Har du haft 'rigtig' stress?

[Velvet-Goldmine]

Altså...din tråd har overskriften med ordene "rigtig stress" ...men spørgsmålstegn
Der er ikke nogen form for rigtig stress kort og godt.

Folk kan få stress af forskellige årsager, og fordi nogle får stress af X er det ikke ensbetydende med at alle andre også får stress af X. Derfor er det også forkert at sige at folk bare er skvatrøve og skal tage sig sammen.
Se det lidt som soldater - nogle klarer en krig uden traumer, andre gør ikke.

Men grundlæggende (det er vidst Falck Healthcares side) deler stress-reationen op i 2 typer:

- en stressreaktion der kommer til primært udtryk fysisk
- en stressreaktion der kommer til primært udtryk psykisk.

Nuvel, dermed ikke sagt at den ene type ikke kan have dele fra den anden.

En psykisk reaktion sætter kroppen i angrebtilstand - man bliver gnaven, aggressiv, sur, gnaven og irritabel
En fysisk reaktion sætter kroppen i defensiv, man lukker ned, indadvendthen, sorgmod

Min mand var fysisk, jeg var psykisk men uanset hvad så er det vigtigt at de ting, der er årsag til stresspåvirkningen forsvinder/bliver klaret for ellers så kommer reaktionen igen.
Med andre ord, hvis stressreaktionen (uanset type) skyldes manglende personalemæssigeressourcer på arbejdet, så kan det være ligemeget om man har 5 mdrs pause, hvis man kommer tilbage til det samme helvede.

Ok, tak

Jeg er selv uddannet og ansat indenfor sundhedssektoren, så jeg ved at der er noget der hedder 'stress' (det udmøntes bla. i kortisolniveauer) men måske vi lige taler forbi hinanden fordi jeg brugte termen 'rigtig' stress. Det var mest fordi ordet ofte bruges (eller måske mest 'har været brugt') i flæng når folk skal beskrive at de har travlt. Jeg er klar over at du ikke ser det sådan. Jeg var bare nysgerrig på hvilke 2 former du talte om, men det er så de hhv. fysiske og psykiske symptomer - det burde jeg måske have gættet, men jeg fungerer åbenbart virkelig ikke optimalt lige pt Tak for uddybningen!

[Bimmerdyret]

Altså...din tråd har overskriften med ordene "rigtig stress" ...men spørgsmålstegn
Der er ikke nogen form for rigtig stress kort og godt.

Folk kan få stress af forskellige årsager, og fordi nogle får stress af X er det ikke ensbetydende med at alle andre også får stress af X. Derfor er det også forkert at sige at folk bare er skvatrøve og skal tage sig sammen.
Se det lidt som soldater - nogle klarer en krig uden traumer, andre gør ikke.

Men grundlæggende (det er vidst Falck Healthcares side) deler stress-reationen op i 2 typer:

- en stressreaktion der kommer til primært udtryk fysisk
- en stressreaktion der kommer til primært udtryk psykisk.

Nuvel, dermed ikke sagt at den ene type ikke kan have dele fra den anden.

En psykisk reaktion sætter kroppen i angrebtilstand - man bliver gnaven, aggressiv, sur, gnaven og irritabel
En fysisk reaktion sætter kroppen i defensiv, man lukker ned, indadvendthen, sorgmod

Min mand var fysisk, jeg var psykisk men uanset hvad så er det vigtigt at de ting, der er årsag til stresspåvirkningen forsvinder/bliver klaret for ellers så kommer reaktionen igen.
Med andre ord, hvis stressreaktionen (uanset type) skyldes manglende personalemæssigeressourcer på arbejdet, så kan det være ligemeget om man har 5 mdrs pause, hvis man kommer tilbage til det samme helvede.

Ok, tak

Jeg er selv uddannet og ansat indenfor sundhedssektoren, så jeg ved at der er noget der hedder 'stress' (det udmøntes bla. i kortisolniveauer) men måske vi lige taler forbi hinanden fordi jeg brugte termen 'rigtig' stress. Det var mest fordi ordet ofte bruges (eller måske mest 'har været brugt') i flæng når folk skal beskrive at de har travlt. Jeg er klar over at du ikke ser det sådan. Jeg var bare nysgerrig på hvilke 2 former du talte om, men det er så de hhv. fysiske og psykiske symptomer - det burde jeg måske have gættet, men jeg fungerer åbenbart virkelig ikke optimalt lige pt Tak for uddybningen!

