Debattens mødregruppe

[Kakadu]

Kakadu - hvordan ved du, at dette foregår i alle institutioner?

Det er sådan en fjollet måde at debattere på, synes du ikke? Så skal jeg svare, at jeg ikke har skrevet ALLE institutioner, og så skal du finde alle de steder, hvor jeg ikke disclaimer og derfor godt kan tolkes til at mene alle institutioner, og det er i det hele taget bare spild af alles tid, ing?

[AgentPixie]

Jeg synes det er noget mærkeligt noget at linke til. En måde at “overleve” hele situationen med indkøring og barn der græder på, er at gå lidt i benægtelse eller skubbe det væk.

Min søn på 2 er lige nu i en periode hvor han ikke vil afleveres i dagplejen, men er god igen efter vi er gået. Det trøster jeg mig ved, selvom jeg da inderst inde godt ved, at han jo ikke har andre valg end at affinde sig med det. Uanset hvor ufedt det så er.
Men i det mindste ved jeg, at han er tryg og har en rigtig omsorgsfuld dagplejemor..

[Aquadorable]

Jeg tror personligt ikke på, at et barn, der stopper med at græde ganske kort tid efter aflevering, tager skade. Jeg oplever, at K har haft behov for at udtrykke sin utilfredshed med, at jeg gik, men at det ikke har handlet om, at vuggestuen ellers var noget skidt. Hun er altid i gang med en god leg, når hun bliver hentet, og taler meget om vuggestuen hjemme. Om morgenen kan vi næsten ikke komme hurtigt nok ud ad døren. Hun henter gerne sine sko, en halv time før vi egentlig skal af sted.

Hvis jeg havde oplevet, at hun var ked af det i lang tid og var svær at trøste, når hun var i vuggestue, synes jeg, det ville være en helt anden situation. I det tilfælde ville jeg tolke det som et signal til os om, at hun ikke havde lyst til at være der.

[JoyNips]

Jeg ved godt, det er meget upopulært, men jeg er nødt til lige at poste denne som reaktion på det der kollektive bedrag, vi har gang i ift små børn og (indkøring i) instititution.

https://www.instagram.com/p/BsyYBt1Few2 ... w7jwqf4o9w

Men hvad får du ud af at dele det? Det gør en utryg og træls situation endnu mere utryg for mødrene her i tråden, som alt andet lige nu sender deres børn afsted i institution. Det er jo ikke fordi vi fluks ringer til chefen og siger vores jobs op for at tage ungerne ud af institution i morgen. Så det eneste der opnås er endnu mere dårlig samvittighed end man allerede har.

Jeg deler det ikke for at få noget ud af det. Jeg deler det, fordi det - i modsætning til historien om alle babyerne, der blev glade igen efter mor gik - er sandheden. Det er godt at sige sandheden. Så kan man træffe informerede beslutninger fremfor blindt at følge strømmen.

Men skal vi så alle sammen være hjemmegående?

Helt ærligt, jeg er sgu selv temmelig hippie med langtidsamning og continuum concept og alt muligt andet skørt, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til 1940'erne og være hjemmegående mor. Selvfølgelig er det muligt at kombinere det at have et job med at have barn i institution.
Jeg er enig i, at man ikke efterlader et barn der græder alene og at det er skadeligt for børn, hvis de ikke trøstes og rummes, når de er kede. Men det er der jo heller ikke tale om når man afleverer sit barn i institution! Det er altså ikke rumænske børnehjem, vi afleverer børn på...

Jeg kender rigtig mange vuggestuepædagoger, der er blevet hjemme med deres børn, fordi de kender til forholdene bag den facade, forældrene ser, og ikke vil udsætte deres egne børn for det. Rigtig mange børn i danske vuggestuer (og børnehaver) bliver ikke trøstet og rummet, når de er kede af det. Hvis man ikke tror mig, kan man læse beretningerne fra pædagoger i stories på den Instagram-profil, jeg linkede til.

