Jeg passer min nevø, med overnatning til imorgen, han er lige knap 2 år.
Han har lige lært at sige moster

Han fik en lille smule mini M&M's og har klukgrinende delt dem med hunden
på væggen har vi et billede med nogle fisk på, han klapper begejtret, siger fiiiig, og "blopper" med munden
Vi har gået aftentur med hunden, han har løbende kastet godbidder ud over kanten af barnevognen, snakket om flyvemaskiner, træer, fugle, måne, katte, flere fugle, og givet hunden lidt flere godbidder
Han har stormøsset mine kender, og komanderet rundt med mig
Og så er han lidt ked at at yndlingsfætter ikke er hjemme (på ferie med far) har været nede på hans værelse nogle gange, sagt "kuuuuk kuuuuk" (de leger ofte gemmeleg, når alle familiens unger er samlet) og så laver han "tudefjæs" når jeg siger at fætter er væk
Jeg trives rigtig godt med at have store børn (12-20) og den frihed der er i det.
Men en dag med sådan en lille størrelse, det er simpelthen vidunderligt, og jeg ELSKER det.
Jeg elsker at komme ned i de helt jordnær perspektiver, at opleve begejstringen over en fucking due på en tagryg, en snegl på vejen, at hoppe med en bold på trampolinen, glæden over en simpel tegnefilm på tv. Det helt igennem vaske ægte smil, og den skønneste begejstring.
Det er simpelthen ren lykke, at dele tilværelse og stunder med sådan en størrelse. Og jeg elsker at vores familie dækker så bredt ind på børn i alle aldre.