Gider ikke gymnastik

[ina]

Min datter bliver 5 år til januar og hun nægter at deltage i gymnastik.

Hun - og hendes lillebror - er flyttet børnehave 1. august og vi meldte dem begge til gymnastik for at skabe yderligere mulighed for sociale relationer med de andre børn i lokalområdet. Før det har hun gået til forældre-barn gymnastik sammen med os i en anden by.

Det nye hold er uden forældre, de skal vente i omklædningen eller cafeteriet. Men hende og lillebror går på samme hold pga. alder.

Lillebror har været hurtigere til at få nye venner i den nye børnehave. Han har især en ny kammerat, som han er rigtig glad for, som også går til gymnastik. Storesøster har været mere langsom til det og har også sagt at hun ikke gider lege med nogen. Det begynder dog at komme lige så stille.

1. gang til gymnastik var jeg med og der måtte vi forældre sidde på sidelinjen. Når de måtte lege og hoppe på en opstillet bane, gik det fint med deltagelse. Når de skulle mødes i midten i rundkreds, kom hun ud og sad hos mig.
På det tidligere forældre-barn hold elskede hun (næsten) alle aktiviteter, men der var vi jo også med i rundkredsen.

2. gang var min mand med. Og det gik nogenlunde med at gå fra dem, men hun løb ud efter ham af flere omgange og han måtte ind og sidde i hallen med hende indimellem. Hun var ked af det, da hun kom hjem. Lillebror deltog i hele timen og legede med kammeraten fra børnehaven.

3. gang (i dag) var min mand igen med. Og intet gik. Han måtte ikke gå fra salen og hun løb over til ham hele tiden. Det smittede desværre lidt af på lillebror der også kom over at sidde. De deltog sammenlagt 10 min af timen. Instruktørerne prøver at få hende med ind, men hun vil ingenting.
Hun var ked af det, da hun kom hjem og siger at hun ikke vil til gymnastik, men lege med Johanne (veninde fra den gamle børnehave).

Vi forbereder dem hver gang på at de skal afsted og at mor/far sidder og venter udenfor salen. At vi ikke kører, men at de skal være derinde selv.

Skal vi droppe at sende hende til gymnastik og så lade lillebror fortsætte? Jeg tænker at det måske er en for stor mundfuld oveni børnehaveflytning (selvom vi troede det ville være en "hjælp"), når hun reagerer med gråd, når de kommer hjem.

Skal vi afvente og blive ved? Håbet er jo at hun får nogle gode sociale relationer, som kan styrkes endnu mere til gymnastik. Måske prøve at aflevere direkte til en instruktør (selvom jeg inderst inde ved at det nok ikke gør nogen forskel )?

Os voksne er også frustrede over det, da vi jo ved hvor glad hun er for gymnastik ellers. Vi er sikre på at hvis hun bare kunne få en god oplevelse ved at være der selv, så ville det gå fint. Men hun går helt i baglås.

Vi har betalt 500kr for det (pr. barn) og selvom det ikke skal komme an på det, så er det altså mange penge der er spildt. Det ser ikke ud som om man kan få pengene tilbage. Det vigtigste er at hun ikke er ked af det, men stadig..

[Zoxa]

Jeg syntes at det er lidt "hurtigt" at give op efter 3 gange.

Hun er trods alt kun 4 år og har lige været i gennem nogle omvæltninger så det er jo egentlig meget naturligt at hun hænger lidt mere i skørterne i en periode.

Kan I ikke tage en snak med instruktørerne og forklare dem hendes problematik og bare sidde stille ved døren med en bog eller hvad nu et par gange. Og eventuelt prøve at høre nogle af forældrene om de har tid/overskud til en kop kaffe bagefter med poderne så hun får en chance for at se de andre an med mor og far i baghånden?

[ina]

Jeg syntes at det er lidt "hurtigt" at give op efter 3 gange.

Hun er trods alt kun 4 år og har lige været i gennem nogle omvæltninger så det er jo egentlig meget naturligt at hun hænger lidt mere i skørterne i en periode.