Og der er endnu flere pædagoger, der ikke bliver hjemmegående.

Personligt er jeg iøvrigt i bestyrelsen for vores institution og har indgående kendskab til hvad der foregår bag facaden, ligesom jeg kender flere af pædagogerne privat. Dét synes jeg er mere relevant at forholde mig til end en følelsesporno-instagramprofil med en agenda.

[Bergen]

Jeg ved godt, det er meget upopulært, men jeg er nødt til lige at poste denne som reaktion på det der kollektive bedrag, vi har gang i ift små børn og (indkøring i) instititution.

https://www.instagram.com/p/BsyYBt1Few2 ... w7jwqf4o9w

Men hvad får du ud af at dele det? Det gør en utryg og træls situation endnu mere utryg for mødrene her i tråden, som alt andet lige nu sender deres børn afsted i institution. Det er jo ikke fordi vi fluks ringer til chefen og siger vores jobs op for at tage ungerne ud af institution i morgen. Så det eneste der opnås er endnu mere dårlig samvittighed end man allerede har.

Jeg deler det ikke for at få noget ud af det. Jeg deler det, fordi det - i modsætning til historien om alle babyerne, der blev glade igen efter mor gik - er sandheden. Det er godt at sige sandheden. Så kan man træffe informerede beslutninger fremfor blindt at følge strømmen.

Men skal vi så alle sammen være hjemmegående?

Helt ærligt, jeg er sgu selv temmelig hippie med langtidsamning og continuum concept og alt muligt andet skørt, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til 1940'erne og være hjemmegående mor. Selvfølgelig er det muligt at kombinere det at have et job med at have barn i institution.
Jeg er enig i, at man ikke efterlader et barn der græder alene og at det er skadeligt for børn, hvis de ikke trøstes og rummes, når de er kede. Men det er der jo heller ikke tale om når man afleverer sit barn i institution! Det er altså ikke rumænske børnehjem, vi afleverer børn på...

Jeg kender rigtig mange vuggestuepædagoger, der er blevet hjemme med deres børn, fordi de kender til forholdene bag den facade, forældrene ser, og ikke vil udsætte deres egne børn for det. Rigtig mange børn i danske vuggestuer (og børnehaver) bliver ikke trøstet og rummet, når de er kede af det. Hvis man ikke tror mig, kan man læse beretningerne fra pædagoger i stories på den Instagram-profil, jeg linkede til.

Eller forholde sig til det, man selv oplever og ikke random Instagram.

Jeg har selv valgt deltid, men det er simpelthen ikke en mulighed at holde mit barn hjemme i 18 år - for tro mig, der er også masser random kritik af folkeskolen.

Pointen er, at der sker en masse bag facaderne i institutionerne, som forældrene aldrig får at vide. Så at nøjes med at forholde sig til det, man selv oplever, er falsk tryghed.

Folkeskolen er også på mange måder noget lort, men det er en anden diskussion.

Det er din påstand.

Vores VS var der ikke facade i og man måtte komme og gå på alle tider. Så det havde været svært at skjule en kæmpe mistrivsel hos børnene.

Nej. Det er det ikke. Børn er nødt til at komme ud af døren og i øvrigt er mange af os supertilfredse også med folkeskolen.

Alt er bestemt ikke noget lort.

[Kakadu]

Jeg ved godt, det er meget upopulært, men jeg er nødt til lige at poste denne som reaktion på det der kollektive bedrag, vi har gang i ift små børn og (indkøring i) instititution.

https://www.instagram.com/p/BsyYBt1Few2 ... w7jwqf4o9w

Men hvad får du ud af at dele det? Det gør en utryg og træls situation endnu mere utryg for mødrene her i tråden, som alt andet lige nu sender deres børn afsted i institution. Det er jo ikke fordi vi fluks ringer til chefen og siger vores jobs op for at tage ungerne ud af institution i morgen. Så det eneste der opnås er endnu mere dårlig samvittighed end man allerede har.

