Uventet gravid - vælge abort eller ej

[pinkmoon]

Stort tillykke med at du skal være mor

Jeg håber at du på trods af tumulten omkring graviditeten også kan finde ro og plads til at nyde det og glæde dig.

[LadyFox]

Jeg kan i øvrigt genkende rigtig meget af din situation fra den gang jeg selv blev gravid og valgte at beholde - både i de ydre rammer og de ting du beskriver omkring dine tanker og dit følelsesliv.

Hvis du på et tidspunkt har brug for nogen at tale med, så er du velkommen til at skrive.

Jeg tænkte så meget på dig og din eks, da jeg læste opdateringen håber jeg tager fejl.

Jeg tænker at det jo sagtens kan være at det lander et bedre sted for TS, barn og far end det gjorde for os.
Så jeg håber ikke at min kommentar bliver opfattet som om at jeg prøver at skabe et skræmmebillede - for det er ikke min hensigt, og det kan jo sagtens være at tingene løser sig uden de helt store bump på vejen.

Så TS’ jeg håber at du opfatter mit tilbud ud fra at jeg også har stået med mange af de samme bekymringer, tanker og følelser som du beskriver du står i nu, og ikke fordi jeg tror jeg ved hvad jeres fremtid vil bringe.

[pinkmoon]

Jeg vil også gerne lige slå et slag for, at du holder fast i en fraflytning nu. Ikke nødvendigvis et brud. Men jeg tror det er vigtigt, at du får etableret en base med ro til den første tid sammen med dit barn.

Som du beskriver din kæreste tror jeg også, at det vil give ham det bedste udgangspunkt for en god relation til barnet hvis han kan gå til det på en måde der ikke ryster hele hans verden fuldstændig.

[FrkCherry]

Tillykke med beslutningen og med at du skal være mor.

Må indrømme jeg håbede at det var sådan du ville vælge for man kunne føle din kærlighed helt ud igennem skærmen Heldig lille fyr.

Du er fuldt ud i stand til at skabe en helstøbt opvækst for din søn, selv uden far. Min egen søn har haft en sød, men fraværende far siden han var 11. Han er 22 nu, og har selvfølgelig nogle ar efter svigt, men er en sund og skøn og succesfuld ung mand.

Vigtigt er at du hverken dømmer eller undskylder far overfor din søn. Bare vær dig for din søn, og lad far være far på sin måde.

Kan godt forstå det føles ensomt. Har du en veninde du kan alliere dig med som kan deltage i scanninger osv? Og måske skal du allerede nu gøre dig tanker om fødslen og den første tid som er en voldsomt sårbar situation i sig selv. Super vigtigt at dit netværk træder til.

Kram herfra. Du har den.

Ja, jeg har både en rigtig god veninde (som også selv er mor) som har været og fortsat er en stor støtte i alt det her. Derudover har jeg også stor support fra min mor og papfar som heldigvis ikke bor så langt væk. Så det med ensomheden til scanninger og undersøgelser oplever jeg heldigvis ikke rigtig længere da min mor har været med til nakkefoldsscanning og tager med til den kommende 20 ugers misdannelsesscanning. Ligesom at hun med glæde lægger øre til og følger med i mine forskellige undersøgelser, blodprøver osv. som nok ikke er det mest spændende i verden men det er stadig rart at kunne dele med nogen nu hvor det er første gang og jeg indimellem er lidt bekymret for om alt er i orden. Jeg har også aftalt med min mor at hun tager med til fødselsforberedelse og er med ved selve fødslen som min nærmeste i den situation. Ligesom at min mor også sørger for at tage nogle ugers ferie i forlængelse af fødslen, så hun kan hjælpe mig mest muligt i den første tid med min søn. Så på den måde føler jeg egentlig at jeg er ved at lande meget godt i graviditeten og det at skulle være mor taget omstændighederne i betragtning.

I forhold til faren engagerer han sig alligevel ikke så meget, så på den måde føler jeg mig egentlig ikke særlig påvirket af hans tilstedeværelse/at vi stadig bor sammen. Han har besluttet at fokusere fuldt ud på sin træning i hverdagene efter job indtil fødslen, så han er som oftest alligevel først hjemme ved 20-tiden. Han har også efterspurgt om jeg ikke kan stå for at planlægge og indkøbe alt der er behov for til barnet, så det er også noget jeg gør sammen med min mor i mit eget tempo. Selvom det ikke lige var det jeg forestillede mig eller drømte om kan jeg mærke at kærligheden til min søn heldigvis overskygger det og at jeg nyder samværet med min mor omkring det hele.

