Det hårde liv med børn (dengang og nu)

[pinkmoon]

Nu ved jeg ikke hvor du bor, men jeg synes i høj grad kravene til et perfekt hjem - og ydre i det hele taget - er langt højere i dag.

Det er i hverfald et af de områder vi har gjort det svært for os selv. At vi insisterer på at renovere samtidig med vi har små børn. Det koster godt nok meget på både overskud og økonomi. Det gjorde mine forældre slet ikke i samme grad.

[Undtagelsen]

Og så børnefødselsdage oveni. Da jeg var barn, gik man tit med hjem efter skole og holdt festen da. Nu er det en weekenddag, gerne i bowling, svømmehal eller legeland, så der skal køres ekstra langt.

Det har jeg undret mig meget over. I min barndom var fødselsdagen også om eftermiddagen, en af fødselsdagsbarnets forældre kom over på skolen og hentede børnene, der så gik hjem sammen, holdt fødselsdag i et par timer og så gik børnene selv hjem til spisetid - enkelte blev hentet af deres forældre. Jeg gik på den lokale folkeskole i en forstad, så det var selvfølgelig en fordel i forhold til transport.

Det var meget ukomplicerede arrangementer, der var nærmest ens, underholdning var en skattejagt, der var boller og kakao og noget kage af en art og lidt festlige servietter og et flag på bordet.

Hvorfor er børnefødselsdage blevet så omfattende og noget, der skal lægge beslag på weekenddage?

Jeg er et par år ældre end dig, men dengang havde jeg - som 9-årig - mulighed for at dyrke flere forskellige slags sport og andre interesser i løbet af ugen og stadig have tid tilovers, men det er ret anderledes for min 9-årige.

Allerede som U9 spiller begynder der at være fordboldtræning 2 gange om ugen og det samme med håndbold.
Da jeg var barn skiftede sæsonerne gerne, så fodbold var en sommersport, mens håndbold var en vintersport, men nu overlapper sportsgrenene med flere måneder, hvilket betyder træning 4 gange om ugen og det levner virkelig lidt plads til hverdagsfødselsdage og spontanitet - desværre.

(Det betyder også at en del børn falder fra eller bliver låst tidligt til en sportsgren, men det er en helt anden problematik.)

[Little_Woman]

Jeg tror egentlig forældre vælger legeland og bowlingcenter som den lette løsning. Hvor man bare dukker op og skrider igen.

Ingen forberedelse, indkøb, bollebagning og oprydning.

Sådan ville jeg i hverfald selv se det, som en mulighed for at udlicitere praktikken.

Jeg har lige, sammen med tre andre familier, holdt sådan en fest i legeland for min søn og de tre andre børn. Hele klassen med, kæmpe succes, alle var glade, andre mennesker stod for al praktikken.

Vi gjorde det klart fordi det var nemt - ikke for at være fancy. Min søn ville desuden ikke holde fest herhjemme, det blev for uoverskueligt, men på den her måde kunne han blive fejret alligevel.

[Bøtte]

Jeg foretrækker at holde weekend-fødselsdage. At gå hjem med 10 piger i øsregn og blæst i november og december (hvor mine børn har fødselsdag) med kæmpe skoletasker, flyverdragter osv der er drivvåde og børn, der er trætte er sgu ingen fornøjelse. Og så skal de 10 drivvåde skoletasker og flyverdragter også opbevares frem til festen er slut. Det er simpelhen noget bøvl (som vi alligevel har praktiseret et par gange). Det er altså nemmere, de bliver leveret og hentet igen

Min yngste i 2. klasse har lige holdt fødselsdag hjemme (i dag) og jeg synes ikke det var så slemt på trods af temafest og ønske om brunch. Det er markant nemmere nu end bare for 2 år siden. (Husker stadig med gru den første fødselsdag vi holdt hjemme - alt legetøj blev væltet ud på gulvet og rodet sammen Nu er jeg en mere erfaren mor, der lige flytter de værste kasser med dims ud af værelset inden der vælter 10 piger ind ). Men klart det er nemmere i et legeland, selv om de roder mindre nu og det er også en løsning, vi har brugt, og sikkert kommer til at bruge igen.