Jeg deler det ikke for at få noget ud af det. Jeg deler det, fordi det - i modsætning til historien om alle babyerne, der blev glade igen efter mor gik - er sandheden. Det er godt at sige sandheden. Så kan man træffe informerede beslutninger fremfor blindt at følge strømmen.

Men skal vi så alle sammen være hjemmegående?

Helt ærligt, jeg er sgu selv temmelig hippie med langtidsamning og continuum concept og alt muligt andet skørt, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til 1940'erne og være hjemmegående mor. Selvfølgelig er det muligt at kombinere det at have et job med at have barn i institution.
Jeg er enig i, at man ikke efterlader et barn der græder alene og at det er skadeligt for børn, hvis de ikke trøstes og rummes, når de er kede. Men det er der jo heller ikke tale om når man afleverer sit barn i institution! Det er altså ikke rumænske børnehjem, vi afleverer børn på...

Jeg kender rigtig mange vuggestuepædagoger, der er blevet hjemme med deres børn, fordi de kender til forholdene bag den facade, forældrene ser, og ikke vil udsætte deres egne børn for det. Rigtig mange børn i danske vuggestuer (og børnehaver) bliver ikke trøstet og rummet, når de er kede af det. Hvis man ikke tror mig, kan man læse beretningerne fra pædagoger i stories på den Instagram-profil, jeg linkede til.

Og der er endnu flere pædagoger, der ikke bliver hjemmegående.

Personligt er jeg iøvrigt i bestyrelsen for vores institution og har indgående kendskab til hvad der foregår bag facaden, ligesom jeg kender flere af pædagogerne privat. Dét synes jeg er mere relevant at forholde mig til end en følelsesporno-instagramprofil med en agenda.

Du taler om én institution. Jeg taler om beretninger fra massevis af pædagoger fra hele landet.

[Bergen]

Jeg ved godt, det er meget upopulært, men jeg er nødt til lige at poste denne som reaktion på det der kollektive bedrag, vi har gang i ift små børn og (indkøring i) instititution.

https://www.instagram.com/p/BsyYBt1Few2 ... w7jwqf4o9w

Men hvad får du ud af at dele det? Det gør en utryg og træls situation endnu mere utryg for mødrene her i tråden, som alt andet lige nu sender deres børn afsted i institution. Det er jo ikke fordi vi fluks ringer til chefen og siger vores jobs op for at tage ungerne ud af institution i morgen. Så det eneste der opnås er endnu mere dårlig samvittighed end man allerede har.

Jeg deler det ikke for at få noget ud af det. Jeg deler det, fordi det - i modsætning til historien om alle babyerne, der blev glade igen efter mor gik - er sandheden. Det er godt at sige sandheden. Så kan man træffe informerede beslutninger fremfor blindt at følge strømmen.

Men skal vi så alle sammen være hjemmegående?

Helt ærligt, jeg er sgu selv temmelig hippie med langtidsamning og continuum concept og alt muligt andet skørt, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til 1940'erne og være hjemmegående mor. Selvfølgelig er det muligt at kombinere det at have et job med at have barn i institution.
Jeg er enig i, at man ikke efterlader et barn der græder alene og at det er skadeligt for børn, hvis de ikke trøstes og rummes, når de er kede. Men det er der jo heller ikke tale om når man afleverer sit barn i institution! Det er altså ikke rumænske børnehjem, vi afleverer børn på...

Jeg kender rigtig mange vuggestuepædagoger, der er blevet hjemme med deres børn, fordi de kender til forholdene bag den facade, forældrene ser, og ikke vil udsætte deres egne børn for det. Rigtig mange børn i danske vuggestuer (og børnehaver) bliver ikke trøstet og rummet, når de er kede af det. Hvis man ikke tror mig, kan man læse beretningerne fra pædagoger i stories på den Instagram-profil, jeg linkede til.

Og der er endnu flere pædagoger, der ikke bliver hjemmegående.

