Uventet gravid - vælge abort eller ej

[Delfin]

Lidt strøtanker.
Jeg må ærligt sige, at jeg ser stor en ret stor sandsynlighed for, at I ikke kommer til at bo sammen på længere sigt, og jeg læser også, at det måske kan ende der, hvor far ikke ønsker/eller magter at have samvær på egen hånd. I din omtale af svigermor lyder det umiddelbart til, at du har en god kontakt til hende, så jeg får lyst til at åbne for den ide, at hun sikkert både kan og gerne vil være i spil med sit barnebarn.
Når barnet er født, kunne du måske trille forbi på besøg hos farmor en gang imellem og på den måde opretholde en kontakt til den side af barnets familie. Hvis I gør en indsats for det, ser jeg for mig et bedsteforældreforhold med alt hvad dertil hører, som I kan få stor glæde af. Samtidig vil det måske også føre med sig, at far kkan komme på banen i et eller andet omfang med støtte fra sin mor, hvis han har svært ved at klare en baby alene. Det kræver selvfølgelig at du og farmor kan få det til at fungere sammen, men det lyder umiddelbart til, at du godt kan tale med hende.

[FrkCherry]

Lidt strøtanker.
Jeg må ærligt sige, at jeg ser stor en ret stor sandsynlighed for, at I ikke kommer til at bo sammen på længere sigt, og jeg læser også, at det måske kan ende der, hvor far ikke ønsker/eller magter at have samvær på egen hånd. I din omtale af svigermor lyder det umiddelbart til, at du har en god kontakt til hende, så jeg får lyst til at åbne for den ide, at hun sikkert både kan og gerne vil være i spil med sit barnebarn.
Når barnet er født, kunne du måske trille forbi på besøg hos farmor en gang imellem og på den måde opretholde en kontakt til den side af barnets familie. Hvis I gør en indsats for det, ser jeg for mig et bedsteforældreforhold med alt hvad dertil hører, som I kan få stor glæde af. Samtidig vil det måske også føre med sig, at far kkan komme på banen i et eller andet omfang med støtte fra sin mor, hvis han har svært ved at klare en baby alene. Det kræver selvfølgelig at du og farmor kan få det til at fungere sammen, men det lyder umiddelbart til, at du godt kan tale med hende.

Ja, det er der helt sikkert en vis sandsynlighed for. Lige nu har jeg ikke så meget fokus på hvordan vores relation udvikler sig men tænker at det må tiden vise og om ikke andet er det i hvertfald ikke noget jeg direkte forcerer ved at få ham til at flytte ud. Jeg ved heller ikke hvorvidt han magter at være far før han står i det så lige nu er det mest baseret på hans nuværende manglende engagement. Men måske han overrasker og virkelig træder i karakter som far når han ser sin søn og lærer ham at kende.

Ja, jeg har heldigvis en god relation til og oplevelse af hans forældre og søskende selvom jeg selvfølgelig ikke har kendt dem så længe. De glæder sig meget til at blive bedsteforældre og har allerede købt og strikket forskellige ting til ham. Jeg holder dem også løbende opdateret i min graviditet omkring undersøgelser, sender scanningsbilleder og mavebilleder så de får en oplevelse af at kunne følge med nu hvor faren ikke deler så meget med dem og de er fysisk langt væk. De bor desværre i Nordjylland mens vi bor i Københavnsområdet, så det er desværre ikke en muligt lige at trille forbi dem men jeg tænker at jeg vil lade dem vide at de altid er mere end velkommen til at besøge deres barnebarn, tage ham med ud at opleve noget sammen eller på længere sigt (når han er gammel nok) at have ham på besøg/ferie hos dem hvis de får knyttet en tæt relation.

[Dobbeltkonfekt]

Lige et lille pip ift. barsel: Så vidt jeg husker, afgøres fordelingen af barsel bl.a. af, hvorvidt forældrene bor sammen på fødselstidspunktet. Hvis jeg husker ret, har du ret til mere barsel som bopælsforælder, end hvis I bor sammen. Mest så du også har den del med i dine overvejelser, hvis det er aktuelt for dig/jer. Det ved Mødrehjælpen sikkert også noget om.

[Torn]

Uf ja, sørg for at få aftale om barsel på plads.

[ajnaM]

Hvordan går det hos dig nu? Alt det bedste og tanker

Tusind tak for tankerne, det varmer i en svær tid.

