Tråden til fordomme om kvinder og mænd

[Galoldriel]

Hvis man ikke er klar over at hun bliver bange fordi man er høj og vred, så vil det så absolut være en fordel hvis hun siger det, og man får en reel chance for at ændre handlemåde.

Hvorfor skulle det være intimiderende at stå over for en høj mand som er vred, når man forhåbentlig ellers har en god relation? Det ligger da ikke i kortene, som noget givet, at han langer ud.

Igen: Jeg taler ikke om voldsomme råb og simulering af slag, kasten med tallerkner og den slags.

Jeg kender til en del eksempler på at når forholdet går dårligt, så husker kvinden alt hvad man nogensinde har gjort. Og hvis man så har råbt eller lignende, så bliver det pludselig udlagt som at man er intimiderende. Og nej, det er ikke fra mig selv.

Mænd er klart bedst tjent med aldrig at råbe eller på anden vis vise nogen særlig vrede. For kvinder husker som elefanter, og temmelig mange af dem er villige til at bruge det imod mændene senere.

Var det ikke også Lasse Rimmer der lige pludselig havde et vredeproblem, og det var roden til forholdets problemer? Denne højt intelligente og velovervejede mand. 100 kroner på at det er en udlægning som hans kæreste har fundet på på baggrund af episoder som dem vi taler om, og det er sørme belejligt at den udlægning lægger fokus og ansvar for problemerne på ham frem for hende. Han skulle bare have kontrolleret sin vrede bedre, så havde han ikke givet hende den ammunition. Og kunne man forestille sig at det nogensinde var kvinden der skulle fremstilles som havende et vredeproblem? Selv om hun måske kan skrige højt. Næppe.

Jeg kan ikke udstå Lasse Rimmer, og jeg kender intet til den sag, du taler om. Så jeg kommer heller ikke til at tage stilling til den, han irriterer mig for meget.

Du startede med at beskrive en situation hvor der bliver talt "meget vredt". Nu taler du om at råbe, og det synes jeg er noget andet. Jeg har også specificeret at jeg ser gentagne råbeseancer som noget i en helt anden og meget problematisk liga.

Er der tale om dét, må man som partner til den der gør det, overveje om det er bedst at gå sin vej. Forhåbentlig har man en grænse, og bliver den overskredet og den udfarende part på ingen måde er villig til at lytte og eventuelt søge hjælp, så kan man nok konkludere at det ikke bliver bedre. At det er et gennemgående, vedholdende mønster, som man selvfølgelig også bliver nødt til at forholde sig til for at kunne træffe en beslutning.

Og for at kunne tale om sådan et mønster, må man også tale om andre episoder der har fundet sted førhen. Er det dét du mener med at kvinder bruger mænds tidligere vredesudbrud imod dem?

[abcd]

Hvis man ikke er klar over at hun bliver bange fordi man er høj og vred, så vil det så absolut være en fordel hvis hun siger det, og man får en reel chance for at ændre handlemåde.

Hvorfor skulle det være intimiderende at stå over for en høj mand som er vred, når man forhåbentlig ellers har en god relation? Det ligger da ikke i kortene, som noget givet, at han langer ud.

Igen: Jeg taler ikke om voldsomme råb og simulering af slag, kasten med tallerkner og den slags.

Jeg kender til en del eksempler på at når forholdet går dårligt, så husker kvinden alt hvad man nogensinde har gjort. Og hvis man så har råbt eller lignende, så bliver det pludselig udlagt som at man er intimiderende. Og nej, det er ikke fra mig selv.

Mænd er klart bedst tjent med aldrig at råbe eller på anden vis vise nogen særlig vrede. For kvinder husker som elefanter, og temmelig mange af dem er villige til at bruge det imod mændene senere.

Var det ikke også Lasse Rimmer der lige pludselig havde et vredeproblem, og det var roden til forholdets problemer? Denne højt intelligente og velovervejede mand. 100 kroner på at det er en udlægning som hans kæreste har fundet på på baggrund af episoder som dem vi taler om, og det er sørme belejligt at den udlægning lægger fokus og ansvar for problemerne på ham frem for hende. Han skulle bare have kontrolleret sin vrede bedre, så havde han ikke givet hende den ammunition. Og kunne man forestille sig at det nogensinde var kvinden der skulle fremstilles som havende et vredeproblem? Selv om hun måske kan skrige højt. Næppe.

