Monogami og den eneste ene

[Vlad Kalashnikov]

Jeg er polygam, så jeg hører også ind under LGBT+ paraplyen. Des flere unge smukke piger des bedre. Desværre må jeg holde mig til en ad gangen, hvilket naturligvis er meget bedrøveligt.

[Annione]

Jeg behøver ingen dybe følelser for at dyrke god sex - en god ven kan sagtens klare den opgave.
Men jeg bliver hurtigt forelsket, hvis jeg har virkelig god sex med én, som jeg også kan hygge mig med. Det kan være svært at navigere i - fordi den slags forelskelser er nogle gange forbigående for mig. Den ene dag er jeg forelsket, den næste er jeg ikke. Og sådan har det altid været - jeg har gjort det siden jeg var 6 år. Ind til jeg var i starten af 20’erne var det bare uden sex-delen.

Jeg har været forelsket i mange - men har elsket ganske få.

Pt elsker jeg én, der ikke vil have mig - og jeg er ved at forelske mig i en anden, som måske rent faktisk gerne vil have mig. Og her er forvirringen komplet - for... forsvinder følelserne for den anden så, hvis jeg bliver fullblown forelsket? - jeg ved det ikke.

Jeg tror ikke på den eneste ene. Jeg tror på der er virkelig mange, som man kan passe sammen med.
Jeg ved ikke, om jeg tror på monogami - jeg er simpelthen ikke blevet voksen nok til at beslutte mig endnu. Måske et “don’t ask - don’t tell” slags forhold?!

[TinaW]

Jeg tror heller ikke på den eneste ene. Det skulle da være spøjst, om man kun kunne have en tæt relation, med et eneste andet menneske.
Jeg er monogam, utroskab ligger mig meget fjernt, men jeg kan sagtens få et crush på en anden, selv om jeg er i et forhold.
Det er dog ikke noget jeg agerer på.
Hvordan andre vælger at leve, blander jeg mig ikke i. Så længe de involverede parter er enig om præmisserne, så kan jeg ikke se, hvad det vedkommer andre.

[Petrix]

Jeg er monogam når det gælder de romantiske følelser, og jeg kan kun elske én af gangen. Når jeg først elsker personen, kan jeg være ret svær at slippe af med igen.
Seksuelt er det anderledes, men jeg respekterer min partner, som er det sidste menneske jeg vil såre.

[OberstNasig]

Min psykolog spurgte på et tidspunkt, om jeg overhovedet ønskede et monogamt forhold. Nok fordi jeg tit føler mig fristet, men jeg har aldrig handlet på det. Jeg elsker det særlige ved monogami, fordi det er et tilvalg, på trods af dyriske instinkter, som jeg bestemt mener er en naturlig del af seksualiteten.
Det er en måde at gøre sit forhold til noget meget fint og smukt, synes jeg. Fordi man deler noget helt særligt med hinanden, som andre aldrig får adgang til.

[IrmaPigen]

Altså, jeg har vel haft en 8 kærester i mit liv. Så jeg kan jo næppe påstå, at der kun er en for mig derude.

Men ham jeg har nu, tror jeg nu er rimelig langtidsholdbar. Også selvom jeg er lidt mentalt fraværende pga nyt job og de udfordringer det medfører.

Jeg har altid været seriemonogam, så når jeg er i et forhold, roder jeg ikke rundt med andre.

[Elverpigen]

Tror du på den eneste ene og det monogame forhold, eller er du mere til flere relationer på den ene eller anden måde?

Jeg er simpelthen ikke rummelig nok til at opleve romantiske følelser over for mere end en. Den eneste ene har jeg svært ved at udtale mig om

Jeg er heller ikke OK med at dele en partner med andre, når det gælder romantiske relationer.

Andre må for min skyld indrette sig som de vil, så længe det er safe & consensual.

[Elverpigen]

Ift demiseksuelle: er det ikke blot det, der i gamle dage blev betegnet dydig - at man ville elske en person og vente med sex til det skete?

Nope, der er forskel på tiltrækning og adfærd.

Præcis lige som at personer i cølibat ikke er lig med aseksuelle og omvendt.

Se f.eks. http://lgbt.dk/viden-og-materialer/lgbt-ordbog/

[debatlysten]

Politikken har i dag en ganske interessant artikel om vores forhold. Hvoraf det fremgår at vi danskere stadig tror på den eneste ene og det faste monogame parforhold. Der er selvfølgelig også andre forholdstyper, men de er slet ikke så udbredte som jeg faktisk har fået indtryk af over de seneste år

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundh ... parforhold

Men er monogamien og den eneste ene imod vores natur? burde vi være poly af natur, eller ihvertfald indgår en lang række seriemonogame forhold?

