulin svaghed - det er ikke bare feminine egenskaber; det er menneskelige egenskaber og vigtige.

Store drenge græder ikke, siger vi. Jamen så er vi måske nødt til at omdefinere, hvad det vil sige at være en dreng, en mand. For hvad er det lige vi lærer vores drenge? En pige, der leger vildt med drengene og spiller fodbold, bliver fejret for sin styrke – ”Hold op med at fortælle små piger, at de er smukke,” skriger vi alle højt - men hvad med de drenge, der hellere vil lege stille med dukker, som kan lide farven pink, og føler behov for at græde en gang imellem?

Vi beder dem om at mane op. Vær hård. Lad være med at være en tøsedreng. Drenge hører disse ting, føler disse ting. Hvor er samtalen om at hjælpe unge drenge med at være omsorgsfulde og følsomme, uden at det udråbes som tegn på maskulin svaghed? Jeg er da ikke i tvivl om, at det kulturelle stigma kan føles tungt og det kan føles skræmmende at være sårbar. Jeg syntes vi bør "lade drenge være drenge": lad dem udtrykke hele spektret af deres følelser, sårbarhed og det hele!

Så hvad er egentlig en rigtig mand? Det er jo ikke, fordi mænd ikke har følelser. Men vi er nok mere handicappede end kvinder, fordi mange ikke med samme naturlighed som kvinder kan give udtryk for f.eks. sorg og vrede under ordnede former.

“It Takes A Damn Strong Man To Cry”

Sagt af en amerikansk instruktør, som mange nok, hvis de mødte ham, ville kalde en “rigtig mand”.

Og af nogle af de ”rigtige mænd” vi to har mødt på missionerne, er der nogle stykker som i dag sidder tilbage med PTSD.

[PAX II]

At tale om tingene, sætte ord på følelser, forholde sig til indre modsætninger, turde mærke smerte uden at flygte fra den, finde nye måder at forstå, tænke, føle og handle på, er nok noget som en del mænd opfatter som noget feminint. Men faktisk er den terapeutiske metode jo opfundet af mænd som Freud. Alle disse bør understreges, ikke udråbes som tegn på maskulin svaghed - det er ikke bare feminine egenskaber; det er menneskelige egenskaber og vigtige.

Store drenge græder ikke, siger vi. Jamen så er vi måske nødt til at omdefinere, hvad det vil sige at være en dreng, en mand. For hvad er det lige vi lærer vores drenge? En pige, der leger vildt med drengene og spiller fodbold, bliver fejret for sin styrke – ”Hold op med at fortælle små piger, at de er smukke,” skriger vi alle højt - men hvad med de drenge, der hellere vil lege stille med dukker, som kan lide farven pink, og føler behov for at græde en gang imellem?

Vi beder dem om at mane op. Vær hård. Lad være med at være en tøsedreng. Drenge hører disse ting, føler disse ting. Hvor er samtalen om at hjælpe unge drenge med at være omsorgsfulde og følsomme, uden at det udråbes som tegn på maskulin svaghed? Jeg er da ikke i tvivl om, at det kulturelle stigma kan føles tungt og det kan føles skræmmende at være sårbar. Jeg syntes vi bør "lade drenge være drenge": lad dem udtrykke hele spektret af deres følelser, sårbarhed og det hele!

Så hvad er egentlig en rigtig mand? Det er jo ikke, fordi mænd ikke har følelser. Men vi er nok mere handicappede end kvinder, fordi mange ikke med samme naturlighed som kvinder kan give udtryk for f.eks. sorg og vrede under ordnede former.

“It Takes A Damn Strong Man To Cry”

Sagt af en amerikansk instruktør, som mange nok, hvis de mødte ham, ville kalde en “rigtig mand”.

Og af nogle af de ”rigtige mænd” vi to har mødt på missionerne, er der nogle stykker som i dag sidder tilbage med PTSD.

Jeg tror, det er ret indlysende for enhver, at individet, deres fortid, deres historie, deres oplevelser, alting fører til deres individuelle håndtering af stress osv. Vi er alle individer, og vi håndterer alle tingene forskelligt og alle har et brudpunkt. Derfor er PTSD en så svær tilstand at håndtere. Nogle mennesker bryder sammen på ingen tid, og andre tager år for det at ske.

[PAX II]

Omvendt kan en kvinde, der henvender sig direkte til folk der indiskutabelt er gået over stregen, blive betegnet som aggressiv og opfarende på en måde der anses som upassende for hendes køn. Jeg havde en kvindelig kollega som gik direkte til stålet i den slags situationer. Hun oplevede gang på gang at dét at hun sagde tydeligt fra blev gjort til det egentlige problem. På trods af at hun hverken var grov eller i sine følelsers vold. Det var dét at hun konfronterede personen og udviste mod til at blive i konflikten, der udløste det.

Kvinder anklages tit for at være passivt-aggressive, men er de direkte, er det også et problem. Det kan godt føles som om der ikke er meget råderum, fordi kvinder også er omfattet af snævre og ufleksible forventninger til deres køn på dette område.

