Give besked eller ej

[DetSorteCirkus]

Jeg synes, du opfører dig meget taktfuldt, og jeg ville have gjort det samme som dig, hvis jeg stod i den situation.
Og så tror jeg, at jeg ville prøve at finde ro i tanken om, at jeg i princippet havde al mulig ret til at deltage i begravelsen, og at det også ville have glædet mange, men at jeg helt lavpraktisk lod være af hensyn til min eksmand, der engang var min tætteste relation i den efterladte familie. Ærgerligt at han har valgt at leve sammen med en jaloux kvinde, eller at han bruger hende som skjold for noget, han i virkeligheden selv føler og har behov for, men lige nu og her er han en af de nærmeste pårørende til afdøde og fortjener derfor, alle fejl til trods, at blive behandlet med ekstra hensyn.

Edit: Jeg er med på, at børnene også er meget vigtige her, men når du fra starten havde tænkt dig at komme ind i kirken til sidst og sætte dig bagest, tænker jeg, at du hele tiden har navigeret ud fra din rolle som ekskone/svigerdatter og ikke som mor, der skal sidde sammen med børnene. Hvilket jeg fint forstår.

[Aesel82]

Men her er der jo ikke tale om et familiearrangement. Det er en begravelse - en åben begravelse. Som TS gerne vil deltage i for at vise både ekssvigerfar og ekssvigermor respekt.

Og det er jo stadig ts’ børn familiemedlem. Jeg har som mor svært ved at forestille mig at sende mine mindre børn til en begravelse (og antageligvis også den første begravelse, de deltager ved) jeg ikke selv deltager ved.

For det første er det argumentet om, at man som eks skal/børhave lov til at deltage, fordi man er familie, jeg undrer mig over. Argumentet i sig selv.

For det andet - når man bliver skilt, må man bare anerkende, at der er ting, man ikke kommer til at deltage i - uanset børnenes alder. Det er skønt, hvis man kan enes om det og samarbejde, men man har ikke krav på at deltage i noget som helst, der foregår, når ens børn er hos modparten. Det skal man forholde sig til, inden man vælger skilsmisse.

Jeg synes nu stadig, at det er noget andet, når det er en begravelse, vi taler om. Selvfølgelig skal TS ikke insistere på at deltage i fx et sølvbryllup (med mindre hun selvfølgelig bliver inviteret), men en begravelse er jo som regel for alle, der havde en relation til afdøde/afdødes nærmeste, ikke kun for familien, hvilket understøttes af, at TS’s mor også har tænkt sig at deltage.

[Fru Sunshine]

Jeg har skrevet til hende, at jeg gerne ville have været med, men at han var bange for det ville forvirre børnene, så det respekterer jeg selvfølgelig og kommer derfor ikke. Men at jeg håber de får taget godt afsked.

Og selvfølgelig at jeg tænker meget på dem, og mine kondolancer osv.

Jeg synes, du gør det mest hensynsfulde.

For ja, din eks' nye kone lyder som en ubehagelig type, og det er ikke rimeligt, at det går ud over dig, men jeg synes, at du er den største her.

(Min eks måtte såmænd godt være kommet til min fars begravelse. Det ville have undret mig en del, hvis han havde gjort det. Til gengæld er det helt sikkert, at jeg ville have forårsaget en ubehagelig scene fra min eks' kone, hvis jeg var mødt op til min ekspapsvigerfars begravelse. Mine børn var jo voksne, så de bare kunne deltage, men jeg ved faktisk ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis de havde været små.)

[milisa]

Men kald det familie, kald det venner. Uanset hvad, så er TS ikke velkommen, fordi et kvindemenneske føler sig truet. TS er ikke velkommen, om hun havde haft nok så venskabeligt forhold til familien. TS er ikke velkommen, fordi en gimpe bliver jaloux over, at TSs børn nok hellere vil være hos TS i deres sorg. Hvis min kæreste blev truet af, at min eks kom til min fars begravelse, så fik kæresten besked på at flette næbet. Det har intet med respekt at gøre. Hvis man er så usikker på sig selv, at eksens blotte tilstedeværelse kan skabe en reaktion, så bør man seriøst gro sig et sæt nosser.

Jeg fatter ikke, at der er folk herinde, der seriøst mener, at man som forældre ikke skal være der for sine børn i deres sorg - BEGGE forældre, forstås. Jeg fatter ikke, at der hersker den holdning, at når man går fra hinanden, så er al historik bare glemt. Alle følelser, alle forhold, alle relationer gennem x antal år skal bare pakkes væk.

Jeg er satme lykkelig for, at mine eks-kærester har fundet nye kærester/koner, der hviler så meget i dem selv, at deres eksistensberettigelse og plads i familien ikke trues af, at jeg en sjælden gang imellem dukker op i form af et like på Facebook eller et julekort eller en fødselsdagshilsen.

