Stitch skrev:Jeg har det lidt bedre i dag. Selvom jeg kun fik sovet 2 1/2 time i nat, på trods af sovepiller og smertestillende. Jeg savnede bare. Helt helt inderligt.
Og så sker der bare meget lige nu. Med arbejde, knæoperation, boligjagt. Savner lidt at have en, der har min ryg. At have en anden der er voksen.
Den fornemmelse kan jeg genkende. Det der har været den største omvæltning for mig har været, at der kun ER mig. Når jeg tager en beslutning, er den min og min alene - det lyder måske som en lille ting, men eftersom jeg er typen, der altid tvivler og overtænker, har det vist sig at være udfordrende selv at skulle tage ansvar for mine beslutninger ift både lejlighedsrenovering og livet generelt.
Det ringer måske ikke nogen klokke hos dig, men måske kan nogen af jer genkende det, så jeg rambler lige lidt videre om emnet, fordi jeg faktisk har brugt en del tid på at tænke over det.
Jeg har været sammen med min eks i stort set hele mit voksenliv. Han var i vores forhold ikke typen, der tog initiativ eller startede ting op, men jeg brugte ham om ikke andet indirekte til at validere de beslutninger, jeg traf i mit såvel som vores liv. Det er efterfølgende gået op for mig, at jeg i høj grad har brugt ham som et "støtteben" ift at træffe beslutninger - var vi på papiret to om det, stod jeg jo ikke alene med ansvaret for, om det var det rigtige valg.
I forbindelse med istandsættelsen af min lejlighed er det blevet tydeligt for mig, HVOR bange jeg egentlig er for at træffe "forkerte" beslutninger og dermed spilde ressourcer. Det paradoksale er, at netop denne handlingslammethed jo uafvendeligt VIL medføre netop spild af om ikke andet tid og samtidig forhindrer mig i rent faktisk at komme i mål med de ting, jeg gerne vil.
Med andre ord har jeg sumpet rundt i en sø af "ikke at tage en beslutning er også at tage en beslutning", fordi jeg reelt har været skidebange for at tage voksenansvar og stole på min egen dømmekraft. Det var lidt af en mavepuster at erkende, at jeg - der anser mig selv for at være temmelig proaktiv og ikke bange for at tage fat - grundlæggende havde gået rundt og fralagt mig ansvaret for mit eget liv. Til gengæld var det ret oplagt, at det ikke kunne blive ved sådan, så jeg er støt og roligt ved at tage magten over mit eget voksenliv tilbage.
Det magiske ved det er, at jeg i takt med at jeg gør det, ikke længere oplever at savne en, der har min ryg. Bevares, jeg vil absolut og VIRKELIG gerne have en, der har min ryg på sigt, men det skal være på "ekstra"-måden. Ikke fordi jeg ikke selv har den. Den ro, der er kommet i takt med at jeg har fundet mine egne ben i mit nye liv, vil jeg ikke bytte for noget - men den har fandeme også kostet mange nætter som dem, du beskriver i dit indlæg, Stitch.
Jeg ved godt, man ikke kan sammenligne den slags, men det jeg prøver at sige er nok "bare"; jeg tror på, at de helt igennem forfærdelige nætter , hvor usandsynligt det end virker, har et formål. Du VIL komme igennem dem, og du VIL stå stærkere i dig selv på den anden side, når sorg- og læringsprocesserne træder i baggrunden til fordel for heling og fornyet livsglæde. DET tror jeg på.
Men jeg øver mig, og dealer med det på egen banehalvdel, ud over en enkelt gang at have meldt ud, at jeg bliver påvirket af ikke at høre fra ham.
Han endte med at inviterer mig op til ham, og så havde vi en hyggelig men også mega akavet aften. Da jeg skulle gå spurgte han om jeg ville svare hvis han skrev - men nu er det ham der ikke svarer mig når jeg skrev. 
Vi har været sammen nogle enkelte gange, men er helt enige om, at det formentlig aldrig bliver andet end et rigtig godt venskab, hvilket er fint. Men derfor er det stadig hyggeligt at putte 
. Det er mange penge, der skal bruges på noget, der bliver mit og skal være mit i mange år. Hvad kan jeg lide og ikke lide. Hvad er vane bare. Hvor vil jeg bo.