Partråden

[Ado]

Jeg vågnede ved halv-fem tiden i morges og skulle tisse. Da jeg kravlede ind under dynen igen, puttede han sig ind bag mig og kyssede mig over hele ryggen og så faldt han i søvn igen. Årh!

[Akehurst2]

Jeg er bare træt af det efterhånden. Jeg er træt af at han ikke kan sige undskyld, når han gør mig ked af det, men det vil han ikke, fordi han ikke mener, at han har gjort noget forkert. Denne gang har vi skændtes af flere omgange i weekenden og først på ugen og da han ikke var i skole tirsdag, spurgte jeg om han var syg. Det ignorerede han, fordi han ikke ville indrapportere til mig om han var syg. Jeg sagde så, at det kaldtes omsorg at man spørger, men det forstår han slet ikke. Jeg skrev så til ham, at jeg ikke gad køre ham hjem mere, når han ignorerede mig og kaldte mig selvisk og dum. For det har han gjort i sidste skænderi. Selvisk fordi jeg ikke kan se udenfor min egen næsetip i forbindelse med diskussioner (den manglende mentalisering) og dum fordi jeg ikke evner samtalens kunst (eller rettere "at jeg ikke var klogere"). Han mener så også, at jeg kalder ham trælse ting, når jeg beklager mig. At jeg insinuerer at han er dum og underlig, etc , når han gør det, han gør, men det er så ikke det, jeg siger. Jeg siger, at jeg bliver ked af det han gør og siger.

Snippet en hel masse beskrivelse for at kommentere på det, der faldt mig mest i øjnene: Hvad er det dog for en måde at tale til sin kæreste på?

Det lyder som om, I er virkelig forskellige, og hvis han slet ikke er interesseret i at ændre sig/imødekomme dig, hvordan skal det så nogen sinde fungere?

[MissDitte]

Marioneta - jeg ved godt, at herinde kommer de trælse ting frem. Og der er garanteret meget godt. Men de ting du beskriver er bare så grundlæggende, at jeg virkeligt tænker at du skal passe på. Det lyder ikke til, at han giver dig en grundlæggende tryghed , og det tror jeg man har brug for.
Han vil ikke sige undskyld, fordi han ikke har gjort noget forkert. Så kunne man sige undskyld fordi man har formidlet sig på en måde så partneren er blevet ked af det. Jeg kan slet ikke forstå trangen til ikke at ville undskylde, når man gør hinanden kede af det. Uanset om man synes, man har ret eller ikke.

[Ladysparrow]

Jeg går og glæder mig til onsdag efter job, så skal jeg bare hjem og pakke kufferten, 5 dage i England venter forude - jeg glæder mig til at være sammen med ham - hænge ud med hans familie og venner. Det her med at have en tæt og godt forhold til hans familie og venner - det er altså guld værd. Jeg er ikke den udadvendte type, men de har alle taget sig til mig og jeg nyder at ses med dem - ligesom jeg ved at han har et tæt forhold til min familie og venner.

[Raenil]

Det er nemlig noget grundlæggende og vil blive ved med at være et problem, hvis vi ikke finder noget, som fungerer for os begge.

Mht at sige undskyld, hvordan har I andre det med det?

Vi siger undskyld til den anden, hvis vi har gjort eller sagt noget der gør den anden ked af det. Det er ret vigtigt for os, at vi begge to kan være i stue sammen.

[Akehurst2]

Det er nemlig noget grundlæggende og vil blive ved med at være et problem, hvis vi ikke finder noget, som fungerer for os begge.

Mht at sige undskyld, hvordan har I andre det med det?

Vi siger undskyld til den anden, hvis vi har gjort eller sagt noget der gør den anden ked af det. Det er ret vigtigt for os, at vi begge to kan være i stue sammen.

Samme her.

Og undskyldningen kan sagtens være 'jeg mente det ikke på den måde, men jeg er alligevel ked af, at du blev ked af det'. Vi behøver ikke at placere skyld på nogen måde.

[Ladysparrow]

Marioneta - jeg ved godt, at herinde kommer de trælse ting frem. Og der er garanteret meget godt. Men de ting du beskriver er bare så grundlæggende, at jeg virkeligt tænker at du skal passe på. Det lyder ikke til, at han giver dig en grundlæggende tryghed , og det tror jeg man har brug for.
Han vil ikke sige undskyld, fordi han ikke har gjort noget forkert. Så kunne man sige undskyld fordi man har formidlet sig på en måde så partneren er blevet ked af det. Jeg kan slet ikke forstå trangen til ikke at ville undskylde, når man gør hinanden kede af det. Uanset om man synes, man har ret eller ikke.

