Tvangsfjernet - Indefra med Anders Agger

[Jedi]

Selv hvis man antager, at systemet har svigtet Belinda, så er det forhåbentligt ikke et argument for at svigte hendes barn?

Nej, hvor læser du at nogen skulle mene det?

Jeg spørger. Fordi Belindas egen barndom og kontakt (eller mangel?) med systemet bliver draget ind i diskussionen, hvilket jeg mener er irrelevant for vurderingen af, om hendes eget barn skal fjernes eller ej.

Det undrer mig, at du læser det sådan. For mig er det helt oplagt, at man godt kan diskutere to problemer sideløbende. Det er vel heller ikke sådan, at fordi hendes børn bliver tvangsfjernet, så er Belindas trivsel ligegyldig?

Selvfølgelig kan man diskutere to problemer sideløbende. Jeg synes dog godt at man kan holde for øje, hvad der er essensen: det lille barns trivsel.
De to, selv til sammen, giver minus, som ikke er godt nok til et barn.

Manden virker på overfladen måske mere velfungerende end hende, også selvom han har en kriminel karriere bag sig og er dømt for at smække hende et par på hovedet. Man skal selvfølgelig passe på med at hænge sig i enkelte ord eller sætninger, men i delen, hvor de er ude hos deres ældste barn og de står på parkeringspladsen, der siger han noget i retning af, at grunden til at det er så hårdt at se deres barn den ene gang om måneden er hele det med at sige farvel, "vi har jo kun 1½ time til at suge al kærligheden til os". Jeg tvivler ikke på, at mange har det sådan, at barnet skal give dem noget, og det er da helt forskruet og måske den grundlæggende årsag til at de er dårlige forældre: de evner ikke at give, de vil bare ha´ha´ha´.

Det jeg skriver om i startindlægget mhb Belinda, er de svigt hun er vokset op med og den måde, [b]systemet håndterer tvangsfjernelsen på overfor hende, som i mine øjne bare stabler mere sorg og tragedie ovenpå [/b]et liv, som i forvejen har været lidelsesfuldt. Jeg skriver intetsteds at hun skal have lov til at beholde sit barn, fordi det er synd for hende. Et barn er ikke et plaster på såret eller en trøstepræmie. Jeg går ud fra, og det skriver jeg også, at tvangsfjernelsen er velbegrundet og jeg har ingen grund til at betvivle den, ligesom jeg heller ikke har forudsætninger for at gøre det på grundlag af udsendelsen. Dog er det stadig fuldt ud muligt for mig at føle empati med hende og sørge over det livet har budt hende. Hvis jeg forestiller mig, at hun er et menneske som alle andre, kan jeg leve mig ind i den smerte hun må føle over at skulle aflevere sit barn efter fødslen. Og den eksisterer helt uafhængigt af, at jeg regner det for ganske velbegrundet, at hun IKKE skal have sit barn med hjem. Det er STADIG synd for hende og jeg bliver bevæget af hendes sorg.

Hvad mener du med det markerede?

Problemet i sager som disse er netop, at mennesker, som ikke evner forældrerollen insisterer på at blive forældre. De forårsager så meget skade, enten på barnet eller på sig selv.

Jeg mener det her, jeg skrev i startindlægget:

Forældrene informeres om, at de kan kontakte hospitalspræsten, hvis de har brug for at tale, men ingen anden professionel støtte. Belinda får 2 piller til at stoppe mælkeproduktionen.

Og det her, jeg skriver i mit andet indlæg:

Og så synes jeg, at der bør være hjælp til forældrene efter tvangsfjernelsen. Uanset hvad, er det en frygtelig ting at få taget ens barn, og de tilbydes, at de kan tale med en præst? Måske hjælp til at bearbejde situationen kan hjælpe dem til at acceptere og forstå hvorfor det er sådan. Nu er det bare sorger oven på et væld af andre sorger, i et liv fuld af dem allerede. Det er umenneskeligt.

De bliver tilbudt at tale med jordemoderen, de kan ringe ind ved behov, og de tilbydes derudover at tale med en præst. Præsters arbejdsområde er netop at være behjælpelige med svære situationer i livet.
Derudover er de tilkoblet alverdens i kommunen i forvejen. Om det er nok kan man selvfølgelig ikke afgøre udfra dokumentaren.

Jeg mener at Belinda efterfølgende forklarede at de ikke er blevet kontaktet én eneste gang mht. hjælp efter fødslen. De havde afleveret deres barn på fødegangen og var taget hjem og blevet “glemt”. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er rigtigt, men uanset årsagen til tvangsfjernelsen, synes jeg der burde være en form for efterværn der hjælper forældrene videre. Jeg kan ikke se, hvad de ville få ud af at tale med jordemoderen efterfølgende. Præsten måske, men det havde nok for alles bedste været bedst med et specialiseret efterværn der kunne hjælpe forældrene godt videre, så de bedre kunne forstå hvad der var sket- og grunden til det. Det nytter jo ikke noget at de sidder og sumper i flere år efter, og tror at de kan få børnene hjem igen, når virkeligheden er en anden.