Jeg kan ikke udstå Lasse Rimmer, og jeg kender intet til den sag, du taler om. Så jeg kommer heller ikke til at tage stilling til den, han irriterer mig for meget.

Du startede med at beskrive en situation hvor der bliver talt "meget vredt". Nu taler du om at råbe, og det synes jeg er noget andet. Jeg har også specificeret at jeg ser gentagne råbeseancer som noget i en helt anden og meget problematisk liga.

Er der tale om dét, må man som partner til den der gør det, overveje om det er bedst at gå sin vej. Forhåbentlig har man en grænse, og bliver den overskredet og den udfarende part på ingen måde er villig til at lytte og eventuelt søge hjælp, så kan man nok konkludere at det ikke bliver bedre. At det er et gennemgående, vedholdende mønster, som man selvfølgelig også bliver nødt til at forholde sig til for at kunne træffe en beslutning.

Og for at kunne tale om sådan et mønster, må man også tale om andre episoder der har fundet sted førhen. Er det dét du mener med at kvinder bruger mænds tidligere imod dem?

Jeg synes egentlig den her samtale er et godt eksempel på hvad jeg mener. Du siger at mænd gerne må vise vrede, men når vi graver ned i det, bliver det noget med at tale om grænser, og at det er for meget at råbe.

My point exactly: Mænd bør altid kontrollere deres vrede. Det er reelt også det du skriver.

[Galoldriel]

Jeg synes egentlig den her samtale er et godt eksempel på hvad jeg mener. Du siger at mænd gerne må vise vrede, men når vi graver ned i det, bliver det noget med at tale om grænser, og at det er for meget at råbe.

My point exactly: Mænd bør altid kontrollere deres vrede. Det er reelt også det du skriver.

Så vidt jeg husker har jeg talt om at det er okay at vise tegn på vrede. Har jeg afvist at der skal en grad af kontrol til for at undgå at flegne helt ud? Du har talt om ukontrollabel vrede flere gange, og jeg har, også flere gange, markeret at dét er over grænsen. Selvfølgelig skal der kontrol til, men det er ikke ensbetydende med at man skal gå ind i et andet rum fordi man får røde kinder.

Det er som om det kun er enten-eller med dig. Enten råber og skriger man eller også er man i fuld kontrol. Men fra mit perspektiv kan man faktisk godt vise tegn på vrede uden at gå helt besærk. Og bevare en kontakt til sin rationelle side uden at kontrollere hvert eneste aspekt af sin tankegang som var man en maskine.

Det lyder i øvrigt som om du korser dig ved tanken om at tale om grænser med din partner. Men jeg kan ikke se noget forhold fungere uden at man taler om den slags. Hvordan skulle man kunne lære hinanden at kende uden?

[abcd]

Jeg synes egentlig den her samtale er et godt eksempel på hvad jeg mener. Du siger at mænd gerne må vise vrede, men når vi graver ned i det, bliver det noget med at tale om grænser, og at det er for meget at råbe.

My point exactly: Mænd bør altid kontrollere deres vrede. Det er reelt også det du skriver.

Så vidt jeg husker har jeg talt om at det er okay at vise tegn på vrede. Har jeg afvist at der skal en grad af kontrol til for at undgå at flegne helt ud? Du har talt om ukontrollabel vrede flere gange, og jeg har, også flere gange, markeret at dét er over grænsen. Selvfølgelig skal der kontrol til, men det er ikke ensbetydende med at man skal gå ind i et andet rum fordi man får røde kinder.

Det er som om det kun er enten-eller med dig. Enten råber og skriger man eller også er man i fuld kontrol. Men fra mit perspektiv kan man faktisk godt vise tegn på vrede uden at gå helt besærk. Og bevare en kontakt til sin rationelle side uden at kontrollere hvert eneste aspekt af sin tankegang som var man en maskine.

Det lyder i øvrigt som om du korser dig ved tanken om at tale om grænser med din partner. Men jeg kan ikke se noget forhold fungere uden at man taler om den slags. Hvordan skulle man kunne lære hinanden at kende uden?

