Terminstråd - alle er velkomne :)

Brugeravatar
Zonta
Indlæg: 8526
Tilmeldt: 19. mar 2016, 08:36
Kort karma: 1294
Likede indlæg: 15156

35+4

Indlægaf Zonta » 13. jul 2018, 08:47

Tak for jeres kort og kommentarer i forhold til svangerskabsforgiftning :)

Var hos lægen i tirsdags og han ville gerne lige se mig i dag til en opfølgning i dag. I tirsdags havde jeg protein i urinen, men normalt blodtryk. I dag var det omvendt - ingen protein i urinen, men for højt diastolisk blodtryk. Men sammenholdt med ødemer og vægtøgning ringede han til fødselslægen og de ville gerne lige se mig til yderligere undersøgelser. Så nu er vi på vej på hospitalet for at se hvad de siger. Det er jo ikke fordi jeg partout har svangerskabsforgiftning, men mine symptomer er i hvert fald på grænsen.
2
J, juli 2018.
Buller
Indlæg: 1176
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 85
Likede indlæg: 1800

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Buller » 13. jul 2018, 08:50

Janni.A006 skrev:Jeg måtte et smut på hospitalet efter min jm-tid i går, fordi mine fødder er så hævede, mine prøver så dårlige, at hun sendte mig af sted obs svangerskabsforgiftning. Jeg har 12 dage til termin. Kan de ikke bare tage vandet og få ham ud..? Jeg ville elske at få min krop bare nogenlunde tilbage.


Hvad sagde de på hospitalet? Det lyder da ikke så spændende med dårlige prøver.
0
Janni.A006
Indlæg: 70
Tilmeldt: 30. apr 2018, 08:55
Kort karma: 8
Likede indlæg: 59

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Janni.A006 » 13. jul 2018, 09:29

Buller skrev:
Janni.A006 skrev:Jeg måtte et smut på hospitalet efter min jm-tid i går, fordi mine fødder er så hævede, mine prøver så dårlige, at hun sendte mig af sted obs svangerskabsforgiftning. Jeg har 12 dage til termin. Kan de ikke bare tage vandet og få ham ud..? Jeg ville elske at få min krop bare nogenlunde tilbage.


Hvad sagde de på hospitalet? Det lyder da ikke så spændende med dårlige prøver.


Efter 5½ time fik jeg lov at tage hjem mod at jeg kommer tilbage på mandag og laver nye urin- + blodprøver. Jeg har ikke svangerskabsforgiftning - det tror jeg ikke på. Jeg tror bare, at de går med livrem og seler. Alles fødder er jo hævede i varmen - mere eller mindre. Men det er selvfølgelig lidt svært for mig at bortforklare hvorfor jeg laver de dårlige urinprøver. :stoned:
1
Brugeravatar
Zonta
Indlæg: 8526
Tilmeldt: 19. mar 2016, 08:36
Kort karma: 1294
Likede indlæg: 15156

Re: 35+4

Indlægaf Zonta » 13. jul 2018, 14:31

Zonta skrev:Tak for jeres kort og kommentarer i forhold til svangerskabsforgiftning :)

Var hos lægen i tirsdags og han ville gerne lige se mig i dag til en opfølgning i dag. I tirsdags havde jeg protein i urinen, men normalt blodtryk. I dag var det omvendt - ingen protein i urinen, men for højt diastolisk blodtryk. Men sammenholdt med ødemer og vægtøgning ringede han til fødselslægen og de ville gerne lige se mig til yderligere undersøgelser. Så nu er vi på vej på hospitalet for at se hvad de siger. Det er jo ikke fordi jeg partout har svangerskabsforgiftning, men mine symptomer er i hvert fald på grænsen.