Personligt er jeg iøvrigt i bestyrelsen for vores institution og har indgående kendskab til hvad der foregår bag facaden, ligesom jeg kender flere af pædagogerne privat. Dét synes jeg er mere relevant at forholde mig til end en følelsesporno-instagramprofil med en agenda.

Du taler om én institution. Jeg taler om beretninger fra massevis af pædagoger fra hele landet.

Herinde er vi forældre fra hele landet med gode erfaringer.

Alt er altså ikke noget lort.

[Kakadu]

Jeg ved godt, det er meget upopulært, men jeg er nødt til lige at poste denne som reaktion på det der kollektive bedrag, vi har gang i ift små børn og (indkøring i) instititution.

https://www.instagram.com/p/BsyYBt1Few2 ... w7jwqf4o9w

Men hvad får du ud af at dele det? Det gør en utryg og træls situation endnu mere utryg for mødrene her i tråden, som alt andet lige nu sender deres børn afsted i institution. Det er jo ikke fordi vi fluks ringer til chefen og siger vores jobs op for at tage ungerne ud af institution i morgen. Så det eneste der opnås er endnu mere dårlig samvittighed end man allerede har.

Jeg deler det ikke for at få noget ud af det. Jeg deler det, fordi det - i modsætning til historien om alle babyerne, der blev glade igen efter mor gik - er sandheden. Det er godt at sige sandheden. Så kan man træffe informerede beslutninger fremfor blindt at følge strømmen.

Men skal vi så alle sammen være hjemmegående?

Helt ærligt, jeg er sgu selv temmelig hippie med langtidsamning og continuum concept og alt muligt andet skørt, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til 1940'erne og være hjemmegående mor. Selvfølgelig er det muligt at kombinere det at have et job med at have barn i institution.
Jeg er enig i, at man ikke efterlader et barn der græder alene og at det er skadeligt for børn, hvis de ikke trøstes og rummes, når de er kede. Men det er der jo heller ikke tale om når man afleverer sit barn i institution! Det er altså ikke rumænske børnehjem, vi afleverer børn på...

Jeg kender rigtig mange vuggestuepædagoger, der er blevet hjemme med deres børn, fordi de kender til forholdene bag den facade, forældrene ser, og ikke vil udsætte deres egne børn for det. Rigtig mange børn i danske vuggestuer (og børnehaver) bliver ikke trøstet og rummet, når de er kede af det. Hvis man ikke tror mig, kan man læse beretningerne fra pædagoger i stories på den Instagram-profil, jeg linkede til.

Og der er endnu flere pædagoger, der ikke bliver hjemmegående.

Personligt er jeg iøvrigt i bestyrelsen for vores institution og har indgående kendskab til hvad der foregår bag facaden, ligesom jeg kender flere af pædagogerne privat. Dét synes jeg er mere relevant at forholde mig til end en følelsesporno-instagramprofil med en agenda.

Du taler om én institution. Jeg taler om beretninger fra massevis af pædagoger fra hele landet.

Herinde er vi forældre fra hele landet med gode erfaringer.

Alt er altså ikke noget lort.

Lad mig gentage: Der sker en masse bag facaderne i institutionerne, som forældrene aldrig får at vide. Så at nøjes med at forholde sig til det, man selv oplever (“gode erfaringer), er falsk tryghed.

Din sidste sætning er en stråmand, som jeg bevidst undlader at forholde mig til. Selv om du gentager den

[JoyNips]

Jeg ved godt, det er meget upopulært, men jeg er nødt til lige at poste denne som reaktion på det der kollektive bedrag, vi har gang i ift små børn og (indkøring i) instititution.

https://www.instagram.com/p/BsyYBt1Few2 ... w7jwqf4o9w

Men hvad får du ud af at dele det? Det gør en utryg og træls situation endnu mere utryg for mødrene her i tråden, som alt andet lige nu sender deres børn afsted i institution. Det er jo ikke fordi vi fluks ringer til chefen og siger vores jobs op for at tage ungerne ud af institution i morgen. Så det eneste der opnås er endnu mere dårlig samvittighed end man allerede har.