Du sætter grænsen for manifesteret vrede så lavt at jeg ikke mener det giver mening for mænd at udforske hvor grænsen går. De fleste mænd kan blive så vrede at de har lyst at råbe. Eller kalde deres kvinde hysterisk eller værre. Eller slå hårdt i væggen. Ingen af de ting er acceptable, det er højst acceptabelt at hæve stemmen lidt. I det landskab mener jeg det klart letteste er bare at gå efter ikke at vise vrede. For det er et minefelt at finde grænsen, og den ligger så lavt at man ikke rigtigt får noget ud af at vise sin vrede alligevel. Så for letheds skyld mener jeg det gode råd til mænd er bare aldrig at vise vrede.

Med hensyn til at snakke om grænser med sin partner, så er det en samtale der altid kun går én vej - det er altid grænserne for mandens opførsel der skal fastlægges. Det vil jeg også anbefale mænd at forsøge at slippe for.

[Galoldriel]

Jeg synes egentlig den her samtale er et godt eksempel på hvad jeg mener. Du siger at mænd gerne må vise vrede, men når vi graver ned i det, bliver det noget med at tale om grænser, og at det er for meget at råbe.

My point exactly: Mænd bør altid kontrollere deres vrede. Det er reelt også det du skriver.

Så vidt jeg husker har jeg talt om at det er okay at vise tegn på vrede. Har jeg afvist at der skal en grad af kontrol til for at undgå at flegne helt ud? Du har talt om ukontrollabel vrede flere gange, og jeg har, også flere gange, markeret at dét er over grænsen. Selvfølgelig skal der kontrol til, men det er ikke ensbetydende med at man skal gå ind i et andet rum fordi man får røde kinder.

Det er som om det kun er enten-eller med dig. Enten råber og skriger man eller også er man i fuld kontrol. Men fra mit perspektiv kan man faktisk godt vise tegn på vrede uden at gå helt besærk. Og bevare en kontakt til sin rationelle side uden at kontrollere hvert eneste aspekt af sin tankegang som var man en maskine.

Det lyder i øvrigt som om du korser dig ved tanken om at tale om grænser med din partner. Men jeg kan ikke se noget forhold fungere uden at man taler om den slags. Hvordan skulle man kunne lære hinanden at kende uden?

Du sætter grænsen for manifesteret vrede så lavt at jeg ikke mener det giver mening for mænd at udforske hvor grænsen går. De fleste mænd kan blive så vrede at de har lyst at råbe. Eller kalde deres kvinde hysterisk eller værre. Eller slå hårdt i væggen. Ingen af de ting er acceptable, det er højst acceptabelt at hæve stemmen lidt. I det landskab mener jeg det klart letteste er bare at gå efter ikke at vise vrede. For det er et minefelt at finde grænsen, og den ligger så lavt at man ikke rigtigt får noget ud af at vise sin vrede alligevel. Så for letheds skyld mener jeg det gode råd til mænd er bare aldrig at vise vrede.

Med hensyn til at snakke om grænser med sin partner, så er det en samtale der altid kun går én vej - det er altid grænserne for mandens opførsel der skal fastlægges. Det vil jeg også anbefale mænd at forsøge at slippe for.

Nej, jeg gør ej. Du antager noget på mine vegne. Du er velkommen til at spørge, hvis du rent faktisk er interesseret i at høre hvad jeg mener.

Og til det sidste: Selvfølgelig går samtalen ikke kun én vej. Hvordan er du kommet til dén konklusion?

[Galoldriel]

Det er i øvrigt temmelig klogt at have en samtale om grænser, fx hvad angår sex, og hvis den ikke går begge veje kan det være ligegyldigt.

[abcd]

Jeg synes egentlig den her samtale er et godt eksempel på hvad jeg mener. Du siger at mænd gerne må vise vrede, men når vi graver ned i det, bliver det noget med at tale om grænser, og at det er for meget at råbe.

My point exactly: Mænd bør altid kontrollere deres vrede. Det er reelt også det du skriver.

Så vidt jeg husker har jeg talt om at det er okay at vise tegn på vrede. Har jeg afvist at der skal en grad af kontrol til for at undgå at flegne helt ud? Du har talt om ukontrollabel vrede flere gange, og jeg har, også flere gange, markeret at dét er over grænsen. Selvfølgelig skal der kontrol til, men det er ikke ensbetydende med at man skal gå ind i et andet rum fordi man får røde kinder.

