Hvordan har du det med fællesbad?

[Misantropen]

Det er ikke en bakke, jeg kommer til at dø på - men jeg er fortaler for fællesbadet. Især i folkeskolen - men også tidligere, hvor små børn i mine øjne gerne må rende nøgne rundt på stranden eller tage hedebølgen på legepladsen i børnehaven uden ble på.

Jeg taler for en helt neutral og fuldkommen afseksualiseret tilgang til børns kroppe. Både de voksnes tilgang til barnekroppen og børnenes egen tilgang til egen og andres krop. Samtidig taler jeg for, at børn ser forskellige nøgne kroppe - både børns og voksnes - i et hverdagsrum, der er helt afseksualiseret.

Vi skal i mine øjne helst derhen, hvor kroppen er en naturlig ting, og hvor det hverken er pinligt eller forkert at have en krop - med kønsorganer, hår, deller, muskler og fedt. Hvor vi ikke ser negativt på hverken andres eller vores egne kroppe, ikke seksualiserer dem eller objektificerer dem, men hvor kroppen 'bare' er noget, vi har.

Jeg tror på, at voksne skal gå foran her og aftabuisere kroppen - både ved selv at gå foran (hvilket også taler for, at det voksne rum også skal kunne være nøgent og neutralt på samme tid) og ved at insistere på at fastholde neutraliteten i børns kroppe så længe som muligt. Stoppe med at putte små piger i bikinier, forvente at børn går i bad efter idræt, bare tage bleen af dem fra de er helt små og lade dem rende nøgne rundt, når det er fysisk ladsiggørligt.



Jeg udviklede i øvrigt selv som ung en meget blufærdig tilgang til min egen krop, som har hængt ved meget længe. Det har jeg ærgret mig meget over og har aktivt forsøgt ikke at give videre til mine egne unger - blandt andet ved at insistere på selv at være med i fællesbadet og vælge at være ligeglad.
Det er jeg egentlig lykkedes fint med, de er meget lidt blufærdige. Det irriterer mig stadig i dag, at jeg kan bruge så mange ressourcer på at tænke over min krop og synes, den er forkert eller pinlig eller akavet, og under virkelig mine børn ikke at have de tanker.

Men tror du slet ikke, at man kan have forskellige personligheder og dermed forskellige grader af blufærdighed. Jeg fik lov til at løbe uden ble, mine forældre var med i fællesbad og gemte ikke deres krop væk i vores hjem. Alligevel har jeg altid haft en blufærdighed og ikke brudt mig om at være nøgen foran en masse mennesker. Det er ikke kropsforskrækkelse eller fordi jeg har det dårligt med min krop. Jeg bryder mig bare ikke om det.

Derudover - min påstand er, at når man som teenager står i fællesbadet og ser de andre kroppe, så er det ikke Saras uperfekte krop man ser, så er det Lisas perfekte. Og hvad hjælper det så?

Men altså hvad så om man ser nogen man misunder eller som lever op til nogle standarder man ikke selv kan? Det er jo ikke farligt, men den del af livet.

Hvis manni forvejen har det dårligt med sin krop så hjælper det ikke at se perfekte pigekroppe i fællesbadet. Tværtimod.

Men det er jo ikke tilfældet at alle unge har det dårligt med deres krop.

[fisken80]

Det er ikke en bakke, jeg kommer til at dø på - men jeg er fortaler for fællesbadet. Især i folkeskolen - men også tidligere, hvor små børn i mine øjne gerne må rende nøgne rundt på stranden eller tage hedebølgen på legepladsen i børnehaven uden ble på.

Jeg taler for en helt neutral og fuldkommen afseksualiseret tilgang til børns kroppe. Både de voksnes tilgang til barnekroppen og børnenes egen tilgang til egen og andres krop. Samtidig taler jeg for, at børn ser forskellige nøgne kroppe - både børns og voksnes - i et hverdagsrum, der er helt afseksualiseret.

Vi skal i mine øjne helst derhen, hvor kroppen er en naturlig ting, og hvor det hverken er pinligt eller forkert at have en krop - med kønsorganer, hår, deller, muskler og fedt. Hvor vi ikke ser negativt på hverken andres eller vores egne kroppe, ikke seksualiserer dem eller objektificerer dem, men hvor kroppen 'bare' er noget, vi har.

Jeg tror på, at voksne skal gå foran her og aftabuisere kroppen - både ved selv at gå foran (hvilket også taler for, at det voksne rum også skal kunne være nøgent og neutralt på samme tid) og ved at insistere på at fastholde neutraliteten i børns kroppe så længe som muligt. Stoppe med at putte små piger i bikinier, forvente at børn går i bad efter idræt, bare tage bleen af dem fra de er helt små og lade dem rende nøgne rundt, når det er fysisk ladsiggørligt.



Jeg udviklede i øvrigt selv som ung en meget blufærdig tilgang til min egen krop, som har hængt ved meget længe. Det har jeg ærgret mig meget over og har aktivt forsøgt ikke at give videre til mine egne unger - blandt andet ved at insistere på selv at være med i fællesbadet og vælge at være ligeglad.
Det er jeg egentlig lykkedes fint med, de er meget lidt blufærdige. Det irriterer mig stadig i dag, at jeg kan bruge så mange ressourcer på at tænke over min krop og synes, den er forkert eller pinlig eller akavet, og under virkelig mine børn ikke at have de tanker.

Men tror du slet ikke, at man kan have forskellige personligheder og dermed forskellige grader af blufærdighed. Jeg fik lov til at løbe uden ble, mine forældre var med i fællesbad og gemte ikke deres krop væk i vores hjem. Alligevel har jeg altid haft en blufærdighed og ikke brudt mig om at være nøgen foran en masse mennesker. Det er ikke kropsforskrækkelse eller fordi jeg har det dårligt med min krop. Jeg bryder mig bare ikke om det.

Derudover - min påstand er, at når man som teenager står i fællesbadet og ser de andre kroppe, så er det ikke Saras uperfekte krop man ser, så er det Lisas perfekte. Og hvad hjælper det så?

Men altså hvad så om man ser nogen man misunder eller som lever op til nogle standarder man ikke selv kan? Det er jo ikke farligt, men den del af livet.

Hvis manni forvejen har det dårligt med sin krop så hjælper det ikke at se perfekte pigekroppe i fællesbadet. Tværtimod.

Men det er jo ikke tilfældet at alle unge har det dårligt med deres krop.

Men argumentet er, at unge der har det dårligt med deres krop vil få det bedre af at se at kroppe er forskellige.

[ajnaM]

Det er ikke en bakke, jeg kommer til at dø på - men jeg er fortaler for fællesbadet. Især i folkeskolen - men også tidligere, hvor små børn i mine øjne gerne må rende nøgne rundt på stranden eller tage hedebølgen på legepladsen i børnehaven uden ble på.

Jeg taler for en helt neutral og fuldkommen afseksualiseret tilgang til børns kroppe. Både de voksnes tilgang til barnekroppen og børnenes egen tilgang til egen og andres krop. Samtidig taler jeg for, at børn ser forskellige nøgne kroppe - både børns og voksnes - i et hverdagsrum, der er helt afseksualiseret.

Vi skal i mine øjne helst derhen, hvor kroppen er en naturlig ting, og hvor det hverken er pinligt eller forkert at have en krop - med kønsorganer, hår, deller, muskler og fedt. Hvor vi ikke ser negativt på hverken andres eller vores egne kroppe, ikke seksualiserer dem eller objektificerer dem, men hvor kroppen 'bare' er noget, vi har.

Jeg tror på, at voksne skal gå foran her og aftabuisere kroppen - både ved selv at gå foran (hvilket også taler for, at det voksne rum også skal kunne være nøgent og neutralt på samme tid) og ved at insistere på at fastholde neutraliteten i børns kroppe så længe som muligt. Stoppe med at putte små piger i bikinier, forvente at børn går i bad efter idræt, bare tage bleen af dem fra de er helt små og lade dem rende nøgne rundt, når det er fysisk ladsiggørligt.



Jeg udviklede i øvrigt selv som ung en meget blufærdig tilgang til min egen krop, som har hængt ved meget længe. Det har jeg ærgret mig meget over og har aktivt forsøgt ikke at give videre til mine egne unger - blandt andet ved at insistere på selv at være med i fællesbadet og vælge at være ligeglad.
Det er jeg egentlig lykkedes fint med, de er meget lidt blufærdige. Det irriterer mig stadig i dag, at jeg kan bruge så mange ressourcer på at tænke over min krop og synes, den er forkert eller pinlig eller akavet, og under virkelig mine børn ikke at have de tanker.

Men tror du slet ikke, at man kan have forskellige personligheder og dermed forskellige grader af blufærdighed. Jeg fik lov til at løbe uden ble, mine forældre var med i fællesbad og gemte ikke deres krop væk i vores hjem. Alligevel har jeg altid haft en blufærdighed og ikke brudt mig om at være nøgen foran en masse mennesker. Det er ikke kropsforskrækkelse eller fordi jeg har det dårligt med min krop. Jeg bryder mig bare ikke om det.

Derudover - min påstand er, at når man som teenager står i fællesbadet og ser de andre kroppe, så er det ikke Saras uperfekte krop man ser, så er det Lisas perfekte. Og hvad hjælper det så?

Men altså hvad så om man ser nogen man misunder eller som lever op til nogle standarder man ikke selv kan? Det er jo ikke farligt, men den del af livet.

Hvis manni forvejen har det dårligt med sin krop så hjælper det ikke at se perfekte pigekroppe i fællesbadet. Tværtimod.

Men det er jo ikke tilfældet at alle unge har det dårligt med deres krop.

Men argumentet er, at unge der har det dårligt med deres krop vil få det bedre af at se at kroppe er forskellige.

Nej, argumentet er, at de unge ikke vil få det dårligt med deres krop til at begynde med, hvis den gennemsnitlige nøgne krop normaliseres.

[Aragorn]

Det er ikke en bakke, jeg kommer til at dø på - men jeg er fortaler for fællesbadet. Især i folkeskolen - men også tidligere, hvor små børn i mine øjne gerne må rende nøgne rundt på stranden eller tage hedebølgen på legepladsen i børnehaven uden ble på.

Jeg taler for en helt neutral og fuldkommen afseksualiseret tilgang til børns kroppe. Både de voksnes tilgang til barnekroppen og børnenes egen tilgang til egen og andres krop. Samtidig taler jeg for, at børn ser forskellige nøgne kroppe - både børns og voksnes - i et hverdagsrum, der er helt afseksualiseret.

Vi skal i mine øjne helst derhen, hvor kroppen er en naturlig ting, og hvor det hverken er pinligt eller forkert at have en krop - med kønsorganer, hår, deller, muskler og fedt. Hvor vi ikke ser negativt på hverken andres eller vores egne kroppe, ikke seksualiserer dem eller objektificerer dem, men hvor kroppen 'bare' er noget, vi har.

Jeg tror på, at voksne skal gå foran her og aftabuisere kroppen - både ved selv at gå foran (hvilket også taler for, at det voksne rum også skal kunne være nøgent og neutralt på samme tid) og ved at insistere på at fastholde neutraliteten i børns kroppe så længe som muligt. Stoppe med at putte små piger i bikinier, forvente at børn går i bad efter idræt, bare tage bleen af dem fra de er helt små og lade dem rende nøgne rundt, når det er fysisk ladsiggørligt.



Jeg udviklede i øvrigt selv som ung en meget blufærdig tilgang til min egen krop, som har hængt ved meget længe. Det har jeg ærgret mig meget over og har aktivt forsøgt ikke at give videre til mine egne unger - blandt andet ved at insistere på selv at være med i fællesbadet og vælge at være ligeglad.
Det er jeg egentlig lykkedes fint med, de er meget lidt blufærdige. Det irriterer mig stadig i dag, at jeg kan bruge så mange ressourcer på at tænke over min krop og synes, den er forkert eller pinlig eller akavet, og under virkelig mine børn ikke at have de tanker.

Men tror du slet ikke, at man kan have forskellige personligheder og dermed forskellige grader af blufærdighed. Jeg fik lov til at løbe uden ble, mine forældre var med i fællesbad og gemte ikke deres krop væk i vores hjem. Alligevel har jeg altid haft en blufærdighed og ikke brudt mig om at være nøgen foran en masse mennesker. Det er ikke kropsforskrækkelse eller fordi jeg har det dårligt med min krop. Jeg bryder mig bare ikke om det.

Derudover - min påstand er, at når man som teenager står i fællesbadet og ser de andre kroppe, så er det ikke Saras uperfekte krop man ser, så er det Lisas perfekte. Og hvad hjælper det så?

Men altså hvad så om man ser nogen man misunder eller som lever op til nogle standarder man ikke selv kan? Det er jo ikke farligt, men den del af livet.

Hvis manni forvejen har det dårligt med sin krop så hjælper det ikke at se perfekte pigekroppe i fællesbadet. Tværtimod.

Men det er jo ikke tilfældet at alle unge har det dårligt med deres krop.

Men argumentet er, at unge der har det dårligt med deres krop vil få det bedre af at se at kroppe er forskellige.

Nej, argumentet er, at de unge ikke vil få det dårligt med deres krop til at begynde med, hvis den gennemsnitlige nøgne krop normaliseres.

Og det er klart forkert for man finder ikke en person der har det helt fjong med sig selv, lige bortset fra en delle på maven eller et modermærke et sted.

Man finder et menneske der generelt har nogle sociale ømme punkter som måske finder en ro i noget intellektuelt eller en reel kompetence som pines og plages når det bliver en popularitetskonkurrence.

Folk får det ikke bedre af at se på andre, blot fordi de får et sammenligningsgrundlag, hvis de har det dårligt med det når de kommer ind i rummet.

Ligesom de belastede børn ikke bliver trukket op af at blive sat sammen med børn fra gode hjem, men de i stedet trækker de gode børn ned.

[godtnavn]

Jeg har fået det virkelig stramt med det efter min datters fødsel, hvor stemningen i forvejen var virkelig dårlig da jeg havde en eks og jordemor der overhovedet ikke kunne rumme at jeg var angst, og i et kæmpe kontroltab og i forvejen følte det hele som et overgreb - og at jordemoderen oven i fik mig presset til at føde nøgen selvom jeg virkelig ikke havde lyst og også gav udtryk for det.

Før det synes jeg ikke at det var fedt, men kunne dog godt overkomme det.

Mine børn er nu 25 og 29, og jeg havde da en hospitals-skjorte på begge gange, jeg troede det var normalt.

Det tror jeg også er helt normalt ud fra hvad jeg hører fra andre også.
Men jeg skulle altså være helt bar - og klart en konflikt min jordmoder synes var værd at tage blandt alle de andre vi nåede at have på den meget korte tid min fødsel tog.
Men det har klart ikke gjort noget godt for mine følelser omkring at være nøgen blandt andre.

Lyder mega bizart, det ville jeg selv have hadet på et hospital. Da jeg fødte hjemme var jeg nøgen fra start til slut. Det var mest fordi jeg gik under bruseren i starten og så magtede jeg ikke lige at tage tøj på igen, men lagde mig bare under en dyne indtil jeg hoppede i fødekarret. Jeg var helt i min egen verden og tænkte ikke det mindste over der kom en fremmed dame ind i hjemmet og jeg bare vadede nøgen rundt Men det var jo også én og ikke en masse forskellige som jeg har oplevet på hospitalet hvor jeg har haft tøj på under fødslen, der ville jeg finde det grænseoverskridende at være nøgen.

[Rhododendron]

Det er ikke en bakke, jeg kommer til at dø på - men jeg er fortaler for fællesbadet. Især i folkeskolen - men også tidligere, hvor små børn i mine øjne gerne må rende nøgne rundt på stranden eller tage hedebølgen på legepladsen i børnehaven uden ble på.

Jeg taler for en helt neutral og fuldkommen afseksualiseret tilgang til børns kroppe. Både de voksnes tilgang til barnekroppen og børnenes egen tilgang til egen og andres krop. Samtidig taler jeg for, at børn ser forskellige nøgne kroppe - både børns og voksnes - i et hverdagsrum, der er helt afseksualiseret.

Vi skal i mine øjne helst derhen, hvor kroppen er en naturlig ting, og hvor det hverken er pinligt eller forkert at have en krop - med kønsorganer, hår, deller, muskler og fedt. Hvor vi ikke ser negativt på hverken andres eller vores egne kroppe, ikke seksualiserer dem eller objektificerer dem, men hvor kroppen 'bare' er noget, vi har.

Jeg tror på, at voksne skal gå foran her og aftabuisere kroppen - både ved selv at gå foran (hvilket også taler for, at det voksne rum også skal kunne være nøgent og neutralt på samme tid) og ved at insistere på at fastholde neutraliteten i børns kroppe så længe som muligt. Stoppe med at putte små piger i bikinier, forvente at børn går i bad efter idræt, bare tage bleen af dem fra de er helt små og lade dem rende nøgne rundt, når det er fysisk ladsiggørligt.



Jeg udviklede i øvrigt selv som ung en meget blufærdig tilgang til min egen krop, som har hængt ved meget længe. Det har jeg ærgret mig meget over og har aktivt forsøgt ikke at give videre til mine egne unger - blandt andet ved at insistere på selv at være med i fællesbadet og vælge at være ligeglad.
Det er jeg egentlig lykkedes fint med, de er meget lidt blufærdige. Det irriterer mig stadig i dag, at jeg kan bruge så mange ressourcer på at tænke over min krop og synes, den er forkert eller pinlig eller akavet, og under virkelig mine børn ikke at have de tanker.

Men tror du slet ikke, at man kan have forskellige personligheder og dermed forskellige grader af blufærdighed. Jeg fik lov til at løbe uden ble, mine forældre var med i fællesbad og gemte ikke deres krop væk i vores hjem. Alligevel har jeg altid haft en blufærdighed og ikke brudt mig om at være nøgen foran en masse mennesker. Det er ikke kropsforskrækkelse eller fordi jeg har det dårligt med min krop. Jeg bryder mig bare ikke om det.

Derudover - min påstand er, at når man som teenager står i fællesbadet og ser de andre kroppe, så er det ikke Saras uperfekte krop man ser, så er det Lisas perfekte. Og hvad hjælper det så?

Men altså hvad så om man ser nogen man misunder eller som lever op til nogle standarder man ikke selv kan? Det er jo ikke farligt, men den del af livet.

Hvis manni forvejen har det dårligt med sin krop så hjælper det ikke at se perfekte pigekroppe i fællesbadet. Tværtimod.

Men det er jo ikke tilfældet at alle unge har det dårligt med deres krop.

Men argumentet er, at unge der har det dårligt med deres krop vil få det bedre af at se at kroppe er forskellige.

Nej, argumentet er, at de unge ikke vil få det dårligt med deres krop til at begynde med, hvis den gennemsnitlige nøgne krop normaliseres.

I de frigjorte 70’ere var folk nøgne og havde en naturlig tilgang til kroppen. Jeg er selv født lidt senere, men mine forældre havde stadig den frigjorte tilgang til kroppen.
Jeg er ikke blufærdig eller skammer mig voldsomt over min krop, men jeg er ikke nøgen over for hvem som helst.
Mine børn er vokset op med at se mig nøgen før, under og efter badet og har også været med mig på toilettet flere gange, lige som jeg også var som barn
På trods af den samme eksponering, er mine børn/teens vidt forskellige i deres blufærdighed og de spænder lige fra at være lidt for nøgen på fællesarealerne til at være iført tøj der dækker det meste af kroppen, uanset årstiden.

Edit, min pointe var at selvom man er vokset op med at den nøgne krop blev normaliseret, er det ikke ensbetydende med at man som barn af den frigjorte generation, også er frigjorte og uden komplekser.

[Rhododendron]

Jeg har tænkt over om institutions-generationen har det værre med fællesbad og generelt er mere blufærdige.

Jeg har selv arbejdet i børnehave og vuggestue og da var det helt almindeligt at toiletterne ikke var afskærmet og at blebørn blev skiftet imens der var andre børn og voksne tilstede i rummet.
Badeværelset var nogle gange et hurlumhejhus, når 15-20 børn skulle tisse af eller have skiftet ble, inden de f.eks. skulle have flyverdragt på.
Børnene er blevet skiftet og er blevet tørret af utroligt mange voksne gennem deres år i vuggestue og børnehave, og det kan måske godt føles grænseoverskridende for nogle.
Jeg har oplevet mange børn være blufærdige i de situationer, og der tror jeg ikke det handler om nøgenhed eller at kroppen bliver seksualiseret, men om ren og skær privatliv/tryghed.
Ligeledes har jeg oplevet mange blebørn som går væk eller decideret gemmer sig, når de skal af med afhøringen - igen handler det ikke om nøgenhed men om privatliv eller fred og ro til at gøre sig færdig.

Jeg har tænkt over om nogle af de oplevelser sidder i dem, når de børn kommer i skolealderen og skal deltage i fællesbad

[fisken80]

Det er ikke en bakke, jeg kommer til at dø på - men jeg er fortaler for fællesbadet. Især i folkeskolen - men også tidligere, hvor små børn i mine øjne gerne må rende nøgne rundt på stranden eller tage hedebølgen på legepladsen i børnehaven uden ble på.

Jeg taler for en helt neutral og fuldkommen afseksualiseret tilgang til børns kroppe. Både de voksnes tilgang til barnekroppen og børnenes egen tilgang til egen og andres krop. Samtidig taler jeg for, at børn ser forskellige nøgne kroppe - både børns og voksnes - i et hverdagsrum, der er helt afseksualiseret.

Vi skal i mine øjne helst derhen, hvor kroppen er en naturlig ting, og hvor det hverken er pinligt eller forkert at have en krop - med kønsorganer, hår, deller, muskler og fedt. Hvor vi ikke ser negativt på hverken andres eller vores egne kroppe, ikke seksualiserer dem eller objektificerer dem, men hvor kroppen 'bare' er noget, vi har.

Jeg tror på, at voksne skal gå foran her og aftabuisere kroppen - både ved selv at gå foran (hvilket også taler for, at det voksne rum også skal kunne være nøgent og neutralt på samme tid) og ved at insistere på at fastholde neutraliteten i børns kroppe så længe som muligt. Stoppe med at putte små piger i bikinier, forvente at børn går i bad efter idræt, bare tage bleen af dem fra de er helt små og lade dem rende nøgne rundt, når det er fysisk ladsiggørligt.



Jeg udviklede i øvrigt selv som ung en meget blufærdig tilgang til min egen krop, som har hængt ved meget længe. Det har jeg ærgret mig meget over og har aktivt forsøgt ikke at give videre til mine egne unger - blandt andet ved at insistere på selv at være med i fællesbadet og vælge at være ligeglad.
Det er jeg egentlig lykkedes fint med, de er meget lidt blufærdige. Det irriterer mig stadig i dag, at jeg kan bruge så mange ressourcer på at tænke over min krop og synes, den er forkert eller pinlig eller akavet, og under virkelig mine børn ikke at have de tanker.

Men tror du slet ikke, at man kan have forskellige personligheder og dermed forskellige grader af blufærdighed. Jeg fik lov til at løbe uden ble, mine forældre var med i fællesbad og gemte ikke deres krop væk i vores hjem. Alligevel har jeg altid haft en blufærdighed og ikke brudt mig om at være nøgen foran en masse mennesker. Det er ikke kropsforskrækkelse eller fordi jeg har det dårligt med min krop. Jeg bryder mig bare ikke om det.

Derudover - min påstand er, at når man som teenager står i fællesbadet og ser de andre kroppe, så er det ikke Saras uperfekte krop man ser, så er det Lisas perfekte. Og hvad hjælper det så?

Men altså hvad så om man ser nogen man misunder eller som lever op til nogle standarder man ikke selv kan? Det er jo ikke farligt, men den del af livet.

Hvis manni forvejen har det dårligt med sin krop så hjælper det ikke at se perfekte pigekroppe i fællesbadet. Tværtimod.

Men det er jo ikke tilfældet at alle unge har det dårligt med deres krop.

Men argumentet er, at unge der har det dårligt med deres krop vil få det bedre af at se at kroppe er forskellige.

Nej, argumentet er, at de unge ikke vil få det dårligt med deres krop til at begynde med, hvis den gennemsnitlige nøgne krop normaliseres.

Den tilgang finder jeg ærlig talt naiv.

[LadyFox]

Jeg har fået det virkelig stramt med det efter min datters fødsel, hvor stemningen i forvejen var virkelig dårlig da jeg havde en eks og jordemor der overhovedet ikke kunne rumme at jeg var angst, og i et kæmpe kontroltab og i forvejen følte det hele som et overgreb - og at jordemoderen oven i fik mig presset til at føde nøgen selvom jeg virkelig ikke havde lyst og også gav udtryk for det.

Før det synes jeg ikke at det var fedt, men kunne dog godt overkomme det.

Mine børn er nu 25 og 29, og jeg havde da en hospitals-skjorte på begge gange, jeg troede det var normalt.

Det tror jeg også er helt normalt ud fra hvad jeg hører fra andre også.
Men jeg skulle altså være helt bar - og klart en konflikt min jordmoder synes var værd at tage blandt alle de andre vi nåede at have på den meget korte tid min fødsel tog.
Men det har klart ikke gjort noget godt for mine følelser omkring at være nøgen blandt andre.

Lyder mega bizart, det ville jeg selv have hadet på et hospital. Da jeg fødte hjemme var jeg nøgen fra start til slut. Det var mest fordi jeg gik under bruseren i starten og så magtede jeg ikke lige at tage tøj på igen, men lagde mig bare under en dyne indtil jeg hoppede i fødekarret. Jeg var helt i min egen verden og tænkte ikke det mindste over der kom en fremmed dame ind i hjemmet og jeg bare vadede nøgen rundt Men det var jo også én og ikke en masse forskellige som jeg har oplevet på hospitalet hvor jeg har haft tøj på under fødslen, der ville jeg finde det grænseoverskridende at være nøgen.

Jeg var heller ikke specielt bevidst om at være bar, lige indtil det pludselig var et krav.
Min pressefase startede derhjemme hvor vandet også gik - derfor blev jeg også hentet af ambulance.
Derhjemme havde jeg taget bukser og underbukser af - og da ambulancen kom gik jeg derud igennem opgangen og ind i bilen kun iført t-shirt og det tænkte jeg først over langt senere da det gik op for mig at jeg ikke havde nogle bukser.
Jordemoderen argumenterede med at det var pga. hud mod hud situationen bagefter, men bagefter måtte jeg sjovt nok gerne få en hospitalsskjorte, som jo i øvrigt kan være åben foran.
Jeg var meget tydelig om at jeg var presset, ikke følte mig i stand til at føde barnet, ikke ville og i øvrigt følte det som et overgreb imod min krop - alligevel var det åbenbart meget vigtigt at jeg var 100 bar.
På så mange måder var jeg i så magtesløs fordi at jeg i det rum på mange måder ikke blev hørt, rummet eller imødekommet. Og det har klart påvirket mit forhold til nøgenhed blandt andre mennesker.

[Neverkont]

Jeg har fået det virkelig stramt med det efter min datters fødsel, hvor stemningen i forvejen var virkelig dårlig da jeg havde en eks og jordemor der overhovedet ikke kunne rumme at jeg var angst, og i et kæmpe kontroltab og i forvejen følte det hele som et overgreb - og at jordemoderen oven i fik mig presset til at føde nøgen selvom jeg virkelig ikke havde lyst og også gav udtryk for det.

Før det synes jeg ikke at det var fedt, men kunne dog godt overkomme det.

Mine børn er nu 25 og 29, og jeg havde da en hospitals-skjorte på begge gange, jeg troede det var normalt.

Det tror jeg også er helt normalt ud fra hvad jeg hører fra andre også.
Men jeg skulle altså være helt bar - og klart en konflikt min jordmoder synes var værd at tage blandt alle de andre vi nåede at have på den meget korte tid min fødsel tog.
Men det har klart ikke gjort noget godt for mine følelser omkring at være nøgen blandt andre.

Lyder mega bizart, det ville jeg selv have hadet på et hospital. Da jeg fødte hjemme var jeg nøgen fra start til slut. Det var mest fordi jeg gik under bruseren i starten og så magtede jeg ikke lige at tage tøj på igen, men lagde mig bare under en dyne indtil jeg hoppede i fødekarret. Jeg var helt i min egen verden og tænkte ikke det mindste over der kom en fremmed dame ind i hjemmet og jeg bare vadede nøgen rundt Men det var jo også én og ikke en masse forskellige som jeg har oplevet på hospitalet hvor jeg har haft tøj på under fødslen, der ville jeg finde det grænseoverskridende at være nøgen.

Jeg var heller ikke specielt bevidst om at være bar, lige indtil det pludselig var et krav.
Min pressefase startede derhjemme hvor vandet også gik - derfor blev jeg også hentet af ambulance.
Derhjemme havde jeg taget bukser og underbukser af - og da ambulancen kom gik jeg derud igennem opgangen og ind i bilen kun iført t-shirt og det tænkte jeg først over langt senere da det gik op for mig at jeg ikke havde nogle bukser.
Jordemoderen argumenterede med at det var pga. hud mod hud situationen bagefter, men bagefter måtte jeg sjovt nok gerne få en hospitalsskjorte, som jo i øvrigt kan være åben foran.
Jeg var meget tydelig om at jeg var presset, ikke følte mig i stand til at føde barnet, ikke ville og i øvrigt følte det som et overgreb imod min krop - alligevel var det åbenbart meget vigtigt at jeg var 100 bar.
På så mange måder var jeg i så magtesløs fordi at jeg i det rum på mange måder ikke blev hørt, rummet eller imødekommet. Og det har klart påvirket mit forhold til nøgenhed blandt andre mennesker.

Den jordemor er da noget af en klaphat. Hendes personlige holdninger har åbenbart været vigtigere end at du har følt dig tilpas i situationen
Hunn burde have ladt dig få en hospitalsskjorte på, og så kunne hun have hjulpet dig med, at åbne nogle flere knapper da din datter skulle op til dig.

Gad vidst om hun selv har børn.
Hvis der er én ting jeg har lært af at have børn, så er det, at vælge mine kampe med omhu. Der er kampe det ikke er værd at tage, og her mener jeg, at hendes holdning til din nøgenhed hører under.

[Elverpigen]

For mig kommer det an på konteksten. Er det et trygt rum?
Det har intet med mit eget forhold til min krop at gøre, kun med mit forhold til omgivelserne.

Et af de steder jeg træner, har et fælles omklædningsrum for mænd og kvinder incl. 2 brusere med forhæng. Stort set ingen benytter bruserne. Jeg benytter som regel WC'et til at skifte til et sæt tørt tøj, efter at jeg har dampet af få minutter og kort pjasket noget vand under armene. Det der med at bikse med at tildække sig gider jeg ikke at bøvle med, så jeg har nok brugt det 2-3 gange i løbet af endnu flere år.

Et udendørs træningssted er der af og til en del, der nøgenbader i nærheden, og det er mig ret ligegyldigt, for de passer deres egen butik og bader bare.


Jeg træner en del i en svømmehal, hvor der kun er et fællesbad pr køn. Normalt har jeg ingen problemer og kan sagtens slå en kort hyggesludder af med træningskammeraterne under bruseren. Der er stort set ingen, der tager et håndklæde over sig på vej fra skabene og til bruserne.

Der har ind til videre været 2 typer situationer, hvor det har været træls:

Den første var nogle mødre til naboklubbens børn, der fuldt påklædt placerede sig foran rækken af brusere med deres smartphone for at vente, og i øvrigt blev smækfornærmede når jeg gjorde dem opmærksom på, at kameraer incl. telefoner ikke er tilladt - for netop at skabe et trygt baderum. Der er ikke noget personale til stede i vores træningstid, så det er en konflikt jeg måtte tage et par gange nøgen over for en fuldt påklædt person med en smartphone. Der føler jeg mig en lidt for sårbar position. Sammen med henvendelse til deres klub og måske også ny skiltning hjalp det på problemet, og nu er kulturen heldigvis på det seneste drejet sig til, at det er super uncool i disse tider.

Den anden var for nyligt, da en person med penis havde fået lov til at bade og klæde om med sine kvindelige træningskammerater, tilsyneladende af identites-årsager, hvilket jeg først opdagede, da jeg stod nøgen i baderummet efter træning.

Som udgangspunkt er jeg enig med det meste af anjaM:

(....)men også tidligere, hvor små børn i mine øjne gerne må rende nøgne rundt på stranden eller tage hedebølgen på legepladsen i børnehaven uden ble på.

Jeg taler for en helt neutral og fuldkommen afseksualiseret tilgang til børns kroppe. Både de voksnes tilgang til barnekroppen og børnenes egen tilgang til egen og andres krop. Samtidig taler jeg for, at børn ser forskellige nøgne kroppe - både børns og voksnes - i et hverdagsrum, der er helt afseksualiseret.

Vi skal i mine øjne helst derhen, hvor kroppen er en naturlig ting, og hvor det hverken er pinligt eller forkert at have en krop - med kønsorganer, hår, deller, muskler og fedt. Hvor vi ikke ser negativt på hverken andres eller vores egne kroppe, ikke seksualiserer dem eller objektificerer dem, men hvor kroppen 'bare' er noget, vi har.

Jeg tror på, at voksne skal gå foran her og aftabuisere kroppen - både ved selv at gå foran (hvilket også taler for, at det voksne rum også skal kunne være nøgent og neutralt på samme tid) og ved at insistere på at fastholde neutraliteten i børns kroppe så længe som muligt. (...)

Der er et massivt behov for en modvægt til det manipulerede billede på reklamer og SoMe, og de voksne, der magter det, gør os alle en tjeneste ved at gå forrest OG ikke mindst skabe et trygt rum for en afslappet kropskultur.



Jeg mener ikke, at det er børnene og teenagerne, der er forkert på den. De er 100 % rigtige ved at stå ved deres grænser.


Som vi kan læse her i tråden, har der altid været en del, der har haft ubehag ved fællesbade. Klamme bade, utrygge magtforhold/mobning. Nu er det forstærket af SoMe, samt risikoen for at nogen tager et foto af dig og smider det online. Pigerne i TV2-artiklen siger det meget fint: De ønsker ikke, at der skal gå rygter om dem i skolen - og det er endda nogle piger, der fællesbader i forbindelse med deres fritidssport https://nyheder.tv2.dk/samfund/2026-03- ... gter-om-en
Det viser, at der er nogle rum for børn og unge, hvor voksne ikke lykkes med at skabe trygge rammer for fællesbad.

Ydermere så mobbes tidligt udviklede piger ofte i varierende grad. I min folkeskole var der et omklædningsrum med klamme gulvmåtter og nogle brusere, men intet WC. Udmeldingen var, at hvis man havde menstruation, kunne man sige det til læren og få lov til at gå tidligere i bad. Bevares, det er muligt, men ret træls forhold for et barn at skulle håndtere menstruationsbind under de forhold, OG ikke mindst forholde sig til drillerierne, som jeg kunne se, at de tidligere udviklede klassekammerater blev udsat for - så hjælper det ikke meget, at der er en biologilærer, der for ½ år siden har sagt, at menstruation er naturligt og ikke noget at skamme sig over. Jeg var ikke fan af fællesbadet i folkeskolen og kom sådan set bare igennem det, men har fuld forståelse for dem, der på den ene eller anden måde pjækkede.


Lige sådan vil jeg gerne have mig frabedt en kontekst med krav om, at nøgen jeg skal tage fællesbad med kollegaer, alene fordi er helt andre magtstrukturer på spil på en arbejdsplads, og det er svært "bare" at forlade situationen. Det er noget, jeg gerne selv vil have mulighed for evt. at vælge til.



Så gå forrest og skab nogle trygge rammer omkring fællesbad for børn og unge, herunder skab nogle rammer for at unge piger med menstruation ikke skal udstilles (nej, de skal ikke presses udefra til at bruge tampon), hvis man vil have dem til at føle sig trygge og velkommen i idræt.