Partråden

[Primerose]

Jeg kan godt forstå at din kæreste blev ærgelig over din reaktion, Primerose. Hvis jeg gik og ledte efter udfordringer og en mulighed kom op, ville jeg godt nok også blive skuffet hvis min kæreste reagerede som dig; jeg synes overhovedet ikke din reaktion er rimelig eller står i forhold til det han skal.

Hvis det havde drejet som om 3 år på den anden side af jordkloden, I havde haft 4 børn under 5 år eller der var andre specielle forhold, kunne jeg sætte mig ind i tankegangen. Men I har ingen børn og vi snakker 1,5 måned hvor der muligvis vil være sporadisk kontakt.

Så jeg synes du skal undskylde din reaktion i morgen når I ses, forklare hvorfor du blev ked af det og reagerede som du gjorde, at dine følelser og fornuft i øjeblikket er i konflikt med hinanden, men at du selvfølgelig støtter op om hans ønske om at få en ny udfordring.

Det er fint nok at blive ked af det; men når man er voksent menneske, kan man ikke altid lade ens følelser diktere ens handlinger direkte; bare fordi man føler noget er det ikke nødvendigvis hverken berettiget eller rimeligt.

Jeg håber ikke mit indlæg er for hårdt, men jeg synes vitterlig at din reaktion er helt ude af proportioner. Man er selvfølgelig farvet af sine erfaringer, og vi lever muligvis to vidt forskellige liv. Men jeg tror nærmest ikke jeg kender nogle parforhold som ikke har været skilt af i en mindst en måned: en udveksling på studiet, et praktikophold, et arbejdsophold, en længere ferie, forskudte flytninger til anden landsdel, osv. Jeg kender sågar flere par som aldrig har boet i samme land, det ene er dog netop flyttet sammen efter 8 år på forskellige kontingenter. Så det er altså på ingen måde farligt at være adskilt i en kortere periode

I forhold til tidsrammen er jeg fuldstændig enig med dig. 1,5 måned er ingenting. Jeg spurgte selvfølgelig min mand først, hvad han ville sige til en 2-årig udstationering, men for 1,5 måned ville jeg også bare have givet besked.

Til gengæld lyder det som om, at det ikke 'bare' er fraværet, men at det faktisk er noget med en udsendelse et sted, hvor det kan være farligt - der nævnes pirater. Og det synes jeg er noget helt andet og noget man drøfter først.

Primerose skriver "Og ved tanken om, at det er en udstationering, som i mit hoved er lig med fare, pirater, flygtningebåde og død og ødelæggelse." Der står umiddelbart intet om, at det rent faktisk er udstationering et sted, hvor der forekommer den slags. Men selvfølgelig sandsynligt at det er.
Kæresten har jo heller ikke truffet beslutningen endnu, men nævnt at han måske kunne finde på det.
Primerose, er hans mor ikke død for nyligt?
Måske er det noget han har brug for i processen over tabet af sin mor.

Ja, jeg har ikke set informationsmaterialet endnu, men jeg ved at de skal patruljere i et farvand, hvor der bl.a. er en masse narkosmugling og flygtningebåde (dvs sikkert også smuglere med våben).
Så ja, én ting er afstanden - men som jeg skrev i mit første indlæg, er det også angsten for at han havner i nogle pissefarlige situationer.

Og jo, jeg har også tænkt på om sorgen og savnet efter tabet af hans mor, har sat ekstra gang i den her trang til at komme ud og få prøvet et eller andet vildt af, inden han bliver for gammel.

Til jer der har svaret:
Jeg ved godt at min reaktion i går var voldsom. Det var også derfor jeg skrev, at jeg var i chok og havde brug for jeres hjælp til at få lidt ro på igen. Netop så vi kan få en god og fornuftig snak i aften.
Men I må også gerne have forståelse for at jeg var overvældet af angst for at miste ham til en eller anden psykopatisk narkosmugler midt ude på havet, da jeg skrev.