Det er som om det kun er enten-eller med dig. Enten råber og skriger man eller også er man i fuld kontrol. Men fra mit perspektiv kan man faktisk godt vise tegn på vrede uden at gå helt besærk. Og bevare en kontakt til sin rationelle side uden at kontrollere hvert eneste aspekt af sin tankegang som var man en maskine.

Det lyder i øvrigt som om du korser dig ved tanken om at tale om grænser med din partner. Men jeg kan ikke se noget forhold fungere uden at man taler om den slags. Hvordan skulle man kunne lære hinanden at kende uden?

Du sætter grænsen for manifesteret vrede så lavt at jeg ikke mener det giver mening for mænd at udforske hvor grænsen går. De fleste mænd kan blive så vrede at de har lyst at råbe. Eller kalde deres kvinde hysterisk eller værre. Eller slå hårdt i væggen. Ingen af de ting er acceptable, det er højst acceptabelt at hæve stemmen lidt. I det landskab mener jeg det klart letteste er bare at gå efter ikke at vise vrede. For det er et minefelt at finde grænsen, og den ligger så lavt at man ikke rigtigt får noget ud af at vise sin vrede alligevel. Så for letheds skyld mener jeg det gode råd til mænd er bare aldrig at vise vrede.

Med hensyn til at snakke om grænser med sin partner, så er det en samtale der altid kun går én vej - det er altid grænserne for mandens opførsel der skal fastlægges. Det vil jeg også anbefale mænd at forsøge at slippe for.

Nej, jeg gør ej. Du antager noget på mine vegne. Du er velkommen til at spørge, hvis du rent faktisk er interesseret i at høre hvad jeg mener.

Og til det sidste: Selvfølgelig går samtalen ikke kun én vej. Hvordan er du kommet til dén konklusion?

Du har sagt at råbe er over grænsen. Og at slå i væggen er det. Og jeg formoder du synes det er over grænsen at kalde sin kvinde hysterisk eller andet grimt.

Ud fra det udleder jeg at 90% af den vrede som mænd kan have lyst at manifestere, er off the table. Så snakker vi om at udforske de sidste 10%, men det finder jeg meningsløst. Keep it simple, undlad at udtrykke vrede. Så havner man aldrig i en situation hvor man får sagt eller gjort et eller andet dumt, som kvinden husker for evigt og bruger imod en senere.

Mht. det sidste så har jeg tidligere bragt komikeren Bill Burr op, for han er god til at formulere disse ting fra et mandligt synspunkt. Om dette har han sagt: Somehow it's always me we're working on. Why is that?

[Galoldriel]

Jeg synes egentlig den her samtale er et godt eksempel på hvad jeg mener. Du siger at mænd gerne må vise vrede, men når vi graver ned i det, bliver det noget med at tale om grænser, og at det er for meget at råbe.

My point exactly: Mænd bør altid kontrollere deres vrede. Det er reelt også det du skriver.

Så vidt jeg husker har jeg talt om at det er okay at vise tegn på vrede. Har jeg afvist at der skal en grad af kontrol til for at undgå at flegne helt ud? Du har talt om ukontrollabel vrede flere gange, og jeg har, også flere gange, markeret at dét er over grænsen. Selvfølgelig skal der kontrol til, men det er ikke ensbetydende med at man skal gå ind i et andet rum fordi man får røde kinder.

Det er som om det kun er enten-eller med dig. Enten råber og skriger man eller også er man i fuld kontrol. Men fra mit perspektiv kan man faktisk godt vise tegn på vrede uden at gå helt besærk. Og bevare en kontakt til sin rationelle side uden at kontrollere hvert eneste aspekt af sin tankegang som var man en maskine.

Det lyder i øvrigt som om du korser dig ved tanken om at tale om grænser med din partner. Men jeg kan ikke se noget forhold fungere uden at man taler om den slags. Hvordan skulle man kunne lære hinanden at kende uden?