Kan I ikke tage en snak med instruktørerne og forklare dem hendes problematik og bare sidde stille ved døren med en bog eller hvad nu et par gange. Og eventuelt prøve at høre nogle af forældrene om de har tid/overskud til en kop kaffe bagefter med poderne så hun får en chance for at se de andre an med mor og far i baghånden?

Jo, det er lidt hurtigt, men det har ærligt talt været en ret trist dag de sidste tre onsdage. Især faderen er frustreret over at hun ikke bare springer ud i det og selvom det ikke er den mest pædagogiske følelse, så kan jeg godt forstå ham.
Der er flere børn der ikke vil deltage og er kede af det, så det er ikke fordi hun er den eneste. Nogen af de andre forældre vrister dog bare deres børn fri og afleverer til en instruktør. Den løsning vil jeg ikke. Det ER en stor omvæltning, ja, og det minder vi også os selv og hinanden om. Men hun har hendes lillebror, hun kender alle børnene fra den nye børnehave (omend overfladisk) og vi sidder på den anden side af døren. Så ved ikke hvad vi ellers kan gøre.

Min mand sad netop i salen i dag hele timen, hvilket medførte at hun også sad der hos ham + det smittede af på lillebror, som ellers havde klarer sidste gang så flot. Jeg er ret sikker på at så længe vi er i salen, så vil hun være hos os. Det er bedre at vi er "ude af øje", tror jeg. Men det nytter ikke noget, hvis hun er utryg.

[ina]

Har du talt med pædagogerne i børnehaven? De har måske nogle relevante observationer i forhold til, hvordan det går i børnehaven, og hvor meget overskud de tror, hun har til fritidsaktiviteter.

Det er jo virkelig en temperamentsag, hvor meget man vil prøve til.

Kan i måske få lirket ud af hende, hvad det handler om? For der er jo flere muligheder:
Hun bryder sig måske ikke om instruktørernes væremåde?
Hun er bange for at gøre noget forkert?
Hun føler sig udenfor, fordi de andre kender hinanden?
Gymnastikken er anderledes?
Hun er bare vant til, at det er forældre barn gymnastik?
Hun er egentlig ikke så vild med gymnastik, når det ikke er noget, i gør sammen? (Måske var hun det heller ikke før?)

Ville hun ønske, at hun kunne/turde blive derinde selv?

Hvis i kunne trylle, hvad skulle så laves om? (det gælder ikke at sige flytte tilbage til det gamle gymnastik)

Der er stor forskel på, hvad man skal gøre, hvis hun dybest set gerne vil, og hvis hun egentlig ikke har lyst. Det skal selvfølgelig også påpeges, at lillebror ikke stopper, selvom hun gør.

Det er så svært at stå med! Jeg har selv prøvet det flere gange, og jeg nåede både at føle mig håbløs som forældre og forfærdelig bekymret for, hvad der skulle blive af mine børn. Men jeg valgte altså, at de ikke skulle gøre noget, der gjorde dem kede af det, utrygge eller vrede, - de skulle især ikke gå og bekymre sig for en tilbagevendende prøvelse, som f.eks. gymnastik jo er, hvis man ikke bryder sig om det.

De er voksne nu, og den ene har været på to højskoleophold (det ene på Bornholm), rejst selv til flere forskellige storbyer og boet langt væk fra os. Hun har venner fra flere forskellige lande, og hun er glad og velfungerende og ved at tage sin anden uddannelse. Den anden har været et semester i Asien, han har optrådt med musik, været til festivaller, siddet i alverdens udvalg og han bliver lærer næste sommer. Den ene er indadvendt, den anden udadvendt, - men i bagklogskabens lys kunne jeg godt have bekymret mig mindre.

Tak for det, det hjalp!

Ingen tvivl om at hun generelt er indadvendt. Ligesom jeg i øvrigt selv er og var som barn. Lillebror er meget mere udadvendt, når storesøster altså ikke lige "smitter".