Helt ok
Jeg tror det nok skyldes at man typisk når "nogen" snakker om stress tænker på at det at have travlt/være presset uden at være et problem medfører et øget kortisolniveau, der sætter kroppen i et "beredskab".
Nogen mener fx. at de arbejder bedre under pres.

Jeg tror at hvis man ser på stress som "bare det at have travlt", så er mange udsat for stress - og det er alle i forskellige situationer (når maden skal være færdig på 30 min og man har glemt at købe smør = kortisolniveauet stiger).
Stress betyder belastning - intet andet, så der findes ingen rigtig belastning.

Men stress som man lider af er i en helt anden boldgade - det er overbelastning.

Og så slapper du af- hører du (ja, ved det er noget af det værste man kan sige til en person med stress, så xxx herfra med ønske om god bedring)

[billiebean]

Der var lige en, der skrev, at det er lægen, der sygemelder. Det er ikke helt korrekt. Du sygemelder dig selv til din arbejdsplads og så har arbejdspladsen ret til at bede om en lægelig vurdering efter x antal dage. Så du må godt sygemelde dig og så tage til læge bagefter. Det er under alle omstændigheder smart at tale med lægen.

Jeg var nede og bide i græsset i foråret. Jeg sov ikke i dagevis, havde mavekramper og græd uafbrudt. Min arbejdsmæssige situation minder mig om din. Bortset fra jeg havde et dårligere forhold til min leder og også tumlede med noget i privatlivet. Jeg blev sygemeldt og har det bedre nu. Sluttede min stilling (tidsbegrænset) 1. Maj. Mit system skulle bare have RO. Og så langsomt opbygge selvtillid igen.

[OberstNasig]

Ja, men det så jeg først 1 år efter, at jeg havde skiftet arbejde til et sted, der i langt højere grad tog hensyn. Endda så meget, at de har givet 100 procent opbakning i, at jeg skal tage et stress-kursus i arbejdstiden, selvom det er halvandet år siden, at jeg skiftede job fra det stressende. Men jeg har stadig nogle automatiske symptomer siddende og jeg ønsker at kunne tackle det i fremtiden, for jeg ved, at jeg for altid vil være mere sårbar overfor stress.
Jeg var faktisk meget syg af stress i de sidste par måneder af mit forrige arbejde. Men jeg blev ved. Det fortryder jeg idag. Kunne jeg have søgt om erstatning, havde jeg gjort det.

Du skal tage det meget alvorligt! Du kan risikere at blive decideret udbrændt og så er det for alvor svært at komme tilbage på fuld kraft på sit arbejde. Desuden kan depression og angst følge med efter længere tids belastning, så du skal simpelthen tage det dødens-alvorligt. Du er det sted, hvor jeg var for to år siden. Havde jeg ikke skiftet job, er jeg alvorlig talt bange for, at jeg den dag idag havde været på sygedagpenge og på vej mod kontanthjælp. Jeg nåede gudskelov at stoppe i tide, så jeg nu næsten er helt symptomfri, men det har immervæk taget over halvandet år og den stressede periode varede kun 4 mdr. Overvej lige dét regnestykke!
Et job må aldrig nogensinde overstige værdien af din trivsel og sundhed. Hvis du fortsætter, knækker elastikken og du vil være nødt til at bruge endnu længere tid på at blive rask igen.

[Spjaerten]

Ja sad i det for 1 år siden. Det har næsten taget mig et år at komme helt ovenpå.
De første 4-5 mdr. Benægtede jeg lidt at jeg egentlig havde været så stresset. Har først efter lang tid efter jeg forlod arbejdspladsen sidste sommer, kunne se jeg var stress ramt. Så ingen tvivl om det var endt meget skidt, hvis jeg ikke var stoppet på det job.

[Annione]

Ja, jeg har haft rigtig stress. En kold efterårsdag i 2009 kunne jeg pludselig ikke se min skærm :forvirret - der var et sort hul, der hvor min skærm stod. Og så fik jeg et voldsomt angstanfald. Jeg faldt, helt som i drømme. Mit hjerte hamrede og jeg kunne ikke trække vejret. Jeg troede jeg skulle dø.
Den dag blev jeg sygemeldt. Få dage efter kom jeg til lægen, og var lige ved at få et angstanfald mere, da den unge knøs bag skriveborde foreslog at jeg kunne være oppe på fuld tid inden jul. Jeg kunne ikke trække vejret, så jeg sagde bare ja. Næste gang jeg var ved lægen gik jeg ind til den gamle, kloge læge - der uden nogen indvendinger skrev en sygemelding på 3 måneder. (de hedder vist noget andet i dag) Han kunne godt se jeg havde det virkelig dårligt.