Jeg deler det ikke for at få noget ud af det. Jeg deler det, fordi det - i modsætning til historien om alle babyerne, der blev glade igen efter mor gik - er sandheden. Det er godt at sige sandheden. Så kan man træffe informerede beslutninger fremfor blindt at følge strømmen.

Men skal vi så alle sammen være hjemmegående?

Helt ærligt, jeg er sgu selv temmelig hippie med langtidsamning og continuum concept og alt muligt andet skørt, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til 1940'erne og være hjemmegående mor. Selvfølgelig er det muligt at kombinere det at have et job med at have barn i institution.
Jeg er enig i, at man ikke efterlader et barn der græder alene og at det er skadeligt for børn, hvis de ikke trøstes og rummes, når de er kede. Men det er der jo heller ikke tale om når man afleverer sit barn i institution! Det er altså ikke rumænske børnehjem, vi afleverer børn på...

Jeg kender rigtig mange vuggestuepædagoger, der er blevet hjemme med deres børn, fordi de kender til forholdene bag den facade, forældrene ser, og ikke vil udsætte deres egne børn for det. Rigtig mange børn i danske vuggestuer (og børnehaver) bliver ikke trøstet og rummet, når de er kede af det. Hvis man ikke tror mig, kan man læse beretningerne fra pædagoger i stories på den Instagram-profil, jeg linkede til.

Og der er endnu flere pædagoger, der ikke bliver hjemmegående.

Personligt er jeg iøvrigt i bestyrelsen for vores institution og har indgående kendskab til hvad der foregår bag facaden, ligesom jeg kender flere af pædagogerne privat. Dét synes jeg er mere relevant at forholde mig til end en følelsesporno-instagramprofil med en agenda.

Du taler om én institution. Jeg taler om beretninger fra massevis af pædagoger fra hele landet.

Du taler om “sandheden”, hævder du. Som om du alene vide.

[Bergen]

Jeg ved godt, det er meget upopulært, men jeg er nødt til lige at poste denne som reaktion på det der kollektive bedrag, vi har gang i ift små børn og (indkøring i) instititution.

https://www.instagram.com/p/BsyYBt1Few2 ... w7jwqf4o9w

Men hvad får du ud af at dele det? Det gør en utryg og træls situation endnu mere utryg for mødrene her i tråden, som alt andet lige nu sender deres børn afsted i institution. Det er jo ikke fordi vi fluks ringer til chefen og siger vores jobs op for at tage ungerne ud af institution i morgen. Så det eneste der opnås er endnu mere dårlig samvittighed end man allerede har.

Jeg deler det ikke for at få noget ud af det. Jeg deler det, fordi det - i modsætning til historien om alle babyerne, der blev glade igen efter mor gik - er sandheden. Det er godt at sige sandheden. Så kan man træffe informerede beslutninger fremfor blindt at følge strømmen.

Men skal vi så alle sammen være hjemmegående?

Helt ærligt, jeg er sgu selv temmelig hippie med langtidsamning og continuum concept og alt muligt andet skørt, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til 1940'erne og være hjemmegående mor. Selvfølgelig er det muligt at kombinere det at have et job med at have barn i institution.
Jeg er enig i, at man ikke efterlader et barn der græder alene og at det er skadeligt for børn, hvis de ikke trøstes og rummes, når de er kede. Men det er der jo heller ikke tale om når man afleverer sit barn i institution! Det er altså ikke rumænske børnehjem, vi afleverer børn på...

Jeg kender rigtig mange vuggestuepædagoger, der er blevet hjemme med deres børn, fordi de kender til forholdene bag den facade, forældrene ser, og ikke vil udsætte deres egne børn for det. Rigtig mange børn i danske vuggestuer (og børnehaver) bliver ikke trøstet og rummet, når de er kede af det. Hvis man ikke tror mig, kan man læse beretningerne fra pædagoger i stories på den Instagram-profil, jeg linkede til.

