Regnbuehindebetændelse og herpes i øjet.

[Daine]

Jeg har læst med i tråden, og følt med dig. Og jeg er lige nødt til at kommentere på det du lige har postet: Det sidste du lyder som, er en sur sok! Tværtimod. Jeg ville være gået helt i brædderne hvis jeg skulle gennemgå sådan et forløb som du er i gang med, så jeg synes du har taget det med beundringsværdig ro og afklaring her i tråden. Hatten af for det

[Tibbler]

Hvordan gik dit tjek hos øjenlægen?

Jamen det gik reelt set rigtigt godt. De bekræftede at der var ‘mindre aktivitet’, altså bedring, så medicinen virker, hvilket jo er det vigtigste.

Men altså, mindst tre måneder endnu før der kan blive snak om at trappe mig ned, altså forudsat at infektionen ikke udvikler sig eller parasitterne bliver resistente, og selvom jeg virkelig bare skal være glad for at jeg indtil videre er sluppet billigt og det so far ser ud som om jeg får et kort forløb, så synes jeg det er lidt demotiverende. Tre måneder endnu på dråber i min lejlighed føles som en evighed jeg har svært ved at overskue. Der er bare ikke så meget at gøre ved det, jeg må forsøge at holde fast i det positive og få det bedste ud af det.

Det er dejligt nyt, at det går fremad - Det er lyset for enden af tunellen

Med 3 mdr mere af så meget tid, der skal bruges på behandling,og dermed fortsat begrænsning af dit liv lige nu, så forstår jeg godt, at lyset for enden af tunellen føles langt væk

Men måske kan du snart lave skrivearbejde hjemmefra, får overskud til at invitere verden udenfor lejligheden mere ind efterhånden som du får det bedre, og på den måde få lidt mere af dit almindelige liv tilbage.

Hvis du er en sur sok, så er du hvertfald en mega sej sur sok - der har al mulig ret, til at føles, det det er uretfærdigt, at skulle sådan en led omgang igennem.

[Aima]

I er så søde, tak!

Jeg har lige læst min tråd igennem og den positive udvikling er ret åbenlys. Det er godt nok lige at blive mindet om, hvor skidt det var for bare tre uger siden.

Jeg har smidt oxynorm-pillerne. Jeg glemte simpelthen at tage dem, fordi jeg ikke længere havde stærke smerter. Min kæreste forstår ikke helt, hvordan jeg har haft så nemt ved det, for jeg har fået dem i et halvt år on/off og de sidste to måneder dagligt. Da vi skulle til Århus i går, spurgte han, om jeg havde husket smertestillende, og da var jeg sådan “øh, jamen jeg har faktisk ikke brugt dem siden... jeg tog vist en tirsdag morgen, men ikke siden”. Og han blev helt forvirret, og var sådan helt “nå... altså... nå... jamen du skulle egentlig trappes langsomt ud, men hvis ikke du har taget dem i tre dage?”

Så det er åbenbart kun næsespray jeg har afhængighedstroubles med, og det er ret vildt jeg slet ikke har ondt længere, men det har jeg ikke. For stærkt lys er ubehageligt og øjnene er trætte og hævede og sommetider irriterede, men jeg tror mest det hele skyldes medicinen. Jeg har heller ikke brug for køleposerne længere. Alt i alt har jeg det faktisk bedre, end jeg har haft det siden maj, for at være ærlig. Jeg har både arbejdet og rejst meget i 2018, men jeg har allermest haft ondt sådan cirka konstant.

Det var først da det blev så uudholdeligt at jeg ikke længere godtog forklaringen fra de vagtlæger og øjenlæger der mente det var et typisk tilfælde af irritation ifb. linse-tilpasning og jeg truede med at ringe 112 hvis ikke jeg fik en akuttid at jeg blev undersøgt grundigt, og da var mine hornhinder fulde af både nye og gamle sår. Amøbeinfektion er kendt for at være noget af det mest smertefulde, man overhovedet kan rage til sig, og retrospektivt fatter jeg heller ikke, hvordan jeg kunne holde det ud så længe, det har, mildt sagt, været en streng sommer.

[Aima]

Jeg havde en dejlig juleaften, og jeg minder hele tiden mig selv om, at jeg skal sætte pris på det trods alt blev en mulighed, for indtil for en uges tid siden var det slet ikke realistisk at jeg skulle nogen steder overhovedet, jul eller ej.