Du sætter grænsen for manifesteret vrede så lavt at jeg ikke mener det giver mening for mænd at udforske hvor grænsen går. De fleste mænd kan blive så vrede at de har lyst at råbe. Eller kalde deres kvinde hysterisk eller værre. Eller slå hårdt i væggen. Ingen af de ting er acceptable, det er højst acceptabelt at hæve stemmen lidt. I det landskab mener jeg det klart letteste er bare at gå efter ikke at vise vrede. For det er et minefelt at finde grænsen, og den ligger så lavt at man ikke rigtigt får noget ud af at vise sin vrede alligevel. Så for letheds skyld mener jeg det gode råd til mænd er bare aldrig at vise vrede.

Med hensyn til at snakke om grænser med sin partner, så er det en samtale der altid kun går én vej - det er altid grænserne for mandens opførsel der skal fastlægges. Det vil jeg også anbefale mænd at forsøge at slippe for.

Nej, jeg gør ej. Du antager noget på mine vegne. Du er velkommen til at spørge, hvis du rent faktisk er interesseret i at høre hvad jeg mener.

Og til det sidste: Selvfølgelig går samtalen ikke kun én vej. Hvordan er du kommet til dén konklusion?

Du har sagt at råbe er over grænsen. Og at slå i væggen er det. Og jeg formoder du synes det er over grænsen at kalde sin kvinde hysterisk eller andet grimt.

Ud fra det udleder jeg at 90% af den vrede som mænd kan have lyst at manifestere, er off the table. Så snakker vi om at udforske de sidste 10%, men det finder jeg meningsløst. Keep it simple, undlad at udtrykke vrede. Så havner man aldrig i en situation hvor man får sagt eller gjort et eller andet dumt, som kvinden husker for evigt og bruger imod en senere.

Mht. det sidste så har jeg tidligere bragt komikeren Bill Burr op, for han er god til at formulere disse ting fra et mandligt synspunkt. Om dette har han sagt: Somehow it's always me we're working on. Why is that?

Jeg skrev "gentagne råbeseancer". Men ja, står man og brøler ad mig at sine lungers fulde kraft, så kommer jeg ikke til at vende den anden kind til. Jeg råber ikke ad folk, men jeg kan godt finde ud af at markere når man går for vidt. Jeg bliver ikke bange. Det gjorde jeg heller ikke da min daværende kæreste slog hul i væggen. Det var ubehageligt og ikke det fedeste øjeblik, men ikke noget jeg decideret lod mig intimidere af. Jeg tror i øvrigt ikke jeg nogensinde bragte det op igen. Det var ikke dét, der var problemet. Hvis det var, var jeg skredet på stedet.

Jeg er ligeglad med om det er kvinder eller mænd: Sviner man mig til eller prøver at score billige point ved at antyde at jeg er utilregnelig eller har knald i låget, er det et andet game. Det er perfiditeter, og dem lægger jeg ikke øre til.

Jeg har et ganske betydeligt temperament selv, så jeg ved godt hvad det vil sige at skulle være bevidst om det. Jeg kan godt forblive i et rum sammen med en person jeg er vred på, uden at vedkommende må løbe skrigende bort. Det er en balancegang.

Jeg ved ikke hvorfor Bill Burr føler at det er ham der altid skal arbejde med sig selv. Det lyder som en nem undskyldning at sige at det er fordi man er en mand. Måske er man bare tonedøv.

Edit: Jeg kan ikke finde ud af om det er nødvendigt at disclaime at jeg ikke skriver de her ting om mig selv for at lukke diskussionen, men hvis der skulle være tvivl, så er det ikke derfor

[Galoldriel]

My god, jeg ville gerne trimme de citater, men jeg er på fra mobilen og kan ikke finde rundt i dem. Sorry.

[Venus222]

Alle vokse mennesker, uanset køn, bør kunne regulere deres følelser/ kontrollere deres vrede. I hvert fald i almindelige skænderier eller overensstemmelse.

[Moe]

Der er en del situationer hvor det egentlig er ret okay at man græder, medmindre man har en partner der ser det som en svaghed eller tegn på stor følelsesmæssig umodenhed. Jeg er empatisk og fornemmer andres sindsstemninger meget nemt. Jeg bliver rørt af ting, andre ikke bliver påvirket af, og det betyder også at jeg har nemt til tårer. Jeg har intet problem med det og jeg kan ikke forhindre det. Det eneste jeg kan prøve at gøre, er at skjule det, hvilket jeg også tit gør - selvom jeg er fortaler for at vise følelser, så kan det godt være pinligt og anstrengende at snøfte sig igennem en film i biffen. Eller når nogen holder tale.