Og der er endnu flere pædagoger, der ikke bliver hjemmegående.

Personligt er jeg iøvrigt i bestyrelsen for vores institution og har indgående kendskab til hvad der foregår bag facaden, ligesom jeg kender flere af pædagogerne privat. Dét synes jeg er mere relevant at forholde mig til end en følelsesporno-instagramprofil med en agenda.

Du taler om én institution. Jeg taler om beretninger fra massevis af pædagoger fra hele landet.

Herinde er vi forældre fra hele landet med gode erfaringer.

Alt er altså ikke noget lort.

Lad mig gentage: Der sker en masse bag facaderne i institutionerne, som forældrene aldrig får at vide. Så at nøjes med at forholde sig til det, man selv oplever (“gode erfaringer), er falsk tryghed.

Din sidste sætning er en stråmand, som jeg bevidst undlader at forholde mig til. Selv om du gentager den

Hvis det er din sandhed super. Det behøver ikke være virjeligheden.

[Bergen]

Jeg ved godt, det er meget upopulært, men jeg er nødt til lige at poste denne som reaktion på det der kollektive bedrag, vi har gang i ift små børn og (indkøring i) instititution.

https://www.instagram.com/p/BsyYBt1Few2 ... w7jwqf4o9w

Men hvad får du ud af at dele det? Det gør en utryg og træls situation endnu mere utryg for mødrene her i tråden, som alt andet lige nu sender deres børn afsted i institution. Det er jo ikke fordi vi fluks ringer til chefen og siger vores jobs op for at tage ungerne ud af institution i morgen. Så det eneste der opnås er endnu mere dårlig samvittighed end man allerede har.

Jeg deler det ikke for at få noget ud af det. Jeg deler det, fordi det - i modsætning til historien om alle babyerne, der blev glade igen efter mor gik - er sandheden. Det er godt at sige sandheden. Så kan man træffe informerede beslutninger fremfor blindt at følge strømmen.

Men skal vi så alle sammen være hjemmegående?

Helt ærligt, jeg er sgu selv temmelig hippie med langtidsamning og continuum concept og alt muligt andet skørt, men jeg har ikke lyst til at gå tilbage til 1940'erne og være hjemmegående mor. Selvfølgelig er det muligt at kombinere det at have et job med at have barn i institution.
Jeg er enig i, at man ikke efterlader et barn der græder alene og at det er skadeligt for børn, hvis de ikke trøstes og rummes, når de er kede. Men det er der jo heller ikke tale om når man afleverer sit barn i institution! Det er altså ikke rumænske børnehjem, vi afleverer børn på...

Jeg kender rigtig mange vuggestuepædagoger, der er blevet hjemme med deres børn, fordi de kender til forholdene bag den facade, forældrene ser, og ikke vil udsætte deres egne børn for det. Rigtig mange børn i danske vuggestuer (og børnehaver) bliver ikke trøstet og rummet, når de er kede af det. Hvis man ikke tror mig, kan man læse beretningerne fra pædagoger i stories på den Instagram-profil, jeg linkede til.

Og der er endnu flere pædagoger, der ikke bliver hjemmegående.

Personligt er jeg iøvrigt i bestyrelsen for vores institution og har indgående kendskab til hvad der foregår bag facaden, ligesom jeg kender flere af pædagogerne privat. Dét synes jeg er mere relevant at forholde mig til end en følelsesporno-instagramprofil med en agenda.

Du taler om én institution. Jeg taler om beretninger fra massevis af pædagoger fra hele landet.

Herinde er vi forældre fra hele landet med gode erfaringer.

Alt er altså ikke noget lort.

Lad mig gentage: Der sker en masse bag facaderne i institutionerne, som forældrene aldrig får at vide. Så at nøjes med at forholde sig til det, man selv oplever (“gode erfaringer), er falsk tryghed.