Det er svært at vide, da der kun er begrænsede oplysninger i dokumentaren. Det fremgår dog at Belinda er koblet til et socialrådgiver.
Spørgsmålet er om man kan hjælpe folk videre, når de ikke en gang har erkendt at de ikke er egnede som forældre?

[Lys]

Selv hvis man antager, at systemet har svigtet Belinda, så er det forhåbentligt ikke et argument for at svigte hendes barn?

Nej, hvor læser du at nogen skulle mene det?

Jeg spørger. Fordi Belindas egen barndom og kontakt (eller mangel?) med systemet bliver draget ind i diskussionen, hvilket jeg mener er irrelevant for vurderingen af, om hendes eget barn skal fjernes eller ej.

Det undrer mig, at du læser det sådan. For mig er det helt oplagt, at man godt kan diskutere to problemer sideløbende. Det er vel heller ikke sådan, at fordi hendes børn bliver tvangsfjernet, så er Belindas trivsel ligegyldig?

Selvfølgelig kan man diskutere to problemer sideløbende. Jeg synes dog godt at man kan holde for øje, hvad der er essensen: det lille barns trivsel.
De to, selv til sammen, giver minus, som ikke er godt nok til et barn.

Manden virker på overfladen måske mere velfungerende end hende, også selvom han har en kriminel karriere bag sig og er dømt for at smække hende et par på hovedet. Man skal selvfølgelig passe på med at hænge sig i enkelte ord eller sætninger, men i delen, hvor de er ude hos deres ældste barn og de står på parkeringspladsen, der siger han noget i retning af, at grunden til at det er så hårdt at se deres barn den ene gang om måneden er hele det med at sige farvel, "vi har jo kun 1½ time til at suge al kærligheden til os". Jeg tvivler ikke på, at mange har det sådan, at barnet skal give dem noget, og det er da helt forskruet og måske den grundlæggende årsag til at de er dårlige forældre: de evner ikke at give, de vil bare ha´ha´ha´.

Selvfølgelig er barnets trivsel det primære at have i fokus. Men det har man jo gjort ved at tvangsfjerne det - og det virker ud fra udsendelsen helt rimeligt og rigtigt, for jeg er enig med dig i, at de ikke fremstår særligt egnede som forældre.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke i tillæg hertil må synes, at det er ærgerligt, at vi som samfundt har tabt en kvinde som Belinda fuldstændigt på gulvet. Og hvordan dette synspunkt skulle tage noget fra barnet. Jeg taler ikke her for, at hun skulle have haft drengen med hjem eller “have en chance” som forælder. Det løb er desværre nok kørt.

LaScrooge udtrykker det også rigtigt fint.

[Jedi]

Selv hvis man antager, at systemet har svigtet Belinda, så er det forhåbentligt ikke et argument for at svigte hendes barn?

Nej, hvor læser du at nogen skulle mene det?

Jeg spørger. Fordi Belindas egen barndom og kontakt (eller mangel?) med systemet bliver draget ind i diskussionen, hvilket jeg mener er irrelevant for vurderingen af, om hendes eget barn skal fjernes eller ej.

Det undrer mig, at du læser det sådan. For mig er det helt oplagt, at man godt kan diskutere to problemer sideløbende. Det er vel heller ikke sådan, at fordi hendes børn bliver tvangsfjernet, så er Belindas trivsel ligegyldig?

Selvfølgelig kan man diskutere to problemer sideløbende. Jeg synes dog godt at man kan holde for øje, hvad der er essensen: det lille barns trivsel.
De to, selv til sammen, giver minus, som ikke er godt nok til et barn.

Manden virker på overfladen måske mere velfungerende end hende, også selvom han har en kriminel karriere bag sig og er dømt for at smække hende et par på hovedet. Man skal selvfølgelig passe på med at hænge sig i enkelte ord eller sætninger, men i delen, hvor de er ude hos deres ældste barn og de står på parkeringspladsen, der siger han noget i retning af, at grunden til at det er så hårdt at se deres barn den ene gang om måneden er hele det med at sige farvel, "vi har jo kun 1½ time til at suge al kærligheden til os". Jeg tvivler ikke på, at mange har det sådan, at barnet skal give dem noget, og det er da helt forskruet og måske den grundlæggende årsag til at de er dårlige forældre: de evner ikke at give, de vil bare ha´ha´ha´.

Selvfølgelig er barnets trivsel det primære at have i fokus. Men det har man jo gjort ved at tvangsfjerne det - og det virker ud fra udsendelsen helt rimeligt og rigtigt, for jeg er enig med dig i, at de ikke fremstår særligt egnede som forældre.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke i tillæg hertil må synes, at det er ærgerligt, at vi som samfundt har tabt en kvinde som Belinda fuldstændigt på gulvet. Og hvordan dette synspunkt skulle tage noget fra barnet. Jeg taler ikke her for, at hun skulle have haft drengen med hjem eller “have en chance” som forælder. Det løb er desværre nok kørt.

LaScrooge udtrykker det også rigtigt fint.