Det er desværre den kønsmæssig dobbeltstandard som findes i samfundet, når det kommer til at vurdere den samme adfærd fra mænd og kvinder. Mange af os af har nok forudfattede meninger om, hvordan mænd og kvinder forventes at opføre sig. Aggression ses jo normalt som et maskulint træk, og det er mere acceptabelt for mænd at være aggressive end for kvinder. Mænd ses som selvhævdende, kvinder som aggressive eller ligefrem hysteriske med samme handling. Så når kvinder udviser assertiv adfærd, der udfordrer disse normer, så tror jeg helt sikkert at det ofte vil blive opfattet som afvigende fra den forventede rolle, hvilket fører til at blive stemplet.

[Dansemesteren]

"Dominerende" er en anden klassisker. Nej, jeg er ikke dominerende, jeg har holdninger og giver udtryk for dem, når jeg mener, det er vigtigt at gøre.

Jeg har langt fra holdninger til alting. Min mand får tit svaret "det har jeg ingen stærke følelser omkring, hvad synes du?" eller "det lyder som en god ide, lad os gøre det," når vi i fællesskab skal træffe beslutninger om stort og småt. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at jeg er sådan en kvinde, visse mænd vil kalde dominerende og aggressiv, fordi jeg også kan finde på at sige mænd imod og stå fast, hvis jeg er uenig.

Jeg er helt sikkert også sådan én, visse mænd vil mene "hakker" på min mand, fordi jeg gentagne gange kan bede ham om at gøre noget, uden han nosser sig sammen til at få det gjort. Men altså, er det mig, der er en hakker eller min mand, der er en hængerøv, når han kan tage tre måneder om at få kørt noget til storskrald, så det kan stå og fylde indtil da? Jeg synes jo det sidste.

[Moe]

Det du beskriver ligner mere indestængt vrede, hvor han damper indvendig og holder trykket, indtil det eksploderer. Det er naturligvis både en urimelig og usund måde at handle på. Manden er uvis, og det hjælper ikke engang på hans image, at han insisterer på at handle på den måde.

Min pointe er at dét at undgå indestængt vrede kan ske ved at vise og fortælle at man er presset, løbende, fremfor at lade som om man er upåvirket. Stå ved sine følelser både over for andre og over for sig selv.

Det kræver selverkendelse og det forudsætter også at man har modet til at risikere at andre bedømmer én som svag, når man viser udadtil at der er noget på spil rent følelsesmæssigt. Især når det drejer sig om følelser som generelt stemples som negative (vrede og angst) og betragtes som udtryk for svaghed (fx når mænd græder).

Det står i kontrast til at fingere indifference til dét punkt hvor man komplet mister grebet om sig selv.

Det kan vi kun være enige om, det er på alle måder usundt at fingere indifferent og opbygger indestængt vrede.

[Moe]

At tale om tingene, sætte ord på følelser, forholde sig til indre modsætninger, turde mærke smerte uden at flygte fra den, finde nye måder at forstå, tænke, føle og handle på, er nok noget som en del mænd opfatter som noget feminint. Men faktisk er den terapeutiske metode jo opfundet af mænd som Freud. Alle disse bør understreges, ikke udråbes som tegn på maskulin svaghed - det er ikke bare feminine egenskaber; det er menneskelige egenskaber og vigtige.

Store drenge græder ikke, siger vi. Jamen så er vi måske nødt til at omdefinere, hvad det vil sige at være en dreng, en mand. For hvad er det lige vi lærer vores drenge? En pige, der leger vildt med drengene og spiller fodbold, bliver fejret for sin styrke – ”Hold op med at fortælle små piger, at de er smukke,” skriger vi alle højt - men hvad med de drenge, der hellere vil lege stille med dukker, som kan lide farven pink, og føler behov for at græde en gang imellem?

Vi beder dem om at mane op. Vær hård. Lad være med at være en tøsedreng. Drenge hører disse ting, føler disse ting. Hvor er samtalen om at hjælpe unge drenge med at være omsorgsfulde og følsomme, uden at det udråbes som tegn på maskulin svaghed? Jeg er da ikke i tvivl om, at det kulturelle stigma kan føles tungt og det kan føles skræmmende at være sårbar. Jeg syntes vi bør "lade drenge være drenge": lad dem udtrykke hele spektret af deres følelser, sårbarhed og det hele!

Så hvad er egentlig en rigtig mand? Det er jo ikke, fordi mænd ikke har følelser. Men vi er nok mere handicappede end kvinder, fordi mange ikke med samme naturlighed som kvinder kan give udtryk for f.eks. sorg og vrede under ordnede former.

“It Takes A Damn Strong Man To Cry”

Sagt af en amerikansk instruktør, som mange nok, hvis de mødte ham, ville kalde en “rigtig mand”.

Klart, men som abcd har været inde på, en del af det som opdager mænd (og kvinder for den sags skyld), er hvad det modsatte køn belønner og straffer. Mænds håndtering af følelser sker ikke i et vakuum. Hvis kvinder belønner mænd ved at opføre sig på en måde frem for en anden, så tilpasser mænd sig for at opnå succes med det modsatte køn. Det er sådan mekanismen fungerer.