Din sidste sætning er en stråmand, som jeg bevidst undlader at forholde mig til. Selv om du gentager den

Hvis det er din sandhed super. Det behøver ikke være virkeligheden.

[Joe]

Sandheden er åbenbart at finde på en insta-profil med anekdoter. Ser man det.

Min søn smågræder ofte, når han bliver afleveret i dagplejen. Han storgræder endnu mere ofte, når vi alle tre er herhjemme, og jeg går på toilet bag lukket dør uden ham. I begge tilfælde går det over ret hurtigt. Og handler mest om, at han ikke bryder sig om folk går fra ham. Til gengæld har han intet problem med at være den der går fra folk, som når han og far cykler i dagpleje før jeg går. Så er der ingen problemer med at sige farvel.

Jeg ved ikke præcis, hvad der foregår i dagplejen, når jeg ikke er der. Men jeg ved at de (det er flerbørnsdagpleje) altid er der til at tage sig af ham, når jeg kommer, og jeg ved at han altid leger med dem, sidder på skødet af dem, eller leger med de andre børn, når jeg kommer og henter ham. Det jeg allerbedst kan lide ved at hente ham er faktisk tidspunktet før han opdager mig - for der kan jeg se at han hygger sig.

Jeg ville for øvrigt også gerne være hjemmegående. Men hvis vi skal give min søn de bedst mulige rammer at vokse op i, så skal jeg altså arbejde. Sådan fungerer det for langt de fleste par - der er undtagelser, og de er heldige, synes jeg. Men jeg gider ikke shames af dem for at være nødt til at tage andre valg.

Jeg vælger at stole på, at de ansatte i dagplejen er gode til det de laver, også når jeg ikke er til stede. Og jeg vælger at følge min mavefornemmelse, der siger at jeg har en dreng i trivsel - selvom han er i dagpleje syv timer om dagen. For det kan jeg mærke derhjemme. Den tillid og den mavefornemmelse vil jeg any day hellere følge, end anekdoter på insta.

[Zonta]

Du taler om én institution. Jeg taler om beretninger fra massevis af pædagoger fra hele landet.

I guder, hvor er det da en åndssvag påstand Hvor mange skal man så kende, der siger én ting (om det så er godt eller skidt), før det er dét, der bliver sandheden?

Jeg har beretninger fra massevis af pædagoger i hele landet, som elsker deres job, som favner børnene og trøster dem, når de er kede af det. Som går op i deres arbejde (for det er ikke lønnen, man bliver pædagog for!), og som gladeligt sender deres egne unger i institution fordi langt størstedelen af de danske institutioner er rigtig gode.

Du kan da godt selv se, at det bliver lidt påstand mod påstand og "Min far kan tæve din far!", ikke? Det betyder bare ikke, at det er i orden at fortælle folk, at de ikke har taget et ordentligt valg på deres børns vegne og at de nu har dannet grobund for, at deres børn ender med at være helt fucked up.

[Urtekussen]

Noget helt andet, så har parkour-stjernen, aka Otto, det fint! Han har været glad og sig selv hele dagen, faktisk virkelig glad, så jeg tror ikke der er sket noget som helst. Han virker ikke engang øm nogen steder.

Godt at høre
De er seje, de små.

[Urtekussen]

Shit en nat.

Lillebror har haft 3 dage i dagpleje og er nu syg med snot og hoste. Han kartede rundt i dobbeltsengen hele natten og jeg har næsten ikke sovet. Vågnede smurt ind i snot og har ikke været i bad endnu
Den mellemste gik agurk da hun skulle have tøj på, så jeg måtte skælde ud fra morgenstunden og tvinge hende i tøjet.

I det mindste var den store sød.

Nu vil jeg hjem og i bad og sove. Hvis lillebror vil. Og fyret ikke er gået ud.

Hvordan går det med ham?