Og jeg er endnu mere lykkelig for at have en kæreste, som ikke bliver truet af eksistensen af min fortid.

Hvis du sammenligner et like på facebook, eller en jule eller fødselsdagshilsen med at møde op fysisk og måske fylde/tage opmærksomhed/blande sig eller hvad, der nu må være problemet (JEG TÆNKER IKKE PÅ TS OG EMNET I DEN FORBINDELSE MEN PÅ PROBLEMATIKKEN GENERELT), så kan jeg godt forstå, at du ikke kan forstå noget.

Og hvor køber du løgene til folk, der skal gro nosser? Det tror jeg da, der er mange, der gerne vil vide, hvis det er så nemt.

Point taken, har tilrettet indlægget, så det ikke længere står som kun brev/facebook - jeg mente "tilstedeværelse" bogstaveligt fysisk.

Nej, jeg sammenligner bestemt ikke med at skabe drama og/eller fylde. Jeg tager udgangspunkt i TSs oplæg, hvor det handlede om at dukke op og være i baggrunden. Jeg konstaterede, at der var folk, som ikke mente, det var en god idé.

Drama af enhver art er uacceptabelt. Havde TS brokket sig over at hun ikke måtte komme til begravelsen og holde følelsesladet tale om, hvor stor en betydning farfar havde haft, når alle vidste, det ikke var tilfældet, eller havde insisteret på at børnene fanme SKULLE sidde ved hende i kirken og til gravøllet, så havde det været en hel anden sag.

Løgene til nosserne må man være voksen nok til selv at finde.

[Ado]

Der kommer godt nok mange sidespor i denne tråd - hvilket er forventeligt. Og egentlig synes jeg emnet er interessant. Altså emnet om den nye kone/kæreste/mand ofte er årsag til stridigheder og drama. Der er i hvert fald mange indlæg fra begge "lejre", som er interessante betragtninger. Jeg kan sagtens følge argumentet om, at når man er en eks, så falder der også (i hvert fald ofte) nogle grene af familiestamtræet. Og på samme tid er jeg helt på Urtekussens side i denne problemstilling.
Mit selvværd kan faktisk godt lide under gamle eks'er. Jeg har samtidig mistet lysten til drama jo ældre jeg er blevet, så jeg er i dag i stand til at bide mange ting i mig. Men det ER jo som Maanii skriver ikke en enten/eller ting. Tit kan det sateme være en svær balancegang at være voksen og stifte ny familie/forhold og finde ud af hvad der er okay at reagere på og hvad man evt. reagerer for meget på med følelserne.


Urte; jeg synes det er godt, at du har skrevet til farmor og forklaret det stille og roligt, hvorfor du ikke deltager.

[Stars]

Jeg forstår simpelthen ikke holdningen med, at man er familiemedlem, når man er skilt. Jeg er ikke i familie med min eksmands familie. Det er han og mine børn. Jeg er eks! Eks. svigerinde, eks.tante, eks.svigerdatter (hvis min svigerfar stadig var levende)

Han er ikke i familie med min mor og mine søskende; han ser dem, fordi de har lyst til at bevare kontakten.

Når man bliver skilt, bør man vige pladsen, hvis ens eks. har brug for det.

Hvis min kæreste havde haft problemer med, at min eksmand deltog i familiearrangementer, ville det ikke ske; den respekt skylder man efter min mening sin partner.

Hvis jeg skulle have haft kontakt med min eks-svigerfamilie, skulle det være, fordi vi havde et venne-agtigt forhold, eller fordi der var behov for det, fordi min eksmand ikke evnede at holde kontakt mellem børn og familie.

Men har man børn sammen, må nye partnere tage sig sammen, og acceptere hvis der er et godt forhold mellem forældrene, deriblandt deltagelse i fællesarrangementer mm. Børnene kommer i første række, og man er i familie i kraft af børnene!

Det får mig til at tænke på noget, en skolepsykolog engang sagde til mig: En af datterens klassekammerater var misundelig på min datter ... hun ville ønske at hendes forældre også kunne finde ud af behandle hinanden civiliseret sådan at de fx begge kunne deltage i et familiearrangement i skoleregi.

Mine forældres skilsmisse var grim (og ex’s forældres skilsmisse var nok endnu mere grotesk), så vi har været meget fokuserede på, børnene ikke måtte komme i klemme.

[godtnavn]

Det kommer nok an på ens forhold, jeg ser stadig min lillesøsters mor som familie, selvom hun er skilt fra min far. Ligesom min far ser min onkel som familie selvom det er endnu flere år siden han har været sammen med min mor. Ikke tætteste familie, dog familie, det betød også at min søsters mor selvfølgelig var inviteret med til vores bryllup, men kun om dagen, for om aftenen var det kun allertætteste familie, og det er hun trods alt ikke.