Men i dag er godt nok træls. Øjnene er simpelthen så medicinsyge at det næsten ikke er til at holde ud. De svider og klør og er mere lyssensible end ellers, og så løber de konstant i vand, så huden omkring er allerede ved at være helt ødelagt igen, selvom jeg havde fået rettet en del op. Det er sgu en ulige kamp.

Jeg havde også sådan en dag i onsdags, hvor jeg panikkede lidt over det, men når jeg lige slår koldt vand i blodet, kan jeg jo godt mærke at det ikke er dybe smerter eller nye sår på hornhinderne, men simpelthen en allergisk reaktion på medicinen. Dagen efter, altså i torsdags, havde jeg det nærmest strålende. Jeg fatter bare ikke, hvorfor jeg pludselig reagerer så voldsomt på medicin jeg har brugt dagligt i over en måned.

Derudover halter jeg lidt fordi jeg bankede ind i en dørkarm for nogle dage siden og har forstuvet eller forslået en tå, og jeg har har et mindre hold i nakken, som har været der siden lørdag morgen, det havde ikke været slemt hvis ikke det var fordi, jeg mindst 12 gange i døgnet skal lægge hovedet tilbage og kigge op i loftet, når jeg drypper. Men det skal jeg jo. Det er godt nok upraktisk.

Jeg føler mig som en skadet kriger i dag. Jeg ville ønske, jeg bare kunne lukke øjnene og sove dagen væk, men jeg SKAL jo igennem hele drypshowet, så det kan jeg jo ikke engang.

Jeg tror, jeg må gøre et eller andet rart for mig selv.

[Aima]

Okay, tjekkede lige beskeder og sommetider er det lidt som om, universet lytter. Når min mor skriver og spørger, hvad jeg laver, er det fordi hun vil komme forbi. Det må være noget intuition.

464DD2CC-6D29-4D49-BB77-7B0FCA726178.png

[Undtagelsen]

Mht huden under øjnene, så tror jeg det vil virke ret godt med Estee Lauder's Advanced Night Repair. Den heler huden virkelig godt og jeg har en eller anden idé i baghovedet om at du allerede bruger den. (Engang imellem husker man altså nogle mærkelige ting herinde )

[heysamaysa]

nogle gange går det fremad og andre gange tilbage - det er som om der er nogen der fucker med os nogle gange


jeg fik for over 14 dage siden opereret en tand ud og har haft alle mulige komplikationer og såret efter tanden vil ikke hele hvilket giver nerversmereter og lige som jeg troede det gik bedre er det virkeligt gået ned af bakke idag! #€%€%#%#€#%#€% da også!!!


Så er desværre med på tilbagegangsvognen

[Aima]

nogle gange går det fremad og andre gange tilbage - det er som om der er nogen der fucker med os nogle gange


jeg fik for over 14 dage siden opereret en tand ud og har haft alle mulige komplikationer og såret efter tanden vil ikke hele hvilket giver nerversmereter og lige som jeg troede det gik bedre er det virkeligt gået ned af bakke idag! #€%€%#%#€#%#€% da også!!!


Så er desværre med på tilbagegangsvognen

Puha, søde du! Jeg havde bøvl med en visdomstand i sommer, der til sidst blev opereret akut ud ved vagttandlægen. Det var et helvede med de smerter, og særligt de sidste timer inden den kom ud, var jeg så desperat, at min kæreste til sidst lavede en tablet-cocktail der gjorde mig totalt skæv. Betingelsen var så også at han kørte mig til vagttandlægen med det samme, fremfor at vente til mandag, som jeg selv ville. I løbet af halvanden time fik jeg så hjernedødt ondt, at han kunne have forlangt hvadsomhelst, bare han ville fjerne smerten. Kan du ikke smertedækkes?

[Aima]

Mht huden under øjnene, så tror jeg det vil virke ret godt med Estee Lauder's Advanced Night Repair. Den heler huden virkelig godt og jeg har en eller anden idé i baghovedet om at du allerede bruger den. (Engang imellem husker man altså nogle mærkelige ting herinde )

Du er god! Det er rigtigt, jeg bruger den nemlig i forvejen. Jeg har også brugt den i forløbet her, og ja, den gør egentlig sin ting ret godt, så jeg tror, jeg hopper tilbage på den med det samme, og håber på, jeg slipper for at blive helt hudløs igen.

