Pas på dig selv Bouje!!
Jeg synes faktisk ikke han fortjener din anerkendelse for at have ofret sig, for det synes jeg på ingen måde han har.
Jo han har flyttet fra sin lejlighed hjem til dig og din søn, det er ikke et offer, men et valg for at kunne bo og være sammen med den man elsker
Ja han fik lidt længere til byen, og få ting er måske lidt mere besværligt, men han skulle da i den grad tænke og synes det opvejes af at han kan være sammen med dig.
Jeg har været sammen med min autist-eksmand i 15 år, han syntes også ofte (de sidste år) at han var et offer for mig og mit, og han var/er virkelig dygtig til at pålægge andre skyld, årsag og ansvar, og fralægge sig alt selv. Han har kørt sololøb på egne interesser og forventet opbakning heri. Alt hvad han syntes vi skulle og burde forventede han fællesskab omkring, hvor jeg derimod fik lov at stå alene med mit.
Det er på ingen måde sundt at leve i.
Som dig er jeg et menneske der besidder (for) stor emperi, forståelse, anerkendelse, jeg giver køb på mig selv og mit for husfreds skyld, - ikke at jeg ikke siger fra, forsøger at nå fælles kompromisser osv. - det gør jeg, men når man møder det rigide igen og igen og igen, så giver man op og kører solololøb.
Det har taget mig 2½ år sådan for alvor at blive stablet op på benene igen, og blive mit gamle-nye-jeg.
Jeg kommer aldrig nogensinde til at gøre det igen! - aldrig nogensinde.
Når jeg ser tilbage på rækken af de mænd jeg nåede at date fra eksmand til kæreste, så startede jeg ud med knudmænd med laster og knaster, til at finde en virkelig sød, rar, mild, kærlig og omsorgsfuld mand, selvfølgelig også med lidt laster og knaster, men slet ikke på en måde hvor jeg føler og oplever at jeg skal gå på kompromis, tænker wtf, kommunikationen spiller, vi har samme udgangspunkt ifht forventninger, værdier m.m.
Og hensyn er noget gensidigt.
Mine match i mænd afspejler nok meget godt min personlige udvikling de sidste par år.
Nu er vi langt fra der hvor vi har snakket fremtid, ud over at vi glæder os til det, og at han udtrykker at han rigtig gerne vil mig og mine børn.
Han har en enkelt gang joket med at flytte hjem til mig, for at spare penge for så var der både råd og plads til den fiskekajak han drømmer om.
Ifht ham bor jeg på landet, og 30 km længere væk fra hans job, men jeg ville godt nok blive ked af hvis han besluttede at flytte ind med mig og børn, og udtrykte at det var et offer fra hans side (jeg er som udgangspunkt heller ikke rigtig flytbar førend børn er færdig med folkeskolen, og jeg har boligmæssigt de perfekte og billige rammer)