Debattens mødregruppe

Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf Æble » 9. aug 2018, 21:02

Jer der samsover. Hvornår/hvor knalder i? :genert:
0
Brugeravatar
Danseprinsesse
Indlæg: 3723
Tilmeldt: 18. aug 2015, 09:57
Kort karma: 652
Likede indlæg: 11266

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf Danseprinsesse » 9. aug 2018, 21:06

Æble skrev:Jer der samsover. Hvornår/hvor knalder i? :genert:


Det gør vi ikke. Det er jo det, der har forårsaget problemet til at starte med!
6
godtnavn
Indlæg: 11110
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 1096
Likede indlæg: 12857

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf godtnavn » 9. aug 2018, 21:11

I weekenderne når hun sover til middag (udenfor), ikke er hjemme og ellers i andre rum :) Derudover nyder vi godt af at hun ikke vil sove om aftenen for tiden så hun bliver ofte lagt ude om aftenen og så rykket ind efter et par timer :)
0
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf Sangius » 9. aug 2018, 21:41

Æble skrev:Jer der samsover. Hvornår/hvor knalder i? :genert:


I hverdage gør vi det når hun sover om aften. Enten på sofaen eller i gæsteværelset. I weekender gør vi det ofte i hendes middagslur, hvor vi så har soveværelset. :)
1
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018
Brugeravatar
billiebean
Indlæg: 3417
Tilmeldt: 11. dec 2015, 11:29
Kort karma: 332
Likede indlæg: 4382

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf billiebean » 10. aug 2018, 05:31

Zonta skrev:Nøj, jeg synes det her mor-noget er hårdt. Amningen er svær, han tager ikke helt nok på, selvom jeg har rigeligt med mælk og jeg er bange for hvor længe det skal fortsætte med det her mælke-show.

Og så tror jeg, at jeg er ramt af den der følelse af, at jeg ikke elsker ham - endnu. Har læst mange eksempler på mødre, der har haft det på samme måde, så jeg panikker ikke over det, men jeg tror ikke jeg kan lade være med at være lidt bekymret for om jeg nogensinde kommer til det :blush:

Og så tror jeg også det har noget at gøre med mine forventninger til hele det her graviditets- og babyhalløj at gøre. Jeg havde så mange gener i graviditeten og der blev ved med at komme mere og mere. Det havde jeg ikke regnet med! Fødslen gik overraskende godt og jeg havde en vildt god oplevelse. Det havde jeg ikke regnet med - jeg har en lav smertetærskel og kan let gå i panik i situationer hvor jeg føler jeg ikke har kontrol. Og nu efterfølgende er det bare hårdt med hårdt på. Havde nok forestillet mig, at jeg ville have en god graviditet, en "svær" fødsel og så en dejlig tid med baby bagefter og det har været sådan lidt omvendt. Ret øv, når fødslen ligesom er det, der tager kortest tid :deer:
Men min mand er guld værd - vi er gode til at snakke om det og han lytter bare på mig, selvom jeg måske siger tingene igen og igen. Jeg har sgu giftet mig ret godt :lun:


Det med følelserne har jeg også tænkt over. Jeg fik heller ikke den der lyksalige fornemmelse af fryd og kærlighed, da T blev lagt på mig efter fødslen. Og selv efter jeg fik det bedre og tingene begyndte at køre lidt nogle uger, syntes jeg ikke rigtig, der kom nogen åbenbaring heller. Beskyttertrang og ømhed/"rørthed" jo, men ikke forelskelse. Men nu, små 6 uger efter er det stærkt på vej. Jeg får kriller i maven, tårer i øjnene og en lille ekplosion i hjertet, når hun kigger på mig og smiler. Den lille heartbreaker. Og kan mærke et bånd til hende.
Så ja, må bare sige, at de havde ret, de der sagde, at det nok skulle komme med tiden.