Altså, man må da synes, det man vil. Jeg behøver dog ikke at synes det samme. Hverken at det er samfundet, der har fejlet eller at det er synd for hende, manden eller barnet. F.eks. synes jeg ikke, det er mere ærgerligt at hun ikke er egnet end at han ikke er egnet, selvom man ikke rigtigt hører noget om hans baggrund. De to voksne har haft rigeligt tid til at arbejde med sig selv for at blive bedre mennesker - for det er jo det, det handler om, basically, at de for nogle år siden blev vurderet uegnet som forældre.

Generelt set så er jeg også af den opfattelse, at der er mange forældre, som har valgt børn til netop af den nævnte grund at de ønsker at barnet skal give dem noget, som de voksne higer efter, hvadenten det er direkte (kærlighed fra barnet af) eller indirekte (beundring eller godkendelse fra omgivelserne). Hvilket i min optik er noget af det mest forskruet, selvcentreret og egoistiske man kan forestille sig. Og selvfølgelig ikke noget, man skal eller bør tvangsfjerne for, fordi det trods alt hører til almindeligheder.
I det her tilfælde toppes det så med noget psykiatri, kriminalitet, druk, vold osv. hvilket jeg faktisk ikke synes samfundet nødvendigvis skal stå på mål for.

[Lys]

Selv hvis man antager, at systemet har svigtet Belinda, så er det forhåbentligt ikke et argument for at svigte hendes barn?

Nej, hvor læser du at nogen skulle mene det?

Jeg spørger. Fordi Belindas egen barndom og kontakt (eller mangel?) med systemet bliver draget ind i diskussionen, hvilket jeg mener er irrelevant for vurderingen af, om hendes eget barn skal fjernes eller ej.

Det undrer mig, at du læser det sådan. For mig er det helt oplagt, at man godt kan diskutere to problemer sideløbende. Det er vel heller ikke sådan, at fordi hendes børn bliver tvangsfjernet, så er Belindas trivsel ligegyldig?

Selvfølgelig kan man diskutere to problemer sideløbende. Jeg synes dog godt at man kan holde for øje, hvad der er essensen: det lille barns trivsel.
De to, selv til sammen, giver minus, som ikke er godt nok til et barn.

Manden virker på overfladen måske mere velfungerende end hende, også selvom han har en kriminel karriere bag sig og er dømt for at smække hende et par på hovedet. Man skal selvfølgelig passe på med at hænge sig i enkelte ord eller sætninger, men i delen, hvor de er ude hos deres ældste barn og de står på parkeringspladsen, der siger han noget i retning af, at grunden til at det er så hårdt at se deres barn den ene gang om måneden er hele det med at sige farvel, "vi har jo kun 1½ time til at suge al kærligheden til os". Jeg tvivler ikke på, at mange har det sådan, at barnet skal give dem noget, og det er da helt forskruet og måske den grundlæggende årsag til at de er dårlige forældre: de evner ikke at give, de vil bare ha´ha´ha´.

Selvfølgelig er barnets trivsel det primære at have i fokus. Men det har man jo gjort ved at tvangsfjerne det - og det virker ud fra udsendelsen helt rimeligt og rigtigt, for jeg er enig med dig i, at de ikke fremstår særligt egnede som forældre.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke i tillæg hertil må synes, at det er ærgerligt, at vi som samfundt har tabt en kvinde som Belinda fuldstændigt på gulvet. Og hvordan dette synspunkt skulle tage noget fra barnet. Jeg taler ikke her for, at hun skulle have haft drengen med hjem eller “have en chance” som forælder. Det løb er desværre nok kørt.

LaScrooge udtrykker det også rigtigt fint.

Altså, man må da synes, det man vil. Jeg behøver dog ikke at synes det samme. Hverken at det er samfundet, der har fejlet eller at det er synd for hende, manden eller barnet. F.eks. synes jeg ikke, det er mere ærgerligt at hun ikke er egnet end at han ikke er egnet, selvom man ikke rigtigt hører noget om hans baggrund. De to voksne har haft rigeligt tid til at arbejde med sig selv for at blive bedre mennesker - for det er jo det, det handler om, basically, at de for nogle år siden blev vurderet uegnet som forældre.

Generelt set så er jeg også af den opfattelse, at der er mange forældre, som har valgt børn til netop af den nævnte grund at de ønsker at barnet skal give dem noget, som de voksne higer efter, hvadenten det er direkte (kærlighed fra barnet af) eller indirekte (beundring eller godkendelse fra omgivelserne). Hvilket i min optik er noget af det mest forskruet, selvcentreret og egoistiske man kan forestille sig. Og selvfølgelig ikke noget, man skal eller bør tvangsfjerne for, fordi det trods alt hører til almindeligheder.
I det her tilfælde toppes det så med noget psykiatri, kriminalitet, druk, vold osv. hvilket jeg faktisk ikke synes samfundet nødvendigvis skal stå på mål for.

Jeg er for så vidt enig i, at samfundet i lige så høj grad har tabt Jørgen på gulvet. Hans barndom bliver bare ikke berørt på samme måde i udsendelsen. Min pointe var egentlig ikke at gøre et større offer ud af Belinda end af Jørgen.