Tror du på den eneste ene og det monogame forhold, eller er du mere til flere relationer på den ene eller anden måde?

Det monogame er for de fleste idealet altså for deres partner som de ikke ønsker at dele, for mange vil det selv at være sammen med andre være helt ok. Så det monogame er mere et udtryk for ønsker om at kunne stole på sin partner mere end at man ikke selv tænder på andre.

I Danmark anno 2019, så er seksualmoralen stort set ikke eksisterende, mange vil sige alt er tilladt så længe det ikke er ulovligt (eks. voldtægt, pædofili og sex med dyr etc.). Men det ændre ikke på vores natur, derfor er monogame parforhold stadig de de fleste ser som det ideelle.

Vi er som mennesker poly af natur for vores eget vedkommende, men monogam af natur for vores partners vedkommende. Vi kan gode lide at have sex med mange forskellige, men kan ikke lide at vores partner har det, sådan er vores natur. Selvisk da vores partner skal tage sig af vores børn som gerne skal være vores, men selv spreder vi gerne vores gener vider til alle andre som så kan tage sig at vores børn.

Sådan fugerer vores selviske genpleje

[Zombie]

Jeg tror selv, at monogami er i “modvind”, fordi det dels sætter en norm (mand + kvinde), som særligt LBGTQAD bekæmper. Dels fordi det strider imod tidens trend, at lade sig nøjes med ét ret, når buffeten er åben...

Synes det er forkert at sige at LBGTQAD bekæmper et notmativt M/K forhold.
De kæmper for retten til at leve på en anden måde, men de bekæmper ikke an andre gør noget andet.

Det går nok off topic. Jeg mener, at de agiterer for en normløshed, der - imo - er for radikal, arbitrær og uovervejet. Eks hele debatten omkring trans og køn. Alle elementer i en “nedbrydning/opløsning” af normer, hvor særligt heteroseksuel monogami / køn står for skud. Måske de selv mener, at de kæmper for retten til at leve som de vil, uden selv at se, hvad de samtidigt bekæmper - såvel som de ikke vil forstå, at deres krav på rettigheder transcenderer biologens begrænsninger (som de også flittigt forsøger - hidtil forgæves - at ophæve).

Altså, at være demiseksuel hører under LGBT+ paraplyen. Jeg er suuuuuper monogam og suuuuuper heteroseksuel. Men jeg er som demiseksuel stadig at anse som queer.

Jeg er fuldstændig uenig med dig. Helt og aldeles. Jeg oplever ingen, der er imod heteroer eller det monogame forhold - de vil bare gerne leve som de ønsker.

Ift. transkønnede, så har de altid eksisteret, de eksisterer også i andre arter og at hjælpe folk på vej til en krop, de kan holde ud, synes jeg altså bare er fint. Særligt når man ser selvmordsraten for dem, der ikke kommer i behandling.

Ift demiseksuelle: er det ikke blot det, der i gamle dage blev betegnet dydig - at man ville elske en person og vente med sex til det skete?

Ift transkøn: Dét er en debat i sig selv. Men finder det ekstremt foruroligende med normaliseringen af det, særligt blandt (intellektuelt endnu ikke færdige) børn. Og nøjagtigt lige så crazy, som at jeg ikke kan få lov til at ændre min alder til 20, fordi jeg ikke kan holde ud at være fanget i en ældre krop... tager gerne den i en anden tråd.

Demiseksuelle: Det er ikke et valg. De fleste jeg kender, kan sagtens være seksuelt tiltrukket af personer, de ikke elsker. Jeg er simpelthen ikke tiltrukket af folk, jeg ikke har følelser for, og det har givet nogle udfordringer i mit datingliv.

Ift. transkønnede: Jeg synes, man skal lytte efter de læger og psykiatere, der arbejder med transkønnede og især transkønnede børn. De anbefaler, at man støtter børnene i at leve som det køn, børnene selv siger de er og i øvrigt ikke lave en masse palaver ud af det. Det er deres klare anbefaling inde fra bla Sexologisk Klinik, at hvis ens søn siger, han er en pige, at så siger man okay. Og vil han så også gå i kjole og beder om at kaldes Ida, så siger man okay. Og børnehaven skal bakke op, skolen, de andre forældre osv.
De er nogle gamle stivstikkere inde på Riget, så når det er deres anbefaling, synes jeg man skal følge den. Præcis som man følger en læges anbefaling, hvis barnet får diabetes.

[MrMister]

Jeg tror selv, at monogami er i “modvind”, fordi det dels sætter en norm (mand + kvinde), som særligt LBGTQAD bekæmper. Dels fordi det strider imod tidens trend, at lade sig nøjes med ét ret, når buffeten er åben...