I 2 måneder sad jeg i min sofa. Zappede dårligt tv, som jeg ikke så. Jeg fik tømt alle mine køkkenskabe, for selvom jeg bor mindre end 50 meter fra mit supermarked, så kunne jeg ikke handle. Når jeg skulle tisse overvejede jeg at gøre det i sofaen, fordi jeg skulle rejse mig for at komme på toilettet. Jeg trak dagen så langt, at jeg var dødtræt, når jeg skulle i seng - så jeg gik i seng kl. 5 om morgenen.

Jeg gik til psykolog, coach, meditation og afspændingspædagog - og det hjalp mig. I det sene forår startede jeg op på deltid og inden sommeren sluttede var jeg på fuld tid.

Men skal huske, at stress ikke er det samme som en brækket arm. Det er ikke sikkert man nogensinde kan så meget som før. Heller ikke privat. Jeg fik mindre stressnedbrud 2 gange siden.
Da gik først for alvor over, da jeg sagde op og flyttede til Norge i 3 år, hvor jeg sad og gloede på fjelde. Nu ved jeg, hvordan jeg skal handle på stressen - i mit tilfælde gælder det om at have få mails i min indbakke (de skal bringes i orden) og at have struktur på min hverdag.

[natsvaermer]

Ja jeg var sygemeldt et år fra mit studie, hvor jeg en stor del af tiden lå på sofaen og kiggede ind i væggen. Op til min sygemelding havde jeg det forfærdeligt: manglende søvn, hjertebanken, katastrofetanker og opfarende og grådlabil. Jeg udviklede angst og depression og her 6 år senere stadig mærker konsekvenserne af den periode-dog har jeg det meget bedre.

Dit arbejde virker uholdbart og det lader ikke til at din chef har mulighed for at støtte/ændre. Jeg ville se mig om hurtigst muligt efter noget andet, for det er desværre ofte sådan, at man aldrig helt kommer sig 100% efter stress.

Held og lykke

[BlueBunny]

Jeg sidder midt i det. Jeg var sidst på arbejde for 3måneder siden og skal i dag derud igen for første gang. Jeg har været meget åben om hvordan jeg har det. Håber det bryder lidt tabu.
Det var en svær erkendelsesproces.
Det der hjalp var at en weekend VIDSTE jeg at mandag måtte jeg tage skridtet. Der var ingen vej tilbage.

Der har ikke været en tre trins plan eller andet praktisk, så uvisheden om hvad der skulle ske har været noget af det svære.

Ca. 2 uger med lære at slappe af, og erkende.
2 uger med at reelt forstå hvad der skal til.
2 uger med et tilbagedyk fordi det ikke er så lige til.
2 uger med let motion og mindre handlingsplan.
3 uger med frakobling og familie og tænke på andet.
1 uge med at nu er det ved at være på vej.
Og så er vi ca her i dag.

Jeg har talt med psykolog, læge, kommune og startet i et stresshåndteringsforløb.

Jeg er meget "klog". Ved jo godt hvad stress er hvordan man undgår det. Men bum! Livet kommer nogen gange snigende. Og derfor var det svært at erkende at JEG ikke kunne finde ud af at sige fra. Jeg har stor forståelse for andre, men MIG! Jeg er så meget i zen

Så erkendelse, den helt oprigtige erkendelse, ikke bare accepten. Den er svær. Men jeg er der nu. Og arbejder stadig på det. Jeg tror på det bliver godt.

Ved endnu ikke helt hvad der skal til og hvordan livet former sig.

[Velvet-Goldmine]

Jeg meldte mig syg.

