Jeg var ude at spise med singleklubben i går. Og drak drinks. Og grinede og flirtede. Og blev flirtet med. Sådan på den søde og stille og rolige måde, der ikke forgifter hele mit system. Og så huskede jeg, hvor meget jeg kan hygge mig og være med til at løfte en stemning. Hvis jeg selv vil. Det var skønt!
Der er stadig noget vemod over Gift Mand-miseren. Ikke så meget over ham som person, men mere "hvorfor falder jeg altid for mænd, der på den ene eller den anden måde er utilgængelige, når det kommer til stykket?"
Foreløbig har jeg fundet ud af, at det så godt som ALTID har været dem, der har "belejret" mig: Det starter ALTID med overvældende og komplet uventet opmærksomhed fra deres side. Problemet opstår, når jeg begynder at tro, der er noget mere i det og tænker: "Hvad nøler de efter?", når der så trods flere ugers flirterier ikke sker mere/de ikke tager initiativ til mere eller det i hvert fald er meeeget casual "og skal vi ikke følges hjem?" i stedet for utvetydigt: "Vil gerne lære dig at kende. Kaffe tirsdag?"
Tit har jeg så i den fase overtaget styringen hen imod noget date eller lignende ... Og det skal jeg så måske bare lade rigtigt meget være med. For enten ender det med et forhold, hvor jeg efter kort tid KARTER rundt efter hans opmærksomhed/nærhed hele tiden. Eller også bliver de bare ved at lege og glider af ...
Førhen ville jeg nok meget have prøvet at forstå, hvorfor fanden de er sådan over mig indledningsvis, når nu de åbenbart egentlig ikke er interesserede eller kun er interesserede i et eller andet fatamorgana eller en drøm.
De gode nyheder er, at jeg i dag fokuserer på min egen rolle i det: Hvad er det lige for et hul inde i mine følelser, der gør, at deres forlorne stormkur (uden handling/ansvar/konsekvens) åbenbart ligner en fristelse og bliver så toksisk for mig? Og hvorfor er jeg villig til at være statist i en eller anden fantasi, de åbenbart har? Og hvorfor gider jeg spilde SÅ utroligt mange kræfter for at drage dem til ansvar for det her fake? Få dem til at indse, indrømme ... alt muligt med "ind-"? "Indrømme hvad?"er så spørgsmålet. Deres kærlighed? Deres mangel på samme? Deres? Sagen er: Der ER intet at indrømme. De har ikke haft lumske planer om noget som helst. For de har bare handlet og flirtet in the heat of the moment, og dér var jeg sørme lige og passede ind i legen ...
Statist, ja - det er det, jeg (og måske også de selv) bliver: De drøner mig altid helt VILDT op på en piedestal. Der er ikke grænser for, hvor smuk/klog/charmerende jeg er - og jeg er det altid mere end alle andre i afdelingen, mere end alle eks'erne, mere end alle de har mødt, mere end ... whom ever. Altid denne sammenligning og konkurrence, som de åbenbart indirekte vinder ved at score mig. Som en af mine eks'er lykkeligt udbrød, var jeg "totalt trofæ-kæreste". Dengang blev jeg kisteglad. I dag løber det mig koldt ned ad ryggen ved tanken ...
Jeg har grundet over det de seneste par dage og kan virkelig se, at jeg maaaange gange har været beundret snarere end elsket - og den slags billeder af et menneske holder jo ofte ikke til nærmere realitetstjek ... Måske er det dét, de godt ved, siden de nok egentlig ikke havde planer om at skabe en (tættere) relation? Måske har de bare slet ikke behov for mere?
Jeg tror, det er et stort skridt på vej hen imod ændring og afklaring, at jeg nu ser dette så klart. Det ligner i forbløffende grad forholdet til min mor ...
Kan mærke, at selv om det er hårde erkendelser, så gør det mig rent faktisk virkelig glad, fordi det giver mening. Og pludselig bliver beundring i den dér form ret så ... uspændende ... kunne være ordet. Måske bliver det så fremover nemmere ikke at lade mig hvirvle ind og blive helt rundtosset ...
Fik jeg nævnt, at den følelse, der fylder mest p.t. er lettelsen over, jeg fik sagt fra over for Gift Mand ...? Følelsen er ikke mindre nu, hvor jeg sidder og kigger ned over det her indlæg, vil jeg sige ...
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill