Det må man ikke sige... - Forældre edition

[godtnavn]

I vores børnehave havde de altid tid til at snakke og det virkede sjældent vildt pressede, men oplevede heldigvis heller ikke det samme som jer. Synes de har været søde, støttende, givet highfive når barnet kunne ngoet nyt og set på barnets fremskridt og kunnen fremfor at fokuserer på hvad de ikke kunne.

[LaMariposa]

Siger de seriøst det med xxx’s fars humør?

Generelt lyder de pædagoger til at have for meget tid, siden de kan kommentere på alt det der. Heldigvis har jeg ikke oplevet noget lignende, men der havde pædagogerne så også knap nok tid til at sige farvel, når man hentede.

Jeps, til et forældremøde, hvor de fleste af forældrene var der. Men nu er jeg jo ikke xxx's far, så jeg ville nok ikke være specielt troværdig, hvis jeg forsøgte mig at være ham.

De er bare glade budbringere af konstant dårlig samvittighed.

[LaScrooge]

Er der en grund til, at I ikke bare siger hårdt fra overfor det? Hvis der er noget alvorligt i vejen med barnet (-s udvikling, måde at være på etc), inviterer børnehaven vel til en ordentlig samtale, så kan man ikke sige fra overfor den der konstante negativitet på vej ind og ud?

[Little_Woman]

Tak for uddybning, mariposa. Det lyder virkelig træls! Sådan har jeg hverken oplevet det som forælder eller som pædagogmedhjælper/studerende. Håber jeg!

Jeg ville bede om, om ikke de sige til hvis der reelt var noget og ellers have fokus på at give barnet en god start/afslutning på dagen, ud over små praktiske beskeder. Det andet lyder træls.

[LaMariposa]

Er der en grund til, at I ikke bare siger hårdt fra overfor det? Hvis der er noget alvorligt i vejen med barnet (-s udvikling, måde at være på etc), inviterer børnehaven vel til en ordentlig samtale, så kan man ikke sige fra overfor den der konstante negativitet på vej ind og ud?

Fordi det altid kommer midt i en situation, hvor man er omgivet af børn og andre forældre, og fordi jeg altid står og småsveder efter turen derover, kampen for at få min (absurd stædige) datter til at tage flyverdragten af eller på, selv bære sin rygsæk etc. Og også fordi jeg tidligere har taget uhensigtsmæssigheder op med institutionen uden overhovedet at blive mødt i det. Det resulterede i voksenskældud på Aula.

[LaScrooge]

Er der en grund til, at I ikke bare siger hårdt fra overfor det? Hvis der er noget alvorligt i vejen med barnet (-s udvikling, måde at være på etc), inviterer børnehaven vel til en ordentlig samtale, så kan man ikke sige fra overfor den der konstante negativitet på vej ind og ud?

Fordi det altid kommer midt i en situation, hvor man er omgivet af børn og andre forældre, og fordi jeg altid står og småsveder efter turen derover, kampen for at få min (absurd stædige) datter til at tage flyverdragten af eller på, selv bære sin rygsæk etc. Og også fordi jeg tidligere har taget uhensigtsmæssigheder op med institutionen uden overhovedet at blive mødt i det. Det resulterede i voksenskældud på Aula.

Man kan jo planlægge at sige det og på den måde tage kontrol over situationen? Og så ellers frabede sig voksenskældud, det lyder sygt tåbeligt.

[pinkmoon]

Jeg synes det er en svær balancegang.

For det er jo også i min interesse at høre om udfordringer vedrørende mit barn. Jeg vil gerne hjælpe ham med at leve op til de forventninger der er til ham, så han slår sig mindst muligt på den hverdag han befinder sig i.

[Lys]

Jeg synes det er en svær balancegang.

For det er jo også i min interesse at høre om udfordringer vedrørende mit barn. Jeg vil gerne hjælpe ham med at leve op til de forventninger der er til ham, så han slår sig mindst muligt på den hverdag han befinder sig i.

Det tænker jeg, at de fleste gerne vil. Men hvis man nærmest på daglig basis bliver præsenteret for skiftende ting, der er “forkerte” på den ene eller anden måde, så er der altså et eller andet som ikke er som det skal være. Enten er det småting, der ikke er reelle problemer eller også bør man vel have en reel snak om udfordringerne, hvis de hver dag støder på noget nyt. Min egen erfaring med en lignende problematik var i hvert fald at man godt kan tale konstruktivt med en børnehave om den feedback man får.

[LaMariposa]

Er der en grund til, at I ikke bare siger hårdt fra overfor det? Hvis der er noget alvorligt i vejen med barnet (-s udvikling, måde at være på etc), inviterer børnehaven vel til en ordentlig samtale, så kan man ikke sige fra overfor den der konstante negativitet på vej ind og ud?

Fordi det altid kommer midt i en situation, hvor man er omgivet af børn og andre forældre, og fordi jeg altid står og småsveder efter turen derover, kampen for at få min (absurd stædige) datter til at tage flyverdragten af eller på, selv bære sin rygsæk etc. Og også fordi jeg tidligere har taget uhensigtsmæssigheder op med institutionen uden overhovedet at blive mødt i det. Det resulterede i voksenskældud på Aula.

Man kan jo planlægge at sige det og på den måde tage kontrol over situationen? Og så ellers frabede sig voksenskældud, det lyder sygt tåbeligt.

Ja, i teorien. Det kræver dog, at de har selvindsigt nok til at kunne se det fra vores side, og fra de gange, vi har forsøgt, er det ikke min erfaring, at de har det. Så jeg orker det egentlig ikke.

[pinkmoon]

Jeg synes det er en svær balancegang.

For det er jo også i min interesse at høre om udfordringer vedrørende mit barn. Jeg vil gerne hjælpe ham med at leve op til de forventninger der er til ham, så han slår sig mindst muligt på den hverdag han befinder sig i.

Det tænker jeg, at de fleste gerne vil. Men hvis man nærmest på daglig basis bliver præsenteret for skiftende ting, der er “forkerte” på den ene eller anden måde, så er der altså et eller andet som ikke er som det skal være. Enten er det småting, der ikke er reelle problemer eller også bør man vel have en reel snak om udfordringerne, hvis de hver dag støder på noget nyt. Min egen erfaring med en lignende problematik var i hvert fald at man godt kan tale konstruktivt med en børnehave om den feedback man får.

Når det bliver FOR meget må man reagerer, og jeg har også været i dialog med dem og ultimativt rykket mit barn til en anden institution blandt andet derfor.
Der er dét jeg mener med balancegang. For hvor går den grænse.

Man kan jo ikke bare melde ud at man ikke vil høre noget negativt om sit barn.

[Lys]

Jeg synes det er en svær balancegang.

For det er jo også i min interesse at høre om udfordringer vedrørende mit barn. Jeg vil gerne hjælpe ham med at leve op til de forventninger der er til ham, så han slår sig mindst muligt på den hverdag han befinder sig i.

Det tænker jeg, at de fleste gerne vil. Men hvis man nærmest på daglig basis bliver præsenteret for skiftende ting, der er “forkerte” på den ene eller anden måde, så er der altså et eller andet som ikke er som det skal være. Enten er det småting, der ikke er reelle problemer eller også bør man vel have en reel snak om udfordringerne, hvis de hver dag støder på noget nyt. Min egen erfaring med en lignende problematik var i hvert fald at man godt kan tale konstruktivt med en børnehave om den feedback man får.

Når det bliver FOR meget må man reagerer, og jeg har også været i dialog med dem og ultimativt rykket mit barn til en anden institution blandt andet derfor.
Der er dét jeg mener med balancegang. For hvor går den grænse.

Man kan jo ikke bare melde ud at man ikke vil høre noget negativt om sit barn.

Klart - men det er vel heller ikke det, nogen siger?

[Lys]

Er der en grund til, at I ikke bare siger hårdt fra overfor det? Hvis der er noget alvorligt i vejen med barnet (-s udvikling, måde at være på etc), inviterer børnehaven vel til en ordentlig samtale, så kan man ikke sige fra overfor den der konstante negativitet på vej ind og ud?

Fordi det altid kommer midt i en situation, hvor man er omgivet af børn og andre forældre, og fordi jeg altid står og småsveder efter turen derover, kampen for at få min (absurd stædige) datter til at tage flyverdragten af eller på, selv bære sin rygsæk etc. Og også fordi jeg tidligere har taget uhensigtsmæssigheder op med institutionen uden overhovedet at blive mødt i det. Det resulterede i voksenskældud på Aula.

Man kan jo planlægge at sige det og på den måde tage kontrol over situationen? Og så ellers frabede sig voksenskældud, det lyder sygt tåbeligt.

Ja, i teorien. Det kræver dog, at de har selvindsigt nok til at kunne se det fra vores side, og fra de gange, vi har forsøgt, er det ikke min erfaring, at de har det. Så jeg orker det egentlig ikke.

Det forstår jeg godt. Lederen i min datters børnehave skulle også håndteres på en særlig måde. Men det hjalp som sagt, da jeg gav udtryk for at jeg blev bekymret for hendes udvikling og bad om et møde, hvor vi fik talt det igennem.

Og så øvede jeg mig derefter i at se intentionen med det, der blev sagt, så jeg i højere grad bar over med klodsede formuleringer osv.

[Madam Pomfrey]

Er der en grund til, at I ikke bare siger hårdt fra overfor det? Hvis der er noget alvorligt i vejen med barnet (-s udvikling, måde at være på etc), inviterer børnehaven vel til en ordentlig samtale, så kan man ikke sige fra overfor den der konstante negativitet på vej ind og ud?

Fordi det altid kommer midt i en situation, hvor man er omgivet af børn og andre forældre, og fordi jeg altid står og småsveder efter turen derover, kampen for at få min (absurd stædige) datter til at tage flyverdragten af eller på, selv bære sin rygsæk etc. Og også fordi jeg tidligere har taget uhensigtsmæssigheder op med institutionen uden overhovedet at blive mødt i det. Det resulterede i voksenskældud på Aula.

Man kan jo planlægge at sige det og på den måde tage kontrol over situationen? Og så ellers frabede sig voksenskældud, det lyder sygt tåbeligt.

Ja, i teorien. Det kræver dog, at de har selvindsigt nok til at kunne se det fra vores side, og fra de gange, vi har forsøgt, er det ikke min erfaring, at de har det. Så jeg orker det egentlig ikke.

Som ret ny udd. Pæagog og småbørns mor havde jeg et barselsvikariat i en integreret institution, kjeg holdt ud i 3 mdr. Den måde man omtalte og tiltalte forældre på, og altid så fejl og mangler, frygteligt! Og da jeg påtalte det adskillige gange
Lederen argumenterede for at vi jo var pp vestegnen i en by med mange socialt udsatte og indvandrere.

Det var mit første, sidste og eneste job i børnehave.
Jeg har siden kun arbejdet med voksne udviklingshæmmede, men jeg må med skam sige at jeg har kollegaer der helt grundlæggende har en negativ indstilling til forældre og ser det som en udfordring. Og at jeg pga et super samarbejde med en stemplet "besværlig og krævende mor" er udnævnt til fedterøven.