Jeg bliver bare så irriteret over, at jeg kan bruge en uge på at få rettet nogenlunde op på huden, og så skal der bare en halv dag til at fucke huden helt igen.

[Aima]

Min mor kom forbi og gav mig et grineflip. Hun er ret talentfuld, hvad det angår. Vi pakkede min nye nespressomaskine ud, og så står hun og læser højt fra den engelske instruktion i displayet, og altså, hun taler engelsk daglig på sit job og rejser meget, og jeg ved ikke, hvorfor det er så sjovt at høre hende tale engelsk, men det er det altså bare. Jeg forsøgte at undertrykke et fnis som hun fangede med det samme, og så blev det jo bare endnu sjovere

Jeg har puttet mig i sofaen og min underbo har besøg af 15 fælles venner/bekendte. 1. juledag er lidt en ting i provinsen, hvor ALLE seriøst er ude. Jeg prøver at lade være med at ærgre mig, for det får jeg jo intet ud af, men jeg har faktisk ikke været hverken fuld eller ude med mine venner siden nytårsaften, og jeg har glædet mig til i aften siden engang i sensommeren. Anyhow, jeg har skrevet til ham at de skal feste lidt for mig også, men at han meget gerne må prøve at forhindre at nogen af dem lige vil op og sige hej i deres brandert senere. Det magter jeg seriøst ikke.

Når jeg bliver rask passer det med at det er blevet forår, så jeg dagdrømmer om festlige nætter hvor det er lidt lunere i vejret og man kan høre fuglene, når man går hjem fra byen. Jeg skal huske at sørge for at gå mere ud i 2019 end i 2018 (okay, det kræver så kun jeg går ud én gang ), fremfor at arbejde hele tiden.

[heysamaysa]

nogle gange går det fremad og andre gange tilbage - det er som om der er nogen der fucker med os nogle gange


jeg fik for over 14 dage siden opereret en tand ud og har haft alle mulige komplikationer og såret efter tanden vil ikke hele hvilket giver nerversmereter og lige som jeg troede det gik bedre er det virkeligt gået ned af bakke idag! #€%€%#%#€#%#€% da også!!!


Så er desværre med på tilbagegangsvognen

Puha, søde du! Jeg havde bøvl med en visdomstand i sommer, der til sidst blev opereret akut ud ved vagttandlægen. Det var et helvede med de smerter, og særligt de sidste timer inden den kom ud, var jeg så desperat, at min kæreste til sidst lavede en tablet-cocktail der gjorde mig totalt skæv. Betingelsen var så også at han kørte mig til vagttandlægen med det samme, fremfor at vente til mandag, som jeg selv ville. I løbet af halvanden time fik jeg så hjernedødt ondt, at han kunne have forlangt hvadsomhelst, bare han ville fjerne smerten. Kan du ikke smertedækkes?

iburpofen+panodil+kodein hjælper desværre ikke noget mod nervesmerterne. Så skal jeg ud i noget antiepileptisk medicin der dæmper nerveimpulserne og det har jeg ikke helt modet på. Så jeg håber bare det snart går i orden!

smerter i tænder, ører og øjne er altså bare ikke for børn! eller voksne for den sags skyld

[Aima]

D. 25. var møgtræls, øjnene kløede helt hjernedødt, d. 26. var bedre, i går var virkelig fin og i dag svier øjnene bare helt skørt og er mere lyssensible end ellers. Kæreste har forklaret mig at sådan noget er fuldstændigt normalt, ‘fluktuationer’ eller sådan noget, men jeg har simpelthen så svært ved at acceptere at jeg ikke kan gennemskue dem. Det har egentligt været sådan hele 2018, at øjnene har været on/off, mest off, og jeg har spekuleret som en gal og brudt min hjerne og ført dagbog over cirka alt fra menstruation til kost til den shampoo jeg brugte, for at se om jeg kunne få øje på et mønster og knække koden og selv regne ud, hvorfor jeg så ofte ud af det blå fik så ondt. Det viste sig jo så at være en én ud af en million-forklaring, så den havde jeg sgu nok ikke selv lige gennemskuet. Faktisk havde jeg aldrig hørt om amøber før, andet end som et skældsord :flov:

Men det der med at være så goddamn forklaringssøgende er fandme lidt af en forbandelse sommetider, for der er jo bare ikke nødvendigvis nogen forklaring på, hvorfor i går var pissefin og i dag lader til at blive røv og nøgler. Altså udover det der fluktuation, som vistnok bare er et ord for at det går op og ned og sådan er det bare og lev med det.

