Bimmerdyret skrev:Minitrolden skrev:Som en mor til et barn med udfordringer.... lad være med at kontakte forældrene. Det er sindsygt hårdt i forvejen og det sidste man sådan set har behov for er at nogen ringer. Sidste gang det skete for halvandet år siden ringede jeg grædende til min mand bagefter og brugte to dage på at ryste det af mig. Ikke fordi samtalen nødvendigvis er ubehagelig i tonen, det var en fin samtale, men fordi det fylder så meget for en i forvejen og fordi samtalen ikke var varslet. Jeg vil antage at skolen har styr på situationen og hvis jeg var i tvivl ville jeg høre dem ad.
Vi har sagt til lærere og pædagoger, at de er velkomne til at informere om, hvorfor vores barn, som heldigvis tegner til at være ovre på den anden side, reagerer på visse situationer, som han gør. Vi vil også gerne forklare forældrene det selv, men jeg vil gerne varsles og have situationens detaljer på plads, hvis det drejer sig om en specifik en af slagsen.
Og måske er det bare mig, men altså det er bare et bid. Jeg synes måske det er voldsomt at konkludere noget om barnet ud fra et bid. Alle børn, uanset om de har udfordringer eller ej, kan komme i situationer, hvor de bliver så pressede, at de reagerer voldsomt. Jeg blev eks. stukket med en stiftblyant af en pige fra min klasse en gang og selv da jeg sagde nej og gik væk blev hun ved, hvorefter jeg gav hende en lussing til sidst i ren panik.
Det var måske i tredje klasse.
Jeg blev en gang bidt i 5. klasse - i skulderen og der blev bidt gennem cardigan, skjorte og kortærmet undertrøje. Et bid kan være et skambid, så jeg er absolut ikke enig med dig om at det "bare er et bid".
Bortset fra det, kan jeg som sådan godt sætte mig ind i at det kan være hårdt at være forældre til et barn med udfordringer - hey har as such selv to af slagsen, men du kan som forældre slet ikke frasige dig muligheden for at forældre ikke kontakter dig angående dit barn - ej heller hvis det skulle være noget negativt.
Du skal være opmærksom på at det ikke altid er sådan at skolen kan bidrage med alle detaljer i en sag, det er ikke sådan at alle forældre lægger samarbejdet i skolen over på lærerne, men i stedet selv tager knoglen og ringer.
Jeg vil som forældre hellere høre tingene fra hestens egen mund, end gennem en mellemmand , for det kan nu engang godt eskalere en ellers uskyldig situation ved at skabe misforståelser.
Jeg kan komme med et eksempel:
Det er 5. klasse, min søn og klassen skal i svømmehallen og de har vikar (en cykelvikar, der ikke kender klassen).
De står i den lokale park og venter lidt. En gruppe af drengene står lidt samlet og min søn står sådan lidt "uden for" og svinger lidt frem og tilbage med sin pose med svømmetøj.
Drengegruppen begynder at skubbe til hinanden og en ender over "i" min søn, hvis svømmepose rammer en pige fra klassen.
Pigen er yderst hys (det ved dem om klassen) og hyler op - vikaren hiver fat i min søn og påtaler det "som vikaren opfatter som noget han gjorde med vilje".
Min søn er så stejl og har en lidt for kraftig retfærdighedssans, og bliver stiktosset (ikke udadreagerende), hvilket mere eller mindre tager pippet fra vikaren.
Vi får senere på dagen en neutral besked fra klasselæreren (der ikke var der) om situationen.
Jeg tager en snak med sønnike, og så gør jeg det som de fleste forældre burde gøre - ringer til pigens forældre og hører hvad var deres opfattelse og hvad havde de hørt.
Nå..der var ikke noget, total misforståelse fra vikaren og vi forældre hæ-hæ'er lidt og udtrykker glæde over at ungerne ikke skulle til bowling.
Hvis du psykisk ikke kan klare samtaler fra andre om dit barn (udfra den reaktion du beskriver), så var det måske en ide, at det mere var din mand, der var kontaktperson i forhold til klassen?