Det er stadig ret svært for mig at acceptere, og mine tanker går hele tiden på at sige til mig selv at det er sådan det er og at det er ok.
Jeg var til læge i går, og det kom der godt nok ikke meget ud af. Hun var meget sød og medfølende, men gav mig intet. Jeg begyndte selvfølgelig at tude igen da jeg fortæller hende om min situation og hun var helt enig i at jeg er stresset.
Jeg spørger hende om ikke jeg skal have en sygemelding fra hende (jeg kunne ikke huske hvad en lægeerklæring hed), og så kiggede hun på sin skærm og sagde at det havde min arbejdsplads ikke efterspurgt endnu, så det skulle jeg ikke
Hun sagde at jeg kunne melde mig syg nogle dage eller resten af ugen - hvad jeg nu selv syntes (her begyndte jeg allerede at hyperventilere.... et par dage???) og så skulle der laves en eller anden plan mellem min arbejdsgiver og mig om hvordan jeg kunne vende tilbage til arbejde, og den skulle hun så vurdere om hun fandt sandsynlig, ud fra hendes besøg med mig.
Hun var 'uddannelseslæge', så hun er nok en læge i turnus og har sikkert ikke den store erfaring med noget som helst. Jeg ved ikke om hun blev lidt handlingslammet eller whatever - ingen muligheder oplistede hun overhovedet, kun opfordringer til at jeg fik noget hjælp... øhm ja, det prøver jeg så her hos dig, men det går vist ikke så godt.

Men altså - jeg gik ud af døren uden en lægeerklæring, uden en vurdering af hvor længe hun mente jeg burde have ro (men ok, hun havde jo heller ingen erfaring, så hvad skulle hun sige), og en opgave på mine skuldre om at få arrangeret møde med arbejdesgiver om returnering til job - jeg var lige ved at tilte lige der.
Jeg ved at det faktisk er vigtigt at få en eller anden tilknytning til arbejdsstedet igen så hurtigt som muligt når man har stress, men jeg havde måske forventet et eller andet fra hende, andet end at hun sad og kiggede på mig med stor medfølelse i blikket og små lyde af sympati.
Jeg glemte helt at bede hende henvise mig til arbejdsmedicinsk klinik (en god ven der selv har været nede for noget tid siden, bad mig gøre det for de skulle være super dygtige til det).
Jeg skal helt sikkert ind til min egen læge næste gang.

Jeg snakkede med min arbejdsplads bagefter, og de var da heldigvis mere behjælpelige. Jeg skulle ikke tænke på noget som helst lige nu, og så ville de kontakte mig når jeg skulle have en lægeerklæring (hvilket jeg selvfølgelig skal have), og så aftalte vi at vi laver et møde i næste uge hvor vi diskuterer hvordan fremtiden kunne se ud. Desuden havde de psykologer tilknyttet og hele procedurer der kunne sættes igang. Hun ville evt. bare skrive en sms så jeg ikke blev forstyrret for meget. Det satte jeg sjovt nok ret meget pris på.

Det er underligt at når først det er sagt højt, så kan jeg prøve at lade være med at hamre mig selv oveni hovedet fordi jeg ikke magter de mindste opgaver og lade være med at tvinge mig selv til dem.

Tak for alle jeres beretninger - jeg vidste jo godt at stress er en alvorlig ting, men havde ikke lige regnet med at det skulle overgå mig. Derfor er det godt at høre hvad I siger, da det bekræfter mig i at der ér noget galt her, selv om jeg er ked af at I skulle gennem det alle sammen.

[BlueBunny]

Har du en sundhedsforsikring? Så kontakt dem ASAP og få sat en aftale med en psykolog igang. Så er du sådan "formelt" i gang, og har en anden part til at rådgive dig og hjælpe dig med at indse at det er et forløb som tager tid.

Efter en måned så kommer der en erklæring fra kommunen. Rent formalia. Det er fordi de giver sygedagpenge til din arbejdsplads.

Tro på at alle vil dig det godt og de fornuftige ved at det tager tid. Tid som i måneder!

Tillad dig at lave ingenting. Måske gå en tur.

At sove middag er helt normalt i sådan en proces.
Lyt til kroppen. Jo bedre du lytter, jo bedre går det.

Knus

[Hunkat]

Det er helt rigtigt at du skal sygemelde dig til din arbejdsplads og normalt indenfor 4 uger vil arbejdspladsen så se på at lave en mulighedserklæring og det er der lægen kommer indover. Man kan sige at lægen i første omgang kun fungerer som lakmustest for at man faktisk skal sygemeldes men de sidder ikke og skriver papirer med "X kommer tilbage den og den dato" længere.