Og så er det faktisk rigtigt det med at forventningerne får indflydelse på oplevelsen. Jeg blev ikke overrasket over, at graviditeten var strid, formentlig fordi vi kørte videre fra et hårdt fertilitetsforløb, og derfor havde jeg det mentalt udmærket i størstedelen af tiden. Til gengæld troede jeg inderst inde, at jeg ville få en normal og let fødsel. Men det gjorde jeg så overhovedet ikke, og den sved. Specielt at det var nødvendigt at være indlagt bagefter. Havde sådan troet og håbet vi skulle hjem direkte. Og så har jeg i hele graviditeten gået rundt og forberedt mig på, at det nok ville blive sygt hårdt og svært i de første par måneder med et spædbarn. Det er sådan jeg har oplevet det hos veninder. Ikke nogen lyserød barselsboble der. Men det har overhovedet ikke været så slemt, som jeg havde frygtet.. Går stadig lidt rundt og frygter den dag, hvor hun begynder at græde 4 timer om aftenen eller vågner hver time om natten, selvom andre folk efterhånden prøver at overbevise mig om, at hun vist bare er et nemt og glad barn.

Ved ikke om man kan gøre så meget ved det med forventningerne vs virkeligheden. Men det er i hvert fald en god idé at overveje sammenhængen, tror jeg.
0
godtnavn
Indlæg: 11110
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 1096
Likede indlæg: 12857

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf godtnavn » 10. aug 2018, 22:07

Der der vaccinationsfeber er jeg godt nok glad for ikke at skulle igennem før hun er 4 (er det ikke først der?) igen, det trækker tænder ud! Har haft en ulykkelig baby hele dagen :( Aftalen var at manden tog den her, da jeg har 3 ugers kursus og ikke så godt kan hive et par dage ud af kalenderen, der er kun 14 undervisningsdage, så det er jo en ret stor del bare at gå glip af en dag eller to. Men jeg har været så uheldig at manden har lagt sig syg de sidste dage, og så kom vaccinationsfeberen torsdag eftermiddag hos Luna og er stadig ikke væk. Jeg er helt færdig, og sidder nu og prøver at indhente det jeg er bagud (har en afleverings deadline i morgen eftermiddag). Jeg er så træt at tallene kører rundt, men jeg skal bare have lavet det her færdigt. Heldigvis er det en "I skal bare afleverer et hæderligt forsøg" og ikke noget som nødvendigvis skal være rigitgt, lige nu er et hæderligt forsøg bare svært.

Jeg tror jeg må hører min mor om hun kan tage Luna et par timer i morgen, men jeg føler mig som en røv, for min mor skal jo også have weekend... Vi må snart få kørt min lillesøster i stilling som fast barnepige :D
0
Brugeravatar
Zonta
Indlæg: 8526
Tilmeldt: 19. mar 2016, 08:36
Kort karma: 1294
Likede indlæg: 15156

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf Zonta » 11. aug 2018, 16:19

billiebean skrev:Det med følelserne har jeg også tænkt over. Jeg fik heller ikke den der lyksalige fornemmelse af fryd og kærlighed, da T blev lagt på mig efter fødslen. Og selv efter jeg fik det bedre og tingene begyndte at køre lidt nogle uger, syntes jeg ikke rigtig, der kom nogen åbenbaring heller. Beskyttertrang og ømhed/"rørthed" jo, men ikke forelskelse. Men nu, små 6 uger efter er det stærkt på vej. Jeg får kriller i maven, tårer i øjnene og en lille ekplosion i hjertet, når hun kigger på mig og smiler. Den lille heartbreaker. Og kan mærke et bånd til hende.
Så ja, må bare sige, at de havde ret, de der sagde, at det nok skulle komme med tiden.

Og så er det faktisk rigtigt det med at forventningerne får indflydelse på oplevelsen. Jeg blev ikke overrasket over, at graviditeten var strid, formentlig fordi vi kørte videre fra et hårdt fertilitetsforløb, og derfor havde jeg det mentalt udmærket i størstedelen af tiden. Til gengæld troede jeg inderst inde, at jeg ville få en normal og let fødsel. Men det gjorde jeg så overhovedet ikke, og den sved. Specielt at det var nødvendigt at være indlagt bagefter. Havde sådan troet og håbet vi skulle hjem direkte. Og så har jeg i hele graviditeten gået rundt og forberedt mig på, at det nok ville blive sygt hårdt og svært i de første par måneder med et spædbarn. Det er sådan jeg har oplevet det hos veninder. Ikke nogen lyserød barselsboble der. Men det har overhovedet ikke været så slemt, som jeg havde frygtet.. Går stadig lidt rundt og frygter den dag, hvor hun begynder at græde 4 timer om aftenen eller vågner hver time om natten, selvom andre folk efterhånden prøver at overbevise mig om, at hun vist bare er et nemt og glad barn.

