Indlægaf Akehurst2 » 1. mar 2017, 09:58
Det er selvfølgelig meget interessant med en grundlæggende diskussion om ulighed, men i forhold til det med forældrekøb synes jeg det er mere interessant, hvordan dem, der gerne vil have det hindret, har forestillet sig, at det skal ske.
Der er jo dels nogle mekanismer, der gør det til en mulighed i forhold til brugsperioden, dels nogle mekanismer i forbindelse med salg. Begge steder er der ikke tale om mekanismer skabt til forældrekøb, men eksisterende regler, der udnyttes af forældrekøbere.
Min tilgang er, at regler gælder for alle - så man kan ikke bare tage reglerne og sige, at de ikke gælder for forældre, der vil købe lejlighed til at udleje til deres børn. At ændre reglerne vil derfor få konsekvens for andre end lige den gruppe.
Regler i brugsperioden er dels de generelle regler for at drive udlejningsvirksomhed, hvor der er nogle muligheder for at trække udgifter fra i skat og blive beskattet på en bestemt måde, dels muligheden for boligsikring.
At gøre det dyrere at drive udlejningsvirksomhed generelt skaber ikke flere boliger til leje, slet ikke til rimelig priser. Er det en acceptabel konsekvens? Det øger i hvert fald ikke ligheden, hvis det bliver sværere at få en lejebolig.
Fjerne muligheden for boligsikring? Det er der nok rigtig mange der bliver kede af - og det er jo også en ting, der udjævner og mindsker ulighed.
I forhold til salg, så kan jeg sådan set godt se at det kan virke urimeligt, at man kan overdrage værdier gennem generationerne, når det "bare" drejer sig om forældrekøbslejligheder. Men det rammer jo også familiesommerhuset, som man godt kan forstå, folk gerne vil have bliver i familien, også selvom det i mellemtiden er steget i værdi, og endnu mere vigtigt rammer det generationsskifter, herunder af landbrug. Vi har ingen interesse i, at virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser, skal lukke, fordi det er skattemæssigt for dyrt at generationsskifte dem, eller i at landbruget bliver yderligere udfordret som erhverv.
0