Jeg har spurgt hende flere gange hvorfor hun ikke vil gymnastik. Svaret er hver gang at det vil hun bare ikke.
Jeg spurgte lige igen her til aften, da der var ro på, med dit indlæg i mente. Spurgte ind til om det var de voksne dernede - det var det ikke. Spurgte så om det var fordi hun ikke følte at hun havde nogle at lege med - det siger hun ja til og fortæller at Lærke og Olivia ikke ville lege med hende. Jeg spørger ind til det og hun siger at hun har spurgt dem til gymnastik, hvor de har sagt nej.
Jeg snakkede med faderen om det og han siger at hun slet ikke har snakket med nogen af de andre børn i dag. Så enten var det sidste gang til gymnastik, nede i børnehaven de har sagt nej eller også er det fordi hun er bange for at de siger nej, men ikke helt kan finde ud af udtrykke det. Jeg vil nævne det for pædagogerne i børnehaven.

Jeg spurgte hende derefter om jeg skulle tage med til gymnastik næste gang og hjælpe med at spørge de to piger om de ville lege. Det ville hun gerne have, men hun vil også gerne have at jeg bliver i salen. Så jeg tror jeg tager en snak med instruktørerne om det og så forsøger at lave en aftale med min datter om at jeg sidder på sidelinjen, mens hun deltager i det hele.

Hvis det ikke går efter et par gange med det, så tror jeg vi må sige at det ikke er i år hun skal gå til gymnastik.

[Tanten]

Jeg synes ikke, du skal gøre det til et problem, at din datter ikke gider en skemalagt aktivitet med et ikke selvvalgt fokus og ikke som 4-årig kan finde ud af det med, at far og mor er i nærheden men at man ikke skal relatere til dem under træningen.

Lad lillebror deltage, hvis han hygger sig med det og lad storesøster få lidt alenetid med hhv. dig og sin far imens.

Det er at skabe problemer at fortsætte med at presse hende afsted - hvad skulle det overordnede formål være med det, og hvad skulle der ske ved, at hun ikke som 4-årig går til noget?

[Aragorn]

Det er ikke gymnastikken hun ikke gider. I hvert fald ikke at dømme ud fra din beskrivelse.

Der er jo tydeligvis i forhold til at begå sig sammen med de andre børn, at hun af en eller anden årsag har det af pommern til, og føler sig sat i en situation hun ikke forstår og ikke kan håndtere. Jeg læser det du skriver, som om hun rent faktisk godt kan begå sig når reglerne er klart opstillet, eksempelvis med en bane der er defineret klart, og har reglerne at navigere efter, men at hun kommer til kort og ikke forstår den sociale interaktion uden at have et klart regelsæt at forholde sig til.

Hun har problemer med sociale forhold og prøver med det ordforråd hun nu engang har at forklare det, når hun siger hun ikke 'gider at lege med nogen'. Der er en dybere mening som de voksne omkring hende er nødt til at hjælpe hende med at få frem, simpelthen ved at se på den information man har, og den man får, ved at lukke munden og åbne øjne og ører helt op, og så gå i gang med at ekstrapolere.

Ud fra hvad du har beskrevet, er det i hvert fald hvad min egen tilgang til problemet ville være. Det, og så ville jeg undlade at tvinge hende til gymnastik. Hvor mange venner får man, når man er stresset og angst, fordi man ikke kan få sat verden i system, og alting forvirrer en? Ingen, naturligvis.

Hvad man ikke dør af, gør ikke nødvendigvis én stærkere. Det kan også blot give et menneske rigtigt uhensigtsmæssige strategier til at kunne overkomme verden. Men det er selvfølgelig altid en balancegang.

[Aragorn]

Jeg synes ikke, du skal gøre det til et problem, at din datter ikke gider en skemalagt aktivitet med et ikke selvvalgt fokus og ikke som 4-årig kan finde ud af det med, at far og mor er i nærheden men at man ikke skal relatere til dem under træningen.

Lad lillebror deltage, hvis han hygger sig med det og lad storesøster få lidt alenetid med hhv. dig og sin far imens.

Det er at skabe problemer at fortsætte med at presse hende afsted - hvad skulle det overordnede formål være med det, og hvad skulle der ske ved, at hun ikke som 4-årig går til noget?

