Skal manden have ret til at fraskrive sig al ansvar for barnet indtil abortgrænsen?

[Spasserinde]

Vi snakker altså om, at uanset om graviditeten er et uheld eller man begge to har planlagt det i månedsvis, så kan manden trække sig fuldstændigt ud ved med en underskrift op til abortgrænsen, dvs. så længe kvinden stadig kan nå at få en abort. (Blot for ikke at skulle diskutere det: Vi snakker selvfølgelig op til hun kan nå at få aborten, ikke fx dagen før grænsen er nået).

I det tilfælde, hvor man med sin partner har aftalt at få et barn og kvinden bliver gravid, kan manden så komme efter to måneder og fremvise en underskrift der betyder, at han ikke behøver hverken betale til eller have noget som helst med barnet at gøre, selv om barnet var planlagt. Årsagen er, at kvinden jo bare kan vælge en abort, hvis hun ikke vil være eneforsørger.

[Spasserinde]

Spørgsmålet er affødt af diskussionen omkring total økonomisk og juridisk ansvarsfraskrivelse (det ucharmerende såkaldte ”juridisk abort”). Her fremførte jeg, at siden det nærmest aldrig vil kunne lade sig gøre at bevise om et barn var planlagt eller ej, vil konsekvensen være at alle mænd pludselig får ret til at trække sig 100 % ud indtil abortgrænsen er nået – også de mænd, der forsætligt har gjort kvinden gravid.

Jeg brugte eksemplet, fordi jeg antog, at ingen vel kunne mene, at man skulle lovgive sådan så mænd bare kunne baile på en gravid kvinde selv hvis barnet er planlagt eller ønsket – men det viste sig Gudhjælpemig, at det var der nogen, der mente var helt rimeligt, for damen kunne jo bare få en abort hvis manden fortrød.

Personligt mener jeg, at dette er et virkeligt grimt misbrug af muligheden for abort. Abort var næppe tiltænkt som at skulle stille den gravide kvinde dårligere – hvilket ofte vil være tilfældet, fordi nu hvor abort findes ”så kan hun bare få en abort”, og så bruger man det som undskyldning til at forringe mandens ansvar for den situation, han har været med til at sætte sig selv og kvinden i. Så synes jeg simpelthen, at abort-normen er gået ALT, ALT for vidt, når man simpelthen forringer kvindens juridiske rettigheder, hvis hun ikke vil have en. Abort skal være et TILVALG – det skal ikke være en pligt, hvor man ”selv er ude om det”, hvis man ikke makker ret.

Jeg synes det er en mærkelig indstilling, at to mennesker kan være med til at lave et barn, og pludselig er det så kvindens ansvar at redde manden ud af problemerne ved at få foretaget et medicinsk indgreb – og hvis hun ikke gør det, så må hun bare selv bære byrden for dem begge.

[Lurende Peber]

Jeg er tilhænger af muligheden for abort. Som nødløsning. Ikke en del af præventionspakken.
Ideelt set kan jeg godt forestille mig nogle få scenarier, hvor en mand bør kunne slippe. Men konsekvens vil være, at man skal udfylde og underskrive skemaer (med vidner?), hver gang man har sex .....
Jeg kan desværre ikke se nogen fair og gennemførlig løsning så ..... bordet fanger!

[Juki]

Det er noget af det skøreste jeg længe har hørt.

Hvad så hvis man ikke når fristen, fx. fordi kvindens menstruation er uregelmæssig og hun derfor ikke ved hun er gravid før efter de 12 uger?

Derudover kan hun vel bare holde det hemmeligt for manden i 12 uger, og hvad så?

[Hunkat]

Jeg vælger (naivt måske) at tro på at andelen af kvinder som får fortaget en abort uden videre overvejelser er så forsvindende at det ikke giver mening at diskuterer som om det er en situation der forkommer.
En abort er et indgreb, både kirurgisk og medicinsk som er forholdsvis omfattende og ikke uden risici og det kræver meget nøje overvejelse, både etisk og af personlig karakter hvis man vælger den løsning på en graviditet.

