Debatten
Forummet hvor du kan debattere alt fra kageopskrifter til kærestesorger, eller bare sludre løs om hverdagens oplevelser
Janni.A006 skrev:Jeg måtte et smut på hospitalet efter min jm-tid i går, fordi mine fødder er så hævede, mine prøver så dårlige, at hun sendte mig af sted obs svangerskabsforgiftning. Jeg har 12 dage til termin. Kan de ikke bare tage vandet og få ham ud..? Jeg ville elske at få min krop bare nogenlunde tilbage.
Buller skrev:Janni.A006 skrev:Jeg måtte et smut på hospitalet efter min jm-tid i går, fordi mine fødder er så hævede, mine prøver så dårlige, at hun sendte mig af sted obs svangerskabsforgiftning. Jeg har 12 dage til termin. Kan de ikke bare tage vandet og få ham ud..? Jeg ville elske at få min krop bare nogenlunde tilbage.
Hvad sagde de på hospitalet? Det lyder da ikke så spændende med dårlige prøver.
Zonta skrev:Tak for jeres kort og kommentarer i forhold til svangerskabsforgiftning
Var hos lægen i tirsdags og han ville gerne lige se mig i dag til en opfølgning i dag. I tirsdags havde jeg protein i urinen, men normalt blodtryk. I dag var det omvendt - ingen protein i urinen, men for højt diastolisk blodtryk. Men sammenholdt med ødemer og vægtøgning ringede han til fødselslægen og de ville gerne lige se mig til yderligere undersøgelser. Så nu er vi på vej på hospitalet for at se hvad de siger. Det er jo ikke fordi jeg partout har svangerskabsforgiftning, men mine symptomer er i hvert fald på grænsen.
Hun brugte den store manchet og jeg plejer altid at få den lille på. Spurgte om det kunne have noget at sige og hun var sådan "måske, men når nu det retter sig, når du ligger og slapper af, så er det ikke noget". Buller skrev:størrelsen på manchetten betyder virkelig meget. Og en lille manchet er det kun virkeligt spinkle mennesker der kan bruge. Det kan sagtens falde 20mmHg for hver størrelse.
Hvis din læge måler med for lille en manchet, og før du har hvilet så kan du reelt ikke bruge den måling til noget som helst.
Så er det da virkelig heller ikke nemt. Du lyder til at have styr på det - er der ikke kun to størrelse manchetter? Og det er både egen læge, flere forskellige JM, fødselslæge osv.
FormerlyKnownAs skrev:Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry
Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.
Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.
Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.
Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.
Moxy-lady skrev:FormerlyKnownAs skrev:Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry
Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.
Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.
Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.
Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.
Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.
jeg har overvejet det scenarie faktisk. Skal sådan lige mærke efter. Folk skal heller ikke gå i panik og tro jeg er deprimeret eller noget jo. Ej jeg ved sgu ikke. Jeg må tale med ham om det og så har vi kønsscan på mandag. Ikke at jeg tror at det gør en forskel egentlig, det har de andre ikke gjort jo. 
FormerlyKnownAs skrev:Moxy-lady skrev:FormerlyKnownAs skrev:Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry
Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.
Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.
Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.
Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.
Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.
Han kommer hjem i morgen tidlig
Vi holder fødselsdag den 21. hvor venner og lidt familie kommer. Det gør det jo bare lidt mere absurd at skulle gå i Luna telt og suge maven ind
Jeg tror det er meget day by day for mig. Gid at vi slulle afsted i morgen istedet, så kunne jeg smutte og lade som ingenting
Moxy-lady skrev:FormerlyKnownAs skrev:Moxy-lady skrev:FormerlyKnownAs skrev:Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry
Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.
Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.
Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.
Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.
Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.
Han kommer hjem i morgen tidlig
Vi holder fødselsdag den 21. hvor venner og lidt familie kommer. Det gør det jo bare lidt mere absurd at skulle gå i Luna telt og suge maven ind
Jeg tror det er meget day by day for mig. Gid at vi slulle afsted i morgen istedet, så kunne jeg smutte og lade som ingenting
Jeg tænker heller ikke at du skal gå og suge maven ind, men simpelthen få din mand til at snakke med dem der kommer om at det er svært for dig, og at du derfor har behov for at det ikke bliver et emne når I ses oh at du nok skal snakke om det når du føler at du kan. Så ved folk det, men lader dig være, og du ved at de ved det, men er ikke tvunget til at skulle forholde dig til det overfor gud og hvermand. Det har ikke noget med at være deprimeret at gøre, men noget (tror jeg) med angst og beskyttelsesmekanismer. Du er bange for at miste igen, og derfor skærmer dit sind dig fra at knytte dig for meget til baby. Det at skulle snakke om det oh forholde dig til det overfor alle, truer din distance.