Det står dig selvfølgelig frit for ikke at mene at det er samfundets ansvar, at de er havnet hvor de er. Det er der nok mange, der mener. Men jeg opfattede egentlig dine indlæg i tråden som om du mente, at man ikke kunne synes at Belinda (og Jørgen) havde en trist skæbne OG være enig i tvangsfjernelsen på én gang, så det var det, jeg troede vi diskuterede.

[LaScrooge]

Selv hvis man antager, at systemet har svigtet Belinda, så er det forhåbentligt ikke et argument for at svigte hendes barn?

Nej, hvor læser du at nogen skulle mene det?

Jeg spørger. Fordi Belindas egen barndom og kontakt (eller mangel?) med systemet bliver draget ind i diskussionen, hvilket jeg mener er irrelevant for vurderingen af, om hendes eget barn skal fjernes eller ej.

Det undrer mig, at du læser det sådan. For mig er det helt oplagt, at man godt kan diskutere to problemer sideløbende. Det er vel heller ikke sådan, at fordi hendes børn bliver tvangsfjernet, så er Belindas trivsel ligegyldig?

Selvfølgelig kan man diskutere to problemer sideløbende. Jeg synes dog godt at man kan holde for øje, hvad der er essensen: det lille barns trivsel.
De to, selv til sammen, giver minus, som ikke er godt nok til et barn.

Manden virker på overfladen måske mere velfungerende end hende, også selvom han har en kriminel karriere bag sig og er dømt for at smække hende et par på hovedet. Man skal selvfølgelig passe på med at hænge sig i enkelte ord eller sætninger, men i delen, hvor de er ude hos deres ældste barn og de står på parkeringspladsen, der siger han noget i retning af, at grunden til at det er så hårdt at se deres barn den ene gang om måneden er hele det med at sige farvel, "vi har jo kun 1½ time til at suge al kærligheden til os". Jeg tvivler ikke på, at mange har det sådan, at barnet skal give dem noget, og det er da helt forskruet og måske den grundlæggende årsag til at de er dårlige forældre: de evner ikke at give, de vil bare ha´ha´ha´.

Selvfølgelig er barnets trivsel det primære at have i fokus. Men det har man jo gjort ved at tvangsfjerne det - og det virker ud fra udsendelsen helt rimeligt og rigtigt, for jeg er enig med dig i, at de ikke fremstår særligt egnede som forældre.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke i tillæg hertil må synes, at det er ærgerligt, at vi som samfundt har tabt en kvinde som Belinda fuldstændigt på gulvet. Og hvordan dette synspunkt skulle tage noget fra barnet. Jeg taler ikke her for, at hun skulle have haft drengen med hjem eller “have en chance” som forælder. Det løb er desværre nok kørt.

LaScrooge udtrykker det også rigtigt fint.

Altså, man må da synes, det man vil. Jeg behøver dog ikke at synes det samme. Hverken at det er samfundet, der har fejlet eller at det er synd for hende, manden eller barnet. F.eks. synes jeg ikke, det er mere ærgerligt at hun ikke er egnet end at han ikke er egnet, selvom man ikke rigtigt hører noget om hans baggrund. De to voksne har haft rigeligt tid til at arbejde med sig selv for at blive bedre mennesker - for det er jo det, det handler om, basically, at de for nogle år siden blev vurderet uegnet som forældre.

Generelt set så er jeg også af den opfattelse, at der er mange forældre, som har valgt børn til netop af den nævnte grund at de ønsker at barnet skal give dem noget, som de voksne higer efter, hvadenten det er direkte (kærlighed fra barnet af) eller indirekte (beundring eller godkendelse fra omgivelserne). Hvilket i min optik er noget af det mest forskruet, selvcentreret og egoistiske man kan forestille sig. Og selvfølgelig ikke noget, man skal eller bør tvangsfjerne for, fordi det trods alt hører til almindeligheder.
I det her tilfælde toppes det så med noget psykiatri, kriminalitet, druk, vold osv. hvilket jeg faktisk ikke synes samfundet nødvendigvis skal stå på mål for.

Jeg synes det er mystisk, at du slet ikke anerkender, at det er traumatisk at måtte aflevere sit barn efter fødselen. Det ville det være for dig, og Belinda er OGSÅ bare et menneske med følelser. Tilmed et menneske, som er blevet mishandlet og svigtet i en grad, så man ikke kan forestille sig det og hvis problemer blandt andet består i at være mindrebegavet. Dvs. hun har svært ved at forstå tingene og derfor ville det hjælpe hende mere, også i fremtiden, hvis man faktisk arbejdede på denne forståelse. Hvad kan en jordemoder tilbyde? Hun er ikke inde i sagen og ikke specialiseret i problemer som dem Belinda har. Hendes job er et andet. At blive tilbudt at tale med en præst grænser til hån, hvis man ikke er kristen. Det forslår derudover som en skrædder i helvede, når man har de problemer Belinda har. Gav man hende derimod mulighed for at arbejde med oplevelsen af at miste sit barn med en uddannet terapeut, som ikke var en del af det system, som har skubbet bag på tvangsfjernelsen (Belindas sagsbehandler er ikke en tryg person i denne sammenhæng), så kunne det være, at Belinda både kunne håndtere det aktuelle traume OG få en forståelse af hvad det er der gør, at hun ikke kan være mor i praksis. Og måske kan det hjælpe hende til ikke at få flere. Og så får du også dit ønske opfyldt: at trælse mennesker som hende, ikke gør ting, du synes er dumme. Hvis du overvejer det bare ét sekund giver det nok mere pote end bare at sige "Ja, det var ærgerligt for dig, men så kan du jo bare lade være med med at tro at du kan klare at være mor" - for det forstår hun jo netop ikke som det er. Og så kan hun næppe bebrejdes at prøve igen.