Jeg ved ikke om det er et typisk kvindetræk, det her med at græde, men det er mest af alt et problem når det bliver betragtet som manipulation.

Jeg tror ikke, der er noget, der siger, at det ikke er ok, bare at der er forskel på mænds og kvinders måde at udtrykke sig og i hvilket omfang, man viser følelser, især når det drejer sig om de sårbare og negative.

Jeg tror, at abcd har udtrykt det ganske fint, og det svarer meget godt til det, videnskaben har dokumenteret.

Forskelle er det ikke det samme som, at noget er forkert.

Jeg er nu stødt på den holdning før, at voksne mennesker ikke bør græde. Og jeg har også mødt påstanden om at kvinders tårer er manipulation en del gange. Der ligger noget i udtrykket "at styre sine følelser". En generel forventning om kontrol - og brydes den forventning, er der folk der rynker på næsen ad det.

Det handler ikke om forskelle ift. grådlabilitet, men om forestillinger om hvad der er passende og ikke passende for forskellige kategorier af mennesker: Børn vs. voksne, kvinder vs. mænd. Dét synes jeg er interessant - fx i forhold til et spørgsmål som "græder stærke mænd"?

Nu tænker jeg på, at forskellen mellem mænd og kvinder blot eksisterer – det handler ikke om rigtigt eller forkert, men om at være anderledes.

Vi har alle vores egne præferencer for, hvad vi foretrækker, og derfor behandler vi også hinanden forskelligt. Jeg mindes, at abcd gentagne gange har nævnt de negative konsekvenser, hvis mænd viser svaghed, som f.eks at miste besindelsen og handle følelsesladet. Det fører ofte til negative konsekvenser, både fra kvinder og andre mænd, som kvinder ikke oplever i samme grad.

"Bør" handler ikke kun om præferencer, men er også kulturbestemt. Så grådlabilitet er absolut en ting, men det er ikke muligt at sige, at forskellene mellem mænd og kvinder er rigtige eller forkerte – de er blot forskellige og repræsenterer menneskelige egenskaber.

[Galoldriel]

I'm on a roll!

Nogle mænd har vældig travlt med at foregive at de ikke har følelser som vrede og frustration, men så er der lige nogle cues hist og hér som ret tydeligt viser at det har de, og det er ganske intense følelser, handler om. Men det indrømmer de aldrig.

Det er sandsynligvis fordi de sidder fast i en forestilling om følelser er for kvinder og svage mænd.

Dette var mit oprindelige indlæg. Og nu tager jeg det op igen, dels fordi diskussionen begyndte at handle om udtryk for vrede i parforld, dels fordi jeg synes det hele er blevet for karikeret.

Jeg taler hér om en opfattelse af dét at give udtryk for vrede og frustration, som er bundet op på forestillingen om at det at udtrykke stærke følelser er for kvinder og svage mænd. Det skulle jeg have været mere præcis i formuleringen af, men nu er det rettet.

Nu er det ikke kun mænd der har den indstilling. Jeg har også mødt den hos kvinder. Men jeg tager fat i mænds opfattelser af sagen hér fordi det er hos dem, jeg oftest ser det.

Det jeg gerne vil, er at tale om situationer hvor nogle mænd bruger dét at udvise følelsesmæssig upåvirkethed og indifference som en måde at fremstille andre som inferiøre. Jeg kommer lige med et eksempel:

Vi har at gøre med en mand som går meget op i at fremstå large og afslappet. Scenen er en arbejdsplads. Det er en vigtig del af denne mands selvforståelse at han fremstår som en person der har altid et roligt nervesystem, kan rumme alt, aldrig tager ting personligt og skælder aldrig ud. Han er andre overlegen på dén måde, synes han. Og det er vigtigt at andre ser det og forstår det.

Men hvis man ikke giver ham ret i de ting han påstår, er det tydeligt at det rammer ham på hans opfattelse af sig selv som den her perfekte, afbalancerede person. Og det er han ikke, det er tydeligt. Når han bliver udfordret, bliver han vred. Det kan de fleste rumme - på den her arbejdsplads er det normalt at der ryger en finke af panden fra tid til anden. Det kan ske for alle.