[MilleMercy]

Primerose, det kan jeg sagtens forstå, du var. Og det tror jeg også din kæreste kan forstå, altså at du blev ramt af frygt.
Men du er nødt til at lade den frygt være sekundær lige nu, så du kan tale med ham, høre mere, se materialet med et åbent sind. Og italesætte dine tanker, både din reaktion i går, men også de mere rationelle som helt sikkert vil komme efter jeres snak i dag. Mon ikke også han har gjort sig nogle tanker som måske ikke dukkede op før han fortalte dig om projektet. Og hey.. Du bliver jo klogere på det hele lige om lidt

Jeg tror som sagt godt din kæreste kan forstå og anerkende, at det er voldsomt for dig, men hans reaktion på din reaktion er lige så valid og forståelig som din.

Forhåbentlig får I en god og konstruktiv snak i dag og jeg håber da snakken og materialet kan berolige dig lidt, så du vil være okay med det, hvis han ender med at tage afsted. Jeg tror ikke, jeg i samme moment ville tage hele den del omkring fremtiden op medmindre han bragte det op selv

[IrmaPigen]

Jeg kan godt forstå at din kæreste blev ærgelig over din reaktion, Primerose. Hvis jeg gik og ledte efter udfordringer og en mulighed kom op, ville jeg godt nok også blive skuffet hvis min kæreste reagerede som dig; jeg synes overhovedet ikke din reaktion er rimelig eller står i forhold til det han skal.

Hvis det havde drejet som om 3 år på den anden side af jordkloden, I havde haft 4 børn under 5 år eller der var andre specielle forhold, kunne jeg sætte mig ind i tankegangen. Men I har ingen børn og vi snakker 1,5 måned hvor der muligvis vil være sporadisk kontakt.

Så jeg synes du skal undskylde din reaktion i morgen når I ses, forklare hvorfor du blev ked af det og reagerede som du gjorde, at dine følelser og fornuft i øjeblikket er i konflikt med hinanden, men at du selvfølgelig støtter op om hans ønske om at få en ny udfordring.

Det er fint nok at blive ked af det; men når man er voksent menneske, kan man ikke altid lade ens følelser diktere ens handlinger direkte; bare fordi man føler noget er det ikke nødvendigvis hverken berettiget eller rimeligt.

Jeg håber ikke mit indlæg er for hårdt, men jeg synes vitterlig at din reaktion er helt ude af proportioner. Man er selvfølgelig farvet af sine erfaringer, og vi lever muligvis to vidt forskellige liv. Men jeg tror nærmest ikke jeg kender nogle parforhold som ikke har været skilt af i en mindst en måned: en udveksling på studiet, et praktikophold, et arbejdsophold, en længere ferie, forskudte flytninger til anden landsdel, osv. Jeg kender sågar flere par som aldrig har boet i samme land, det ene er dog netop flyttet sammen efter 8 år på forskellige kontingenter. Så det er altså på ingen måde farligt at være adskilt i en kortere periode

I forhold til tidsrammen er jeg fuldstændig enig med dig. 1,5 måned er ingenting. Jeg spurgte selvfølgelig min mand først, hvad han ville sige til en 2-årig udstationering, men for 1,5 måned ville jeg også bare have givet besked.

Til gengæld lyder det som om, at det ikke 'bare' er fraværet, men at det faktisk er noget med en udsendelse et sted, hvor det kan være farligt - der nævnes pirater. Og det synes jeg er noget helt andet og noget man drøfter først.

Self.

Omvendt synes jeg, at når man har været kærester i et halvt års tid, så er det lidt begrænset, hvor meget man kan tillade at blande sig. Så er man nok nærmere nødt til at indordne sig, og finde ud af, om det er noget man vil leve med.

[Ladysparrow]

I morgen er det sgu endelig weekend, vi har haft en uge hvor vi har arbejdet samme tider - det er altså dejligt at have mere tid sammen. I morgen smutter jeg forbi den engelske pub hvor han har arbejder og får mig en velvoksen IPA mens jeg venter på at han bliver færdig.

[AndreaPetrea]

Min kæreste er lige blevet taget ind på operationsstuen for at få fikset sin skulder, og jeg har det slet ikke godt med det - alene tanken om, at han ligger dér og skal i fuld bedøvelse

Forstår dig godt. Er han ude igen og er det gået som det skulle?

Håber alt er gået som det skulle.