Jeg kan godt se at det er et problem at mænd bliver 'fanget' i en uønsket situation hvor der er et barn involveret. Som udgangspunkt synes jeg godt man skulle kunne afskrive sig sine rettigheder (og kravet om at betale) hvis begge parter er enige om at det er løsningen.
Men som TS siger, synes jeg det med at sætte grænsen ved grænsen for abort skaber et pres på 'bare at skille sig af med det'. Uanset hvordan man har det med det ufødte barn så er det jo bevist at der er nogle reaktioner i kroppen som skaber følelser af sorg og tab efter en abort, også selvom man ikke ønskede barnet.

Måske skyldes min skepsis at der er så stor ulighed i 'befrielsen' fra ansvaret for barnet. En underskrift på et stykke papir er meget langt fra at blive lagt i narkose og opereret.

[Firebird]

Nu føler jeg mig lidt som en ekkodal, men jeg siger det igen.

Kan du knalde, kan du også tage skraldet. BOM FÆRDIG. Næste tråd.

[Animi]

Jeg havde en diskussion om emnet med mine venner igår, hvor vi alle var meget uenige. Min veninde kommer så med en sammenligning, jeg synes er ret komisk som fortjener en gengivelse her:

"Okay, forestil dig lige at du sammen med en ven planlægger at holde en kæmpe fest. Det er noget I har aftalt og planlagt i lang tid. Det ender med at I bruger dit dankort, fordi det er nemme at holde det til en konto, og så skal beløbet deles op senere. Du havde muligheden for at sige nej til at bruge dit dankort, men I har jo sammen aftalt at holde festen, så det synes du er helt fint.
Efter et par måneder kommer din ven du skal holde festen med så og siger at han har fortrudt. Han vil ikke holde festen alligevel. Han gider derfor heller ikke at betale til festen, når han ikke gider deltage.
Så nu står du og har en fest du skal aflyse, du skal annullere en masse aftaler og skal finansiere det hele selv - eller håbe at staten gider finansiere det. Det var jo dit dankort, så det er vel kun fair at du står tilbage med hele ansvaret, ikke sandt?"

Det var lidt komisk - især dem der sad tilbage med et ansigtsudtryk der bare sagde "Wtf?"

[Juki]

Nu føler jeg mig lidt som en ekkodal, men jeg siger det igen.

Kan du knalde, kan du også tage skraldet. BOM FÆRDIG. Næste tråd.

Ah, gælder det kun økonomisk eller også fysisk og mentalt?

For det kan da godt være at man gerne vil opfostre et barn, men ikke er i stand til det.

[Firebird]

Ikke er istand til det? Hvad mener du?

[Spasserinde]

Jeg vælger (naivt måske) at tro på at andelen af kvinder som får fortaget en abort uden videre overvejelser er så forsvindende at det ikke giver mening at diskuterer som om det er en situation der forkommer.
En abort er et indgreb, både kirurgisk og medicinsk som er forholdsvis omfattende og ikke uden risici og det kræver meget nøje overvejelse, både etisk og af personlig karakter hvis man vælger den løsning på en graviditet.

Jeg kan godt se at det er et problem at mænd bliver 'fanget' i en uønsket situation hvor der er et barn involveret. Som udgangspunkt synes jeg godt man skulle kunne afskrive sig sine rettigheder (og kravet om at betale) hvis begge parter er enige om at det er løsningen.
Men som TS siger, synes jeg det med at sætte grænsen ved grænsen for abort skaber et pres på 'bare at skille sig af med det'. Uanset hvordan man har det med det ufødte barn så er det jo bevist at der er nogle reaktioner i kroppen som skaber følelser af sorg og tab efter en abort, også selvom man ikke ønskede barnet.

Måske skyldes min skepsis at der er så stor ulighed i 'befrielsen' fra ansvaret for barnet. En underskrift på et stykke papir er meget langt fra at blive lagt i narkose og opereret.