Og det her er ikke et familiearrangement, men en begravelse, altså et sidste farvel til en, der synes jeg sgu det er ligegyldigt hvad man kalder hinnadne, hvis man har lyst til at tage afsked med en person til en begravelse så har man nok et forhold af den ene eller anden art, og at nægte folk at tage afsked grundet jalousi som intet har med dagen at gøre er i min verden at synke rigtig rigtig lavt.

Men at SE nogen som familie, er ikke det samme som at VÆRE familie.

I mange konflikter handler det netop om personlige holdninger. Objektivt set, er man ikke i familie. Man kan vælge at blive ved med at se hinanden.
Men somme tider når man ikke kan blive enige om et fælles valg, bliver man nødt til at ty til objektive argumenter.

Jeg kunne påstå, at det ikke har betydning, om man møder op til en begravelse, - og at det er i livet, de vigtige ting sker. - Men det er jo en personlig holdning, som man ikke kan sige rigtig eller forkert om. Så det giver lige så lidt mening, som at påstå, at noget er noget, fordi nogen ser det sådan.

Det er vidst en holdningssag. Hvad afgør det i din optik? Skal det være biologisk? I så fald er ens ægtefælle og svigerfamilie jo heller ikke familie, eller hvornår må man i din verden kalde ens familie for familie?

Men med din tilgang er min tætteste familie ikke familie, for min lillesøsters rigtige far døde før hun blev født, så biologisk er vi slet ikke i familie, men har været det siden fødslen da hun aldrig har kendt en anden far end vores fælles far, det ændre altså ikke på at hun er min lillesøster og den tætteste familie jeg nogensinde får udover min mand (som sjovt nok heller ikke er biologisk familie) og min datter.

[vibbsen]

Jeg ville godt nok blive skuffet hvis hr.vibbsen ikke deltog i begravelsen af vores fælles datters mormor eller morfar. Selvom vi var blevet skilt. Det er sådan noget forældre gør. Deltager i deres børns glæder og sorger. Og jeg ville forvente at han var der til at hjælpe mig med trøste vores sønderknuste datter.....

Og min nye partner skulle bare understå sig i stille spørgsmålstegn ved den del af vores forældresamarbejde.

[godtnavn]

Det er vidst en holdningssag. Hvad afgør det i din optik? Skal det være biologisk? I så fald er ens ægtefælle og svigerfamilie jo heller ikke familie, eller hvornår må man i din verden kalde ens familie for familie?

Men med din tilgang er min tætteste familie ikke familie, for min lillesøsters rigtige far døde før hun blev født, så biologisk er vi slet ikke i familie, men har været det siden fødslen da hun aldrig har kendt en anden far end vores fælles far, det ændre altså ikke på at hun er min lillesøster og den tætteste familie jeg nogensinde får udover min mand (som sjovt nok heller ikke er biologisk familie) og min datter.

Ja, biologisk må være det objektive.

Jeg er ikke i familie med min kæreste eller mand, men hvis vi har børn sammen, udgør vi en familie, så længe vi er sammen.

Svigerfamilien er jo netop svigerfamilie (den danske ordbog forklarer svigerfamilie som " ens ægtefælles familie" https://ordnet.dk/ddo/ordbog?aselect=sv ... ery=sviger ) og dermed ikke familie.

Det betyder ikke, at man ikke kan have et nært forhold til dem.

Der er jo også et valgsprog, der siger, at venner er den familie, du selv vælger. Så selvfølgelig kan man vælge at se hvem som helst som familie, man kan bare ikke forvente, at andre skal indrette sig efter det.

Det er ikke, fordi jeg ikke mener, at det optimale er, at man kan blive ved med at behandle hinanden som familie, når man er blevet skilt. Jeg er selv skilt, og min eksmand og jeg har holdt diverse fødselsdage, studenterfester og juleaftner sammen. Min kæreste og han er venner. Vi snakker jævnligt sammen om vores børn, selvom de er voksne. Men vi har nogle grænser for, hvad vi taler om, og vi er meget bevidste om, at vi ikke har krav på noget som helst fra hinanden. Vi kan spørge om ting, - men ikke forlange eller tage for givet. Det forsvandt, da vi blev skilt.

Min eksmand og jeg har tætte bånd, der aldrig forsvinder, fordi vi er de to mennesker i verden, der er fælles om de her børn, og om at have deres bedste for øje altid. Så vi vil altid være knyttet til hinanden. Men vi er ikke i familie.

Så du mener ikke nevøer og niecer er familie hvis de er på ens ægtefælles side? Ens tanter er ikke familie? Ens svigerinde eller svoger er ikke familie? Og sat på spidsen er man ikke i familie med adopterede familiemedlemmmer, for objektivt set er man ikke biologisk forbundet...

