Syg af kærestesorg

[Æble]

Et skridt af gangen. En dag ad gangen. Sov, spis og prøv at komme ud. Andet behøver du ikke forvente af dig selv. Du skal bare overleve.

Ligenu er du i en fase hvor du husker alt det gode. Bagefter kommer en fase hvor du bliver gal på ham. This too skal pass, også selvom det ikke føles sådan ligenu.

Mange tanker og kram. Det er så uendelig smertefuldt at have kærestesorg.

[Slettet bruger]

love is a bitch

[Skorstenen]

love is a bitch

Nej.

Og det skal vi ikke debattere i denne tråd.

[Novella]

Selma, hvor er det godt at høre, at du er kommet ud at gå en tur. Gør alt, hvad du kan for dig selv. Det er ikke skidelindrende i længere tid, men det rykker dig en millimeter. Og én til næste gang.

Jeg tænkte på at linke dig denne her tekst, men den ville nok have været for slem i de der første dage. Måske kan du læse den nu. Den hedder "At miste en elsket" af Martin Østergaard, og den er smuk og hjerteskærende og vild og rammer så præcist ned i, hvordan man har det, når man har kærestesorg. Du er absolut ikke alene, og du er ikke ved at miste forstanden. Du er bare normal - og normalt er i dit tilfælde forfærdeligt.

http://www.baboom.dk/fotoalbum/personer ... n_elsket__

Kram til dig.

[Selma156]

Jeg ville også sige, her fra sidelinjen, at det HELT SIKKERT kommer igennem dette helvede!! -Vi andre er jo for længst kommet igennem det
Og selvom du nok ikke tror det, så vil du blive lige så glad og lykkelig igen. Måske endda endnu mere, hvem ved? Du har et langt liv foran dig!
Jeg er meget imponeret over din skrivestil. Du er virkelige velformuleret og nuanceret i dit sprogbrug!
Der burde laves en pjece med dine oplevelser og ord til alle med kærestesorger. Jeg er sikker på, at det ville trøste rigtig mange, at nogen kan sætte ord på alt hvad de føler.

Tusind tak, Dipsy. Det er virkelig noget, jeg bliver glad for at høre. Også til jer andre, der har nævnt mine skriverier. Jeg har faktisk skrevet vores historie på en anonymiseret måde, som jeg har sendt ind til en blogger, som søger kærlighedshistorier - lykkelige som ulykkelige. Jeg håber nemlig, at min kærestesorg på sigt vil gavne andre - forstået på den måde, at jeg selv har fundet trøst i at google rundt og læse andres erfaringer. Det er jo en helt universel ting, som selvfølgelig rammer nogen hårdere end andre.

[Moxy-lady]

Sender et længere svar i morgen - jeg burde virkelig sove.

Min bedste veninde blev droppet for ca 7 år siden af sin daværende kæreste, og hun havde det fuldstændigt som dig. De havde connected på en helt speciel måde, hun har nemlig også meget svært ved at knytte sig til en fyr og holder alt meget tæt til kroppen. Men med ham kunne hun. Han var noget helt specielt for hende og hun troede aldrig at hun ville blive glad igen. Eller bare komme ovenpå. Hun var så bundulykkelig at det ikke var til at bære, og han fik sig en ny kæreste og festede løs. Hun var utrøstelig.
Hun bor nu sammen med den sødeste fyr. De har købt lejlighed sammen og jeg kan uden at lyve bekræfte hende i at han er hendes livs kærlighed. Ikke at hun ikke elskede sin eks, og han var en kæmpestor kærlighed. Men når jeg ser hende med hendes nuværende kæreste er jeg ikke i tvivl. Hun er selvfølgelig blevet ældre, men hun har udviklet sig så enormt. Hun har fået bugt med mange ting som gjorde livet (og et forhold) svært for hende. Hun vokser sammen med sin nuværende kæreste. De er gode sammen oh for hinanden. I bagkundskabens kloge lys var hendes eks ikke God for hende, og omvendt. Der var for mange konflikter. Hendes problemer fyldte for meget og han blev en sovepude. Hun elskede ham til hun ikk kunne trække vejret, men hun blev fastholdt i et forhold hvor de ikke var lige. Samtidig var han på mange måder umoden, så for at skævvride det hele den anden vej opførte han sig som et forkælet barn og hun som en streng mor. Det var yderst dysfunktionelt.
Hun er så meget mere lykkelig nu. Hun er et bedre sted, og selvom de absolut har problemer, så er de bare et helt andet sted.