[Bergen]

Selv hvis man antager, at systemet har svigtet Belinda, så er det forhåbentligt ikke et argument for at svigte hendes barn?

Nej, hvor læser du at nogen skulle mene det?

Jeg spørger. Fordi Belindas egen barndom og kontakt (eller mangel?) med systemet bliver draget ind i diskussionen, hvilket jeg mener er irrelevant for vurderingen af, om hendes eget barn skal fjernes eller ej.

Det undrer mig, at du læser det sådan. For mig er det helt oplagt, at man godt kan diskutere to problemer sideløbende. Det er vel heller ikke sådan, at fordi hendes børn bliver tvangsfjernet, så er Belindas trivsel ligegyldig?

Selvfølgelig kan man diskutere to problemer sideløbende. Jeg synes dog godt at man kan holde for øje, hvad der er essensen: det lille barns trivsel.
De to, selv til sammen, giver minus, som ikke er godt nok til et barn.

Manden virker på overfladen måske mere velfungerende end hende, også selvom han har en kriminel karriere bag sig og er dømt for at smække hende et par på hovedet. Man skal selvfølgelig passe på med at hænge sig i enkelte ord eller sætninger, men i delen, hvor de er ude hos deres ældste barn og de står på parkeringspladsen, der siger han noget i retning af, at grunden til at det er så hårdt at se deres barn den ene gang om måneden er hele det med at sige farvel, "vi har jo kun 1½ time til at suge al kærligheden til os". Jeg tvivler ikke på, at mange har det sådan, at barnet skal give dem noget, og det er da helt forskruet og måske den grundlæggende årsag til at de er dårlige forældre: de evner ikke at give, de vil bare ha´ha´ha´.

Selvfølgelig er barnets trivsel det primære at have i fokus. Men det har man jo gjort ved at tvangsfjerne det - og det virker ud fra udsendelsen helt rimeligt og rigtigt, for jeg er enig med dig i, at de ikke fremstår særligt egnede som forældre.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor man ikke i tillæg hertil må synes, at det er ærgerligt, at vi som samfundt har tabt en kvinde som Belinda fuldstændigt på gulvet. Og hvordan dette synspunkt skulle tage noget fra barnet. Jeg taler ikke her for, at hun skulle have haft drengen med hjem eller “have en chance” som forælder. Det løb er desværre nok kørt.

LaScrooge udtrykker det også rigtigt fint.

Altså, man må da synes, det man vil. Jeg behøver dog ikke at synes det samme. Hverken at det er samfundet, der har fejlet eller at det er synd for hende, manden eller barnet. F.eks. synes jeg ikke, det er mere ærgerligt at hun ikke er egnet end at han ikke er egnet, selvom man ikke rigtigt hører noget om hans baggrund. De to voksne har haft rigeligt tid til at arbejde med sig selv for at blive bedre mennesker - for det er jo det, det handler om, basically, at de for nogle år siden blev vurderet uegnet som forældre.

Generelt set så er jeg også af den opfattelse, at der er mange forældre, som har valgt børn til netop af den nævnte grund at de ønsker at barnet skal give dem noget, som de voksne higer efter, hvadenten det er direkte (kærlighed fra barnet af) eller indirekte (beundring eller godkendelse fra omgivelserne). Hvilket i min optik er noget af det mest forskruet, selvcentreret og egoistiske man kan forestille sig. Og selvfølgelig ikke noget, man skal eller bør tvangsfjerne for, fordi det trods alt hører til almindeligheder.
I det her tilfælde toppes det så med noget psykiatri, kriminalitet, druk, vold osv. hvilket jeg faktisk ikke synes samfundet nødvendigvis skal stå på mål for.

