Danmark bør give beskyttelse til nogle af de mindst 100 mænd i Tjetjenien, der har været udsat for tortur og mishandling i en systematisk klapjagt på homoseksuelle.
Situationen for homoseksuelle mænd i den russiske republik Tjetjenien er nu så alvorlig, at den danske regering omgående bør tilbyde beskyttelse til en eller flere af de forfulgte. Det foreslår Amnesty International, der den 2. juni aktionerer over hele verden for at få Rusland til at gribe ind i Tjetjenien og sikre international beskyttelse til de mænd, der er i akut livsfare. Amnesty har derfor rettet henvendelse til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) for at få Danmark til at spille en rolle og følge Frankrig og Litauen, der begge har tilbudt beskyttelse til nogle af dem.
Opfordringen kommer efter afsløringerne af, at mindst 100 homoseksuelle mænd i Tjetjenien i den seneste tid er blevet afhentet af sikkerhedsstyrker og udsat for grov mishandling og tortur på en nedlagt politistation. Torturen har fundet sted for at få mændene til at angive andre mænd i en systematisk kampagne for at skræmme og intimidere homoseksuelle i Tjetjenien.
Mener du Danmark burde følge Amnesty International's opfordring?
Jeg mener kort og god et STORT JA, Danmark burde give beskyttelse til de forfulgte homoseksuelle i Tjetjenien, vi har sikkert plads til de ca. 100 mænd, i det mindste en del af dem, det drejer sig om.