Ved ikke om man kan gøre så meget ved det med forventningerne vs virkeligheden. Men det er i hvert fald en god idé at overveje sammenhængen, tror jeg.

Tak for din kommentar :) Det er rigtig rart at høre, at jeg ikke er alene. Faktisk så synes jeg ikke det er voldsomt hårdt at have et spædbarn. Altså bevares, der kan godt gå lidt tid fra jeg tænker "Jeg skal lige tisse" til jeg rent faktisk får det gjort eller fra jeg er sulten til jeg får spist :stoned: Det tror jeg nu er meget normalt, når nu hele ens verden lige er blevet vendt helt op og ned og der lige pludselig er et lille væsen, der tager rigtig meget opmærksomhed :)
Det, jeg synes er hårdt, er amningen og at skulle op om natten. Har aldrig været god til at få afbrudt min søvn, men jeg håber jeg vænner mig lidt mere til det. På mandag skal min mand tilbage på arbejde og det kan jeg ikke helt overskue :gisp:

godtnavn skrev:Zonta: Det lyder hårdt, men er sikker på det bliver bedre snart! Jeg har ikke så meget at byde ind med da jeg ikke gik igennem det samme, men er sikker på at amningen og kærligheden bliver lige som den skal! Angående amningen så hjalp jeg ofte Luna videre i amningen da hun var nyfødt, aede hende i mundvigen og den slags der fik hende til at amme lidt længere, jeg tog faktisk tid på amningerne i starten, og ammede hun under et kvarter blev jeg ved med at hjælpe hende til hun nåede over kvarteret. Hun faldt stort set altid i søvn og stoppede med at amme på 5-10 minutter, men med lidt aening og nusning fortsatte hun.

Jeg tager også tid på amningerne. Lige nu tracker jeg søvn, bleer og amning i en app, fordi vi startede ud med gulsot, som ikke helt vil slippe. Det er som om vi ikke helt kan få knækket den kurve, hvor han bliver frisk og begynder at melde sig selv med de der 2-3 timers mellemrum. Det er virkelig hårdt :forvirret2:

Æble skrev:Det er MEGA hårdt i starten! Prøv at lade være at Strasse over det, men bare vær i det. Det eneste du skal ligenu er at holde dit lille barn tilfreds uden selv at gå i stykker (hvis muligt). Man er så skide sårbar der i starten og bliver samtidig udfordrer max. Det er helt normalt at være rundt på gulvet :kys:

Hvis du har masser af mælk og han gerne vil spise så skal han nok komme efter vægten.

Og selvfølgelig kommer du til at elske ham. Igen, bare prøv at mærke hvor du er uden at dømme. Hvad føler du for ham? Jeg kan huske med min første at jeg heller ikke følte kærlighed med det samme, men jeg følte den vildeste beskyttertrang. Det udviklede sig til kærlighed.

Ligenu er du i orkanens øje. Den skal rides af. Og før du ved af det så tænker du tilbage på denne første tid som noget helt særligt og dejligt.

Du skal heller ikke undervurdere det hormonhelvede du gennemgår. Det er som PMS gange 10.000 at have født og etablere amning.

Tak for din kommentar :kys: Igen, virkelig dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der har det temmelig hårdt med alt det her baby-noget. Hvis nu amningen fungerede nogenlunde (jeg synes simpelthen min enorme mælkeproduktion er så hæmmende for mig - også fordi han samtidig ikke spiser nok til at få den fede mælk. Og jeg har hørt, at det kan tage måneder for produktionen at indrette sig), så tror jeg det ville være en helt anden historie. Jeg tror aldrig i min vildeste fantasi jeg havde forestillet mig, at amningen skulle være så krævende. Men det er så også bare ekstra frustrerende, når nu jeg producerer rigeligt mælk, men han ikke tager på som han skal. Vi fik ham vejet både torsdag og fredag og der havde han faktisk taget 100 gram på. Til gengæld spiste han kun ca. 40 ml hos mig (SP vejede ham lige før og lige efter amning) og derfor eftermader vi ham efter hvert måltid.