Min hjerne er bare sådan her: Hvad lavede jeg i går? Hvad spiste jeg i går? Hvad tidspunkter behandlede jeg på? Har jeg skiftet tøj? Sengetøj? Har jeg skiftet vaskemiddelmærke? Luftede jeg ud? Hvad står radiatoren på? Hvad smurte jeg med? Hvad tid smurte jeg? Det er lige før, li-ge før, jeg bliver sådan en der begynder at forholde mig til wifi-stråling. Hej sølvpapirhat!

Nå, men bortset fra dét, så har jeg fået min menstruation for første gang siden september. Den strejkede i alt det her, så det er jo et godt tegn at både krop og hoved fungerer så meget, at den godt gider være med igen. Jeg har (selvfølgelig) spurgt kæreste om det kan spille ind på allergi-symptomerne, fik mit hade-lægesvar nummer ét: “det kan ikke udelukkes”. Bortset fra det blev han nærmest helt lykkelig, da jeg ringede og spurgte, altså fordi han cirka synes, det er den bedste nyhed siden lanceringen af den seneste iPhone, at jeg har fået min menstruation igen. Det er meget sødt han kærer sig sådan, men også lidt skørt, når det handler om menstruation

[Ado]

Det lyder til du har den skønneste kæreste, Aima. Åh, hvor er det godt for dig at du har ham.

Og så føler jeg virkelig pisse meget med dig. Jeg var ved at gå mentalt i brædderne ved en simpel lille øjenbetændelse. Så bare tanken om det du gennemgår....Uf.

[Aima]

Det lyder til du har den skønneste kæreste, Aima. Åh, hvor er det godt for dig at du har ham.

Og så føler jeg virkelig pisse meget med dig. Jeg var ved at gå mentalt i brædderne ved en simpel lille øjenbetændelse. Så bare tanken om det du gennemgår....Uf.

Tak, søde Ado

Ja, han er virkelig guld værd! Han har simpelhen været så sej i alt det her, både på den ene og anden måde. Jeg får sommetider lidt dårlig samvittighed over, at manden nærmest ikke har haft fri i over to måneder, og jeg begriber helt ærligt ikke, hvorfor han har insisteret på at være så meget hos mig, fremfor at tage nogle flere breaks hos sig selv. Jeg har gjort ret meget ud af at huske at nævne at det var fuldstændigt ok, hvis han fx. bare smuttede hjem efter arbejde, men selv efter travle døgnvagter hvor han måske sammenlagt har hvilet i to timer, er han kørt herud.

Jeg tror også at den der læge-ting har været lidt en forbandelse for ham ind i mellem. Da vi sad ovre på AUH og lægen derovre sagde, at han syntes, han kunne se noget på mine øjne, som han ikke kunne se 14 dage før, og nævnte det der amøbe-ord og at han gerne ville tage en biopsi, anede jeg ikke selv hvad det handlede om og var sådan lidt “ok”. I retrospekt kan jeg godt huske, at min kæreste lige rettede sig op i stolen. Da lægen gik for at hente grej til den biopsi, spurgte jeg min kæreste “er det noget, man kan blive blind af?”, og da var han sådan helt rolig “det kan man, men det bliver du ikke, du skal bare have den rigtige behandling”. Jeg ved, han bare har siddet og tænkt “fuck!”, men jeg har intet mærket.