Synes det er forkert at sige at LBGTQAD bekæmper et notmativt M/K forhold.
De kæmper for retten til at leve på en anden måde, men de bekæmper ikke an andre gør noget andet.

Det går nok off topic. Jeg mener, at de agiterer for en normløshed, der - imo - er for radikal, arbitrær og uovervejet. Eks hele debatten omkring trans og køn. Alle elementer i en “nedbrydning/opløsning” af normer, hvor særligt heteroseksuel monogami / køn står for skud. Måske de selv mener, at de kæmper for retten til at leve som de vil, uden selv at se, hvad de samtidigt bekæmper - såvel som de ikke vil forstå, at deres krav på rettigheder transcenderer biologens begrænsninger (som de også flittigt forsøger - hidtil forgæves - at ophæve).

Altså, at være demiseksuel hører under LGBT+ paraplyen. Jeg er suuuuuper monogam og suuuuuper heteroseksuel. Men jeg er som demiseksuel stadig at anse som queer.

Jeg er fuldstændig uenig med dig. Helt og aldeles. Jeg oplever ingen, der er imod heteroer eller det monogame forhold - de vil bare gerne leve som de ønsker.

Ift. transkønnede, så har de altid eksisteret, de eksisterer også i andre arter og at hjælpe folk på vej til en krop, de kan holde ud, synes jeg altså bare er fint. Særligt når man ser selvmordsraten for dem, der ikke kommer i behandling.

Ift demiseksuelle: er det ikke blot det, der i gamle dage blev betegnet dydig - at man ville elske en person og vente med sex til det skete?

Ift transkøn: Dét er en debat i sig selv. Men finder det ekstremt foruroligende med normaliseringen af det, særligt blandt (intellektuelt endnu ikke færdige) børn. Og nøjagtigt lige så crazy, som at jeg ikke kan få lov til at ændre min alder til 20, fordi jeg ikke kan holde ud at være fanget i en ældre krop... tager gerne den i en anden tråd.

Demiseksuelle: Det er ikke et valg. De fleste jeg kender, kan sagtens være seksuelt tiltrukket af personer, de ikke elsker. Jeg er simpelthen ikke tiltrukket af folk, jeg ikke har følelser for, og det har givet nogle udfordringer i mit datingliv.

Ift. transkønnede: Jeg synes, man skal lytte efter de læger og psykiatere, der arbejder med transkønnede og især transkønnede børn. De anbefaler, at man støtter børnene i at leve som det køn, børnene selv siger de er og i øvrigt ikke lave en masse palaver ud af det. Det er deres klare anbefaling inde fra bla Sexologisk Klinik, at hvis ens søn siger, han er en pige, at så siger man okay. Og vil han så også gå i kjole og beder om at kaldes Ida, så siger man okay. Og børnehaven skal bakke op, skolen, de andre forældre osv.
De er nogle gamle stivstikkere inde på Riget, så når det er deres anbefaling, synes jeg man skal følge den. Præcis som man følger en læges anbefaling, hvis barnet får diabetes.

Der er en anden tråd til transbørn.

Jeg vil iøvrigt også skifte alder til 65. Jeg føler mig gammel og vil gerne have pension også. Hvorfor kan heg ikke det?

[MrMister]

Jeg tror selv, at monogami er i “modvind”, fordi det dels sætter en norm (mand + kvinde), som særligt LBGTQAD bekæmper. Dels fordi det strider imod tidens trend, at lade sig nøjes med ét ret, når buffeten er åben...

Synes det er forkert at sige at LBGTQAD bekæmper et notmativt M/K forhold.
De kæmper for retten til at leve på en anden måde, men de bekæmper ikke an andre gør noget andet.

Det går nok off topic. Jeg mener, at de agiterer for en normløshed, der - imo - er for radikal, arbitrær og uovervejet. Eks hele debatten omkring trans og køn. Alle elementer i en “nedbrydning/opløsning” af normer, hvor særligt heteroseksuel monogami / køn står for skud. Måske de selv mener, at de kæmper for retten til at leve som de vil, uden selv at se, hvad de samtidigt bekæmper - såvel som de ikke vil forstå, at deres krav på rettigheder transcenderer biologens begrænsninger (som de også flittigt forsøger - hidtil forgæves - at ophæve).

Altså, at være demiseksuel hører under LGBT+ paraplyen. Jeg er suuuuuper monogam og suuuuuper heteroseksuel. Men jeg er som demiseksuel stadig at anse som queer.

Jeg er fuldstændig uenig med dig. Helt og aldeles. Jeg oplever ingen, der er imod heteroer eller det monogame forhold - de vil bare gerne leve som de ønsker.

Ift. transkønnede, så har de altid eksisteret, de eksisterer også i andre arter og at hjælpe folk på vej til en krop, de kan holde ud, synes jeg altså bare er fint. Særligt når man ser selvmordsraten for dem, der ikke kommer i behandling.