Det koster 500 kr at holde fødselsdag i det lokale legeland i hverdagene (og den ligger 500 meter fra skolen) og 750 i weekenderne. Jeg synes det er pengene værd især fordi vi skal holde to børnefødselsdage de sidste 4 weekender før jul. Der er nemme løsninger altså i høj kurs.

[fisken80]

Jeg kan huske både hverdagsfødselsdage og weekendfødselsdage fra min barndom. Det tror jeg mest handlede om, hvad forældrene til fødselsdagsbarnet var til.
Til gengæld er jeg imponeret over, át der var skattejagt til de fødselsdage I var til som børn. Det havde vi slet ikke. Men jeg kan fuldstændig følge Akehurst. Vi var meget mere overladt til os selv. Og det var vi også til fødselsdagene. Der var ikke arrangeret noget, vi fandt selv ud af, hvad vi skulle lege om det så var inde eller ude. Og jeg husker det som at vi havde det sjovt. Men jeg kan ikke huske hvad vi lavede.

[FormerlyKnownAs]

Jeg har ikke mulighed for at tale med mine forældre om hvordan det var for dem at være forældre. Men jeg synes også at sammenligningen er svær. Barren for hvad der var en god forældre i 80’erne, er anderledes end i dag. Mine forældres barre var temmelig lav kan jeg godt afsløre.

Min personlige oplevelse af det at være forældre er som noget “man” ikke må sige. Jeg synes nemlig ikke at det er vanvittig hårdt, jeg bærer ikke et på kors af dårlig samvittighed, jeg føler ikke at vi skal leve op til en masse ift. skole arrangementer, fritidsinteresser etc. Vi stresser ikke rundt. Alt det må “man” ikke sige, uden at få skudt alle mulige teorier i skoene om hvorfor vi dog også har det så nemt. Derfor deltager jeg sjældent i forældretråde, snakke om forældreskabet og kan nemt føle mig udenfor i de relationer fordi der ikke er plads til mine oplevelser. Og det er altså ikke fordi jeg sidder og råber op om hvor nemt det er for mig og andre bare skal gøre som mig/os. Jeg svarer hvis jeg bliver spurgt, men jeg er skræmt af folks reaktion og passer derfor på.

…jeg tog mig selv i at begynde på en disclaimer i slutningen af det her skriv. Om at mine børn også er sure, råber ad os, at vi mister besindelsen osv. og at det ikke ikke fordi vi har et par englebasser som sidder og laver perleplader hele dagen. Men, det behøver jeg ikke og jeg skal ikke undskylde for min oplevelse af forældreskabet. Det er bare automatreaktion fordi nogen altid liiige vil sige at “det er også fordi….”

[girl_beat]

Jeg har ikke mulighed for at tale med mine forældre om hvordan det var for dem at være forældre. Men jeg synes også at sammenligningen er svær. Barren for hvad der var en god forældre i 80’erne, er anderledes end i dag. Mine forældres barre var temmelig lav kan jeg godt afsløre.

Min personlige oplevelse af det at være forældre er som noget “man” ikke må sige. Jeg synes nemlig ikke at det er vanvittig hårdt, jeg bærer ikke et på kors af dårlig samvittighed, jeg føler ikke at vi skal leve op til en masse ift. skole arrangementer, fritidsinteresser etc. Vi stresser ikke rundt. Alt det må “man” ikke sige, uden at få skudt alle mulige teorier i skoene om hvorfor vi dog også har det så nemt. Derfor deltager jeg sjældent i forældretråde, snakke om forældreskabet og kan nemt føle mig udenfor i de relationer fordi der ikke er plads til mine oplevelser. Og det er altså ikke fordi jeg sidder og råber op om hvor nemt det er for mig og andre bare skal gøre som mig/os. Jeg svarer hvis jeg bliver spurgt, men jeg er skræmt af folks reaktion og passer derfor på.

…jeg tog mig selv i at begynde på en disclaimer i slutningen af det her skriv. Om at mine børn også er sure, råber ad os, at vi mister besindelsen osv. og at det ikke ikke fordi vi har et par englebasser som sidder og laver perleplader hele dagen. Men, det behøver jeg ikke og jeg skal ikke undskylde for min oplevelse af forældreskabet. Det er bare automatreaktion fordi nogen altid liiige vil sige at “det er også fordi….”