Jeg er fuldstændigt enig med dig i at man ikke skal sætte børn ind i en skemalagt aktivitet fordi man selv synes det, men man skal også være opmærksomme på det sociale aspekt.

Det er meget muligt at jeg læser indlægget helt forkert, men jeg læser at der er nogle problemer i forhold til at forstå, hvordan man skal begå sig i forhold til de andre børn - et problem med at læse hvad der foregår i gruppen, og dermed følger en utryghed. I forhold til socialisering er 4. års alderen et skæringspunkt, hvor man skal være opmærksom hvad der sker.

EDIT: Jeg tror jeg har læst oplægget forkert nu. Jeg har lige læst det igen. Det beklager jeg, og så fedter jeg ud af tråden, men jeg lader lige mine indlæg stå, for at undgå forvirring i rækkefølgen af svar for nye læsere, som man må formode kommer til i morgen.

[ina]

Jeg synes ikke, du skal gøre det til et problem, at din datter ikke gider en skemalagt aktivitet med et ikke selvvalgt fokus og ikke som 4-årig kan finde ud af det med, at far og mor er i nærheden men at man ikke skal relatere til dem under træningen.

Lad lillebror deltage, hvis han hygger sig med det og lad storesøster få lidt alenetid med hhv. dig og sin far imens.

Det er at skabe problemer at fortsætte med at presse hende afsted - hvad skulle det overordnede formål være med det, og hvad skulle der ske ved, at hun ikke som 4-årig går til noget?

Dit indlæg gjorde mig lidt ked af det, men jeg ved ikke om det bare er fordi jeg er ekstra følsom omkring det med det sociale.

Der sker selvfølgelig ikke noget ved at hun ikke går til noget. Hvis du læser det ud af mit indlæg, så tager du fejl. Vi har meldt hende til fordi hun gerne vil gymnastik og fordi vi tænkte at det ville støtte op om nye kammerater.

Hun må hjertens gerne vinke til os og råbe "se far", når vi er i lokalet. Vores undring gik på at hun efter 3 gange stadig ikke vil deltage på trods af at vi er i området. Hun vil i øvrigt altid meget gerne afsted, det er når vi er derinde situationen opstår.

[ina]

Jeg synes ikke, du skal gøre det til et problem, at din datter ikke gider en skemalagt aktivitet med et ikke selvvalgt fokus og ikke som 4-årig kan finde ud af det med, at far og mor er i nærheden men at man ikke skal relatere til dem under træningen.

Lad lillebror deltage, hvis han hygger sig med det og lad storesøster få lidt alenetid med hhv. dig og sin far imens.

Det er at skabe problemer at fortsætte med at presse hende afsted - hvad skulle det overordnede formål være med det, og hvad skulle der ske ved, at hun ikke som 4-årig går til noget?

Jeg er fuldstændigt enig med dig i at man ikke skal sætte børn ind i en skemalagt aktivitet fordi man selv synes det, men man skal også være opmærksomme på det sociale aspekt.

Det er meget muligt at jeg læser indlægget helt forkert, men jeg læser at der er nogle problemer i forhold til at forstå, hvordan man skal begå sig i forhold til de andre børn - et problem med at læse hvad der foregår i gruppen, og dermed følger en utryghed. I forhold til socialisering er 4. års alderen et skæringspunkt, hvor man skal være opmærksom hvad der sker.

EDIT: Jeg tror jeg har læst oplægget forkert nu. Jeg har lige læst det igen. Det beklager jeg, og så fedter jeg ud af tråden, men jeg lader lige mine indlæg stå, for at undgå forvirring i rækkefølgen af svar for nye læsere, som man må formode kommer til i morgen.

Jeg synes i hvert fald at dit første indlæg tegner et helt andet billede af min datter end vi selv har.

Hun er indadvendt og skal ofte se tingene an før hun springer ud i det. Det sidste år har hun været mega sej og klaret alt sådan noget i stiv arm - men en børnehaveflytning kan selvfølgelig godt sætte den udvikling lidt tilbage. Vi troede i hvert fald - lidt naivt muligvis - at det ikke ville være et problem med det gymnastik på baggrund af hendes nyfundne nysgerrighed.

Det var hende der klarede børnehaveskift bedst af de to. Hende og lillebror har i lang tid hængt godt og grundigt sammen dernede, de har klart fundet tryghed i at have hinanden i starten. Nu leger de sjældent sammen dernede og især lillebror har fundet nye venner. Der er også flere og flere dage, hvor jeg henter og hun er i gang med en leg med nogle andre.

Jeg snakkede med pædagogen fra hendes stue i dag omkring det sociale og hun sagde, at de ikke havde tænkt over at hun ikke var med. Når de har fælles aktiviteter, deltager hun og ved fri leg snakker hun - og leger - også med de andre børn. Det med at to piger har sagt nej til hende, ville de være obs på og prøve at se hvornår min datter kunne få brug for hjælp til at spørge.

Min egen fornemmelse siger at det bare skal have tid, men omvendt er det ikke fedt at tage hende med til gymnastik gang efter gang, hvis hun ikke gider og det skal blive en træls kamp.

[Tanten]

Jeg synes ikke, du skal gøre det til et problem, at din datter ikke gider en skemalagt aktivitet med et ikke selvvalgt fokus og ikke som 4-årig kan finde ud af det med, at far og mor er i nærheden men at man ikke skal relatere til dem under træningen.

Lad lillebror deltage, hvis han hygger sig med det og lad storesøster få lidt alenetid med hhv. dig og sin far imens.

Det er at skabe problemer at fortsætte med at presse hende afsted - hvad skulle det overordnede formål være med det, og hvad skulle der ske ved, at hun ikke som 4-årig går til noget?

Dit indlæg gjorde mig lidt ked af det, men jeg ved ikke om det bare er fordi jeg er ekstra følsom omkring det med det sociale.

Der sker selvfølgelig ikke noget ved at hun ikke går til noget. Hvis du læser det ud af mit indlæg, så tager du fejl. Vi har meldt hende til fordi hun gerne vil gymnastik og fordi vi tænkte at det ville støtte op om nye kammerater.

Hun må hjertens gerne vinke til os og råbe "se far", når vi er i lokalet. Vores undring gik på at hun efter 3 gange stadig ikke vil deltage på trods af at vi er i området. Hun vil i øvrigt altid meget gerne afsted, det er når vi er derinde situationen opstår.

Det var bestemt ikke min mening at gøre dig ked af det - tvært imod.

Min pointe er, at det langt fra er alle 4-årige, der kan rumme en fritidsaktivitet og slippe forældrene imens, selvom de er til stede - og at der intet unormalt er i det, isoleret set.

En 4-årig har jo ingen forestilling om, hvad det vil sige at gå til gymnastik på forhånd.

Så længe, hun fungerer godt socialt i børnehaven, ville jeg bare vente til senere med fritidsaktiviteter. Børn er forskellige og kan overskue forskellige grader af aktivitet og sociale kontekster, ligesom os voksne, uden at der er et problem i det.

Jeg synes, I skal stoppe med at tage hende med, så hun ikke får en negativ oplevelse og vente et par år med at melde hende til noget igen.

[ina]

Jeg synes ikke, du skal gøre det til et problem, at din datter ikke gider en skemalagt aktivitet med et ikke selvvalgt fokus og ikke som 4-årig kan finde ud af det med, at far og mor er i nærheden men at man ikke skal relatere til dem under træningen.

Lad lillebror deltage, hvis han hygger sig med det og lad storesøster få lidt alenetid med hhv. dig og sin far imens.

Det er at skabe problemer at fortsætte med at presse hende afsted - hvad skulle det overordnede formål være med det, og hvad skulle der ske ved, at hun ikke som 4-årig går til noget?

Dit indlæg gjorde mig lidt ked af det, men jeg ved ikke om det bare er fordi jeg er ekstra følsom omkring det med det sociale.

Der sker selvfølgelig ikke noget ved at hun ikke går til noget. Hvis du læser det ud af mit indlæg, så tager du fejl. Vi har meldt hende til fordi hun gerne vil gymnastik og fordi vi tænkte at det ville støtte op om nye kammerater.

Hun må hjertens gerne vinke til os og råbe "se far", når vi er i lokalet. Vores undring gik på at hun efter 3 gange stadig ikke vil deltage på trods af at vi er i området. Hun vil i øvrigt altid meget gerne afsted, det er når vi er derinde situationen opstår.

Det var bestemt ikke min mening at gøre dig ked af det - tvært imod.

Min pointe er, at det langt fra er alle 4-årige, der kan rumme en fritidsaktivitet og slippe forældrene imens, selvom de er til stede - og at der intet unormalt er i det, isoleret set.

En 4-årig har jo ingen forestilling om, hvad det vil sige at gå til gymnastik på forhånd.

Så længe, hun fungerer godt socialt i børnehaven, ville jeg bare vente til senere med fritidsaktiviteter. Børn er forskellige og kan overskue forskellige grader af aktivitet og sociale kontekster, ligesom os voksne, uden at der er et problem i det.

Jeg synes, I skal stoppe med at tage hende med, så hun ikke får en negativ oplevelse og vente et par år med at melde hende til noget igen.

Tak for input. Jeg tror dog alligevel vi giver det et par gange mere, hvor hun enten må sidde og kigge på sammen med os eller deltage. Hvis hun efter de to gange stadig ikke vil deltage, så må hun blive hjemme. Jeg kan mærke efter den snak jeg havde med hende i går, at vi lige skal give det et forsøg mere, men med en anden tilgang til det. Og så må vi forældre jo acceptere det, hvis hun stadig ikke har lyst.

[Zombie]

Hvis hun trives i børnehaven, er det nok adgangen til far og dig, hun ikke kan navigere. Det kender jeg 117 børn, der har svært ved. Det er sådan en 50/50 ting, når det barn starter i børnehaven og har sin mor eller far med de første dage, og har en ældre søskende i samme børnehave. Nogle gange er det ikke et problem, andre gange hænger storesøskende på forælderen og fylder måske lidt for meget, ift. at fokus er på den mindste.
Og nogle gange fortsætter problemet, når mor/far ikke er der mere, at storesøskende ikke får fokuseret på sine venner, fordi han/hun hænger på sin mindre søskende, der også lidt blokeres for at udvikle andre venskaber.

Hvis problemet fortsætter ville jeg bare droppe det lidt og evt. vente, indtil hun er gammel nok til en aktivitet, hvor I afleverer hende og går. Det løser problemet relativt enkelt.

Der ligger også det i det, at hun ikke har set jer hele dagen, så selvom hun måske synes gymnastik er nice, så har hun måske bare for stort underskud på mor/far kontoen til rigtig at kunne samle sig om det.
Det er ikke en anklage, for børn er forskellige og for nogle er en times adskillelse nok til, at de klæber lidt. Det er ikke det samme som, at de lider nogen nød.

Del sol og vind lige på den måde, at lillebror får sin gymnastiktid og hun får sin mor/far tid. Måske ikke samtidig, hvis hendes fokusering ødelægger det for lillebror.
Og så vent lidt med at prøve igen.

[Ekliptika]

Hvis hun er glad for gymnastikken, kunne man også undersøge, om man kan ændre lidt på rammerne i stedet?
Er der andre hold, hun kunne gå på? Evt et hvor forældrene stadig er med? Eller et, hvor I kan blive i hallen og kigge på? Eller et der ligger i weekenden, så det ikke skal være en hverdag efter børnehave (jeg kan ikke læse ud fra dit indlæg, om gymnastikken allerede ligger i weekenden)?
Kan I spørge instruktøren, om I kan få lov til at blive inde i hallen, fordi jeres datter har brug for det (evt i en periode og se om tingene så bliver bedre)?
Hos os smitter de ældre søskendes stemning også af på de yngre. Vi har også stået i situationer, hvor lillebror havde det fint med en aktivitet, men fordi storebror blev utryg over noget, så smittede det af på lillebror, og så ville lillebror pludselig heller ikke den aktivitet. Jeg tænker derfor, at hvis lillebror har det fint med at gå på gymnastikholdet uden mor/far, så vil det jo også gavne ham, hvis storesøster går på et andet hold.
Det kan være vældig praktisk at have søskende tæt på hinanden i alder til at gå til samme fritidsaktivitet, men nogen gange gør forskellen i børnenes sind bare, at der er behov for forskellige rammer, før de er trygge.