Ja. Jeg er ret sikker på, at pointen med abort aldrig har været, at det skulle skabe pres på kvinden for at få en. Og det gør man i højeste grad ved at sige, at mandens økonomiske ansvar for det fælles skabte barn frafalder, hvis ikke hun ikke makker ret, når han ønsker en abort.

[thomassneum]

Ja, manden skal have mulighed for en juridisk abort.

For at imødese evt. sene beslutninger/fortrydelser, så kan det være reelt at mandens juridiske valg, og en juridisk abort, ikke skal gå helt til 12. uge, men måske nærmere til 10. uge.

Alternativt vil en differentieret juridisk abort, være at foretrække. (læs evt. om arborten her: viewtopic.php?f=32&t=1899&start=690 Det er FruDulles alternative forslag, som jeg selv synes lyder spændende)

[Spasserinde]

Ja, manden skal have mulighed for en juridisk abort.

For at imødese evt. sene beslutninger/fortrydelser, så kan det være reelt at mandens juridiske valg, og en juridisk abort, ikke skal gå helt til 12. uge, men måske nærmere til 10. uge.

Alternativt vil en differentieret juridisk abort, være at foretrække. (læs evt. om arborten her: viewtopic.php?f=32&t=1899&start=690 Det er FruDulles alternative forslag, som jeg selv synes lyder spændende)

Men det kan jo ikke lade sig gøre, det er problemet. Eftersom du aldrig kan bevise om barnet var planlagt eller ønsket uden at indgå en kontrakt, så er det komplet omsonst. Det vil sjældent kunne lade sig gøre at bevise, om graviditeten skyldtes løgn om prævention, en glemt p-pille, et sprukket kondom, begge parters manglende ansvarstagen, uheld eller om barnet var planlagt, men at faren trak i land.

Det er DERFOR, at jeg opstiller disse muligheder. Enten har manden ret til at trække i land, ellers har han ikke. For der findes ikke en verden, hvor man ved alle graviditeter kan afgøre, om der snyd involveret.

Så kan vi lige så godt diskutere, om vi ikke i stedet skulle sørge for at det oftere var manden, der blev gravid.

[Juki]

Ikke er istand til det? Hvad mener du?

Hvis man fx. er handicappet, fysisk eller mentalt. Eller er for psykisk ustabil.

[thomassneum]

Ja, manden skal have mulighed for en juridisk abort.

For at imødese evt. sene beslutninger/fortrydelser, så kan det være reelt at mandens juridiske valg, og en juridisk abort, ikke skal gå helt til 12. uge, men måske nærmere til 10. uge.

Alternativt vil en differentieret juridisk abort, være at foretrække. (læs evt. om arborten her: viewtopic.php?f=32&t=1899&start=690 Det er FruDulles alternative forslag, som jeg selv synes lyder spændende)

Men det kan jo ikke lade sig gøre, det er problemet. Eftersom du aldrig kan bevise om barnet var planlagt eller ønsket uden at indgå en kontrakt, så er det komplet omsonst. Det vil sjældent kunne lade sig gøre at bevise, om graviditeten skyldtes løgn om prævention, en glemt p-pille, et sprukket kondom, begge parters manglende ansvarstagen, uheld eller om barnet var planlagt, men at faren trak i land.

Det er DERFOR, at jeg opstiller disse muligheder. Enten har manden ret til at trække i land, ellers har han ikke. For der findes ikke en verden, hvor man ved alle graviditeter kan afgøre, om der snyd involveret.

Så kan vi lige så godt diskutere, om vi ikke i stedet skulle sørge for at det oftere var manden, der blev gravid.

Jeg er ikke enig i præmissen, at det aldrig kunne påvises, at kvinden har 'snydt'.
Jeg er enig i at det kan være svært at løfte den bevisbyde, men det må tilfalde manden. Det kan jeg fint leve med.

[Animi]

(Jeg har lidt en fornemmelse af at debatten fra den anden tråd bare bliver rykket herover )