Jeg vil bare sige, at jeg deler din oplevelse

[pinkmoon]

Jeg synes egentlig overordnet set også det primært er rigtig dejligt, meningsfyldt og givende at have børn.

Der hvor vi brækker nakken er kombination af børn og arbejdsliv. Sådan helt lavpraktisk det at give mit barn et institutionsliv med et timeantal jeg kan stå inde for i forhold til de forhold og normeringer der er, og holde ham hjemme når han er syg samtidig med at passe et fuldtidsarbejde. Det føles nærmest umuligt for os.

[FormerlyKnownAs]

Jeg har ikke mulighed for at tale med mine forældre om hvordan det var for dem at være forældre. Men jeg synes også at sammenligningen er svær. Barren for hvad der var en god forældre i 80’erne, er anderledes end i dag. Mine forældres barre var temmelig lav kan jeg godt afsløre.

Min personlige oplevelse af det at være forældre er som noget “man” ikke må sige. Jeg synes nemlig ikke at det er vanvittig hårdt, jeg bærer ikke et på kors af dårlig samvittighed, jeg føler ikke at vi skal leve op til en masse ift. skole arrangementer, fritidsinteresser etc. Vi stresser ikke rundt. Alt det må “man” ikke sige, uden at få skudt alle mulige teorier i skoene om hvorfor vi dog også har det så nemt. Derfor deltager jeg sjældent i forældretråde, snakke om forældreskabet og kan nemt føle mig udenfor i de relationer fordi der ikke er plads til mine oplevelser. Og det er altså ikke fordi jeg sidder og råber op om hvor nemt det er for mig og andre bare skal gøre som mig/os. Jeg svarer hvis jeg bliver spurgt, men jeg er skræmt af folks reaktion og passer derfor på.

…jeg tog mig selv i at begynde på en disclaimer i slutningen af det her skriv. Om at mine børn også er sure, råber ad os, at vi mister besindelsen osv. og at det ikke ikke fordi vi har et par englebasser som sidder og laver perleplader hele dagen. Men, det behøver jeg ikke og jeg skal ikke undskylde for min oplevelse af forældreskabet. Det er bare automatreaktion fordi nogen altid liiige vil sige at “det er også fordi….”

Jeg vil bare sige, at jeg deler din oplevelse

Tak for at sige det. Jeg tænkte faktisk at nu ville tråden dø i larmende stilhed fordi “hende der her skrevet det”.

[abcd]

Jeg synes egentlig overordnet set også det primært er rigtig dejligt, meningsfyldt og givende at have børn.

Der hvor vi brækker nakken er kombination af børn og arbejdsliv. Sådan helt lavpraktisk det at give mit barn et institutionsliv med et timeantal jeg kan stå inde for i forhold til de forhold og normeringer der er, og holde ham hjemme når han er syg samtidig med at passe et fuldtidsarbejde. Det føles nærmest umuligt for os.

Lyder også som om I er særligt hårdt ramt.

Vi havde nogle måneder med en del sygdom da de begyndte i vuggestue. Men efter det har det ikke været så galt.

Og jeg tænker ikke det er gennemsnitligt værre i dag end for 40 år siden.

Mine forældre håndterede sygdom ved at arbejde forskudt. Altså min far stod op kl. 5 om morgenen, og min mor kom hjem til midnat. Så de har ikke set hinanden meget i hverdagene. Det er meget lettere for mig - jeg arbejder bare hjemme. Min datter har haft skolevægring i et halvt år - nu går det heldigvis fint. Det var psykologisk hårdt på grund af usikkerheden - kommer hun mon i skole igen... - men praktisk var det ikke noget særligt problem, jeg arbejdede bare hjemme.

Alle kan ikke arbejde hjemme. Men gennemsnitligt tænker jeg at fleksibiliteten på mange forskellige måder må være bedre i dag end dengang.

[Stars]

Jeg har ikke mulighed for at tale med mine forældre om hvordan det var for dem at være forældre. Men jeg synes også at sammenligningen er svær. Barren for hvad der var en god forældre i 80’erne, er anderledes end i dag. Mine forældres barre var temmelig lav kan jeg godt afsløre.