Jeg synes det er mystisk, at du slet ikke anerkender, at det er traumatisk at måtte aflevere sit barn efter fødselen. Det ville det være for dig, og Belinda er OGSÅ bare et menneske med følelser. Tilmed et menneske, som er blevet mishandlet og svigtet i en grad, så man ikke kan forestille sig det og hvis problemer blandt andet består i at være mindrebegavet. Dvs. hun har svært ved at forstå tingene og derfor ville det hjælpe hende mere, også i fremtiden, hvis man faktisk arbejdede på denne forståelse. Hvad kan en jordemoder tilbyde? Hun er ikke inde i sagen og ikke specialiseret i problemer som dem Belinda har. Hendes job er et andet. At blive tilbudt at tale med en præst grænser til hån, hvis man ikke er kristen. Det forslår derudover som en skrædder i helvede, når man har de problemer Belinda har. Gav man hende derimod mulighed for at arbejde med oplevelsen af at miste sit barn med en uddannet terapeut, som ikke var en del af det system, som har skubbet bag på tvangsfjernelsen (Belindas sagsbehandler er ikke en tryg person i denne sammenhæng), så kunne det være, at Belinda både kunne håndtere det aktuelle traume OG få en forståelse af hvad det er der gør, at hun ikke kan være mor i praksis. Og måske kan det hjælpe hende til ikke at få flere. Og så får du også dit ønske opfyldt: at trælse mennesker som hende, ikke gør ting, du synes er dumme. Hvis du overvejer det bare ét sekund giver det nok mere pote end bare at sige "Ja, det var ærgerligt for dig, men så kan du jo bare lade være med med at tro at du kan klare at være mor" - for det forstår hun jo netop ikke som det er. Og så kan hun næppe bebrejdes at prøve igen.

Problemet er slet og ret velfærdssamfund ikke kan håndtere alle de borgere, der har et behov. Kassen er tom. Ikke viljen fra myndighedspersoner, kommunen eller hvem der nu er spil.

[Misantropen]

Jeg ved ikke noget om sagen udover den udsendelse, og jeg har ikke læst de kommentarspor, andre taler om.

Jeg gætter umiddelbart, at Belinda har takket nej til rigtig mange tilbud gennem tiden, når manden har syntes, at der var risiko for, at de rykkede Belinda i en retning, han ikke brød sig om.

Belinda må være rigtig svær at nå, fordi manden styrer hende, som han gør.

Det er vigtigt for ham, at han har magten over hende, og det har han ved at styre hende følelsesmæssigt. Derfor får hun ikke lov til at komme tæt på nogen, der ville kunne hjælpe hende. For hvis hun får det bedre, mister han magten.

Jeg tænker, at de under alle omstændigheder må være i kontakt med nogen, fordi de har samvær med det andet anbragte barn, og samværet er overvåget (så vidt jeg husker)

Hvilke konkrete episoder fra udsendelsen tænker du på her?

Jeg er ikke uenig i at de ikke virker til at være gode for hinanden, men måske du har observeret noget andet/mere end mig

[Jedi]

Jeg synes det er mystisk, at du slet ikke anerkender, at det er traumatisk at måtte aflevere sit barn efter fødselen. Det ville det være for dig, og Belinda er OGSÅ bare et menneske med følelser. Tilmed et menneske, som er blevet mishandlet og svigtet i en grad, så man ikke kan forestille sig det og hvis problemer blandt andet består i at være mindrebegavet. Dvs. hun har svært ved at forstå tingene og derfor ville det hjælpe hende mere, også i fremtiden, hvis man faktisk arbejdede på denne forståelse. Hvad kan en jordemoder tilbyde? Hun er ikke inde i sagen og ikke specialiseret i problemer som dem Belinda har. Hendes job er et andet. At blive tilbudt at tale med en præst grænser til hån, hvis man ikke er kristen. Det forslår derudover som en skrædder i helvede, når man har de problemer Belinda har. Gav man hende derimod mulighed for at arbejde med oplevelsen af at miste sit barn med en uddannet terapeut, som ikke var en del af det system, som har skubbet bag på tvangsfjernelsen (Belindas sagsbehandler er ikke en tryg person i denne sammenhæng), så kunne det være, at Belinda både kunne håndtere det aktuelle traume OG få en forståelse af hvad det er der gør, at hun ikke kan være mor i praksis. Og måske kan det hjælpe hende til ikke at få flere. Og så får du også dit ønske opfyldt: at trælse mennesker som hende, ikke gør ting, du synes er dumme. Hvis du overvejer det bare ét sekund giver det nok mere pote end bare at sige "Ja, det var ærgerligt for dig, men så kan du jo bare lade være med med at tro at du kan klare at være mor" - for det forstår hun jo netop ikke som det er. Og så kan hun næppe bebrejdes at prøve igen.

Jeg har ingen steder skrevet noget om, at det ikke skulle være traumatisk ikke at få sit barn med sig fra fødegangen? En jordemoder ved en masse om netop det, da de har med dødfødte, senaborter, spædbørn der ryger på neonatal, uopdagede i graviditeten syndromer hos nyfødte og andet, som ikke hører til inden for normen.
Jeg kan ikke se det hånlige i at blive tilbudt at tale med en præst - vedkommende er der som sjælesørger og ikke som forkynder.

Det handler selvfølgelig ikke om min personlige smag for hvad der er god opførsel; det handler heller ikke om at nogen gør noget dumt. Det handler om, at nogle mennesker vitterligt ikke evner at tage vare på andre. Ikke noget med at de bare gør det på en lidt anden måde, sokkerne ikke matcher eller andet i den dur - de evner ikke at tilsidesætte egne behov/se et andet menneske. I de her tilfælde anerkender de heller ikke, at de rent faktisk har problemer af den kaliber.

