Min dreng har været skrækslagen for alt, der lugtede af læge. Det er noget, vi har arbejdet en del med.
I dag havde jeg ham med til tjek hos ørelægen. Det er første gang, at et lægebesøg ikke har medført tårer og et panisk, klamrende barn.
Han var helt klart presset, men han klarede det så flot ved at blive talt igennem det, holde min hånd og kigge mig i øjnene.
Desværre er der igen væske på ørerne og nedsat hørelse, så han skal opereres på mandag.
Jeg forsøger at fortælle ham præcist, hvad der skal ske, det virker til at hjælpe ham. Indtil videre siger han “det vil jeg gerne” - udsigten til is efterfølgende trækker nok også.