Jeg anede heller intet om, hvad der ventede mig, efter biopsien. Lægen på AUH sagde, direkte citeret: “du skal nok forberede dig på, din dag bliver lidt ekstra træls”, og det er siden blevet sådan en intern joke mellem kæreste og mig. Hvis han fx. spørger mig til smerter “er det ‘lidt ekstra træls’ eller er det bare helt ad helvede til?”
Jeg fornemmede godt nok også, at det gik, øh, ret stærkt i bilen på vej hjem, og han holdt ind ved en tank og købte en banan og nogle pølsehorn og sagde lidt henkastet at det nok var en god idé jeg lige fik lidt i maven, men modsat mig selv som stadig var bedøvet, vidste han godt sådan nogenlunde, at det ikke er ‘lidt ekstra træls’, når man har fået taget en biopsi af hornhinden, og det var et spørgsmål om tid, inden jeg selv fandt ud af det. Han havde også sms’et min mor, om hun ikke lige ville smutte på apoteket og købe en håndfuld køleposer og smide dem i fryseren hos mig, for han vidste godt at de to jeg havde slet ikke ville række.

Jeg er slet ikke i tvivl om, han har været ret bekymret. Jeg er totalt imponeret over, hvordan han har kunne bevare overblikket og konstant været forudseende og stadig være den afgørende årsag til at jeg har følt mig ret tryg.

[Aima]

Min mor og stedfar holder nytårsmiddag med tre hold venner og alle pars voksne børn er altid velkomne, sådan har det været i 30 år. Den ældste generation handler sammen d. 30. og d. 31. mødes de efter frokost og bruger dagen på at pynte og lave mad sammen, og så er den yngre generation velkommen fra omkring dronningens tale. Jeg elsker det og jeg elsker de mennesker. Jeg har ikke selv noget nær familie udover min mor, men de her mennesker har været der før jeg blev født, været der for min mor da hun blev enke som 34-årig, taget godt imod da hun mødte mln stedfar fire år senere, været der da min bror døde i 2011 osv. Jeg har et mere familiært forhold til dem, end til mine biologiske onkler og tanter, og det var så skønt at være sammen med dem i aften også.

For to år siden holdt jeg også nytår med dem. Dengang havde jeg ikke fået den korrekte diagnose endnu, jeg var indstillet til transplantation og skulle til førundersøgelse d. 3 januar. Jeg fik aldrig den transplantation, de opdagede min keratoconus til den førundersøgelse. Og så sad jeg dér igen i aften, to år senere, uden at kunne se en skid og snakkede om de her latterlige øjne der sidenhen er blevet amøbe-hotel og hold kæft jeg synes det er irriterende, altså. Jeg overvejede, om jeg skulle forsøge at lægge lidt makeup, men jeg har samlet omkring fem en halv øjenvippe tilbage, øjenlågene er konstant hævede og huden fra øverst på kindbenet til øjenbrynet er rød og irriteret. Det er håbløst.

Mit fjæs bliver brugt på nogle bannere der står rundt omkring og reklamerer for min arbejdsplads, det projekt under kommunen, jeg er en del af. Ironisk nok blev de bannere smækket op den samme uge, som jeg blev syg (på en måde smart nok, så glemmer folk mig da ikke), og min ene ‘onkel’ havde taget et billede af ét han havde set somewhere. Det var sjovt og sødt nok, men jeg fik det også sådan lidt ærgerligt, for så sad vi der og gloede på billeder af mit smilende fjæs plastret ud på nogle kæmpe bannere, og det eneste jeg kunne tænke på var, well, sådan dér ser jeg ikke just ud for tiden. Det var egentlig ikke forfængelighedsfølelse som sådan, det var mere sådan et stik af noget tristhed over, hvornår jeg mon kommer til at kunne sidde og se sådan der nogenlunde normal og sød ud igen, og hvornår jeg mon igen kan passe det arbejde. Da de bannere blev stillet op rundtomkring sendte folk mig også billeder, men da var jeg så syg, at jeg var ligeglad. I aften mindede det mig om alt det jeg savner.

Nå, men det har været en dejlig aften og nat, og da jeg sagde til min mor, der aede mig spontant på kinden mens jeg var ved at fortælle et eller andet, at hun godt nok aede mig meget i dag, sagde hun, at hun bare syntes det var så fantastisk at se mig snakke og spise ligeså meget, som jeg plejer

Og nu er det 1. januar og jeg har det virkeligt godt med at alt det her decemberhalløj er ovre, for det er sgu træls at være syg, mens alle andre er ude og være julesociale og æde æbleskiver. Jeg tænker, at hvis jeg tæller ned fra 100, altså 100 dage fra nu, er jeg forhåbentligt ved at være et sted i forløbet hvor jeg kan begynde at se en ende på det.