Partråden

[Urtekussen]

Men når han ikke kan gøre noget om nu, så er det jo også bare "synd" at hive en gammel ting op og ville snakke om nu.
Det er umuligt at ændre på, så det vil jo kun være for min egen "katharsis".

[Vixen]

Men når han ikke kan gøre noget om nu, så er det jo også bare "synd" at hive en gammel ting op og ville snakke om nu.
Det er umuligt at ændre på, så det vil jo kun være for min egen "katharsis".

Men det er da også okay?

[HappyHippo]

Men når han ikke kan gøre noget om nu, så er det jo også bare "synd" at hive en gammel ting op og ville snakke om nu.
Det er umuligt at ændre på, så det vil jo kun være for min egen "katharsis".

Men det vil give dig ro at få snakket om. Også at det evt ikke sker igen.

[Madam Pomfrey]

Men når han ikke kan gøre noget om nu, så er det jo også bare "synd" at hive en gammel ting op og ville snakke om nu.
Det er umuligt at ændre på, så det vil jo kun være for min egen "katharsis".

Hvis det ikke er en decideret anklage, og skælden ud over, men et behov for at lette eget hjerte, og få lavet en eller anden aftale om at det ikke skal forekomme igen, så synes jeg det er helt fint.
Da er da bragende ærligt at komme og sige "jeg har forsøgt at lægge det fra mig, men det fylder fortsat hos mig, og derfor er jeg nødt til at bringe det på banen"

[Urtekussen]

Det kommer ikke til at ske igen. Det var en meget specifik situation, som vi ikke kommer i igen, og jeg ved derfor heller ikke, om det giver mening.

[Urtekussen]

Det kommer ikke til at ske igen. Det var en meget specifik situation, som vi ikke kommer i igen, og jeg ved derfor heller ikke, om det giver mening.

Hvorfor tænker du stadig over det?

Det ved jeg faktisk ikke helt.

[Slettet bruger]

Hvordan har I det med at bringe "gamle" ting op?
Min mand gjorde noget for 4 måneder siden, som jeg kan mærke jeg bliver ked af.
Jeg fik ikke sagt fra i situationen dengang, men hvis jeg bringer det op nu her, kan han jo heller ikke lave om på det han gjorde dengang.
Så er vi bare to, som pludselig synes det var en træls ting (han gjorde det ubevidst).

Hvis det var mig der havde gjort noget som min partner stadig gik og grublede over 4 måneder senere, ville jeg gerne vide det. Det kan godt være det ikke kan ændres, og at den konkrete situation aldrig bliver relevant igen, men jeg tænker at der alligevel på en eller anden måde må være noget læring i det som jeg gerne ville have.

[Æble]

Urte, hvis du tager det op, så er det vigtigt du gær det klart hvad du har brug for fra ham. Er det en undskyldning eller hvad er det?

[Urtekussen]

Urte, hvis du tager det op, så er det vigtigt du gær det klart hvad du har brug for fra ham. Er det en undskyldning eller hvad er det?

Det er nok også det jeg ikke selv er helt klar over. Jeg kan bare mærke jeg er smadder ked af det, men jeg kan ikke se om det ændrer noget med en undskyldning. Måske det mere handler om at få det "ud".

[Æble]

Urte, hvis du tager det op, så er det vigtigt du gær det klart hvad du har brug for fra ham. Er det en undskyldning eller hvad er det?

Det er nok også det jeg ikke selv er helt klar over. Jeg kan bare mærke jeg er smadder ked af det, men jeg kan ikke se om det ændrer noget med en undskyldning. Måske det mere handler om at få det "ud".

Så er det veninderne og ikke manden Ej kan bare ikke se det ender godt hvis du ikke beder om noget, det kan hurtigt lyde som en anklage. Måske er det anerkendelse du har brug for? Altså anerkendelse af at det han gjorde sårede dig? For mig er det ofte grunden til at noget nager mig, at der blev skøjtet henover det eller det blev negligeret.

[MrMister]

Hvis man(d) har opført sig uhensigtsmæssigt og ubetænksomt nok til, at det fylder hos dig 4 mdr senere, bør han vide det. Det kan frembringes skyld- og motivfrit. Det er immervæk bedre end, at det lægger et træls lag i dit mentale bæger.

[Ado]

Hvis der er noget, der virkelig går mig på, så har jeg det bedst med at få sat ord på overfor personen. På en stille og rolig måde og uden anklager. Hellere det end at det nager mig indefra og vokser sig større.