Du bliver glad igen. Og også forelsket. Det vil jeg faktisk gerne garantere.

PS. Vedrørende psykiater synes jeg absolut at det er noget du skal kigge på, hvis du har haft det skidt i et halvt år. Prøv at ringe rundt og undersøge om der er nogen der tilbyder konkret samtaleterapi i stedet for kun at tilbyde medicinsk behandling. Måske skal du have medicin, måske ikke. Men lad det ikke holde dig fra at søge hjælp. Ikke på grund af hjertesorg, men fordi du har nogle andre problematikker. Måske kan h*n også hjælpe dig lidt på vej ift din eks. Jeg mener faktisk at min veninde gik til psykolog i en længere periode efter eksem gik, men der betalte hun selv noget af det. Psykiatere er gratis.

[Knirkemis]

Først og fremmest skal du lige have sådan en her Det er et helvede du står i lige nu. Og det at være uden job og bo langt væk fra alt og alle, gør det helt sikkert ikke nemmere, for noget af den bedste medicin er selskab og ting der kan aflede.

Jeg har selv været igennem turen 3 gange, og jeg er her stadig Man kommer over det. Det lover jeg.
Første gang, var det da min første kæreste og jeg slog op. Vi var faktisk enige om, at vi var vokset fra hinanden, men han er til dags dato stadig den bedste kæreste, jeg nogensinde har haft. Jeg var kun 21 da vi gik fra hinanden, og jeg græd og ville ikke skifte sengetøj, for det duftede af ham, jeg sad på arbejdet og tudede, så selv min mest kejtede mandlige kollega kom og gav mig knus. Jeg var så ulykkelig. Et par måneder efter rykkede jeg teltpælene op og flyttede til København, og det hjalp rigtig meget. Det var starten på et nyt liv.

Anden gang var den værste. Der var jeg også nødt til at oprette en tråd, for jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme igennem det. Og den her kæreste gik ikke bare fra mig én gang. Han gjorde det forbi hele 3 gange, og hver gang var jeg lige ødelagt Så gik der nogle uger, hvor jeg havde det sådan som du beskriver (gråd, drømme om ham så jeg næsten ikke turde sove, angst for at han var videre med andre kvinder, kunne ikke spise, bare helt ad helvede til). Vi fandt sammen igen et par gange, men hver gang dumpede han mig igen, indtil jeg selv sagde stop. Jeg havde stress-symptomer og måtte tale med en psykolog. Det var simpelthen så hårdt. Og jeg havde så meget brug for at snakke om det, men det var faktisk først, da jeg talte med en psykolog, at jeg begyndte at få det bedre. På det tidspunkt var jeg 31, og havde haft andre kærester siden den første, men jeg var altid den der havde slået op, og det at blive dumpet af en mand, var helt nyt for mig. Og gjorde 1000 gange mere ondt, end at være den som tog beslutningen om at gå.

Sidste gang var for 4 år siden. Det var et kort forhold på kun 3 måneder, men det tog mig lige så lang tid at komme mig. Han var bare perfekt. Og så ville han ikke have mig alligevel Jeg var på det tidspunkt også arbejdsløs, og dagene føltes uendeligt lange. Alle andre var på arbejde, og jeg havde sådan et kæmpe behov for ikke at være alene. Jeg havde brug for nogen at snakke med. Nøj, det var hårdt. Og jeg var helt lettet, når klokken blev 18, for så kunne jeg mødes med venner og veninder og blive afledt.

Alle 3 gange har bare været et mareridt at komme igennem. Men på trods af det, har jeg alligevel kastet mig ud i kærligheden igen. Satset alle følelserne. Og det vil du helt sikkert også komme til Måske ikke lige om en måned. Måske heller ikke om 3 måneder. Men der kommer en dag, hvor du er klar.
Dengang med ham nr. 2, som dumpede mig flere gange, læste jeg også den tekst som Novella har linket til. Den rammer så meget plet. Og det kan være en hjælp at læse, at det man går igennem er helt normalt. At andre mennesker har mærket samme smerte, og har overvundet den. Som du også allerede selv har erfaret, ved at læse om andres kærestesorger på nettet. Jeg sad også og googlede "kærestesorg" og den slags. Det lindrer på en mærkelig måde. Og alt hvad der lindrer er godt. Også hvis det er en fastelavnsbolle eller rødvin om aftenen.