Nå, men altså jeg afleverede urinprøve, fik taget blodprøver, kørt en kurve og taget blodtryk. Urinen var fin, blodprøverne ligeså. Kurven var nærmest perfekt og "tyder på en baby, der har det rigtig godt" og blodtrykket var for lavt... For lavt?! Det synes jeg er mærkeligt. Jeg er ikke nervøs eller noget hos lægen, så jeg har svært ved at forstå hvordan det på et par timer kan gå fra 138/101 til 94/58 :gruble: Hun brugte den store manchet og jeg plejer altid at få den lille på. Spurgte om det kunne have noget at sige og hun var sådan "måske, men når nu det retter sig, når du ligger og slapper af, så er det ikke noget".
Jeg skal til JM på mandag og så snakker jeg selvfølgelig lige med hende om det. Desuden skulle jeg ringe, hvis jeg fik flimmer for øjnene, hovedpine eller trykken for brystet.
1
J, juli 2018.
Buller
Indlæg: 1176
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 85
Likede indlæg: 1800

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Buller » 13. jul 2018, 15:44

størrelsen på manchetten betyder virkelig meget. Og en lille manchet er det kun virkeligt spinkle mennesker der kan bruge. Det kan sagtens falde 20mmHg for hver størrelse.

Hvis din læge måler med for lille en manchet, og før du har hvilet så kan du reelt ikke bruge den måling til noget som helst.
0
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Sangius » 13. jul 2018, 15:49

Jeg har jævnligt et blodtryk på 90/50 ish. Aldrig over 110/70. Har ikke fået noget at vide om det, udover at det var fint.
0
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018
Brugeravatar
Zonta
Indlæg: 8526
Tilmeldt: 19. mar 2016, 08:36
Kort karma: 1294
Likede indlæg: 15156

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Zonta » 13. jul 2018, 17:59

Buller skrev:størrelsen på manchetten betyder virkelig meget. Og en lille manchet er det kun virkeligt spinkle mennesker der kan bruge. Det kan sagtens falde 20mmHg for hver størrelse.

Hvis din læge måler med for lille en manchet, og før du har hvilet så kan du reelt ikke bruge den måling til noget som helst.

Fedt :lol: Så er det da virkelig heller ikke nemt. Du lyder til at have styr på det - er der ikke kun to størrelse manchetter?

Godt nok har jeg aldrig haft store arme, men de har målt med den lille fra starten af graviditeten, hvor jeg altså havde et BMI på 34... :stoned: Og det er både egen læge, flere forskellige JM, fødselslæge osv.
Får lidt lyst til at anskaffe mig mit eget apparat, så jeg kan måle herhjemme. Synes nemlig ikke jeg whitecoater, men selvfølgelig har jeg ikke hvilet når jeg kommer hos lægen - men det er langt fra fordi jeg kommer og har tonset rundt eller noget.
0
J, juli 2018.
Buller
Indlæg: 1176
Tilmeldt: 16. jan 2016, 09:14
Kort karma: 85
Likede indlæg: 1800

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Buller » 13. jul 2018, 20:00

Det er desværre ret almindeligt at der bliver målt med forkert størrelse. De prøver at gennemføre flere kampagner for at oplyse om konsekvenserne af det. Tænk hvor mange der medicineres uden grund.

Der findes mindst 4 størrelser. Der står som regel på de gode manchetter hvor stor omkreds armen må have. Så kan man måle efter selv.
0
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13017
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2860
Likede indlæg: 28058

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf FormerlyKnownAs » 13. jul 2018, 20:17

Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry :rulle:

Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.

Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.

Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.

Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.
1
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7465
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1761
Likede indlæg: 24400

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Moxy-lady » 13. jul 2018, 20:32

FormerlyKnownAs skrev:Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry :rulle:

Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.

Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.

Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.

Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.


Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.
0
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13017
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2860
Likede indlæg: 28058

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf FormerlyKnownAs » 13. jul 2018, 20:40

Moxy-lady skrev:
FormerlyKnownAs skrev:Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry :rulle:

Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.

Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.

Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.

Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.


Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.


Han kommer hjem i morgen tidlig :) jeg har overvejet det scenarie faktisk. Skal sådan lige mærke efter. Folk skal heller ikke gå i panik og tro jeg er deprimeret eller noget jo. Ej jeg ved sgu ikke.

