Rullegardinia skrev:Jeg forstår det stadig ikke. Er vi ude i, at 'mænd er mere aggressive' og 'kvinder er mere omsorgsfulde'-det sidder i hjernen-noget? Eller hvad betyder det, at kønnet sidder i hjernen? Jeg forstår det oprigtigt ikke, hvordan det føles at FØLE sig som sit køn.
Og hvad med dem, der er 'non-binære'? Er det også en fejl i fosterudviklingen, at de ikke føler, de har et køn? Eller dem, der føler sig som et køn én dag og et andet køn den anden dag?
Altså, jeg ser sådan på det, at vores egentlige (inderst inde) eksistens er kønsneutral. Men der taler vi om det helt inderste (hvad det så end er ...)
Lige så snart vi skal interagere med verden, begynder køn at have en vis betydning - i nogle sammenhænge selvfølgelig mere end andre.
I mit verdensbillede hænger hjerne og krop sammen. Kroppen, det er jo tydeligt at se ... mht. hjernen må man jo tolke det lidt ud fra adfærd og reaktionsmønstre, som selvfølgelig også kan være farvet af opdragelse og forventninger, men al erfaring siger mig, at der er nogle forskelle der også i, hvordan man tolker verden og reagerer på den, som kan være så forskellige, at det ikke kun kan være opdragelse.
Faktisk så jeg engang en skøn BBC-udsendelse om kønsforskelle, som jeg desværre forgæves har ledt efter, hver gang der har været denne slags diskussioner. Men der var en række eksperimenter, der skulle afsløre, om der fandtes reelle kønsforskelle, og en af dem var hjernescanning, hvor forsøgspersonerne løste samme opgave - og hektisk hjerneaktivitet blev vist med sådan lidt "ild-agtige" (hvidgule og orange) farver. Der var meget stor forskel ... uheldigvis for dem, der gerne vil se os som helt ens bag et tyndt fernis af opdraget adfærd, lå det meget i forlængelse af det, man normalt har som den gængse opfattelse.
I grove træk var det, at mændenes hjerner lyste meget intenst hvidgult op på meget klart definere områder hist og her, og et sted i højre eller venstre ad gangen. Og kvindernes havde en mere eller mindre konstant beautiful orange hovedvej midt ned gennem skallen. Det var lige før, man kunne blive seksuelt inspireret af disse hjernescanninger - og hvem skulle nu have troet det!?
Så er der det med, om om der kan ske uheld, når et nyt menneske kommer til verden - altså fx at hjernen og kroppen ikke passer sammen. (Og det er vel det, der giver de der dønninger i feministmiljøet, som gav anledning til din tråd).
Det har jeg ingen forudsætninger for at vide ... det kan der vel godt.
Dog tror jeg, det er nødvendigt i betragtning af, at det er så meget fremme i tiden, at man ikke bliver for halleluja-agtig i sin "opbakning" til kønsskifter, og ophøjer enhver skør ide som noget, der skal støttes og opmuntres til impementering. Hvem har ikke haft nogle identitetskriser som ung? Og i nogle tilfælde har folk så netop været identitessøgende ved at opsøge ekstreme politiske ideer eller melde sig ind i en sekt eller lignende.
Jeg ville - med et sådan lidt konservativt grundsyn - sige, at ja, man skal selvfølgelig ikke fordømme eller mobbe folk, der skifter køn. Men på den anden side heller ikke straks tilbyde ethvert ungt menneske i identetskrise en fortælling om, at "Ah, men det er sikkert fordi du er født i den forkerte krop".