[ina]

Hvis hun trives i børnehaven, er det nok adgangen til far og dig, hun ikke kan navigere. Det kender jeg 117 børn, der har svært ved. Det er sådan en 50/50 ting, når det barn starter i børnehaven og har sin mor eller far med de første dage, og har en ældre søskende i samme børnehave. Nogle gange er det ikke et problem, andre gange hænger storesøskende på forælderen og fylder måske lidt for meget, ift. at fokus er på den mindste.
Og nogle gange fortsætter problemet, når mor/far ikke er der mere, at storesøskende ikke får fokuseret på sine venner, fordi han/hun hænger på sin mindre søskende, der også lidt blokeres for at udvikle andre venskaber.

Hvis problemet fortsætter ville jeg bare droppe det lidt og evt. vente, indtil hun er gammel nok til en aktivitet, hvor I afleverer hende og går. Det løser problemet relativt enkelt.

Der ligger også det i det, at hun ikke har set jer hele dagen, så selvom hun måske synes gymnastik er nice, så har hun måske bare for stort underskud på mor/far kontoen til rigtig at kunne samle sig om det.
Det er ikke en anklage, for børn er forskellige og for nogle er en times adskillelse nok til, at de klæber lidt. Det er ikke det samme som, at de lider nogen nød.

Del sol og vind lige på den måde, at lillebror får sin gymnastiktid og hun får sin mor/far tid. Måske ikke samtidig, hvis hendes fokusering ødelægger det for lillebror.
Og så vent lidt med at prøve igen.

Ja, vi så det lidt, da vi havde indkøring i børnehaven. De to første dage hvor vi var med, kunne hun slet ikke slippe os og komme i gang med at lege.

Jeg prøver at snakke med instruktørerne om det. Det kan være hun vil derned om et par måneder og vi har jo betalt for en plads, så det må være ok.

[ina]

Hvis hun er glad for gymnastikken, kunne man også undersøge, om man kan ændre lidt på rammerne i stedet?
Er der andre hold, hun kunne gå på? Evt et hvor forældrene stadig er med? Eller et, hvor I kan blive i hallen og kigge på? Eller et der ligger i weekenden, så det ikke skal være en hverdag efter børnehave (jeg kan ikke læse ud fra dit indlæg, om gymnastikken allerede ligger i weekenden)?
Kan I spørge instruktøren, om I kan få lov til at blive inde i hallen, fordi jeres datter har brug for det (evt i en periode og se om tingene så bliver bedre)?
Hos os smitter de ældre søskendes stemning også af på de yngre. Vi har også stået i situationer, hvor lillebror havde det fint med en aktivitet, men fordi storebror blev utryg over noget, så smittede det af på lillebror, og så ville lillebror pludselig heller ikke den aktivitet. Jeg tænker derfor, at hvis lillebror har det fint med at gå på gymnastikholdet uden mor/far, så vil det jo også gavne ham, hvis storesøster går på et andet hold.
Det kan være vældig praktisk at have søskende tæt på hinanden i alder til at gå til samme fritidsaktivitet, men nogen gange gør forskellen i børnenes sind bare, at der er behov for forskellige rammer, før de er trygge.

Det er aldersopdelte hold, så det hvor forældrene deltager hedder 1-2 år, mener jeg. Men jeg vil prøve at snakke med instruktørerne om at prøve det af med at sidde derinde to gange og så kan hun enten deltage eller sidde sammen med mig. Hvis det ikke ændrer noget, så må hun stoppe/holde en pause og lillebror må afsted alene.

Alderen er praktisk, ja, men som du skriver, skal det ikke have negativ effekt på hinanden at de følges ad.