[MrMister]

Et klassisk eksempel på rollercoasteren i vores liv: Kæmpe krise på konens arbejde, hvor jeg pludselig er mulig delvis sparringspartner, delvis konsulent/ekspert, fordi det falder inden for mit resortområde. Så er det rart at evne ikke at blande mig, selvom det er så konkret og løsningsfokuseret. I weekenden kom hun til kort og bad om hjælp, jeg hjalp (som var enkelt efter allerde at have lyttet i et par dage).

At det så ikke blev fulgt op med oplæg til sex (jeg har været afsindig træt de sidste par dage, fordi den ene af børnene lavede en terrornat på os), blev endnu et plus i bogen, som så - sjovt nok - gav modsatte effekt på hendes lyst. Og så føles alt jo bedre et øjeblik og trenden går den rette vej. Nervøst, fordi skuffelsen så kan blive større.

Men uanset, har tænkt mig at fikse aftensmaden, spille et spil med den yngste, læse en godnathistorie og lave en arbejdsreport senere, mens hun forbereder sig til i morgen (og har lovet at hjælpe hende med talepapirer og gadeplan) + har meddelt min bestyrelsesformand, at jeg har aflyst et par af vores aftenmøder i næste uge, hvor en vigtig omstrukturering skulle koordineres, fordi min familie har brug for mig (og jeg dem). Endnu et skridt i retningen mod min egen work-life-balance

[HappyHippo]

Det er simpelthen så underligt jeg har fundet en kæreste, der på papiret er mig selv som mand.
Samme alder, samme uddannelse, børn på samme alder og samme køn... Wtf. (som også er skønt, så ungerne kan lege rigtig godt sammen)

Heldigvis er vi forskellige på mange andre områder, så han kan være den rolige, romantiske mand, og jeg den opfarende og skøre kvinde.

[Luffegås]

Selvom min mand kan gøre mig frustreret, fordi han er lidt af en drømmer og ikke tager forhastede beslutninger, men tilgengæld ikke tænker over konsekvenser, så kan han også gøre mig sindsyg glad over at han tager mine frustrationer seriøst og finder en løsning.
Vi har svært ved at finde ud af hvornår barn nr. 2 skal komme, og OM det skal. Vi drømmer om eget hus, mest pga. det er en investering i fremtiden og rart at eje sine mursten. Men vi skal også have råd til det hele. VI tjener okay, men skylder lidt, og det er vi ved at afdrage og se løsninger for. Vi har lige udbetalt vores lille bil. Vores bil er så lille, så skal vi have barn mere, vil jeg næsten sige det vil være synd, hvis vi samtidig skal pakke til familieture med overnatning osv..
Forleden snakkede vi så, og han holdt fast i hus kommer før barn nr. 2. Pludselig blev jeg fyldt med angst for hvad nu hvis vi ikke får barn nr. 2, bare fordi vi jagtede en boligdrøm. Han er lidt over 40 år, og har selv sagt han ikke vil være over 45 når næste kommer. Han siger også, at havde vi huset nu, så var vi allerede forældre igen. Det blev så overvældende den ansgt så jeg bare græd, og sagde husk an vi sgu næsten altid få på et tidspunkt, men hvis vi skal vente på hus og DEREFTER have råd til en støre bil, så kan jeg være bange for tiden og mulighederne.

Resolut begyndte han så at regne... Kigge på biler.. Overveje leasing.. Overveje hvad vores bil er værd.. Kigge brugt.. Kigge nyt.. Han har ikke lavet andet i 2 dage, og helt ærligt så gør det mig så glad at han kan overveje andre muligheder for at tingene kan komme til at ske.
Vi bor i et stort lejet hus, så fint, med masser af plads, men det ER dyrt. Hvis vi ikke kan få det til at fungere, så synes jeg vi skulle skamme os, der er folk med langt færrer penge end os, og flere børn, og de klare sig, i en 2 værelses.
Min eks ville jeg ikke engang nogensinde have fået en bil eller barn med, han hverken red eller sadlede samme dag som man skal, og var bare total "Det skal vi nok finde ud af" og der aldrig skete en skid. Her der SKER noget, og så kan det være vi finder ud af det er bedst at vente - men begrundelserne er fandme på plads så. Og han tager min gråd seriøst <3