Terminstråd - alle er velkomne :)

[Janni.A006]

Jeg har så ondt af jer, der er hævet og priser mig lykkelig for, at jeg kan nøjes med at koge indeni (7-9-13).

Jeg har endelig fået en afklaring på barselsordning på job - eller næsten da. De har også kun haft siden marts til at finde ud af det. Jeg fik at vide, at de ville give fuld løn 4 uger før og 14 uger efter fødslen. Da jeg så spurgte til, om de ville give op til refusionsbeløbet i resten af refusionsperioden var svaret øh, bøh, buh. Men de kunne da godt se det fornuftige i det, så det ville de lige finde ud af.

Hvordan er det så, hvis jeg går over tid? Bliver det så taget af de 14 uger, skal jeg søge barselsdagpenge eller må virksomheden bare punge det ekstra ud?

Virksomheden skal bare punge det ekstra ud, hvis du går over tid. Tilgengæld får du ikke lagt noget til i den anden ende, hvis du føder før. Så har du bare "tabt".

[Janni.A006]

Jeg måtte et smut på hospitalet efter min jm-tid i går, fordi mine fødder er så hævede, mine prøver så dårlige, at hun sendte mig af sted obs svangerskabsforgiftning. Jeg har 12 dage til termin. Kan de ikke bare tage vandet og få ham ud..? Jeg ville elske at få min krop bare nogenlunde tilbage.

[Buller]

Jeg måtte et smut på hospitalet efter min jm-tid i går, fordi mine fødder er så hævede, mine prøver så dårlige, at hun sendte mig af sted obs svangerskabsforgiftning. Jeg har 12 dage til termin. Kan de ikke bare tage vandet og få ham ud..? Jeg ville elske at få min krop bare nogenlunde tilbage.

Hvad sagde de på hospitalet? Det lyder da ikke så spændende med dårlige prøver.

[Sangius]

Jeg har så ondt af jer, der er hævet og priser mig lykkelig for, at jeg kan nøjes med at koge indeni (7-9-13).

Jeg har endelig fået en afklaring på barselsordning på job - eller næsten da. De har også kun haft siden marts til at finde ud af det. Jeg fik at vide, at de ville give fuld løn 4 uger før og 14 uger efter fødslen. Da jeg så spurgte til, om de ville give op til refusionsbeløbet i resten af refusionsperioden var svaret øh, bøh, buh. Men de kunne da godt se det fornuftige i det, så det ville de lige finde ud af.

Hvordan er det så, hvis jeg går over tid? Bliver det så taget af de 14 uger, skal jeg søge barselsdagpenge eller må virksomheden bare punge det ekstra ud?

Det koster virksomheden. De 4 uger er før forventet fødsel de 14 uger er efter fødsel. Så reelt kan du få 6 uger med løn før fødsel. Du kan endvidere få erstatningsbarsel hvis I skulle ende med en indlæggelse ifm fødsel. Den burde også være på fuld løn med dine nye vilkår, men det ville jeg nok også lige få afklaret.

Kun hvis det er baby der er indlagt. Det gælder ikke mors indlæggelse

[Zonta]

Tak for jeres kort og kommentarer i forhold til svangerskabsforgiftning

Var hos lægen i tirsdags og han ville gerne lige se mig i dag til en opfølgning i dag. I tirsdags havde jeg protein i urinen, men normalt blodtryk. I dag var det omvendt - ingen protein i urinen, men for højt diastolisk blodtryk. Men sammenholdt med ødemer og vægtøgning ringede han til fødselslægen og de ville gerne lige se mig til yderligere undersøgelser. Så nu er vi på vej på hospitalet for at se hvad de siger. Det er jo ikke fordi jeg partout har svangerskabsforgiftning, men mine symptomer er i hvert fald på grænsen.

[Buller]

Jeg måtte et smut på hospitalet efter min jm-tid i går, fordi mine fødder er så hævede, mine prøver så dårlige, at hun sendte mig af sted obs svangerskabsforgiftning. Jeg har 12 dage til termin. Kan de ikke bare tage vandet og få ham ud..? Jeg ville elske at få min krop bare nogenlunde tilbage.

Hvad sagde de på hospitalet? Det lyder da ikke så spændende med dårlige prøver.

[Janni.A006]

Jeg måtte et smut på hospitalet efter min jm-tid i går, fordi mine fødder er så hævede, mine prøver så dårlige, at hun sendte mig af sted obs svangerskabsforgiftning. Jeg har 12 dage til termin. Kan de ikke bare tage vandet og få ham ud..? Jeg ville elske at få min krop bare nogenlunde tilbage.

Hvad sagde de på hospitalet? Det lyder da ikke så spændende med dårlige prøver.