Tak Det gik heldigvis fint. Han påstod, at han ikke var påvirket af bedøvelsen, men jeg må erklære mig uenig

[avdotja]

Primrose: mht sikkerheden, er det formentlig den mest sikre udsendelse man kan komme ud for som politi/militær (troede faktisk kun det var søværnet der tog sig af den slags): “fjenden” er - groft sagt - en jolle med et par maskingevær. Farligt nok hvis man er en yatch eller et mindre, ubevæbnet handelsskib, men temmelig ligegyldigt hvis man er et fuldt bemandet militærskib.

[Muspel]

Nå men. Jeg er fra 2019 startede til nu gået fra ‘single uden børn’ til at have en kæreste, der har tre børn under 10 år på fuld tid. Altså han har børnene fuld tid....

Det er lidt vildt! Og meget meget skønt.

Jeg mødte børnene for alvor i går ( jeg har været derhjemme for nogle uger siden - præsenteret som en kollega)
Og det gik simpelthen så godt! Altså de stillede nok 1000 spørgsmål fra ‘hvad hedder din bedste veninde’ til ‘sover du nøgen ligesom far’ og alt derimellem De er simpelthen skønne alle tre.

Vi vil jo helst være sammen hele tiden i al vores lallende forelskelse - men samtidig skal børnene jo også kunne være i det. Jeg kan dog mærke at alle mine tidligere holdninger om hvordan ‘man’ skal gøre den slags ikke helt holder i den her situation. Så jeg vakler mellem at holde igen og bare give los. Det er trods alt min kæreste, der kender børnene, så han må vel vide, hvad de kan håndtere.

[Primerose]

Primrose: mht sikkerheden, er det formentlig den mest sikre udsendelse man kan komme ud for som politi/militær (troede faktisk kun det var søværnet der tog sig af den slags): “fjenden” er - groft sagt - en jolle med et par maskingevær. Farligt nok hvis man er en yatch eller et mindre, ubevæbnet handelsskib, men temmelig ligegyldigt hvis man er et fuldt bemandet militærskib.

Det er godt nok ikke kæmpe militærskibe, men de er patruljer på ca. 6. Det synes jeg jo ikke lyder af så meget. Skibene er ikke helt små, men heller ikke kæmpe store.

[Mi55y]

Jeg har lagt en mini sneakers i min mands cykelkurv, til hvis han er snack-ish, når han skal cykle hjem fra stationen når han kommer hjem fra byen i nat.

Jeg lavede en skål popcorn og stillede frem til min kæreste, som var i byen i nat. Vågnede til en besked om, at jeg er den bedste kæreste, og at han elsker mig

[LaMariposa]

Jeg har lagt en mini sneakers i min mands cykelkurv, til hvis han er snack-ish, når han skal cykle hjem fra stationen når han kommer hjem fra byen i nat.

Jeg lavede en skål popcorn og stillede frem til min kæreste, som var i byen i nat. Vågnede til en besked om, at jeg er den bedste kæreste, og at han elsker mig

Jeg har også scoret mange point ved at sørge for fuldt tømmermændskit til dagen efter. Det er altså lidt hyggeligt at kunne hygge om den anden med sådan noget.

[milisa]

Primrose: mht sikkerheden, er det formentlig den mest sikre udsendelse man kan komme ud for som politi/militær (troede faktisk kun det var søværnet der tog sig af den slags): “fjenden” er - groft sagt - en jolle med et par maskingevær. Farligt nok hvis man er en yatch eller et mindre, ubevæbnet handelsskib, men temmelig ligegyldigt hvis man er et fuldt bemandet militærskib.

Det er godt nok ikke kæmpe militærskibe, men de er patruljer på ca. 6. Det synes jeg jo ikke lyder af så meget. Skibene er ikke helt små, men heller ikke kæmpe store.

Primerose, nogle gange reagerer man irrationelt, og så dealer man med det, siger undskyld og kommer videre. Alt det er du helt med på, og avdotja har egentlig sagt, hvad der skal siges af andre på den front, så det vil jeg ikke gå ind i. Jeg vil hellere kommentere lidt på det generelle. For altså, han er jo politimand. Og det er jo ikke et ufarligt job. Så jeg tænker lidt, at du måske skal overveje at arbejde lidt med din generelle holdning til hans job, og de risici forbundet med det job. Jeg foreslår ikke, at du skal i intensiv terapi overhovedet, men der må da være en form for pårørendeforening, som du måske kan kigge på?