[Rapfisk]

Situationen taget i betragtning er det en dejlig opdatering. Det lyder meget dejligt, at du kan skabe nogle gode minder med din mor og begynde at bygge rede

[FrkCherry]

Jeg vil også gerne lige slå et slag for, at du holder fast i en fraflytning nu. Ikke nødvendigvis et brud. Men jeg tror det er vigtigt, at du får etableret en base med ro til den første tid sammen med dit barn.

Som du beskriver din kæreste tror jeg også, at det vil give ham det bedste udgangspunkt for en god relation til barnet hvis han kan gå til det på en måde der ikke ryster hele hans verden fuldstændig.

Jeg forstår godt jeres velmenende råd til at holde fast i at han flytter ud før fødslen og jeg fortryder muligvis senere at jeg ikke også gjorde det. Jeg kan bare mærke at lige nu kan jeg ikke få mig selv til det velvidende at det muligvis ødelægger relationen mellem min søn og hans far. Det er meget muligt det alligevel ender sådan på sigt, at det blot er noget han siger for at presse mig eller at det aldrig vil være min skyld hvis det er hans reaktion på at flytte ud. Men jeg kan mærke med mig selv at jeg har brug for at føle at jeg i hvertfald ikke forcerede det eller delvist var skyld i at faren tog den beslutning.

Noget andet jeg tilgengæld har valgt at holde fast i og kun tænke på mig selv omkring er min beslutning om at jeg ikke ønsker at han er tilstede ved fødslen da jeg føler det er en meget sårbar situation. Selvom jeg oplever at det er noget mine nærmeste reagerer på, da de personligt synes det lyder hårdt at forbyde faren at være tilstede. Men de respekterer selvfølgelig mit ønske og det er heller ikke noget jeg har tænkt mig at gøre unødvendigt meget ud af. Lige nu er planen som jeg har aftalt med mine forældre at når vandet går eller veerne begynder ringer jeg til dem og så henter de mig for at køre sammen ud på hospitalet. Alternativt kan jeg tage en taxa og så kontakte dem når jeg er derude. Så på den måde tænker jeg ikke at jeg behøver involvere faren i dette (vi har alligevel ikke bil, så det ville uanset være mine forældre der kørte eller en taxa).

[Rapfisk]

Det er en upopulær holdning nogle steder, men jeg synes, du er i din gode ret til at bestemme, hvem der er med. Indtil barnet er ude, handler fødslen om moren (jordemoderen passer selvfølgelig også på baby) og om, at hun er tryg.

Når I kommer lidt tættere på, giver det måske mening at at afstemme forventningerne med faren ift. hvornår han kan komme / møder barnet. Også for at du går ind til det med rene linjer og ved, hvad du kan forvente.

[FrkCherry]

Det er en upopulær holdning nogle steder, men jeg synes, du er i din gode ret til at bestemme, hvem der er med. Indtil barnet er ude, handler fødslen om moren (jordemoderen passer selvfølgelig også på baby) og om, at hun er tryg.

Når I kommer lidt tættere på, giver det måske mening at at afstemme forventningerne med faren ift. hvornår han kan komme / møder barnet. Også for at du går ind til det med rene linjer og ved, hvad du kan forvente.

Jeg har altid været ret bange for at føde så det er mest det der ligger i den beslutning. Altså jeg prioriterer det allerhøjest at det bliver et så trygt rum som muligt og mest mulig support for mig. Derfor ønsker jeg som udgangspunkt også at det er min mor som bliver indlagt med mig hvis det bliver aktuelt eller vi får mulighed for at blive en overnatning eller to på hospitalet, da jeg ønsker at det er en person som kan hjælpe mig med at komme på toilettet, i bad eller bare give en krammer/omsorg lige efter fødslen.

Tilgengæld har jeg det helt fint med og vil bestemt ikke forbyde at han venter på hospitalet uden for fødestuen og at han er blandt de første til at se og holde vores søn efter han er blevet født. Den oplevelse ønsker jeg selvfølgelig ikke at fratage hverken ham eller vores søn. Det tror jeg kun vil være godt for dem begge, hvis der skal være et håb for at de får skabt et følelsesmæssigt bånd til hinanden.