[Misantropen]

Hvilke konkrete episoder fra udsendelsen tænker du på her?

Jeg er ikke uenig i at de ikke virker til at være gode for hinanden, men måske du har observeret noget andet/mere end mig

Jeg tænker ikke på noget konkret fra udsendelsen. Jeg bygger det på "erfaring". F.eks. er det meget tydeligt, i "Er du mors lille dreng", at kvinden har så meget behov for manden, at hun sætter hendes forhold til barnet (og personalet) på spil for at lede efter ham. Hun HAR lyst til at passe sit barn, men kun hvis det ikke er på bekostning af kæresten. Hun er nødt til (følelsesmæssigt) at sikre sig ham, uanset konsekvenserne for barnet.

Jeg har mødt forældre (er pædagog) og har familie, der har samme mekanismer. Der er ikke nødvendigvis fysisk vold involveret. Men der står en partner, der er i stand til at holde den anden "fanget" på en måde, så de ikke kan/tør prioritere børn før mand.

Det ses jo også blandt "normale", at man ikke har selvtillid til at gå fra sin kæreste. Jeg tænker bare det er forstærket mange gange, når man har oplevet så mange svigt, som Belinda har.

Edit; så det er egentlig ren lommefilosofi og tankerænker.

Mener du psykisk vold? Det skal man i hvert fald ikke underkende konsekvenserne af uanset ens sociale arv og miljø

[Bergen]

Jeg synes det er mystisk, at du slet ikke anerkender, at det er traumatisk at måtte aflevere sit barn efter fødselen. Det ville det være for dig, og Belinda er OGSÅ bare et menneske med følelser. Tilmed et menneske, som er blevet mishandlet og svigtet i en grad, så man ikke kan forestille sig det og hvis problemer blandt andet består i at være mindrebegavet. Dvs. hun har svært ved at forstå tingene og derfor ville det hjælpe hende mere, også i fremtiden, hvis man faktisk arbejdede på denne forståelse. Hvad kan en jordemoder tilbyde? Hun er ikke inde i sagen og ikke specialiseret i problemer som dem Belinda har. Hendes job er et andet. At blive tilbudt at tale med en præst grænser til hån, hvis man ikke er kristen. Det forslår derudover som en skrædder i helvede, når man har de problemer Belinda har. Gav man hende derimod mulighed for at arbejde med oplevelsen af at miste sit barn med en uddannet terapeut, som ikke var en del af det system, som har skubbet bag på tvangsfjernelsen (Belindas sagsbehandler er ikke en tryg person i denne sammenhæng), så kunne det være, at Belinda både kunne håndtere det aktuelle traume OG få en forståelse af hvad det er der gør, at hun ikke kan være mor i praksis. Og måske kan det hjælpe hende til ikke at få flere. Og så får du også dit ønske opfyldt: at trælse mennesker som hende, ikke gør ting, du synes er dumme. Hvis du overvejer det bare ét sekund giver det nok mere pote end bare at sige "Ja, det var ærgerligt for dig, men så kan du jo bare lade være med med at tro at du kan klare at være mor" - for det forstår hun jo netop ikke som det er. Og så kan hun næppe bebrejdes at prøve igen.

Jeg har ingen steder skrevet noget om, at det ikke skulle være traumatisk ikke at få sit barn med sig fra fødegangen? En jordemoder ved en masse om netop det, da de har med dødfødte, senaborter, spædbørn der ryger på neonatal, uopdagede i graviditeten syndromer hos nyfødte og andet, som ikke hører til inden for normen.
Jeg kan ikke se det hånlige i at blive tilbudt at tale med en præst - vedkommende er der som sjælesørger og ikke som forkynder.

Det handler selvfølgelig ikke om min personlige smag for hvad der er god opførsel; det handler heller ikke om at nogen gør noget dumt. Det handler om, at nogle mennesker vitterligt ikke evner at tage vare på andre. Ikke noget med at de bare gør det på en lidt anden måde, sokkerne ikke matcher eller andet i den dur - de evner ikke at tilsidesætte egne behov/se et andet menneske. I de her tilfælde anerkender de heller ikke, at de rent faktisk har problemer af den kaliber.

Reelt er det en "fin" lappeløsning - måske mest for at sige noget og ikke bare larmede ingenting.

Joremoderen har ikke uddannelse til at følge op på en familie, der afleverer et barn til familiepleje med tvang. Hun har kompetence til dét, der sker på hendes afdeling. Dertil er der næppe sat tid af til opfølgning andet end svar på korte spørgsmål. Som til alle andre familier, der har født et barn på afdelingen.
Hun vil sikkert gerne hjælpe - det vil de fleste sundhedsfaglige personale oftest gerne, men jeg ser ikke tid (arbejdstimer) eller (nødvendige) kompetancer, når det kommer til stykket.

Præsten. Sikkert fint, men mange af os kan bare slet ikke bruge det tilbud til noget. Det mangler reel faglighed (for mig at se), når det kommer til så kompliceret og tunge sager - og de mennesker tilsyneladende ikke i hverdagen er på talefod med præsten. Var de dét, så ville præsten bestemt kunne være en ressource.