Men når jeg ser på ham, er han jo bare dejlig :lun: Han er allerede nu begyndt på at være ret god til øjenkontakt og det er jo fantastisk at sidde og kigge i øjnene på sådan en lille skabning, som man selv har groet (også selvom han gjorde det til lidt af et helvede for mig :lol: ). Der må aldrig nogensinde ske noget med ham :kryds:

Sangius skrev:Det kan bare være så hårdt i starten! Et hvert barn følger sin egen kurve - og de kurver som sundhedsplejeskeren bruger er lavet ud fra flaskebørn. Ammebørn tager gerne på i ryk, og i perioder vokser de måske i længden i stedet for vægten.
Den bedste vurdering du har på om han får nok, er bleen. Der skal være minimum 5-6 (mener jeg?) tunge tisbleer dagligt. Og ellers kan du altid prøve at lægge ham mere til - hvis du altså ikke allerede ammer 24/7 :D
Min datter var lidt sløv i starten, så jeg lagde hende til selvom hun ikke meldte sig - gerne når hun sov, så tog hun lige en drømmetår.
Men alt det her ved du måske nok, hvis du har googlet lidt rundt om amning ♡
Jeg elskede ikke min datter i starten. Jeg havde kæmpe beskyttertrang, og brød mig ikke om at være adskilt. Men mest følte jeg mig fanget, konstant udsat og hele tiden lidt stresset. Sad om natten med en lille bebs på babsen og tudede over tilsyneladende intet. Min stakkels mand anede ikke hvd han skulle gøre. :genert:

Men det bliver bedre! Snart. Amningen også.

Jeg glæder mig lidt til at gøre det hele igen nu, med nr 2, fordi nu ved jeg hvad jeg har fået og har i vente. Så håber jeg på, at kunne finde sjælefreden til at nyde ny-baby tiden lidt mere.

Kram :* ♡

Vores sundhedsplejerske er til gengæld guld værd! Hun er så sød og kan tydeligt se, hvor meget jeg er påvirket af amningen og at han ikke tager nok på. Hun er nu ikke sådan en, der går helt bananas over det, men tager det stille og roligt og iværksætter nogle tiltag, som vi alle kan være i. Jeg ammer slet ikke 24/7 - det har jeg slet ikke overskuddet til. Jeg synes det er lidt en overvindelse hver gang han skal lægges til. Han har en fin sutteteknik og der er mælk nok (og mere til...) og jeg synes egentlig det er hyggeligt at have ham liggende. Men hele set-up'et med ammepude, håndklæde, kop under det bryst der ikke ammes på, alt tøjet af på overkroppen osv., det har jeg svært ved at overskue. Jeg føler ikke jeg kan tage nogen steder, for hvis jeg skal amme ham, kræver det bare pænt meget mere end bare lige at knappe op og smide ham på en babs. Hvis nu jeg havde en tidsramme, så jeg vidste, at det blev godt om 4 uger, så fint. Det kunne jeg sagtens leve med. Men efter at have spurgt på en ammenet-gruppe, hvor flere skrev, at de sov med vådliggerlagner i flere måneder osv., så har jeg svært ved at holde gejsten oppe. Har tit (i ren frustration og opgivelse) lyst til at sige "fuck amningen" og bare køre over på MME, men inderst inde er det ikke det jeg vil. Jeg ved bare ikke hvor længe jeg kan holde til at det skal være så omstændigt at amme. Og sundhedsplejersken sagde også, at hendes holdning var, at sådan her skulle det ikke blive ved med at være. Ikke når jeg har det som jeg har det med det. Det er meget rart at høre en fagperson sige det og vide, at hun støtter os i den beslutning vi tager.

I dag begyndte jeg at tude over et opslag i min terminsgruppe med en, der bare var så glad for amningen - hendes søn tog 300 gram på om ugen og det hele kørte bare. Jeg blev simpelthen så sindssygt misundelig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hele det her forløb med at han spiser for lidt og ikke tager nok på, er fordi han fejler et eller andet eller at det kommer til at skade ham på længere sigt. Åndssvagt, men.. Hormoner :tie:
0
J, juli 2018.
Nilin
Indlæg: 42
Tilmeldt: 19. okt 2016, 14:41
Kort karma: 8
Likede indlæg: 54

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf Nilin » 11. aug 2018, 21:36