Det blev lige en lidt lang smøre, og måske kan du ikke bruge det til så meget. Men jeg ville egentlig bare fortælle, at jeg ved hvordan du har det, og du har min dybeste medfølelse Men det BLIVER bedre. Det lover jeg.

[Selma156]

Tak for jeres beskeder. Jeg læser hver og én flere gange og værdsætter dem højt. Det er på en eller anden måde rart at høre, at der måske går flere kærligheder rundt derude i livet, selv om alt ser sort ud lige nu. Jeg har jo også prøvet at være forelsket nogle få gange før, men det her har bare overskygget alt.

Jeg var til lægen i dag og fik recept på mere sovemedicin og henvisning til en psykiater. Men der kan godt gå længe, før jeg kan få en tid. Jeg havde kæmpe nedtur da jeg skulle ned til lægen tidligt og først faldt i søvn ved 4-5 tiden i morges. Min mor kørte mig derned. Jeg havde virkelig svært ved at komme af sted. Og det føles som et kæmpe nederlag, at jeg nu er sådan en, der skal til psykiater! På den anden side motiverer det mig til at jeg SELV vil kæmpe og selv vil arbejde med tingene, for jeg vil kun som allersidste udvej tage medicin som antidepressiver.

Efter jeg kom hjem lå jeg igen i et mørklagt værelse i et par timer, men kunne ikke sove mere. Så stod jeg op, spiste lidt og tvang mig selv i løbetøjet. Og så løb jeg 7,3 km. Sgu. Virkelig langsomt, og med et par pauser. Men jeg fik en lille snert af den 'runner's high', jeg så ofte oplever ellers. Og så var der tilmed en pæn, ung, mandelig løber, som smilede, da vi løb forbi hinanden. Jo jo, tal om små opture.

De næste dage skal jeg have organiseret at begynde min jobsøgning igen, også selv om det hænger mig langt ud af halsen. Og jeg føler det er nytteløst.

Og det værste er, at så kan jeg som nu, og noget af dagen, være en smule optimistisk. Men hver gang jeg ikke er distraheret, og også selv om jeg er, tænker jeg stadig på ham. Jeg har simpelthen sådan en ustyrlig lyst til at skrive til ham, fx i morgen, når han skal til sin sidste eksamen på dette semester. Og så tænker jeg på, hvordan han skal ud og feste med alle de lækre singlepiger fra studiet. Det er slet ikke konstruktivt, men det farer rundt i mit hoved. Hærger mit sind. Det er sådan lidt 'når jeg ikke kan få ham, må ingen andre have ham' og tanken om at han vil gøre en anden mindst lige så lykkelig, som han har gjort mig. Min mor sagde i dag, at jeg jo også havde levet et fint liv inden han kom ind i det. Og ja, det var udmærket, og der var mange fine ting. Men der er bare ingen der forstår, at jeg i ham har fundet alle de kvaliteter, jeg ønsker i en mand. Alt fra fucking uddannelse til værdier, drømme, mål, følelser, forståelse, samtaler, intimitet. Og lykke, ikke mindst. Den lykke, jeg har følt sammen med ham, glemmer jeg jo ikke bare lige. Og så kan jeg sammenligne mit liv, før han kom ind i det, og helt oprigtigt tænke, at nej, jeg var langt fra så lykkelig, før jeg mødte ham.

Jeg kan uden at blinke sige, at han er det bedste menneske, jeg har mødt. Han har aldrig nogensinde gjort mig noget ondt, han har støttet mig helt umådelig meget, været min klippe, været den eneste person, jeg aldrig er blevet træt af at være sammen med - og det endte jo så med at drukne ham. Den connection vi har, og nu havde, har jeg aldrig oplevet med andre. Hverken familie, venner, veninder eller tidligere flirts. Og det gør mig mildest talt skide bange for, at jeg aldrig oplever det igen. Jeg ville ønske at jeg var en af dem, der enten selv forlod en kæreste, eller var sådan lidt 'meh' omkring forholdet til sidst, så det fadede ud. Og på den anden side har jeg jo 'fået lov' til at opleve en helt særlig form for kærlighed.