Min personlige oplevelse af det at være forældre er som noget “man” ikke må sige. Jeg synes nemlig ikke at det er vanvittig hårdt, jeg bærer ikke et på kors af dårlig samvittighed, jeg føler ikke at vi skal leve op til en masse ift. skole arrangementer, fritidsinteresser etc. Vi stresser ikke rundt. Alt det må “man” ikke sige, uden at få skudt alle mulige teorier i skoene om hvorfor vi dog også har det så nemt. Derfor deltager jeg sjældent i forældretråde, snakke om forældreskabet og kan nemt føle mig udenfor i de relationer fordi der ikke er plads til mine oplevelser. Og det er altså ikke fordi jeg sidder og råber op om hvor nemt det er for mig og andre bare skal gøre som mig/os. Jeg svarer hvis jeg bliver spurgt, men jeg er skræmt af folks reaktion og passer derfor på.

Jeg synes, det var nemt, mens de var små og der kun var 2.

Med den 3. kom: "Du må vente, for jeg skal lige ..."

Og med skolen kom alle de der åndsvage arrangementer og forventninger.

I forhold til fritidsinteresser har de vist kun gået til spejder
Og belært af erfaring var beskeden til dem, at de kunne gå i den lokale kirke - ikke sammen med bedstevennen i den anden ende af kommunen.

[pinkmoon]

Jeg synes egentlig overordnet set også det primært er rigtig dejligt, meningsfyldt og givende at have børn.

Der hvor vi brækker nakken er kombination af børn og arbejdsliv. Sådan helt lavpraktisk det at give mit barn et institutionsliv med et timeantal jeg kan stå inde for i forhold til de forhold og normeringer der er, og holde ham hjemme når han er syg samtidig med at passe et fuldtidsarbejde. Det føles nærmest umuligt for os.

Lyder også som om I er særligt hårdt ramt.

Vi havde nogle måneder med en del sygdom da de begyndte i vuggestue. Men efter det har det ikke været så galt.

Og jeg tænker ikke det er gennemsnitligt værre i dag end for 40 år siden.

Mine forældre håndterede sygdom ved at arbejde forskudt. Altså min far stod op kl. 5 om morgenen, og min mor kom hjem til midnat. Så de har ikke set hinanden meget i hverdagene. Det er meget lettere for mig - jeg arbejder bare hjemme. Min datter har haft skolevægring i et halvt år - nu går det heldigvis fint. Det var psykologisk hårdt på grund af usikkerheden - kommer hun mon i skole igen... - men praktisk var det ikke noget særligt problem, jeg arbejdede bare hjemme.

Alle kan ikke arbejde hjemme. Men gennemsnitligt tænker jeg at fleksibiliteten på mange forskellige måder må være bedre i dag end dengang.

Det er jo også hvad vi gør, altså arbejder hjemmefra forskudt.
Vi er givetvis også bare mennesker der ikke har det helt store overskud, for vi synes det er HÅRDT. Sådan havde vi nok også haft det hvis vi var forældre for 40 år siden.

[FormerlyKnownAs]

Jeg har ikke mulighed for at tale med mine forældre om hvordan det var for dem at være forældre. Men jeg synes også at sammenligningen er svær. Barren for hvad der var en god forældre i 80’erne, er anderledes end i dag. Mine forældres barre var temmelig lav kan jeg godt afsløre.

Min personlige oplevelse af det at være forældre er som noget “man” ikke må sige. Jeg synes nemlig ikke at det er vanvittig hårdt, jeg bærer ikke et på kors af dårlig samvittighed, jeg føler ikke at vi skal leve op til en masse ift. skole arrangementer, fritidsinteresser etc. Vi stresser ikke rundt. Alt det må “man” ikke sige, uden at få skudt alle mulige teorier i skoene om hvorfor vi dog også har det så nemt. Derfor deltager jeg sjældent i forældretråde, snakke om forældreskabet og kan nemt føle mig udenfor i de relationer fordi der ikke er plads til mine oplevelser. Og det er altså ikke fordi jeg sidder og råber op om hvor nemt det er for mig og andre bare skal gøre som mig/os. Jeg svarer hvis jeg bliver spurgt, men jeg er skræmt af folks reaktion og passer derfor på.

Jeg synes, det var nemt, mens de var små og der kun var 2.

Med den 3. kom: "Du må vente, for jeg skal lige ..."