[achillaxedprune]

Hvis du er så utryg ved ham, at du ikke ønsker ham på fødselsstuen…så kan jeg ikke forestille mig, at det er en god løsning I bor sammen, når du kommer hjem med jeres søn. Det er en meget sårbar situation og hormonerne raser. Det er din beslutning, men jeg må indrømme, at jeg er forudser en masse trælse situationer, ved at I ikke flytter fra hinanden nu.

Og det er simpelthen ikke din skyld, hvis faren ikke vil være far, fordi du ikke vil være (samboende) kærester. Det håber jeg, du vil indse, men det kan selvfølgelig tage tid, hvis man er vant til at tage overansvar for andre.


Men det er rigtig gode nyheder, at du har fundet støtte i din mor og veninde.

[pinkmoon]

Jeg vil også gerne lige slå et slag for, at du holder fast i en fraflytning nu. Ikke nødvendigvis et brud. Men jeg tror det er vigtigt, at du får etableret en base med ro til den første tid sammen med dit barn.

Som du beskriver din kæreste tror jeg også, at det vil give ham det bedste udgangspunkt for en god relation til barnet hvis han kan gå til det på en måde der ikke ryster hele hans verden fuldstændig.

Jeg forstår godt jeres velmenende råd til at holde fast i at han flytter ud før fødslen og jeg fortryder muligvis senere at jeg ikke også gjorde det. Jeg kan bare mærke at lige nu kan jeg ikke få mig selv til det velvidende at det muligvis ødelægger relationen mellem min søn og hans far. Det er meget muligt det alligevel ender sådan på sigt, at det blot er noget han siger for at presse mig eller at det aldrig vil være min skyld hvis det er hans reaktion på at flytte ud. Men jeg kan mærke med mig selv at jeg har brug for at føle at jeg i hvertfald ikke forcerede det eller delvist var skyld i at faren tog den beslutning.

Noget andet jeg tilgengæld har valgt at holde fast i og kun tænke på mig selv omkring er min beslutning om at jeg ikke ønsker at han er tilstede ved fødslen da jeg føler det er en meget sårbar situation. Selvom jeg oplever at det er noget mine nærmeste reagerer på, da de personligt synes det lyder hårdt at forbyde faren at være tilstede. Men de respekterer selvfølgelig mit ønske og det er heller ikke noget jeg har tænkt mig at gøre unødvendigt meget ud af. Lige nu er planen som jeg har aftalt med mine forældre at når vandet går eller veerne begynder ringer jeg til dem og så henter de mig for at køre sammen ud på hospitalet. Alternativt kan jeg tage en taxa og så kontakte dem når jeg er derude. Så på den måde tænker jeg ikke at jeg behøver involvere faren i dette (vi har alligevel ikke bil, så det ville uanset være mine forældre der kørte eller en taxa).

Det forstår jeg godt, og du ved bedst hvad der er det rigtige for dig ❤️

Men jeg vil anbefale at du har en plan B på plads. Et sted du på forhånd har arrangeret at du kan være hvis det går skævt. Det eneste en nyfødt reelt har brug for er en mor med ro på nervesystemet, så jeg tror det er vigtigt for jeres start at du ikke ender i noget hvor der er konflikt omkring dig.

[Tanten]

Jeg synes, du skal kontakte Mødrehjælpen for at høre, om der er forskel på rettigheder og forpligtelser som forældre, når man bor sammen vs ikke bor sammen - for dit barns skyld.

Jeg er 200% enig med Chill her; Du vil ikke have faren med ind på fødestuen, men du vil godt bo sammen med ham?

Hvordan tror du, han reagerer første nat, han ikke får søvn? Han er jo selv et stort barn.

[Madam Pomfrey]

Det er en upopulær holdning nogle steder, men jeg synes, du er i din gode ret til at bestemme, hvem der er med. Indtil barnet er ude, handler fødslen om moren (jordemoderen passer selvfølgelig også på baby) og om, at hun er tryg.

Når I kommer lidt tættere på, giver det måske mening at at afstemme forventningerne med faren ift. hvornår han kan komme / møder barnet. Også for at du går ind til det med rene linjer og ved, hvad du kan forvente.