Det handler altså ikke bare om opdragelse fra barnsbene eller ideologi. Det handler om, hvad der lønner sig, og hvad der straffes.

[Moe]

"Dominerende" er en anden klassisker. Nej, jeg er ikke dominerende, jeg har holdninger og giver udtryk for dem, når jeg mener, det er vigtigt at gøre.

Jeg har langt fra holdninger til alting. Min mand får tit svaret "det har jeg ingen stærke følelser omkring, hvad synes du?" eller "det lyder som en god ide, lad os gøre det," når vi i fællesskab skal træffe beslutninger om stort og småt. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at jeg er sådan en kvinde, visse mænd vil kalde dominerende og aggressiv, fordi jeg også kan finde på at sige mænd imod og stå fast, hvis jeg er uenig.

Jeg er helt sikkert også sådan én, visse mænd vil mene "hakker" på min mand, fordi jeg gentagne gange kan bede ham om at gøre noget, uden han nosser sig sammen til at få det gjort. Men altså, er det mig, der er en hakker eller min mand, der er en hængerøv, når han kan tage tre måneder om at få kørt noget til storskrald, så det kan stå og fylde indtil da? Jeg synes jo det sidste.

Når jeg taler om dominerende, så betyder det ikke, at man ikke kan være indifferent omkring nogle ting eller være eftergivende på andre. Dominerende er, hvordan man håndterer og hvor insisterende man er, når der er uenighed.

[Moe]

At tale om tingene, sætte ord på følelser, forholde sig til indre modsætninger, turde mærke smerte uden at flygte fra den, finde nye måder at forstå, tænke, føle og handle på, er nok noget som en del mænd opfatter som noget feminint. Men faktisk er den terapeutiske metode jo opfundet af mænd som Freud. Alle disse bør understreges, ikke udråbes som tegn på maskulin svaghed - det er ikke bare feminine egenskaber; det er menneskelige egenskaber og vigtige.

Store drenge græder ikke, siger vi. Jamen så er vi måske nødt til at omdefinere, hvad det vil sige at være en dreng, en mand. For hvad er det lige vi lærer vores drenge? En pige, der leger vildt med drengene og spiller fodbold, bliver fejret for sin styrke – ”Hold op med at fortælle små piger, at de er smukke,” skriger vi alle højt - men hvad med de drenge, der hellere vil lege stille med dukker, som kan lide farven pink, og føler behov for at græde en gang imellem?

Vi beder dem om at mane op. Vær hård. Lad være med at være en tøsedreng. Drenge hører disse ting, føler disse ting. Hvor er samtalen om at hjælpe unge drenge med at være omsorgsfulde og følsomme, uden at det udråbes som tegn på maskulin svaghed? Jeg er da ikke i tvivl om, at det kulturelle stigma kan føles tungt og det kan føles skræmmende at være sårbar. Jeg syntes vi bør "lade drenge være drenge": lad dem udtrykke hele spektret af deres følelser, sårbarhed og det hele!

Så hvad er egentlig en rigtig mand? Det er jo ikke, fordi mænd ikke har følelser. Men vi er nok mere handicappede end kvinder, fordi mange ikke med samme naturlighed som kvinder kan give udtryk for f.eks. sorg og vrede under ordnede former.

“It Takes A Damn Strong Man To Cry”

Sagt af en amerikansk instruktør, som mange nok, hvis de mødte ham, ville kalde en “rigtig mand”.

Klart, men som abcd har været inde på, en del af det som opdager mænd (og kvinder for den sags skyld), er hvad det modsatte køn belønner og straffer. Mænds håndtering af følelser sker ikke i et vakuum. Hvis kvinder belønner mænd ved at opføre sig på en måde frem for en anden, så tilpasser mænd sig for at opnå succes med det modsatte køn. Det er sådan mekanismen fungerer.

Det handler altså ikke bare om opdragelse fra barnsbene eller ideologi. Det handler om, hvad der lønner sig, og hvad der straffes.

Ideologier og opdragelse er ikke statiske størrelser. Og jeg har en hel del større tiltro til at mænd er karakterfaste, end det lyder til at du har.

Mænd er hverken slaver eller får. De fleste er stærke, selvhævdende på den gode måde, afbalancerede, åbne over for nye tanker og idéer men samtidig principfaste uden at være fastlåste.

Det er fordi du taler om resultatet, jeg taler om processen som danner resultatet.

[Dansemesteren]

"Dominerende" er en anden klassisker. Nej, jeg er ikke dominerende, jeg har holdninger og giver udtryk for dem, når jeg mener, det er vigtigt at gøre.

Jeg har langt fra holdninger til alting. Min mand får tit svaret "det har jeg ingen stærke følelser omkring, hvad synes du?" Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at jeg er sådan en kvinde, visse mænd vil kalde dominerende og aggressiv, fordi jeg kan finde på at sige dem imod og så fast, når jeg er uenig med dem.

Åh ja. Og ens mand er en tøffelhelt pr. definition, for han er jo sammen med en dominerende kvinde.

Jaja, eller "svag." Det er så rasende kedeligt et synspunkt.