Og med skolen kom alle de der åndsvage arrangementer og forventninger.

I forhold til fritidsinteresser har de vist kun gået til spejder
Og belært af erfaring var beskeden til dem, at de kunne gå i den lokale kirke - ikke sammen med bedstevennen i den anden ende af kommunen.

Jeg har meget svært ved at gennemskue hvordan jeg skal forholde mig til dit indlæg. Er det møntet på mig fordi jeg “kun” har to børn og derfor har jeg det nemt? At jeg ikke synes at skole arrangementer er åndsvage, men andet dem som hyggelige og ikke mindst vigtige? At mine gerne må gå til flere fritidsaktiviteter og vi gerne henter og bringer?

[englishchannel]

Jeg bliver ikke stødt af at andre ikke synes, at livet med børn er hårdt (med mindre de altså insinuerer, at der er noget galt med os andre, hvilket jeg ikke ser her i tråden). Men jeg tror helt lavpraktisk at det handler om, at vi bare er forskellige ift. hvad der stresser og presser os.

Jeg har f.eks. aldrig prøvet at være stresset arbejdsmæssigt, selvom jeg har haft nogle på papiret krævende jobs. Den type pres, der er på arbejdsmarkedet, rører mig simpelthen ikke og jeg får energi af at arbejde. Til gengæld bliver jeg enormt ramt af livet med børn: Jeg finder det klaustrofobisk at have så lidt frihed og tid til egne behov. Jeg er introvert og bliver stresset af, at der hele tiden er nogen, der hænger på mig og har brug for mig. Jeg er også ret sart mht. fysiske ting, så jeg bliver faktisk også presset af hele tiden at skulle deale med snot, gylp og lort, hvor åndssvagt det end kan virke for andre, der ikke har det på samme måde.

Det værste er, at med mindre man bliver skilt eller er rig nok til at hyre en fuldtidsbarnepige, så er der ingen måde at skære ned på livet med børn, når man først har fået dem. Hvis arbejdslivet presser en, er der dog en (teoretisk) mulighed for gå på deltid, mens man skal være ekstremt ressourcesvag eller ekstremt rig for at få aflastning fra livet med børn.

[FormerlyKnownAs]

Jeg bliver ikke stødt af at andre ikke synes, at livet med børn er hårdt (med mindre de altså indikerer, at der er noget galt med os andre, hvilket jeg ikke ser her i tråden). Men jeg tror helt lavpraktisk at det handler om, at vi bare er forskellige ift. hvad der stresser og presser os.

Jeg har f.eks. aldrig prøvet at være stresset arbejdsmæssigt, selvom jeg har haft nogle på papiret krævende jobs. Den type pres, der er på arbejdsmarkedet, rører mig simpelthen ikke og jeg får energi af at arbejde. Til gengæld bliver jeg enormt ramt af livet med børn: Jeg finder det klaustrofobisk at have så lidt frihed og tid til egne behov. Jeg er introvert og bliver stresset af, at der hele tiden er nogen, der hænger på mig og har brug for mig. Jeg er også ret sart mht. fysiske ting, så jeg bliver faktisk også presset af hele tiden at skulle deale med snot, gylp og lort, hvor åndssvagt det end kan virke for andre, der ikke har det på samme måde.

Det værste er, at med mindre man bliver skilt eller er rig nok til at hyre en fuldtidsbarnepige, så er der ingen måde at skære ned på livet med børn, når man først har fået dem. Hvis arbejdslivet presser en, er der dog en (teoretisk) mulighed for gå på deltid, mens man skal være ekstremt ressourcesvag eller ekstremt rig for at få aflastning fra livet med børn.

Og det der er jo hovedet på sømmet. Vi har alle hver vores og er i livet på forskellige måder, hvad end det er med familien, arbejde, med børnene osv.

Ift. det med klaustrofobi og alene tid… Jeg er SÅ glad for at vi har plads til at jeg har mit eget kontor/værelse hvor jeg kan lukke mig lidt inde, eller sige til min mand at nu er han den voksne og jeg skal være alene. Jeg prioriterer også at stå op kl 5 hver dag fordi der er totalt stilhed i cirka 45 min og jeg kan lave min yoga, lave madpakker og drikke en kop te helt uden lyde fra andre mennesker