Vi holder fødselsdag den 21. hvor venner og lidt familie kommer. Det gør det jo bare lidt mere absurd at skulle gå i Luna telt og suge maven ind :rulle: Jeg må tale med ham om det og så har vi kønsscan på mandag. Ikke at jeg tror at det gør en forskel egentlig, det har de andre ikke gjort jo.

Jeg tror det er meget day by day for mig. Gid at vi slulle afsted i morgen istedet, så kunne jeg smutte og lade som ingenting :ninja:
0
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7465
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1761
Likede indlæg: 24400

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Moxy-lady » 13. jul 2018, 21:00

FormerlyKnownAs skrev:
Moxy-lady skrev:
FormerlyKnownAs skrev:Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry :rulle:

Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.

Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.

Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.

Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.


Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.


Han kommer hjem i morgen tidlig :) jeg har overvejet det scenarie faktisk. Skal sådan lige mærke efter. Folk skal heller ikke gå i panik og tro jeg er deprimeret eller noget jo. Ej jeg ved sgu ikke.

Vi holder fødselsdag den 21. hvor venner og lidt familie kommer. Det gør det jo bare lidt mere absurd at skulle gå i Luna telt og suge maven ind :rulle: Jeg må tale med ham om det og så har vi kønsscan på mandag. Ikke at jeg tror at det gør en forskel egentlig, det har de andre ikke gjort jo.

Jeg tror det er meget day by day for mig. Gid at vi slulle afsted i morgen istedet, så kunne jeg smutte og lade som ingenting :ninja:


Jeg tænker heller ikke at du skal gå og suge maven ind, men simpelthen få din mand til at snakke med dem der kommer om at det er svært for dig, og at du derfor har behov for at det ikke bliver et emne når I ses oh at du nok skal snakke om det når du føler at du kan. Så ved folk det, men lader dig være, og du ved at de ved det, men er ikke tvunget til at skulle forholde dig til det overfor gud og hvermand. Det har ikke noget med at være deprimeret at gøre, men noget (tror jeg) med angst og beskyttelsesmekanismer. Du er bange for at miste igen, og derfor skærmer dit sind dig fra at knytte dig for meget til baby. Det at skulle snakke om det oh forholde dig til det overfor alle, truer din distance.
1
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
FormerlyKnownAs
Indlæg: 13017
Tilmeldt: 6. sep 2017, 07:02
Kort karma: 2860
Likede indlæg: 28058

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf FormerlyKnownAs » 13. jul 2018, 21:06

Moxy-lady skrev:
FormerlyKnownAs skrev:
Moxy-lady skrev:
FormerlyKnownAs skrev:Jeg er ude i mit “hvornår skal vi sige det” dilemma igen. Sorrry :rulle:

Jeg er stadig langt fra emotionelt at forstå, acceptere, omfavne graviditeten. Men over night (ish) er der kommet gevaldig dunk på og den kan da stadig med ret god vilje skjules. Synes jeg selv i hvert fald.

Jeg er jo ret meget i fornægtelse om forandringerne og tror at alt er som normalt, inkl de bevægelser jeg så småt er begyndt st mærke og bilder mig ind at INGEN bemærker mine str 80H bryster eller at jeg har en meget mistænkelig topmave.

Et hvert scenarie jeg gør mig udi at fortælle det, føler jeg mig bare ikke tilpas ved kan jeg mærke. Jeg har ikke lyst, er klar, til den overstrømmende glæde som nogle jo naturligt vil komme med. Og samtidig tænker jeg at jeg bare må fortælle det og samtidig sige at jeg har ikke lyst til at tale om det en hel masse, fordi jeg ikke er klar. Det er lidt som at give et barn en slikpose og sige at de ikke må spise det tænker jeg.

Hvor er det åndssvagt. Tror hele tiden at når det eller det sker, når vi er forbi det eller det punkt, så er jeg klar...men det sker ikke sådan rigtig.