Jeg er helt enig, - og jeg synes ikke tilstedeværelse under en fødsel er en fars rettighed.
En fødsel handler allermest om mor, selvfølgelig monitoreres barnet så man kan se det har det godt under fødslen, men ellers handler det jo om at fødslen forløber godt og sikkert, hvordan mors krop arbejder, hvordan hun har det psykisk, at hjælpe mor godt, trygt og sikkert igennem.
Det ER en sårbar situation at være i, og en fars/partners tilstedeværelse synes jeg allermest handler om støtte og opbakning til den fødende, det er det der er det primære formål. Og den tilstedeværelse kræver at relationen er til det, - det er efter min mening, ikke et sted man skal gå på kompromis med egne grænser. Man skal have lov til at være i det, med mennesker man har lyst til og behov for er der.
Så må far være ude på gangen, eller i et venteværelse tæt på, så han kan tilkaldes og komme ind og se så snart det er muligt, eller hvis noget der kræver tilstedeværelse opstår.

Og jo, det ER en helt speciel oplevelse at se ens/et barn blive født, men det efter min mening ikke noget man har krav på, det er noget man kan få lov til.

Jeg har haft den store ære at være med til min ene søsters fødsler.
Første gang havde vi talt lidt om det, fordi barnets far ikke havde det godt med tanken om en fødsel. Han valgte så at forlade hende nogle måneder før, så det gav ligesom sig selv, at det blev mig. Det blev en lynfødsel, men også for mig en oplevelse af hvor stor og væsentlig en forskel det gør, når man kender hinanden indgående, trygheden i at have en makker der kan støtte, heppe, trøste, hjælpe til at holde fokus, formidle ønsker/behov/reaktioner.
Anden fødsel, der var barnets far også med - men han er virkelig dårlig til kropsvæsker, blod, smerte, læger, nåle osv. så de var begge bevidste om at han måske ikke var så meget bevendt når først det gik løs, så min rolle var både at hjælpe og støtte søster igennem fødslen, og passe lidt på min svoger. Denne gang tog det noget længere tid, men igen en oplevelse af hvor trygt og hjælpsomt det er når et andet menneske kender en så godt og indgående, ved hvornår man skal stryge med hårene, eller "trykke lidt på knapperne"

Det at være med til min søsters fødsler har allermest en betydning i relationen hende og jeg imellem, det er en oplevelse VI har delt sammen, hvor jeg fik lov til at støtte og hjælpe hende, i en helt særlig situation. Det var derfor jeg var der, for hendes skyld.
Men jo, det var da specielt at opleve børnene komme til verden, men jeg føler ikke det har en større betydning i min relation til dem, det er ikke væsentligt. Jeg er hverken mere eller mindre moster af den grund, en far vil hverken være mere eller mindre far af den grund.

[FrkCherry]

Jeg vil også gerne lige slå et slag for, at du holder fast i en fraflytning nu. Ikke nødvendigvis et brud. Men jeg tror det er vigtigt, at du får etableret en base med ro til den første tid sammen med dit barn.

Som du beskriver din kæreste tror jeg også, at det vil give ham det bedste udgangspunkt for en god relation til barnet hvis han kan gå til det på en måde der ikke ryster hele hans verden fuldstændig.

Jeg forstår godt jeres velmenende råd til at holde fast i at han flytter ud før fødslen og jeg fortryder muligvis senere at jeg ikke også gjorde det. Jeg kan bare mærke at lige nu kan jeg ikke få mig selv til det velvidende at det muligvis ødelægger relationen mellem min søn og hans far. Det er meget muligt det alligevel ender sådan på sigt, at det blot er noget han siger for at presse mig eller at det aldrig vil være min skyld hvis det er hans reaktion på at flytte ud. Men jeg kan mærke med mig selv at jeg har brug for at føle at jeg i hvertfald ikke forcerede det eller delvist var skyld i at faren tog den beslutning.

Noget andet jeg tilgengæld har valgt at holde fast i og kun tænke på mig selv omkring er min beslutning om at jeg ikke ønsker at han er tilstede ved fødslen da jeg føler det er en meget sårbar situation. Selvom jeg oplever at det er noget mine nærmeste reagerer på, da de personligt synes det lyder hårdt at forbyde faren at være tilstede. Men de respekterer selvfølgelig mit ønske og det er heller ikke noget jeg har tænkt mig at gøre unødvendigt meget ud af. Lige nu er planen som jeg har aftalt med mine forældre at når vandet går eller veerne begynder ringer jeg til dem og så henter de mig for at køre sammen ud på hospitalet. Alternativt kan jeg tage en taxa og så kontakte dem når jeg er derude. Så på den måde tænker jeg ikke at jeg behøver involvere faren i dette (vi har alligevel ikke bil, så det ville uanset være mine forældre der kørte eller en taxa).