Efter 5½ time fik jeg lov at tage hjem mod at jeg kommer tilbage på mandag og laver nye urin- + blodprøver. Jeg har ikke svangerskabsforgiftning - det tror jeg ikke på. Jeg tror bare, at de går med livrem og seler. Alles fødder er jo hævede i varmen - mere eller mindre. Men det er selvfølgelig lidt svært for mig at bortforklare hvorfor jeg laver de dårlige urinprøver.

[Zonta]

Tak for jeres kort og kommentarer i forhold til svangerskabsforgiftning

Var hos lægen i tirsdags og han ville gerne lige se mig i dag til en opfølgning i dag. I tirsdags havde jeg protein i urinen, men normalt blodtryk. I dag var det omvendt - ingen protein i urinen, men for højt diastolisk blodtryk. Men sammenholdt med ødemer og vægtøgning ringede han til fødselslægen og de ville gerne lige se mig til yderligere undersøgelser. Så nu er vi på vej på hospitalet for at se hvad de siger. Det er jo ikke fordi jeg partout har svangerskabsforgiftning, men mine symptomer er i hvert fald på grænsen.

Nå, men altså jeg afleverede urinprøve, fik taget blodprøver, kørt en kurve og taget blodtryk. Urinen var fin, blodprøverne ligeså. Kurven var nærmest perfekt og "tyder på en baby, der har det rigtig godt" og blodtrykket var for lavt... For lavt?! Det synes jeg er mærkeligt. Jeg er ikke nervøs eller noget hos lægen, så jeg har svært ved at forstå hvordan det på et par timer kan gå fra 138/101 til 94/58 Hun brugte den store manchet og jeg plejer altid at få den lille på. Spurgte om det kunne have noget at sige og hun var sådan "måske, men når nu det retter sig, når du ligger og slapper af, så er det ikke noget".
Jeg skal til JM på mandag og så snakker jeg selvfølgelig lige med hende om det. Desuden skulle jeg ringe, hvis jeg fik flimmer for øjnene, hovedpine eller trykken for brystet.

[Buller]

størrelsen på manchetten betyder virkelig meget. Og en lille manchet er det kun virkeligt spinkle mennesker der kan bruge. Det kan sagtens falde 20mmHg for hver størrelse.

Hvis din læge måler med for lille en manchet, og før du har hvilet så kan du reelt ikke bruge den måling til noget som helst.

[Sangius]

Jeg har jævnligt et blodtryk på 90/50 ish. Aldrig over 110/70. Har ikke fået noget at vide om det, udover at det var fint.

[Zonta]

størrelsen på manchetten betyder virkelig meget. Og en lille manchet er det kun virkeligt spinkle mennesker der kan bruge. Det kan sagtens falde 20mmHg for hver størrelse.

Hvis din læge måler med for lille en manchet, og før du har hvilet så kan du reelt ikke bruge den måling til noget som helst.

Fedt Så er det da virkelig heller ikke nemt. Du lyder til at have styr på det - er der ikke kun to størrelse manchetter?

Godt nok har jeg aldrig haft store arme, men de har målt med den lille fra starten af graviditeten, hvor jeg altså havde et BMI på 34... Og det er både egen læge, flere forskellige JM, fødselslæge osv.
Får lidt lyst til at anskaffe mig mit eget apparat, så jeg kan måle herhjemme. Synes nemlig ikke jeg whitecoater, men selvfølgelig har jeg ikke hvilet når jeg kommer hos lægen - men det er langt fra fordi jeg kommer og har tonset rundt eller noget.

[Buller]

Det er desværre ret almindeligt at der bliver målt med forkert størrelse. De prøver at gennemføre flere kampagner for at oplyse om konsekvenserne af det. Tænk hvor mange der medicineres uden grund.

Der findes mindst 4 størrelser. Der står som regel på de gode manchetter hvor stor omkreds armen må have. Så kan man måle efter selv.

[FormerlyKnownAs]

Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry

Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.

Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.

Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.

Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.

[Moxy-lady]

Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry

Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.

Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.

Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.

Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.

Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.

[FormerlyKnownAs]

Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry

Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.

Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.

Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.

Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.

Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.

Han kommer hjem i morgen tidlig jeg har overvejet det scenarie faktisk. Skal sådan lige mærke efter. Folk skal heller ikke gå i panik og tro jeg er deprimeret eller noget jo. Ej jeg ved sgu ikke.

Vi holder fødselsdag den 21. hvor venner og lidt familie kommer. Det gør det jo bare lidt mere absurd at skulle gå i Luna telt og suge maven ind Jeg må tale med ham om det og så har vi kønsscan på mandag. Ikke at jeg tror at det gør en forskel egentlig, det har de andre ikke gjort jo.

Jeg tror det er meget day by day for mig. Gid at vi slulle afsted i morgen istedet, så kunne jeg smutte og lade som ingenting