Jeg tænker bare, at hvis du kan reagere så meget på så lidt (forstå mig ret), hvad gør du så, når han skal sendes på razzia eller beskytte udsatte personer eller sendes i skudlinjen i bandeopgør? Jeg forudser, at du får det rigtig hårdt fremover, hvis ikke du adresserer din frygt for at miste ham.

[london]

Vi er på kæresteweekend - ikke moget luksuriøst bare masser af tid sammen og så lidt aktiviteter

[Primerose]

Primrose: mht sikkerheden, er det formentlig den mest sikre udsendelse man kan komme ud for som politi/militær (troede faktisk kun det var søværnet der tog sig af den slags): “fjenden” er - groft sagt - en jolle med et par maskingevær. Farligt nok hvis man er en yatch eller et mindre, ubevæbnet handelsskib, men temmelig ligegyldigt hvis man er et fuldt bemandet militærskib.

Det er godt nok ikke kæmpe militærskibe, men de er patruljer på ca. 6. Det synes jeg jo ikke lyder af så meget. Skibene er ikke helt små, men heller ikke kæmpe store.

Primerose, nogle gange reagerer man irrationelt, og så dealer man med det, siger undskyld og kommer videre. Alt det er du helt med på, og avdotja har egentlig sagt, hvad der skal siges af andre på den front, så det vil jeg ikke gå ind i. Jeg vil hellere kommentere lidt på det generelle. For altså, han er jo politimand. Og det er jo ikke et ufarligt job. Så jeg tænker lidt, at du måske skal overveje at arbejde lidt med din generelle holdning til hans job, og de risici forbundet med det job. Jeg foreslår ikke, at du skal i intensiv terapi overhovedet, men der må da være en form for pårørendeforening, som du måske kan kigge på?

Jeg tænker bare, at hvis du kan reagere så meget på så lidt (forstå mig ret), hvad gør du så, når han skal sendes på razzia eller beskytte udsatte personer eller sendes i skudlinjen i bandeopgør? Jeg forudser, at du får det rigtig hårdt fremover, hvis ikke du adresserer din frygt for at miste ham.

Vi har også haft nogle gode, konstruktive samtaler de sidste par dage, og vi er enige om at vi begge gerne vil vores forhold og også begge ønsker at vi er glade for det vi laver på job.
Jeg ved selvfølgelig godt, at min kæreste også herhjemme kommer ud i nogle situationer, der kan være farlige. Det er bare som faren for mig er mere håndgribelig, når den foregår hjemme i lille Danmark.

Men vi skal nok finde ud af det og vi taler om det og støtter hinanden undervejs.

[Zombie]

Hold kæft, så heldig jeg er. Jeg spiste aftensmad sammen med en veninde og vores døtre og smuttede ned til en hurtig kop kaffe hos ham bagefter. Det kan godt være, at det "bare" var en hurtig kop kaffe, men det slog mig virkelig, hvor godt jeg har det.
Jeg fik kram og smækkys, selvom hans datter stod i selvsamme køkken. Vi vendte kringelkroge i vores samtale, hvor vi ikke har været før. Han åbnede op for tanker om fremtiden. Jeg er med på de tanker.

Jeg har været skilt i 4,5 år og har de fleste af de år været forblændet af en allerede afsat mand, og var derfor en hemmelighed, når vi var ude. Der var ingen grænser for kærligheden, omsorgen, kærtegnene, sexen, når vi var alene sammen, men vi kunne ikke røre ved hinanden ude i offentligheden.
Jeg betragtede det åbenbart efterhånden som normalt, for jeg bliver lidt overrasket (og glad!), når UnderBo tager min hånd ude på gaden, kysser mig midt ude i Fields, viser sin datter at vi er "os". Hvor ER det vanvittigt, at jeg lod mig selv nøjes med det sjatpisseri så længe?
Jeg kan bare konstatere, at mine grænser blev skubbet længere og længere undervejs i det forhold, indtil jeg var fuldstændig overbevist om, at det var fordi jeg ikke var værd at elske, at han ikke forlod sin kæreste...