Det forstår jeg godt, og du ved bedst hvad der er det rigtige for dig ❤️

Men jeg vil anbefale at du har en plan B på plads. Et sted du på forhånd har arrangeret at du kan være hvis det går skævt. Det eneste en nyfødt reelt har brug for er en mor med ro på nervesystemet, så jeg tror det er vigtigt for jeres start at du ikke ender i noget hvor der er konflikt omkring dig.

Jeg har en aftale med min mor (og egentlig også faren, da han selv har foreslået det et par gange) at jeg kan flytte hjem til dem efter fødslen hvis jeg har behov for det. Min mor indretter derfor også deres gæsteværelse til det og så der er puslebord mv. til hvis jeg får behov det eller bare når de kommer til at hjælpe med at passe ham.

[FrkCherry]

Det er en upopulær holdning nogle steder, men jeg synes, du er i din gode ret til at bestemme, hvem der er med. Indtil barnet er ude, handler fødslen om moren (jordemoderen passer selvfølgelig også på baby) og om, at hun er tryg.

Når I kommer lidt tættere på, giver det måske mening at at afstemme forventningerne med faren ift. hvornår han kan komme / møder barnet. Også for at du går ind til det med rene linjer og ved, hvad du kan forvente.

Jeg er helt enig, - og jeg synes ikke tilstedeværelse under en fødsel er en fars rettighed.
En fødsel handler allermest om mor, selvfølgelig monitoreres barnet så man kan se det har det godt under fødslen, men ellers handler det jo om at fødslen forløber godt og sikkert, hvordan mors krop arbejder, hvordan hun har det psykisk, at hjælpe mor godt, trygt og sikkert igennem.
Det ER en sårbar situation at være i, og en fars/partners tilstedeværelse synes jeg allermest handler om støtte og opbakning til den fødende, det er det der er det primære formål. Og den tilstedeværelse kræver at relationen er til det, - det er efter min mening, ikke et sted man skal gå på kompromis med egne grænser. Man skal have lov til at være i det, med mennesker man har lyst til og behov for er der.
Så må far være ude på gangen, eller i et venteværelse tæt på, så han kan tilkaldes og komme ind og se så snart det er muligt, eller hvis noget der kræver tilstedeværelse opstår.

Og jo, det ER en helt speciel oplevelse at se ens/et barn blive født, men det efter min mening ikke noget man har krav på, det er noget man kan få lov til.

Jeg har haft den store ære at være med til min ene søsters fødsler.
Første gang havde vi talt lidt om det, fordi barnets far ikke havde det godt med tanken om en fødsel. Han valgte så at forlade hende nogle måneder før, så det gav ligesom sig selv, at det blev mig. Det blev en lynfødsel, men også for mig en oplevelse af hvor stor og væsentlig en forskel det gør, når man kender hinanden indgående, trygheden i at have en makker der kan støtte, heppe, trøste, hjælpe til at holde fokus, formidle ønsker/behov/reaktioner.
Anden fødsel, der var barnets far også med - men han er virkelig dårlig til kropsvæsker, blod, smerte, læger, nåle osv. så de var begge bevidste om at han måske ikke var så meget bevendt når først det gik løs, så min rolle var både at hjælpe og støtte søster igennem fødslen, og passe lidt på min svoger. Denne gang tog det noget længere tid, men igen en oplevelse af hvor trygt og hjælpsomt det er når et andet menneske kender en så godt og indgående, ved hvornår man skal stryge med hårene, eller "trykke lidt på knapperne"

Det at være med til min søsters fødsler har allermest en betydning i relationen hende og jeg imellem, det er en oplevelse VI har delt sammen, hvor jeg fik lov til at støtte og hjælpe hende, i en helt særlig situation. Det var derfor jeg var der, for hendes skyld.
Men jo, det var da specielt at opleve børnene komme til verden, men jeg føler ikke det har en større betydning i min relation til dem, det er ikke væsentligt. Jeg er hverken mere eller mindre moster af den grund, en far vil hverken være mere eller mindre far af den grund.