Virkeligheden er, når der er taget hånd om det mest nødvendige i samfundet - og dét her områder bruger allerede massivt mange midler fra fælleskassen, så er der bare ikke råd til mange flere dyre tilbud.

Terapi målrettet fx disse mennesker er afsindigt dyrt og kaster ofte uforholdsvis lidt resultat af sig - altimens masser andre velfærdsopgaver også skal løse.
Det er meget vanskeligt at se, hvor ressourcerne simpelthen skal hentes til yderligere brug i denne ene familie (og alle de lignende familier). Det vil være på bekostning af anden velfærd.

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Har man fået fjernet et barn, burde man blive midlertidigt steriliseret. Skulle man så ønske sig et nyt barn, skulle man gennemgå en forældreevneundersøgelse og vise man var klar INDEN en ny graviditet.

[Zonta]

Har man fået fjernet et barn, burde man blive midlertidigt steriliseret. Skulle man så ønske sig et nyt barn, skulle man gennemgå en forældreevneundersøgelse og vise man var klar INDEN en ny graviditet.

Men synes du ikke det strider mod den personlige frihed vi trods alt har herhjemme? Man (læs: myndighederne) kan ikke tvinge folk til særlig mange ting. Ikke medmindre man er kriminel eller til akut fare for sig selv eller andre.

Jeg er for så vidt enig med dig i din pointe - det vil bare aldrig kunne effektueres.

[Jegvilgerneheddenogetnyt]

Har man fået fjernet et barn, burde man blive midlertidigt steriliseret. Skulle man så ønske sig et nyt barn, skulle man gennemgå en forældreevneundersøgelse og vise man var klar INDEN en ny graviditet.

Men synes du ikke det strider mod den personlige frihed vi trods alt har herhjemme? Man (læs: myndighederne) kan ikke tvinge folk til særlig mange ting. Ikke medmindre man er kriminel eller til akut fare for sig selv eller andre.

Jeg er for så vidt enig med dig i din pointe - det vil bare aldrig kunne effektueres.

Nej, det mener jeg egentlig ikke. Jeg synes det strider mere mod ens personlige frihed, at få fjernet sit barn, endnu inden man har lært det at kende! Men jeg mener stadig det er nødvendigt! Hvis man er vurderet til at få fjernet sit barn ved fødslen, er det i bund og grund fordi man er til fare for sit barn.
Hvorfor kan det ikke effektueres?

[Jedi]

Har man fået fjernet et barn, burde man blive midlertidigt steriliseret. Skulle man så ønske sig et nyt barn, skulle man gennemgå en forældreevneundersøgelse og vise man var klar INDEN en ny graviditet.

Men synes du ikke det strider mod den personlige frihed vi trods alt har herhjemme? Man (læs: myndighederne) kan ikke tvinge folk til særlig mange ting. Ikke medmindre man er kriminel eller til akut fare for sig selv eller andre.

Jeg er for så vidt enig med dig i din pointe - det vil bare aldrig kunne effektueres.

Nej, det mener jeg egentlig ikke. Jeg synes det strider mere mod ens personlige frihed, at få fjernet sit barn, endnu inden man har lært det at kende! Men jeg mener stadig det er nødvendigt! Hvis man er vurderet til at få fjernet sit barn ved fødslen, er det i bund og grund fordi man er til fare for sit barn.
Hvorfor kan det ikke effektueres?

Hvordan forestiller du dig kirurgiske indgreb under tvang skal foregå?

[LaScrooge]

Har man fået fjernet et barn, burde man blive midlertidigt steriliseret. Skulle man så ønske sig et nyt barn, skulle man gennemgå en forældreevneundersøgelse og vise man var klar INDEN en ny graviditet.

Men synes du ikke det strider mod den personlige frihed vi trods alt har herhjemme? Man (læs: myndighederne) kan ikke tvinge folk til særlig mange ting. Ikke medmindre man er kriminel eller til akut fare for sig selv eller andre.

Jeg er for så vidt enig med dig i din pointe - det vil bare aldrig kunne effektueres.

Nej, det mener jeg egentlig ikke. Jeg synes det strider mere mod ens personlige frihed, at få fjernet sit barn, endnu inden man har lært det at kende! Men jeg mener stadig det er nødvendigt! Hvis man er vurderet til at få fjernet sit barn ved fødslen, er det i bund og grund fordi man er til fare for sit barn.
Hvorfor kan det ikke effektueres?

Personlig frihed har man kun i den udstrækning, at man ikke med sin udlevelse af den krænker andres, mere fundamentale, rettigheder. Man har ikke ret til at nyde livet med et barn (ej heller til at lære det at kende), hvis det er til skade for barnet. Dit ønske om at have et forhold til dit barn vejer mindre tungt end barnets ret til en tryg og sikker opvækst - fordi børns ret til tryghed og beskyttelse har primat over din "ret" til at have andre, specifikke mennesker i dit liv og din "ret" til at udleve en personlig drøm om forælderskab.