Indlægaf fisken80 » 16. apr 2018, 14:31
Det er simpelthen ikke i orden. Han HAR jo set dig og kan ikke finde ud af, hvad der er galt, hvorfor skulle det blive anderledes af at han ser dig igen?
På onsdag slår du simpelthen så hårdt i bordet, at hans ting falder ned og forlanger den henvisning. Og vil han ikke så truer du med pressen. Og det mener jeg dybt seriøst. Det er så langt ude det han har gang i. Som om han ikke vil erkende sin egen uformåen.
Jeg er rystet. Og kan se, at jeg er mere end almindelig heldig med mit lægehus, hvor ingen nogensinde har tøvet med at henvise mig, hvis de var usikre på om jeg fejlede noget alvorligt (hvilket jeg faktisk gjorde den ene af gangene).
En af dem har endda ordret sagt, at hun hellere vil henvise en gang for meget end en gang for lidt.
Min fars læge var i øvrigt også uendelig længe om at forstå, at min far var syg og det til trods for, at han havde en kræfthistorik fra tidligere. Det er fanme beskæmmende altså.
1
litteraturen kan noget, som regneark og forvaltningsstudier ikke kan. Uden litteraturen bliver tanker og ideologier blodfattige og pulsløse.
Man VÆNNER sig til ting. Det kommer af vane. Så svært er det ikke.
Maude, din proportionssans