Jeg har ikke bare et nært forhold til min søster, hun er min søster, hun er ikke bare en ven jeg har valgt at kalde familie, hun har været min søster siden hun blev født, ligesom min far har været hendes far siden fødslen, så er biologien sgu skide ligegyldig.

[Urtekussen]

Begravelsen er annonceret både på Facebook og i den lokale avis (der er en sides nekrolog).
Jeg tænker det er for alle.

Mine forældre var med.
Min mor siger, at kirken var helt fyldt.
Børnene fik øje på mine forældre i kirken, men ville ikke hen til dem. De sad sammen med mine forældre ved gravøllet, ikke sammen med deres far og hans kone.

Jeg er så "flov over" og ked af, at jeg ikke var med. Det virker super demonstrativt som den eneste ikke at være der, især når mine forældre var der.

Min mor havde heldigvis mange hilsner med til mig, fra den øvrige familie - exens mor havde nævnt for i hvert fald hans søster, hvorfor jeg ikke kom, og der var ingen sure miner over at jeg ikke var der. Heldigvis.

Mine børn har spurgt, om jeg var med, og jeg sagde bare nej. De spurgte heldigvis ikke til, hvorfor jeg ikke var med.

[Urtekussen]

Og jeg har også bestemt mig for, at når hans mor engang dør, så giver jeg ikke besked, jeg dukker bare op.

Jeg har det rigtig skidt med ikke at have fået sagt farvel i kirken og kondolere den øvrige familie. Det gør jeg ikke igen.

[HappyPaww]

HVor er det trist at det skulle ende sådan, bare pga. en jaloux gimpe og en vatarm af en mand

[fisken80]

Og jeg har også bestemt mig for, at når hans mor engang dør, så giver jeg ikke besked, jeg dukker bare op.

Jeg har det rigtig skidt med ikke at have fået sagt farvel i kirken og kondolere den øvrige familie. Det gør jeg ikke igen.

Det kan jeg virkelig godt forstå. Det med at være med i kirken HAR bare en særlig betydning.

Kæft hvor jeg synes han er en vatpik din eks, og hans nye kæreste er en kost. Men derfor burde han også sige fra.

Puh, jeg er hævngerrig nok på dine vegne til at jeg håber en lillebitte smule, at hun er i unåde hos dine børns farmor nu

[fisken80]

Så du mener ikke nevøer og niecer er familie hvis de er på ens ægtefælles side? Ens tanter er ikke familie? Ens svigerinde eller svoger er ikke familie? Og sat på spidsen er man ikke i familie med adopterede familiemedlemmmer, for objektivt set er man ikke biologisk forbundet...

Jeg har ikke bare et nært forhold til min søster, hun er min søster, hun er ikke bare en ven jeg har valgt at kalde familie, hun har været min søster siden hun blev født, ligesom min far har været hendes far siden fødslen, så er biologien sgu skide ligegyldig.

Du kan liste alle mulige og umulige scenarier op, i virkeligheden nægter du at anerkende, at jeg kan have en opfattelse af familie, som du ikke deler. Jeg siger gang på gang, at man kan have stærke bånd til folk, uanset om de er familie eller ej. Det er jo derfor, at der er mænd, der har samvær med børn, de har fået et forhold til, fordi de har været kæreste med børnenes mor, selvom de ikke er biologiske fædre.

Og det var noget af problematikken i TS´ dilemma.

Og det viser også meget godt, hvordan det kan være virkelig svært at samarbejde, fordi man grundlæggende er uenige om nogle ting, og man i uenighed kører diskussionen længere og længere ud af en tangent.

Bah. Ud af en tangent min ... ja undskyld. Men det her handler om anstændighed og ordentlig opførsel og ikke en disse andet. Og det ejer den nye kæreste åbenlyst ikke, og samtidig har hendes eks ingen nosser.
Og lige præcist derfor er det bedste i den situation helt at droppe diskussionen og så gøre det man selv føler for, og møde op til ceremonien i kirken. Så bliver der slet ingen tangent.

[Urtekussen]

Jeg er i hvert fald tilpas såret, til at jeg ikke orker smalltalk med børnenes far.
Vi plejer egentlig at kunne tale fint nok sammen, og småsnakke lidt, når vi henter/afleverer børn, men det er jeg ikke i humør til lige nu.

Jeg ved godt, at han har det vildt svært lige nu, når han lige har mistet sin far, og det er også derfor jeg ikke fortæller ham, hvordan jeg føler eller prøvede at argumentere for, hvorfor jeg skulle med alligevel.

Det er en svær balancegang, men jeg vil heller ikke tage mere hensyn til ham end mig selv. Det har jeg ligesom gjort i 11 år.