Jeg kan ikke huske, om jeg har beskrevet den her date tidligere... Men jeg tror, at jeg aldrig delte den med jer, fordi den er for surrealistisk, og jeg er flov over mig selv
Det var en tinderdate... Vi havde skrevet ganske lidt over tinder, før vi mødtes... Vi gik en tur... Han så godt ud, charmerende og snakken gik godt... Efter ca. 10 min. fandt vi ud af, at vi havde fælles bekendte, og han fortæller om, hvad han har jobbet med tidligere, hvor han havde boet osv.
Med de informationer han afleverer, går det op for mig, at jeg rent faktisk "kender" ham. Jeg kigger nærmere på ham, og jo det er ham: Han har fået en fængselsdom for grov umotiveret vold mod en pige i min familie, da jeg var ca. 15 år. En oplevelse, der har traumatiseret hende i mange år og stadig sidder i hende!
Jeg stoppede brat op. Han siger noget i den retning: Åh nej, du kender hende, - og nu ved jeg faktisk også, hvem du er...
Jeg følte simpelthen, at jeg ikke trak vejret, men fik sagt, at dét her kunne jeg slet ikke. Så vendte jeg om og skyndte mig væk derfra.
Så løb han efter mig, - gik hurtigt ved siden af mig og forsøgte at forklare: At han var blevet klogere. At han havde udstået sin straf. At hans dom ikke kun var pga. vold, men også økonomisk svindel (som om det skulle gøre det hele bedre!). At han faktisk allerede dengang havde haft et godt øje til mig! (helt ærligt, jeg var 15!)
Jeg ville bare væk fra ham og ignorerede ham. Da jeg havde fået ham på afstand, åbnede jeg Tinder og slettede ham.
Jeg ville faktisk ønsket, at jeg havde reageret anderledes. At jeg kunne have gjort ham begribeligt, hvor meget han har skadet hende psykisk. Jeg ville gerne have gjort på hendes vegne. Men det kunne jeg simpelthen ikke finde ud af i situationen. Og jeg var flov over mig selv..., over at jeg havde matchet ham, skrevet med ham, gået med ham i ti min. uden at genkende ham...