Altså, det er måske et underligt spørgsmål, og I siger det jo også i mange indlæg - at det rent faktisk kan lade sig gøre at finde noget tilsvarende, eller måske endda bedre. At ens første forhold måske lærer en nogle vigtige ting - det kan jeg i hvert fald se nu, hvor det er for sent at redde. Men så nævner Knirkemis fx, at hendes første kæreste klart var den bedste. Og hvad hvis jeg vil tænke sådan resten af livet? Sammenligne det forhold og den kemi med alle andre, jeg møder? Det er bestemt ikke fordi jeg er på jagt eller noget der bare minder om det, jeg kan godt mærke, jeg skal have en lang pause fra mænd. Men fuck, når man først har oplevet den der sindssyge, altopslugende kærlighed, så bliver det jo virkelig noget, man craver.

[Æble]

Måske mærker du det ikke selv. Men det er tydeligt ud fra dit seneste indlæg at det går fremad. Ikke i kilometervis, men der er små glimt af håb i indlægget og ikke kun sort håbløshed.

[Knirkemis]

Selv om min første kæreste, er den bedste jeg har haft, har dem som kom efter ham også været gode Og jeg har ikke, imens jeg var sammen med dem, holdt dem op imod den første. De var gode på en anden måde. Det er nok mere en konstatering set i bakspejlet. Og så er der nok også noget specielt ved den første store kærlighed. For det er jo på en eller anden måde unikt. Og jeg er sikker på, at du om mange år vil se tilbage på jeres forhold, og have det som et dejligt minde. Og jeg ved at det er en ringe trøst nu, men et eller andet sted gør det jo en lidt rigere, at man kan se tilbage på sin første kærlighed som noget gennemført positivt, i stedet for at tænke "Ja, det var så Poul, min første kæreste. Det var ikke noget særligt".

[milisa]

Jeg har altid tænkt det sådan lidt pladderromantisk: Min første kæreste havde hele mit hjerte, for der var jo ingen før ham. Da vi gik fra hinanden, var vi vokset fra hinanden. Dvs ikke noget højdramatisk brud. Så en lillebitte del af mit hjerte er stadig ham. På samme måde med de næste. De har alle en lillebittebittebittebittelille del af mit hjerte. Kun min første kæreste havde det hele for sig selv. De andre har måtte dele lidt. Men det betyder så ikke, at de andre var værre eller ikke kunne måle sig med ham eller at han var exceptionel uovertruffen fantastisk. Nej, det er rent pragmatisk og kan ikke være anderledes: Den første er noget specielt.

Jeg har i øvrigt altid haft det sådan, at jeg har ment, at min nuværende kæreste var unik eminent og at jeg ALDRIG ville finde en, der var bedre. Men der har jeg jo altid gjort, for de har jo været gode på hver sin måde. Der har været 4 og skulle jeg rangere dem (!!!!!!), ville der være 4, 1, 3, 2. Igen, i nuet, selv da jeg var sammen med 3 og 2, var jeg af den overbevisning, at de var toppen af poppen. Først bagefter har jeg kunnet se bagud og konstateret, at nr 1 alligevel har været bedre for mig, når alt kommer til alt.

Nå det er et meget forvirrende indlæg. Min pointe er egentlig bare, at jeg faktisk godt tør garantere dig, at du NOK skal opleve en kærlighed af samme kaliber igen. Næppe i morgen eller næste måned, men en dag.

[Selma156]

Jeg er så uendeligt træt af tilbagefald. Jeg siger til mig selv, at bruddet stadig kun er tre uger gammelt, og at jeg forsøger at aflede tankerne, selv om min hverdag pt. er ret indholdsløs.

Men det jager mig. Hele fucking tiden. ALT minder om ham. Han er stadig konstant i mine tanker, selv om jeg febrilsk forsøger at jage dem væk.

Jeg tror i høj grad det handler om, at jeg skal finde fred i det faktum, at han er ude af mit liv. Og at der ikke er noget som helst i verden, jeg kan gøre ved det. For selv om jeg bevidst har slettet alt kontakt, føler jeg bestemt ikke det gør det nemmere at hele. Tværtimod gør det så ondt at tænke på, at jeg har cuttet alt, ikke ladet en dør stå på klem. Selv om jeg ved han ikke ville træde ind af den alligevel. Jeg sagde jo til ham inden vi skiltes, at jeg i lang tid stadig ville have et håb om at han ville komme tilbage, hvad enten han ville det eller ej. Han sagde at det måtte jeg altså ikke gå rundt og regne med.

Alligevel bliver jeg VED med at tænke på "what ifs". Især ud på de sene, ensomme timer. Hvad nu, hvis han indser, hvor tomt livet er uden mig. Hvad nu, hvis han inderligt fortryder, men ikke tør kontakte mig igen, hvis det går galt. Hvad nu, hvis han kysser en ny pige og det bare føles helt forkert. Hvad nu, hvis han stadig går i sin lejlighed og 'ser' mig over alt. Hvad nu, hvis han efter to-tre måneders tænkepause indser, at han virkelig elsker mig. Hvad nu, hvis dit og dat.

Og samtidigt tager den rationelle side over og fortæller mig, at han har slået op af en grund. Og den grund var primært, at han ikke så en fremtid i vores forhold, og at han havde behov for mere frihed. At han ikke kunne håndtere min depressionslignende tilstand i længden, selv om han havde forsøgt i flere måneder. At jeg sgu i bund og grund VAR for meget nogle gange - blandt andet på grund af usikkerhed og jalousi. At han har masser at se til på sin kandidat. Masser af nye og gamle venner. Virkelig populær og omsværmet. Come on, get real, ikke? Men det gør bare for ondt at give slip på det skide håb.

Jeg ønsker ikke at han er ude af mit liv. Tværtimod. Det ved han også godt. At det ikke er for at være bitchy, at jeg har slettet alt. Jeg troede bare, det ville have en større effekt, at jeg ikke på samme måde kan følge hans hverdag. Men jeg kan simpelthen ikke sidde på sidelinjen og se til, mens han kommer over mig og begynder at date en ny. Jeg ville simpelthen sådan ønske, at vi kunne gå fra at være kærester til bedste venner, men altså, hvem prøver jeg at narre? Jeg kan på ingen måde gå fra hede, intense kys til et overfladisk kram og et "hvordan går det så?" Jeg kan på ingen måde være venner med en, jeg stadig elsker, og som jeg vitterligt troede, jeg skulle få børn og blive gammel med. En slags omvendt friendzone, bare efter forholdet.

Problemet er jo så bare, at jeg ikke føler mig i stand til nogen at delene. At undvære ham helt, eller pludselig bare have ham på sidelinjen. Det dræber mig langsomt.

[Honningprut]

Jeg tror ikke at du skal prøve at jage tankerne væk - tvært i mod. Du er nødt til at omfavne dem og så må det tage den tid det tager for dig, at accepter at forholdet er slut. Jeg ved godt det er uendelig hårdt, og jeg ved lige præcis hvordan du har det.

Jeg synes du er stærk! Og jeg synes du skal klappe dig selv på skulderen over, at du har fundet kraft til at cutte kontakten. For mig tog det knap et år (vi var sammen i 5 år) at slippe kontakten og lukke kontakten helt. Vi havde on and off kontakt min ekskæreste og jeg, hvilket gjorde alt langt værre, fordi jeg inde i mig selv ikke bare kunne få lukket og slukket.

Jeg synes også at det er flot, at du er begyndt at erkende at du måske fyldte for meget i forholdet. Jeg tror på at alt bliver bedre, jeg kunne også læse oppe i tråden, at du var blevet henvist til en psykiater, og når først du får arbejdet med dine egne følelser omkring din usikkerhed og jalousi - så tror jeg også at det bliver "lettere" at se det hele i en større sammenhæng.

Jeg tror, man skal passe på med at tænke for meget over det der med at date på ny. For selvom han dater betyder det jo ikke, at han ikke stadig elsker dig og ligeledes har det svært inde i sig selv med brudet. Jeg selv kastede mig ud i noget af et dating helvede, efter at det ikke gik med min ekskæreste og jeg, det bekræftede mig i at jeg stadig var god nok og så godt ud, men det var altid ham jeg tænkte på, selv når jeg vågnede op i en anden mands seng. Jeg ved at min ekskæreste havde det på samme måde, selvom vores forhold var rigtig dårligt.