Jeg tænker heller ikke at det får betydning for faren og min søns relation til hinanden om han er tilstede under fødslen så længe han selvfølgelig får lov til at være en af de første som får lov at se og holde vores søn efter fødslen. Så derfor har jeg det også fint med at være egoistisk omkring denne beslutning selvom jeg oplever at mine nærmeste synes det er forkert at forbyde faren i at være tilstede. Heldigvis er det også mit indtryk at det ikke er noget som betyder særligt meget for faren, så jeg tror egentlig det bliver meget naturligt at han ikke er med. Fx overhørte jeg hans søster spørge ham i weekenden om han glæder sig til fødslen hvortil hans svar blot var "Næh" hvorefter han grinte lidt. Så jeg tænker ikke at det betyder særligt meget for ham medmindre han føler sig presset af hans mor/egen familie.

Fx har hans mor været lidt efter ham efter hun fandt ud af at han ikke havde været med til nakkefoldsscanningen og nu prøver hun at overtale ham til at tage med til den kommende 20-ugers misdannelsesscanning. Det er selvfølgelig ikke noget jeg har fortalt hende omkring men noget hun selv fandt ud af og undrede sig over da hun en dag over telefonen spurgte ham ind til min graviditet og hvordan det var gået til nakkefoldsscanningen. Så jeg ved ikke om hans mor kunne finde på at være lidt "pushy" overfor ham omkring at han som minimum bør være tilstede ved fødslen. Men det må jeg tage til den tid, det er trods alt min beslutning og nu hvor at han ikke har deltaget i øvrige scanninger, fødselsforberedelse mv. inden fødslen synes jeg egentlig alene på den baggrund at jeg sagtens kan forklare svigermor at jeg føler mig mest tryg ved at det kun er min mor som har været med hele vejen gennem graviditetsforløbet og deltaget i fødselsforberedelse med mig, som er den der skal være ved min side under fødslen.

[FrkCherry]

Jeg synes, du skal kontakte Mødrehjælpen for at høre, om der er forskel på rettigheder og forpligtelser som forældre, når man bor sammen vs ikke bor sammen - for dit barns skyld.

Jeg er 200% enig med Chill her; Du vil ikke have faren med ind på fødestuen, men du vil godt bo sammen med ham?

Hvordan tror du, han reagerer første nat, han ikke får søvn? Han er jo selv et stort barn.

Det lyder som en god idé - jeg har allerede tidligere været i kontakt med Mødrehjælpen ifm. beslutningen om abort eller ej.

Jeg ved godt det måske lyder skørt men jeg føler fødslen er en langt mere sårbar situation end at vi bor sammen. Han er alligevel først ret sent hjemme i hverdagene fordi han bruger nogle timer på træning i direkte forlængelse af arbejde, vi har aldrig haft nogen vaner omkring at spise sammen og det er også lidt forskelligt om vi går i seng samtidigt osv. Når jeg har brug for hjælp eller support pga. min graviditet ringer jeg til mine forældre eller tager hjem til dem - fx tog jeg fornyligt hjem til efter arbejde hvor min mor lavede aftensmad til mig da jeg pludselig var blevet ret syg. Ligesom min mor også har været på besøg en weekend og hjulpet med at lavet nogle større portioner sund aftensmad som jeg kunne fryse ned så jeg havde nogle nemme sunde løsninger i hverdagene da jeg ikke altid havde det store overskud til at lave mad efter arbejde da trætheden var værst i første trimester og jeg også lige var startet i nyt job på det tidspunkt.

Men jeg forstår godt at jeres bekymring nok allermest drejer sig om den første tid med en nyfødt og der er min plan B at jeg flytter hjem til mine forældre lige efter fødslen hvis jeg føler mig bedst tilpas ved det. Jeg har allerede planlagt med min mor at hun tager nogle ugers ferie på det tidspunkt, så hun kan være der for at hjælpe og aflaste bedst muligt i den første tid uanset om det bliver herhjemme eller hos hende.

Det lyder måske lidt forkert at det er mig og barnet som skal "flytte ud" i stedet for omvendt. Men jeg føler at det er den løsning jeg har det bedst med på nuværende tidspunkt. På mange måder prøver jeg at acceptere og finde ro i min situation sådan som den er og forsøge at undgå at sammenligne det med alm. kommende forældepar eller hvordan tingene burde have været. På den positive side har det tilgengæld været rørende at opleve hvor meget support jeg har fået fra min mor og øvrige familie, veninder og endda min nye chef i den her svære situation. Så jeg har heldigvis også rigtig meget at være taknemmelig for.