Han har svært ved at rumme at han, som de fleste andre, fra tid til anden kommer i affekt. Han bliver indebrændt, og han bærer nag. Han begynder at skabe intriger som er rettet mod den person, han er allermest vred på. Han bliver, med andre ord, perfid. Det ender med at han flipper ud på en helt tredje person, og med flippe ud mener jeg at han brøler personen lige direkte ind i ansigtet og smækker med døren.

I dette tilfælde ville dét at lukke damp ud løbende have været en måde at erkende og tage ansvar for sine tilbøjeligheder på. Og ved at afstemme sine reaktioner med folk omkring sig og lægge kortene på bordet - at han føler sig ramt på sin selvforståelse - kunne man sammen have fundet en måde hvorpå alle ville kunne føle sig okay, på trods.

Men det gør han ikke, for han tror, på trods af eksplosionerne, at han har fat i den lange ende. Og at de andre er ham underlegne; svage og ukontrollerede i sammenligning med hans stoicisme.

Det er typer som ham jeg taler om i mit første indlæg.

[Moe]

Det du beskriver ligner mere indestængt vrede, hvor han damper indvendig og holder trykket, indtil det eksploderer. Det er naturligvis både en urimelig og usund måde at handle på. Manden er uvis, og det hjælper ikke engang på hans image, at han insisterer på at handle på den måde.

[Galoldriel]

Det du beskriver ligner mere indestængt vrede, hvor han damper indvendig og holder trykket, indtil det eksploderer. Det er naturligvis både en urimelig og usund måde at handle på. Manden er uvis, og det hjælper ikke engang på hans image, at han insisterer på at handle på den måde.

Min pointe er at dét at undgå indestængt vrede kan ske ved at vise og fortælle at man er presset, løbende, fremfor at lade som om man er upåvirket. Stå ved sine følelser både over for andre og over for sig selv.

Det kræver selverkendelse og det forudsætter også at man har modet til at risikere at andre bedømmer én som svag, når man viser udadtil at der er noget på spil rent følelsesmæssigt. Især når det drejer sig om følelser som generelt stemples som negative (vrede og angst) og betragtes som udtryk for svaghed (fx når mænd græder).

Det står i kontrast til at fingere indifference til dét punkt hvor man komplet mister grebet om sig selv.

[PAX II]

At tale om tingene, sætte ord på følelser, forholde sig til indre modsætninger, turde mærke smerte uden at flygte fra den, finde nye måder at forstå, tænke, føle og handle på, er nok noget som en del mænd opfatter som noget feminint. Men faktisk er den terapeutiske metode jo opfundet af mænd som Freud. Alle disse bør understreges, ikke udråbes som tegn på maskulin svaghed - det er ikke bare feminine egenskaber; det er menneskelige egenskaber og vigtige.

Store drenge græder ikke, siger vi. Jamen så er vi måske nødt til at omdefinere, hvad det vil sige at være en dreng, en mand. For hvad er det lige vi lærer vores drenge? En pige, der leger vildt med drengene og spiller fodbold, bliver fejret for sin styrke – ”Hold op med at fortælle små piger, at de er smukke,” skriger vi alle højt - men hvad med de drenge, der hellere vil lege stille med dukker, som kan lide farven pink, og føler behov for at græde en gang imellem?

Vi beder dem om at mane op. Vær hård. Lad være med at være en tøsedreng. Drenge hører disse ting, føler disse ting. Hvor er samtalen om at hjælpe unge drenge med at være omsorgsfulde og følsomme, uden at det udråbes som tegn på maskulin svaghed? Jeg er da ikke i tvivl om, at det kulturelle stigma kan føles tungt og det kan føles skræmmende at være sårbar. Jeg syntes vi bør "lade drenge være drenge": lad dem udtrykke hele spektret af deres følelser, sårbarhed og det hele!

Så hvad er egentlig en rigtig mand? Det er jo ikke, fordi mænd ikke har følelser. Men vi er nok mere handicappede end kvinder, fordi mange ikke med samme naturlighed som kvinder kan give udtryk for f.eks. sorg og vrede under ordnede former.

“It Takes A Damn Strong Man To Cry”

Sagt af en amerikansk instruktør, som mange nok, hvis de mødte ham, ville kalde en “rigtig mand”.