I bund og grund tror jeg, at det handler om at give sig selv lov til at føle de her følelser, for de forsvinder ikke NU og HER, det tager tid at komme over et menneske man har elsket.

Sender dig mange tanker og kram.

[Selma156]

Puha. I dag er ikke en sjov dag. Lige nu skulle vi være ankommet til den storby, jeg havde givet ham et weekendophold til. Jeg ved, at han også vil tænke på det. Og at ingen af os kan sige et ord til hinanden om det. Jeg savner ham bare så meget. Men det ville nu også være flovt at tage kontakt til ham, efter jeg har lavet den dramatiske "drop al kontakt".

For nogle dage siden kan jeg se, han har været inde på min LinkedIn profil klokken 3-4 om natten. Natten op til at han skulle til sin sidste eksamen. Jeg tror ikke han aner, hvor meget det påvirker mig, at hans ansigt popper op på den måde. Det er så forstyrrende. Og så begynder jeg jo at analysere på, hvad han mon laver inde på min profil midt om natten. Selv om jeg godt ved, at han bare har været inde og se, om jeg har fået det job, jeg var til samtale på, hvilket jeg ikke har. Men det behøver han jo ikke gå ind på min profil for at se. Min 'jobstatus' står jo under mit navn.

Åh, jeg orker simpelthen ikke at tænke på ham længere. Og det kan godt være at ingen kontakt er sundt, idet man ikke får smidt en masse i hovedet hele tiden. Men på den anden side driver uvidenheden mig til vanvid. For hvor er han nu? Har han det helt cool igen? Er han begyndt at date? Hvordan har han det med at være i lejligheden? Har han fjernet alle de ting, han har fået af mig?

Og hvad skal jeg egentlig bruge det til?

[Jydepigen]

Puha. I dag er ikke en sjov dag. Lige nu skulle vi være ankommet til den storby, jeg havde givet ham et weekendophold til. Jeg ved, at han også vil tænke på det. Og at ingen af os kan sige et ord til hinanden om det. Jeg savner ham bare så meget. Men det ville nu også være flovt at tage kontakt til ham, efter jeg har lavet den dramatiske "drop al kontakt".

For nogle dage siden kan jeg se, han har været inde på min LinkedIn profil klokken 3-4 om natten. Natten op til at han skulle til sin sidste eksamen. Jeg tror ikke han aner, hvor meget det påvirker mig, at hans ansigt popper op på den måde. Det er så forstyrrende. Og så begynder jeg jo at analysere på, hvad han mon laver inde på min profil midt om natten. Selv om jeg godt ved, at han bare har været inde og se, om jeg har fået det job, jeg var til samtale på, hvilket jeg ikke har. Men det behøver han jo ikke gå ind på min profil for at se. Min 'jobstatus' står jo under mit navn.

Åh, jeg orker simpelthen ikke at tænke på ham længere. Og det kan godt være at ingen kontakt er sundt, idet man ikke får smidt en masse i hovedet hele tiden. Men på den anden side driver uvidenheden mig til vanvid. For hvor er han nu? Har han det helt cool igen? Er han begyndt at date? Hvordan har han det med at være i lejligheden? Har han fjernet alle de ting, han har fået af mig?

Og hvad skal jeg egentlig bruge det til?

Det er et tankehelvede uden lige du er igennem, men hold op, hvor synes jeg det er stærkt af dig at du kunne cutte alt kontakt. Vil sige, at i længden vil det hjælpe dig bedre til at komme videre, end det gjorde at hele tiden vide hvad han laver. At vide hvad han laver/ligger op osv. vil trække dine følelser for ham i langdrag. Kan sagtens forstå at det gav dig et gip i maven, da du så at han havde været inde på din LinkedIn-profil. Din uvidenhed kan også sagtens være med til at drive dig til vandvid - og du føler måske, at det ville give dig mere ro, at vide hvad han går og laver.
Ved egentlig ikke om jeg kan give dig et råd, men kan godt forstå dig og dine følelser Ønsker så meget for dig at du på et tidspunkt kommer videre, og bliver glad igen Og se frem til din tid med psykiater, det tror jeg vil hjælpe dig til at bearbejde dine følelser.