Jeg er endt med at beslutte mig for at beholde min lille søn. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at abortere ham efter at have set ham til nakkefoldsscanningen og at være så langt henne. Jeg har beholdt abort pillerne og kunne i princippet stadig ombestemme mig men følelsen af at tage en pille der ville tage livet af ham gør alt for ondt i mig. Men det føles så forkert og uretfærdigt fordi at inderst inde - hvis jeg kunne - ville jeg hellere have at han skulle få lov at leve livet end jeg selv. Han er trods alt en sund og rask, lille aktiv dreng som helt uskyldigt er kommet til på det forkerte sted og tidspunkt. Jeg tror simpelthen ikke jeg ville kunne leve med mig selv eller undgå en dybere sorg hvis jeg abortere ham selvom det på mange måder virkede som det mest fornuftige og rationelle at gøre. Selv hvis jeg måske fik et andet barn senere hen ville jeg nok altid tænke tilbage på ham. Jeg tror ikke helt et fremtidigt barn vil erstatte sorgen over det barn man har aborteret.

Jeg nåede dertil hvor jeg faktisk havde bedt kæresten om at pakke sine ting og flytte ud med en uges varsel hvor han til sidst også forstod alvoren (uden at involvere svigermor eller andre). Jeg var egentlig klar til og havde forsøgt at forberede mig på det. Men da hans respons var "Du skal bare vide at hvis jeg flytter ud, så starter jeg et helt nyt liv og jeg bliver aldrig en del af hverken dit liv eller din søns liv igen". Det sidstnævnte omkring min søn skar direkte i hjertet på mig. Måske ville det være for det bedste og det tyder tilgengæld på at hvis vi går fra hinanden får jeg sandsynligvis den fulde forældremyndighed over vores søn. Men tanken omkring at min søn skal opleve at være fravalgt af sin far før han overhovedet kommer til verden kan jeg simpelthen ikke bære - især ikke hvis jeg på nogen måde kan undgå det. Jeg kan kun forestille mig hvor meget det kan påvirke et barns selvværd at føle sig fravalgt af en forælder så tidligt i livet og jeg kan simpelthen ikke bære tanken om at han potentielt skal opleve den følelse af være uelsket eller forkert. Måske fordi jeg selv er vokset op med en far som har været ret fraværende i min opvækst og jeg derfor ved hvordan det kan føles.

Nu prøver jeg bare at være den bedst mulige mor jeg kan være for min lille søn under omstændighederne selvom det indimellem er hårdt når jeg føler mig alene til scanningerne, indkøb af babyting og graviditetstøj, kommende fødselsforberedelse eller bare når jeg ser lykkelige forældrepar eller gravide sammen med deres partner. Mit største ønske og håb lige nu er at min kærlighed til ham og den kærlighed og support der vil være fra min familie og veninder vil være nok for ham til at han ikke bliver påvirket af sin fars enten tilstedeværelse eller fravær (afhængigt af hvordan det ender efter han kommer til verden).

Kæmpe tillykke med beslutningen! Det lyder til at være den helt rigtige.

Til gengæld lyder det 110% som om, du bare skal holde fast i at bede kæresten om at flytte ud. Det er jeg faktisk helt overbevist om vil være det bedste for jer alle sammen. En mand, der kommer med den slags trusler, er ikke værd at holde på. Og dit barn kommer ikke til at kende andet - og det vil reelt være dig, der træffer valget, ikke faren (og du træffer valget af rigtig, rigtig gode grunde).

[FrkCherry]

Tak for alle jeres gode input og råd til den her situation

En lille update. Jeg er begyndt at få det bedre mentalt selvom jeg stadig har dage hvor det hele er rigtig svært pga. min relation til faren. Men pga. hele situationen er jeg gennem Herlev Hospital (fødested) blevet indstillet til et forløb hos en jordemor hvor der er særligt fokus på sårbare kvinder eller noget i den stil, da de kender til mit forløb med indstilling til abort og en lidt svær relation til faren. Derudover får jeg fantastisk støtte og hjælp gennem min mor og nærmeste veninder. Jeg bor fortsat sammen med faren men har mulighed for at tage hjem til min mor efter behov og planlægger fortsat at være hos min mor den første tid efter fødslen hvilket faren godt ved og intet har imod, så det er heldigvis ret ukompliceret. Det er alligevel min mor som hjælper med at købe ting til barnet og hos hende alting bliver opbevaret pga manglende plads i min lejlighed.

Heldigvis tyder alle undersøgelser af barnet og mig på at alt er normalt. I forhold til det rent fysiske er det indtilvidere en virkelig ukompliceret graviditet uden noget behov for sygemeldinger fra arbejdet eller andet.

[Aragorn]

Sætningen om at han ikke vil være en del af barnets liv er en anden måde at sige at han ikke går op i barnets velbefindende. Tag ham på ordet.

Den mand overvurderer stærkt sin egen værdi og han pustede sig op i et bluff forsøg på at se om han havde magt over dig og det fandt han ud af at han havde.

Nedenunder overfladen ligger nogle psykopatiske tendenser til at ville have magt over andre i den mand og se at komme væk fra ham. At han ikke får muligheden for at lære drengen at være ond mod andre er en god ting.

Skadede mennesker skader mennesker. Er det ikke sådan man siger?