Det er nemlig noget grundlæggende og vil blive ved med at være et problem, hvis vi ikke finder noget, som fungerer for os begge.

Mht at sige undskyld, hvordan har I andre det med det?

Han vil som sagt ikke sige undskyld, når han ikke mener, at han har gjort noget forkert.

Hvor jeg tænker, at nogle gange skal man sige undskyld, selvom man ikke har gjort noget forkert, for det er stadig ens handling, som gjorde personen ked af det. Jeg har tidligere sagt undskyld for ting, hvor jeg mente at jeg ikke have gjort noget forkert, men jeg anerkendte alligevel, at det, som jeg gjorde, gjorde personen ked af det og derfor undskyldte jeg.

Igen ser vi meget forskelligt på ting og denne gang har vi virkelig fået udpenslet i vores diskussion hvordan vi ser forskelligt på det. Han undskyldte ikke for det, der var sket, men den her gang var det også baseret på mindre ting og vi snakkede generelt, da vi snakkede undskyldning. Jeg ved jo ikke endnu, om han evt. vil tage det til sig i fremtiden og faktisk undskylde i situationer, som er lidt mere grelle.

Nu har vi ikke store diskussioner og er grundlæggende tæt på hinanden når det kommer til værdigrundlag. Men de få gange hvor vi hver især har italesat noget som gjorde modparten ked af det - så er der da klart givet en uforbeholden ærlig ment undskyldning og det med forklaringen at det ikke var ment på den måde eller hvad det nu var.

[Undtagelsen]

Marioneta, det er altså ikke små ting!
Måske hvis det var en enkelt gang, men det er jo igen og igen og jeg synes det er så ærgerligt at læse at du endnu engang tager skylden på din kappe og prøver at finde løsninger til at blive bedre.
Det er sundt at udvikle sig. Det, I har kørende, er ikke sundt.

[Undtagelsen]

Marioneta, det er altså ikke små ting!
Måske hvis det var en enkelt gang, men det er jo igen og igen og jeg synes det er så ærgerligt at læse at du endnu engang tager skylden på din kappe og prøver at finde løsninger til at blive bedre.
Det er sundt at udvikle sig. Det, I har kørende, er ikke sundt.

Mange af tingene er små, men det hele løber jo op.

Fx i fredags, hvor vi var færdige med at være i skole kl. 11.30. Jeg tager i fredags cafeen, men han skal mødes med sin studiegruppe. Jeg finder ham og spørger om han kommer ned i cafeen bagefter og han siger, at han gør. Det ender så med at han kører hjem med en fra hans studiegruppe, hvilket jeg synes er noget underligt noget, når han har en aftale med mig om at mødes i cafeen, som lå to minutters gang fra hvor han sad. Han havde spurgt i messenger, om vi stadig var der og havde ringet, hvilket jeg først så et par minutter efter. Jeg ringede så til ham og han var så kørt med den anden hjem. Det blev jeg ked af. Havde han så sagt "undskyld, jeg havde ikke lige tænkt over at du ventede på mig i cafeen", så ville det så heller ikke have været værre, men nej, det gør han ikke. Han kom derimod med en masse forklaringer til hvorfor han var kørt hjem i stedet for og så bliver en lille ting bare større.

Hvor vil jeg ønske for dig at du kommer til at kunne se at du har fortjent så meget bedre end ham.

Og "ingen kæreste" går altså ind under bedre.

[Ladysparrow]

Marioneta, det er altså ikke små ting!
Måske hvis det var en enkelt gang, men det er jo igen og igen og jeg synes det er så ærgerligt at læse at du endnu engang tager skylden på din kappe og prøver at finde løsninger til at blive bedre.
Det er sundt at udvikle sig. Det, I har kørende, er ikke sundt.

Mange af tingene er små, men det hele løber jo op.

Fx i fredags, hvor vi var færdige med at være i skole kl. 11.30. Jeg tager i fredags cafeen, men han skal mødes med sin studiegruppe. Jeg finder ham og spørger om han kommer ned i cafeen bagefter og han siger, at han gør. Det ender så med at han kører hjem med en fra hans studiegruppe, hvilket jeg synes er noget underligt noget, når han har en aftale med mig om at mødes i cafeen, som lå to minutters gang fra hvor han sad. Han havde spurgt i messenger, om vi stadig var der og havde ringet, hvilket jeg først så et par minutter efter. Jeg ringede så til ham og han var så kørt med den anden hjem. Det blev jeg ked af. Havde han så sagt "undskyld, jeg havde ikke lige tænkt over at du ventede på mig i cafeen", så ville det så heller ikke have været værre, men nej, det gør han ikke. Han kom derimod med en masse forklaringer til hvorfor han var kørt hjem i stedet for og så bliver en lille ting bare større.

Det lyder så sort, jeg ved vi kun hører sagen fra en side af. Men altså har man en aftale så går man sgu ikke bare. Synes det lyder underligt at han virker så ligegyldig/ubetænksom.

[TinaW]

Hvis jeg så sagen udefra, så ville jeg også stå med pompom'erne og heppe på "gå fra ham"-holdet, men som MissDitte skriver, så er der jo også gode ting i vores forhold og jeg elsker ham. Jeg ved også, at han elsker mig. Selvom det kan være nærliggende at tænke som Zinde skriver, så ved jeg, at det ikke er tilfældet. Det her bunder ikke i manglende kærlighed eller at han er egoistisk. Det bunder i forskellige tilgange til ting, hvor vi endnu ikke har fundet en god fælles vej.

Så kan man argumentere for at man på et tidspunkt skal sige stop pga. forskellighederne, selvom kærligheden er der og det vil jeg ikke kunne argumentere imod. Men jeg har følelser for manden og det er ikke nemt at sige stop, når vi begge gerne vil. Igen er det nemmere at foreslå det, når man står udenfor. Men jeg kan udmærket godt se fornuften i det.

Er det snart halvandet år, I har set hinanden?
Og det er stadig de samme problematikker, der bliver ved med at dukke op.
Det handler i bund og grund måske om, at selv om I har følelser for hinanden, så vil I aldrig nå det punkt, hvor I hver især er tilfredse og glade i relationen, fordi jeres udgangspunkt er for langt fra hinanden.
Og det virker udefra til, at det er dig der gør de største og fleste indrømmelser og krumspring, mens han ikke er ret villig til at søge kompromisset.

[IrmaPigen]

Hvis jeg så sagen udefra, så ville jeg også stå med pompom'erne og heppe på "gå fra ham"-holdet, men som MissDitte skriver, så er der jo også gode ting i vores forhold og jeg elsker ham. Jeg ved også, at han elsker mig. Selvom det kan være nærliggende at tænke som Zinde skriver, så ved jeg, at det ikke er tilfældet. Det her bunder ikke i manglende kærlighed eller at han er egoistisk. Det bunder i forskellige tilgange til ting, hvor vi endnu ikke har fundet en god fælles vej.

Så kan man argumentere for at man på et tidspunkt skal sige stop pga. forskellighederne, selvom kærligheden er der og det vil jeg ikke kunne argumentere imod. Men jeg har følelser for manden og det er ikke nemt at sige stop, når vi begge gerne vil. Igen er det nemmere at foreslå det, når man står udenfor. Men jeg kan udmærket godt se fornuften i det.

Alt er som det plejer at være.

Vi har fattet at han gør dig ked af det og frustreret.

Men at du ikke vil gå fra ham.

Skal vi så ikke bare lade den ligge og blive der.

Hvorfor bliver du ved med at bede om vores mening, når du ikke gider høre den.

Det er sq det særeste ever på den her debat.

Det er et sygt forhold. Han behandler dig råddent. Og du kan ikke se det pga dit dårlige selvværd.

[Contrast]

...

Med forbehold for at ingen er ens, så minder det dér mig igen virkelig meget om mit tidligere forhold. Jeg kan sagtens relatere til det brændende ønske du har om at få det til at fungere, fordi du ser noget i ham, som du finder meget unikt, og som du er bange for, du ikke kan finde i en anden mand. Jeg bed mærke i tidligere, at du nævnte at du har været i et kærlighedsløst forhold, men at dit nuværende forhold indeholder kærlighed. Og det er jo meget individuelt, hvad man responderer på ift. hvordan man føler sig elsket. Men hvad angår din baggrund tænker jeg, om du holder fast i forholdet, fordi du nu "endelig" har fundet noget der indeholder kærlighed for dig (og så kan vi andre sige, at det er da ikke kærlighed når han opfører sig sådan og sådan, men jeg mener mere, at han jo gør og siger nogle ting, du responderer positivt på og opfatter som kærlighed, og som du måske har savnet i tidligere forhold).

Det jeg vil frem til er, at det kan være farligt at holde fast i noget, "bare" fordi der er kærlighed i det, som man ikke har oplevet før. Kærlighed er ikke nok. Der er flere ting, der skal gå op. Min eks og jeg gik igennem meget af det samme, bare med den forskel, at han sagde undskyld, men at han mest af alt bare gjorde det for at slippe for at skulle forholde sig til det. De samme konflikter vendte nemlig tilbage igen og igen, selvom jeg gang på gang gav udtryk for hvor meget han sårede mig, og om han ikke kunne huske hvad vi havde snakket om sidst det skete, og nej det kunne han åbenbart ikke, selvom vi havde været igennem det en million gange.

Jeg blev, fordi "han jo ikke var et røvhul". "Han gjorde det jo ikke med vilje". Og det tror jeg stadig ikke han gjorde. Der var ikke noget udspekuleret eller bevidst manipulerende over min eks, altså den type man normalt ville forbinde en dårlig partner med. Men det jeg skulle lære, var, at bare fordi man ikke kommer sammen med et røvhul, bare fordi han har vist en kærlighed på måder man ikke har oplevet før, på mange punkter var rigtig god, tog en med ud på masser af dates, var meget romantisk og nærværende, gav masser af komplimenter, delte mange holdninger og værdier som min eks og jeg gjorde, så er det ikke ensbetydende med at man skal være sammen. "Han har jo også gode sider"-argumentet er ikke nok til at bære et potentielt livslangt forhold sammen.

Jeg fortryder ikke at jeg var i det forhold, for det har lært mig mange ting. Men skulle jeg give et råd til mit daværende jeg dengang, skulle det have været følgende: Hvis de samme problematikker dukker op igen og igen, og jeg har skullet gå ud af mit gode skind for at prøve at løse dem forgæves - så kan vi ikke løse konflikter sammen. Og kan vi ikke løse konflikter sammen, så er vi ikke kompatible. Skidt med, hvor godt det ellers er. Ja, jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort. Men det er virkelig det altoverskyggende her: at man er et team. Kan man ikke samarbejde efter 1½ år sammen, og de samme ting dukker op, så kan man heller ikke senere. Lad være med at tænke om det er din eller hans skyld, om du kunne have gjort mere eller om han kunne have gjort mere. Nu har du 1½ års erfaring at bygge det på, og det er ligemeget hvis skyld det er - det er mere at konkludere generelt, at man ikke kan sammen.
Og i og med, at jeres problemer er opstået så tidligt, er der heller ikke opbygget så meget goodwill mellem jer, som der ville have været, hvis problemerne opstod efter en pletfri forelskelsesfase. I stedet har I meget tidligt opbygget indædte følelser overfor hinanden, og meget af det er underbevidst, som vil komme til udtryk i nogle automatreaktioner over for hinanden. Det er meget, meget svært at komme væk fra, når det er startet så tidligt i jeres forhold, for størstedelen af jeres kendskab til hinanden drejer sig om de negative oplevelser i stedet for en årrække af gode minder.

[Kaffe]

Jeg tror, marioneta spørger til råds omkring handlemuligheder i forholdet og ikke om, hvorvidt hun skal gå fra kæresten. Jeg tror, at der er handlemuligheder, men at kæresten tænker på en lidt anderledes måde end de fleste andre. Derfor er det sværere at arbejde med, men der behøver ikke at være ‘noget galt’ med selve kærligheden. Og det er nok det, marioneta ved.

[Æble]

Man behøver vel ikke gå fra sin kæreste fordi et par debattører mener man skal gøre det?

Synes i er nasty overfor Marioneta. Hvis i har fattet at hun ikke går fra ham så hold dog mund. Man SKAL ikke ytre sig. Nogle gange kan man godt bare holde sin mening for sig selv. Især hvis man kun har grimme ting at sige.