Det er faktisk MIG, der er værd at elske - det gør UnderBo. Og jeg elsker ham

Jeg læste engang en artikel, jeg desværre ikke kan finde nu i min febertilstand. Om at i affærer, der minder det, elskerinden udsættes for, meget om psykisk vold, i den måde de pålægges forskellige former for social og følelsesmæssig kontrol, manipulation osv.
Og vigtig pointe, ligesom med psykisk vold er det ikke nødvendigvis fordi den utro mand vil være et dumt svin, det er bare konsekvensen af at skulle leve hemmeligt osv.

I affærer er der også et niveau af "jeg har brugt så meget tid og energi på forholdet - hvis han nu rent faktisk er i gang med at droppe kæresten, er det synd hvis jeg afslutter forholdet nu, så er al min tid og energi jo spildt"

Nå, det var egentlig bare for at sige, at du har været igennem noget hårdt og der er ikke noget at sige til, det har formet dig på visse punkter.

[Krølle]

Hold kæft, så heldig jeg er. Jeg spiste aftensmad sammen med en veninde og vores døtre og smuttede ned til en hurtig kop kaffe hos ham bagefter. Det kan godt være, at det "bare" var en hurtig kop kaffe, men det slog mig virkelig, hvor godt jeg har det.
Jeg fik kram og smækkys, selvom hans datter stod i selvsamme køkken. Vi vendte kringelkroge i vores samtale, hvor vi ikke har været før. Han åbnede op for tanker om fremtiden. Jeg er med på de tanker.

Jeg har været skilt i 4,5 år og har de fleste af de år været forblændet af en allerede afsat mand, og var derfor en hemmelighed, når vi var ude. Der var ingen grænser for kærligheden, omsorgen, kærtegnene, sexen, når vi var alene sammen, men vi kunne ikke røre ved hinanden ude i offentligheden.
Jeg betragtede det åbenbart efterhånden som normalt, for jeg bliver lidt overrasket (og glad!), når UnderBo tager min hånd ude på gaden, kysser mig midt ude i Fields, viser sin datter at vi er "os". Hvor ER det vanvittigt, at jeg lod mig selv nøjes med det sjatpisseri så længe?
Jeg kan bare konstatere, at mine grænser blev skubbet længere og længere undervejs i det forhold, indtil jeg var fuldstændig overbevist om, at det var fordi jeg ikke var værd at elske, at han ikke forlod sin kæreste...

Det er faktisk MIG, der er værd at elske - det gør UnderBo. Og jeg elsker ham

Jeg læste engang en artikel, jeg desværre ikke kan finde nu i min febertilstand. Om at i affærer, der minder det, elskerinden udsættes for, meget om psykisk vold, i den måde de pålægges forskellige former for social og følelsesmæssig kontrol, manipulation osv.
Og vigtig pointe, ligesom med psykisk vold er det ikke nødvendigvis fordi den utro mand vil være et dumt svin, det er bare konsekvensen af at skulle leve hemmeligt osv.

I affærer er der også et niveau af "jeg har brugt så meget tid og energi på forholdet - hvis han nu rent faktisk er i gang med at droppe kæresten, er det synd hvis jeg afslutter forholdet nu, så er al min tid og energi jo spildt"

Nå, det var egentlig bare for at sige, at du har været igennem noget hårdt og der er ikke noget at sige til, det har formet dig på visse punkter.

Jeg betragter ham på ingen måde som et røvhul. Han var ikke et dumt svin, for han gjorde kun det, som jeg lod ham gøre ved mig. Jeg er pinagtigt bevidst om (nu), hvad det "forhold" gjorde ved mig. Det er bare vildt for mig, at jeg gik fra et parforhold igennem 15 år, hvor vi var OS, til den mellemstation, hvor jeg pissede mig selv så grundigt op og ned af ryggen, til at være her, hvor jeg faktisk bliver favnet som "hele pakken".
Jeg troede seriøst, at det der break-up var lige om hjørnet? Jeg skulle bare liiiiiiige være lækker nok, sød nok, sexet nok... Arj, men jeg er helt kvalm over mig selv...

Ingen grund til at være kvalm. Selvfølgelig kan det at acceptere sådan en relation være udtryk for manglende selvværd, men det kan også sige noget om, at ens evne til at tro på det bedste i folk, er intakt. Det er sådan set positivt - selvom det i den konkrete situation måtte vise sig at være ubegrundet.