Ift demiseksuelle: er det ikke blot det, der i gamle dage blev betegnet dydig - at man ville elske en person og vente med sex til det skete?

Ift transkøn: Dét er en debat i sig selv. Men finder det ekstremt foruroligende med normaliseringen af det, særligt blandt (intellektuelt endnu ikke færdige) børn. Og nøjagtigt lige så crazy, som at jeg ikke kan få lov til at ændre min alder til 20, fordi jeg ikke kan holde ud at være fanget i en ældre krop... tager gerne den i en anden tråd.

Demiseksuelle: Det er ikke et valg. De fleste jeg kender, kan sagtens være seksuelt tiltrukket af personer, de ikke elsker. Jeg er simpelthen ikke tiltrukket af folk, jeg ikke har følelser for, og det har givet nogle udfordringer i mit datingliv.

Ift. transkønnede: Jeg synes, man skal lytte efter de læger og psykiatere, der arbejder med transkønnede og især transkønnede børn. De anbefaler, at man støtter børnene i at leve som det køn, børnene selv siger de er og i øvrigt ikke lave en masse palaver ud af det. Det er deres klare anbefaling inde fra bla Sexologisk Klinik, at hvis ens søn siger, han er en pige, at så siger man okay. Og vil han så også gå i kjole og beder om at kaldes Ida, så siger man okay. Og børnehaven skal bakke op, skolen, de andre forældre osv.
De er nogle gamle stivstikkere inde på Riget, så når det er deres anbefaling, synes jeg man skal følge den. Præcis som man følger en læges anbefaling, hvis barnet får diabetes.

Der er en anden tråd til transbørn.

Jeg vil iøvrigt også skifte alder til 65. Jeg føler mig gammel og vil gerne have pension også. Hvorfor kan heg ikke det?

[debatlysten]

Jeg behøver ingen dybe følelser for at dyrke god sex - en god ven kan sagtens klare den opgave.
Men jeg bliver hurtigt forelsket, hvis jeg har virkelig god sex med én, som jeg også kan hygge mig med. Det kan være svært at navigere i - fordi den slags forelskelser er nogle gange forbigående for mig. Den ene dag er jeg forelsket, den næste er jeg ikke. Og sådan har det altid været - jeg har gjort det siden jeg var 6 år. Ind til jeg var i starten af 20’erne var det bare uden sex-delen.

Jeg har været forelsket i mange - men har elsket ganske få.

Pt elsker jeg én, der ikke vil have mig - og jeg er ved at forelske mig i en anden, som måske rent faktisk gerne vil have mig. Og her er forvirringen komplet - for... forsvinder følelserne for den anden så, hvis jeg bliver fullblown forelsket? - jeg ved det ikke.

Jeg tror ikke på den eneste ene. Jeg tror på der er virkelig mange, som man kan passe sammen med.
Jeg ved ikke, om jeg tror på monogami - jeg er simpelthen ikke blevet voksen nok til at beslutte mig endnu. Måske et “don’t ask - don’t tell” slags forhold?!

Nogen gange må man tøjle sine følelser og indse at de ikke er afgørende for om noget er godt eller dårligt. Det er en dårlig tese som nogle har med, at man skal følge sit hjerte, det er dine følelser et klart bevis imod.

[debatlysten]

Jeg tror heller ikke på den eneste ene. Det skulle da være spøjst, om man kun kunne have en tæt relation, med et eneste andet menneske.
Jeg er monogam, utroskab ligger mig meget fjernt, men jeg kan sagtens få et crush på en anden, selv om jeg er i et forhold.
Det er dog ikke noget jeg agerer på.
Hvordan andre vælger at leve, blander jeg mig ikke i. Så længe de involverede parter er enig om præmisserne, så kan jeg ikke se, hvad det vedkommer andre.

Der ramte du plet, jeg tror vi alle kan få et crush på en anden, men det er nemlig det om vi agerer på det, som er afgørende

[Rosen]

Jeg er stor tilhænger af monogami men tror heller ikke på den eneste ene. Sikke et tilfælde at de fleste af os finder den eneste i egen omgangskreds/by/land!

Jeg tror monogami er det bedste set ud fra familieperspektiv. Det er et valg og et vigtigt valg når der er børn i spillet. Når de ikke er der synes jeg mennesker kan gøre præcis som de vil og være polygame og have åbne forhold på kryds og tværs.

Det ville ikke være det rigtige for mig. For mig giver mit ægteskab mig den stabilitet i livet som jeg finder nødvendig. Måske er jeg bare gammeldags. Og måske ville jeg tænke anderledes hvis ikke jeg havde så sindssyg god en mand.