Kan din mand overtage det lidt og skærme dig? Altså være den der står for at melde det ud til dem der skal vide det nu, og simpelthen bede om at folk respekterer at du har brug for ro og privatliv omkring det hele, evt begrundet i jeres tidligere tab, hvis folk omkring jer kender til det? Det er lidt sådan det er hos os. Jeg stpr for udmeldingerne og er den der snakker med folk om alle de der ting folk spørger om, og melder så ud at min kæreste er enormt skræmt over ændringerne osv osv baseret i hans angst (hvis folk kender til at han har det), og at vi dealer med det mellem os. Det betyder at han ikke har skulle snakke så meget med alle mulige andre end mig om det, og ikke har skulle stå i en situation hvor han skal gøre rede for sine følelser overfor (mere eller mindre) fremmede. Det virker for os, men jegxer klar over at det at din kæreste befinder sig et andet sted i verden og at det kan komplicere det en del.


Han kommer hjem i morgen tidlig :) jeg har overvejet det scenarie faktisk. Skal sådan lige mærke efter. Folk skal heller ikke gå i panik og tro jeg er deprimeret eller noget jo. Ej jeg ved sgu ikke.

Vi holder fødselsdag den 21. hvor venner og lidt familie kommer. Det gør det jo bare lidt mere absurd at skulle gå i Luna telt og suge maven ind :rulle: Jeg må tale med ham om det og så har vi kønsscan på mandag. Ikke at jeg tror at det gør en forskel egentlig, det har de andre ikke gjort jo.

Jeg tror det er meget day by day for mig. Gid at vi slulle afsted i morgen istedet, så kunne jeg smutte og lade som ingenting :ninja:


Jeg tænker heller ikke at du skal gå og suge maven ind, men simpelthen få din mand til at snakke med dem der kommer om at det er svært for dig, og at du derfor har behov for at det ikke bliver et emne når I ses oh at du nok skal snakke om det når du føler at du kan. Så ved folk det, men lader dig være, og du ved at de ved det, men er ikke tvunget til at skulle forholde dig til det overfor gud og hvermand. Det har ikke noget med at være deprimeret at gøre, men noget (tror jeg) med angst og beskyttelsesmekanismer. Du er bange for at miste igen, og derfor skærmer dit sind dig fra at knytte dig for meget til baby. Det at skulle snakke om det oh forholde dig til det overfor alle, truer din distance.


Helt sikkert. Men det er ikke alle der tænker i de baner, men mere ala “vær nu glad for at der endelig er sket” og måske tænker depressiv, kan ikke knytte sig etc.

Jeg fortalte min mormor det for nyligt, vi ses sjældent. Og sagde nærmest i samme åndedrag, at der er 4. gang på 2 år. Ligesom for at lukke den ned. Både i en forhåbning om af finde forståelsen med det samme og markere at det ikke er bare lige, men også pga aldersaspektet. Vi er knap 37 og 47.

Det er lidt nemmere når han kommer i morgen og vi kan tale sammen om det. Og havde helt sikkert været meget nemmere hvis mærkede solide spar flere gange dagligt. Pt er det smølfesprk, en kilden o.lign, ret sporadisk.
1
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7465
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1761
Likede indlæg: 24400

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Moxy-lady » 13. jul 2018, 22:12

Jeg håber i hvert fald at det hjælper at få din mand hjem, og at det betyder at lillepigen bliver mere aktiv og gør mere væsen af sig, så du kan få en mere konstant bekræftelse af at hun er der. Om ikke andet er det som regel rart at være to til at dele det hele.
0
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 9659
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 1356
Likede indlæg: 29250

Re: Terminstråd - alle er velkomne :)

Indlægaf Sangius » 15. jul 2018, 08:49

Så er der 99 dage til termin! Ca 60 må det være til jeg går længere end første gang - det har jeg på fornemmelsen at jeg gør.

Men igen var jeg også 100% sikker på at der ikke var noget i gærde, da jeg cyklede på hospitalet for små to år siden. Så måske jeg ikke er så god til det med fornemmelser :lol:
3
T ♡ sep 2016
M ♡ okt 2018

Tilbage til "Graviditet"