Mani skrev:computermus skrev:Mani skrev:computermus skrev:At min mor næsten går i panik , hvis hun ikke får en sms fra mig, når jeg er kommet på arbejde / kommet hjem. Selv i dag hvor hun har været afsetd på en lang tur sammen med min moster, og har besøgt gamle venner, så har hun været ved at panikke fordi jeg ikke sendte en sms. Min begrundelse har været at hun kunne jo ikke læse en sms, når hun kørte bil.
Sender du hende SMS hver dag både når du er kommet til arbejde og kommet hjem?
Det må jeg tilstå at ,ja, det gør jeg.
Min mor har, siden jeg var knapt 12 år gammel og blev kørt ned, altid haft svært ved ikke at vide hvor jeg var. En del af det ligger nok i at hun aldrig rigtig er kommet sig over at hun hørte mig skrige da jeg blev kørt ned.
Hvis hun taler om den dag , i dag, så er det tydeligt at hun stadigvæk er påvirket af det. Hun kan stadigvæk tale om hvordan ambulancefolkene, var bekymrede for om jeg havde indre blødninger, fordi jeg blødte ud af munden. Det viste sig at være fordi jeg havde bidt mig i tungen.
Så for mig er det en underlig følelse at gå med, når jeg på den ene side gerne vil undgå at hun bekymrer sig, og på den anden side lidt tænker " Mor, for pokker , jeg er voksen, giv nu slip på ".
Og så samtidig på den anden side , tit har brug for hendes støtte og opbakning.
Jeg kan ikke rigtig forklare det bedre, selvom det sikkert lyder mærkeligt.
Altså, det kommer jo ikke mig ved, men jeg synes hun burde få noget hjælp til at takle det. For på den her måde må det da være super hårdt for jer begge to
Ja, man kan vel godt sige at det er lidt hårdt, men det er først nu , hvor jeg tænker over det, at det kan føles hårdt. Meget af det ligger helt sikkert i at det er blevet en vane for mig lige at sende den der daglige besked.
Vi bor ikke særlig langt fra hinanden, og det der mere er begyndt at gå mig lidt på, er at hun straks kommer styrtende , hvis hun har haft ringet og jeg så ikke har taget telefonen , næsten som om hun forventer at der er sket noget.
For det meste er det så fordi telefonen enten har ligget til opladning eller jeg tilfældigvis lige har været i kælderen for at sætte vasketøj over , eller har været inde ved en nabo.
Når jeg sådan rigtig tænker efter, så har jeg faktisk mere eller mindre altid ( fra jeg var ca. 10 år, og min mor købte eget hus, som jo er ved at være 35 år siden) givet besked om hvor jeg var, og ca. hvornår jeg kom hjem.
Jeg kunne allerede som ret lille ( omkring de 8 år) , mærke at hvis hun ikke rigtig vidste hvor jeg var , så blev hun nervøs / bekymret og så har jeg gjort hvad jeg kunne for ikke at gøre hende bekymret og nervøs.
Mange gange kunne det også udmønte sig i at hun så blev vred, og det har jeg aldrig kunnet lide, og derfor forsøgt at undgå det mest muligt.