Zonta skrev:Vores sundhedsplejerske er til gengæld guld værd! Hun er så sød og kan tydeligt se, hvor meget jeg er påvirket af amningen og at han ikke tager nok på. Hun er nu ikke sådan en, der går helt bananas over det, men tager det stille og roligt og iværksætter nogle tiltag, som vi alle kan være i. Jeg ammer slet ikke 24/7 - det har jeg slet ikke overskuddet til. Jeg synes det er lidt en overvindelse hver gang han skal lægges til. Han har en fin sutteteknik og der er mælk nok (og mere til...) og jeg synes egentlig det er hyggeligt at have ham liggende. Men hele set-up'et med ammepude, håndklæde, kop under det bryst der ikke ammes på, alt tøjet af på overkroppen osv., det har jeg svært ved at overskue. Jeg føler ikke jeg kan tage nogen steder, for hvis jeg skal amme ham, kræver det bare pænt meget mere end bare lige at knappe op og smide ham på en babs. Hvis nu jeg havde en tidsramme, så jeg vidste, at det blev godt om 4 uger, så fint. Det kunne jeg sagtens leve med. Men efter at have spurgt på en ammenet-gruppe, hvor flere skrev, at de sov med vådliggerlagner i flere måneder osv., så har jeg svært ved at holde gejsten oppe. Har tit (i ren frustration og opgivelse) lyst til at sige "fuck amningen" og bare køre over på MME, men inderst inde er det ikke det jeg vil. Jeg ved bare ikke hvor længe jeg kan holde til at det skal være så omstændigt at amme. Og sundhedsplejersken sagde også, at hendes holdning var, at sådan her skulle det ikke blive ved med at være. Ikke når jeg har det som jeg har det med det. Det er meget rart at høre en fagperson sige det og vide, at hun støtter os i den beslutning vi tager.

I dag begyndte jeg at tude over et opslag i min terminsgruppe med en, der bare var så glad for amningen - hendes søn tog 300 gram på om ugen og det hele kørte bare. Jeg blev simpelthen så sindssygt misundelig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hele det her forløb med at han spiser for lidt og ikke tager nok på, er fordi han fejler et eller andet eller at det kommer til at skade ham på længere sigt. Åndssvagt, men.. Hormoner :tie:


Jeg havde det modsatte problem - jeg havde ikke nok mælk. Jeg startede med at supplere med først 1 flaske, så 2, så 3 og til sidst efter hver amning. Specielt i den periode, hvor jeg gav hende 3 flasker, fyldte det rigtig meget i mit hoved. Jeg VILLE ikke droppe amningen, da hun græd meget i starten, og det nærmest kun var når hun lå ved mit bryst, at hun var tilfreds.

Jeg var konstant nervøs for, at hun stadig var sulten. Hun var dykket i vægt i starten og fulgte nu lige akkurat kurven under normalen. Jeg tænkte meget over hvornår jeg gav flaskerne og prøvede at finde system i, hvornår hun tog lidt og hvornår hun tog meget. Derudover prøvede jeg at øge min mælkeproduktion. Jeg sørgede for at få masser af væske, så jeg skulle tisse hele tiden, og hun lå nærmest konstant ved mit bryst både dag og nat. Da jeg endelig besluttede mig for bare at give hende en flaske efter hver amning, lettede der virkelig en kæmpe vægt fra mine skuldre. Det gik op for mig hvor åndsvagt meget det havde fyldt i hovedet og har efterfølgende tænkt, at jeg skulle være kommet til den konklusion meget tidligere.

Nu er jeg jo nærmest lidt misunderlig over, at du bare har masser af mælk, men jeg kan sagtens se hvor frusterende det modsatte må være. Så jeg synes du stadig skal give amningen en chance, nu hvor det betyder meget for dig, men jeg synes også at du skal være opmærksom på, hvor meget problemet fylder og være klar til at sige stop, hvis det begynder at fylde for meget. :kram:

Nu hvor du har en god SP, så sørg for at bruge hende (hvilket det lyder til at du allerede gør). Jeg havde mange gode snakke med min, og hun kom også forbi til ekstra vejninger.
0
Brugeravatar
twinkle
Indlæg: 3974
Tilmeldt: 14. aug 2015, 06:53
Kort karma: 328
Likede indlæg: 6360

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf twinkle » 12. aug 2018, 06:50

Zonta, den følelse med ikke at kunne overskue at lægge baby til brystet kan jeg godt huske. Jeg blev nærmest panisk hver gang, det satte så kæmpe en barriere op for mig, som jeg ikke kunne komme ud over. Jeg tror det var en af de primære grunde til, at vi valgte at gå over på flaske.
Og selv om Benjamin fik flaske kunne han sagtens spise med 1-2 timers mellemrum om natten - jeg var så træt :træt:

Jeg kan kun være enig med din sp, det er ikke meningen at det skal blive ved med at være sådan. Jeg synes ikke, at man skal amme for enhver pris. En god mor sidder ikke i brysterne :kram:
2
B - 20.01.18 :dåne:
O - 03.07.20 :lun:
JoyNips
Indlæg: 12052
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 1386
Likede indlæg: 33895

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf JoyNips » 12. aug 2018, 07:53

Ro på omkring vægten. Her er min drengs kurve. Han startede på 72-percentilen og dykkede til 21-percentilen. Men den fulgte han så også troligt hele sit første leveår. Det er helt ok, nogen gange skal de lige finde deres naturlige leje.
1
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
godtnavn
Indlæg: 11110
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:47
Kort karma: 1096
Likede indlæg: 12857

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf godtnavn » 12. aug 2018, 19:00

Luna vil ikke sove, tilgengæld har hun sgu lige valgt at lærer at gå midt i et "jeg er sur over i siger jeg skal sove" anfald :lol:

Vi blev så stolte af hende at hun fik lov at gå rundt en halv times tid, så nu er hun i den grad overtræt, men nørj vi er stolte :lun: Og bekymrede for alt den ballade hun nu kan lave :lol:
8
Brugeravatar
twinkle
Indlæg: 3974
Tilmeldt: 14. aug 2015, 06:53
Kort karma: 328
Likede indlæg: 6360

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf twinkle » 12. aug 2018, 19:14

Åh, kan godt forstå du er stolt, godtnavn! Det er så fantastisk når de lærer noget nyt :pompom:
0
B - 20.01.18 :dåne:
O - 03.07.20 :lun:
Brugeravatar
twinkle
Indlæg: 3974
Tilmeldt: 14. aug 2015, 06:53
Kort karma: 328
Likede indlæg: 6360

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf twinkle » 12. aug 2018, 19:18

Herhjemme synes jeg det hele går så hurtigt. Jeg kan ikke følge med!

Vi et gået fra møven frem på maven til (noget usikker) kravlen, og kan Benjamin få fat på noget at hive sig op i kan han komme op på knæ. Meget handy, når man vil se hvad der gemmer sig i kassen med legetøj!
Vi er så blevet nødt til at sætte tremmesengen ned på laveste indstilling, da jeg er en pyllermor og nervøs for, at han får hevet sig ud over siden.
0
B - 20.01.18 :dåne:
O - 03.07.20 :lun:
Brugeravatar
Shmartiesh
Indlæg: 1919
Tilmeldt: 10. jan 2016, 17:18
Kort karma: 157
Likede indlæg: 3019

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf Shmartiesh » 12. aug 2018, 19:29

twinkle skrev:Herhjemme synes jeg det hele går så hurtigt. Jeg kan ikke følge med!

Vi et gået fra møven frem på maven til (noget usikker) kravlen, og kan Benjamin få fat på noget at hive sig op i kan han komme op på knæ. Meget handy, når man vil se hvad der gemmer sig i kassen med legetøj!
Vi er så blevet nødt til at sætte tremmesengen ned på laveste indstilling, da jeg er en pyllermor og nervøs for, at han får hevet sig ud over siden.

Jeg kan heller ikke følge med. Det har jeg aldrig kunne. :D

Johanne går rundt med gå-vogne og langs sofa. I dag har hun været en rigtig humørbombe. :love2:

Vores ferie slutter i dag. Jeg er lidt nede over at skulle på arbejde. Det føles lidt som post-barsels blues. Vi har 8 ugers arbejde før vi har ferie igen. Jeg har mest af alt lyst til at blive gravid snart så jeg kan se frem til endnu en barsel..
0
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Debattens mødregruppe

Indlægaf Sangius » 12. aug 2018, 19:53

Det her tandfrembrud er helt ekstremt synes jeg... hun skriger og skriger, siger av av og tager sig til kinden. Hun sov først halvt et i går, og vågnede hver time efterfølgende. I dag er vi samme sted, hun vil ikke sove, og skriger bare.
Hun har fået panodil.
Jeg er total lost :S
0
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018

Tilbage til "Forældre"