Det kunne hun godt have formuleret bedre. Næste gang så bed om henvisning til psykolog (også selvom du får det gennem dit arbejde og det er bare med at få sat gang i den del asap), evt. sovemedicin eller fysioterapuet (til stress-spændinger). Egentlig hvadsomhelst du føler hjælper som du kan få en henvisning til.

Efter du har sovet et par dage og det skal du nok regne med du kommer til. Kender du den der følelse 1.-2. feriedag hvor man er helt slasket fordi "endelig ferie!"? Den kommer snart x10. Og man må bare sove sig igennem det.

Du vil blive kontaktet af kommunen om ca. 5-6 uger med henblik på et møde, det er helt sandard.

[Annione]

Det var helt samme oplevelse jeg havde, med den uddannelseslæge jeg var inde hos. Nåååårh, synd for dig - nå, tilbage på arbejde med dig

Jeg sov helt vildt meget lige efter jeg sygemeldte mig. Det var en kæmpe lettelse - jeg var bare så udmattet, det føltes som om jeg var 200 år gammel.

Har din arbejdsplads noget Falck healthcare? I så fald kan du få psykologtimer hos dem. Spørg din tillidsmand, eller jeres sikkerhedsrepræsentant.

[vibbsen]

Ja. Jeg har haft rigtig stress. Stress af den type som er registreret hos arbejdsskadestyrelsen som arbejdsrelateret stresssygdom.

Jeg startede med at være deltidssygemeldt i 3 uger. Havde 3 ugers ferie. For så at ramme den for fuld hammer med 2*4 ugers sygemelding. 2 1/2 uge hvor jeg var på vej tilbage på deltid. Derefter tilbage til fuldtidssygemelding i knap 5 uger hvorunder jeg så modtog en fyreseddel. Jeg blev fritstillet med 5 måneders løn.

Efter en længere periode på dagpenge fik jeg i marts måned et nyt job, men efter kun små 6 måneder sidder jeg har igen. Sygemeldt med tydelige symptomer på stressbelastning..... Dog ikke i samme nærmest invaliderende grad som sidst, og denne gang ikke som følge af arbejdssituationen, men nærmere en kombination af flere forskellige ting. For mig betyder det at jeg en gang har været nede med stress at min krop er meget hurtig til at reagerer hvis den føler at den bliver stresset. Så får jeg voldsomt tankemylder, bliver ekstremt træt, får koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer, appetitproblemer og sover dårligt....

Jeg kan kun sige : Få fat i en god erhvervspsykolog. En der har rigtig meget erfaring med stress. Når man først har haft stress, så husker kroppen det. Og så vil den være langt mere tilbøjelig til at blive stresset igen. Og her er det vigtigt at have en værktøjskasse med nogle redskaber som dels kan sikre at man ikke når dertil igen, men også at man så ved hvordan man skal gøre hvis man kan mærke at det er ved at gå galt igen....

[Maria86]

STRESS er virkelig den værste sygdom som har ramt mig Jeg bliver ramt 9-11 måned med en form for stress det kan være alt fra at synes at det er hårdt at komme ud af sengen om morgenen og til at jeg skal ha en akut tid ved min læge. sidste gang hjalp det KUN 4. Mig læge kan normalt få mig op igen men ikke denne gang Jeg måtte bede om at komme op i medicin Det var virkelig hårdt for mig at den ikke gik længere uden at blive sat op i medicin. Jeg havde sådan håbet at jeg kunne komme ned i medicin i sidste i sommeren men det kommer ikke til at ske så om et år håber jeg at vi kan tale om hvornår jeg skal ned i medicin har også depression som hører sammen med stressen. Jeg kom på førtidspension på grund af fysiske problemer og nu er jeg kommet noget længere fra et kunne arbejde 16 tid 20 timer om ugen selv på særlige vilkår. Jeg virkelig godt forstå jer andre som kæmper for at få en normal dag til af fungerer samtidig med at vær gået ne

[Rapfisk]

I forlængelse af Hunkats sidste indlæg på side 1 vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om det er dig, der er syg. Som jeg læser dine indlæg slår det mig, at din krop reagerer naturligt - sundt - på en stor belastning, der er påført dig udefra .

Det er ikke, at stressen ikke er virkelig, eller at den ikke er skadelig på længere sigt, for det er der ingen tvivl om. Jeg håber bare, at det kan give dig en ro og en tro på, at du kan komme om på den anden side igen.