FormerlyKnownAs skrev:For nogle uger siden fik jeg en både fysisk og mental forskrækkelse i form af en blodprop i hjernen. Det var i den milde ende da den kun var forbigående, men det er jo et vink med en vognstang. Jeg skal ændre nogle ting.
Jeg har aldrig levet super sundt, men heller ikke super usundt. Jeg er ret bevidst om mine usunde vaner og er nu så småt igang med ændringerne. Det er jeg nødt til.
Min far fik en rumperet aortasneurisme for 12 år siden, 100% livsstilsbetinget. Han overlevede, men har 117 andre skavanker fordi hans temmeligt overvægtige krop er bygget af 40 smøger om dagen i 50 år, spandevis af kaffe, alkolhol, primær kost af middelmådig karakter og absolut nul motion.
Min morbror døde af rumperet aneurisme. Arveligt.
Min kusine har noget hjerteballade. Arveligt, særligt for kvinder.
Jeg er snart 43, har brugt 12 år på fertilitetsbehandling, er i tidlig overgangsalder og pga. de to ting budt min krop lidt af hvert i mange år, inkl. en masse hormonbehandling som jeg ikke kan slippe lige foreløbig.
43 år, ungdom med røg og alkohol. Dog ingen røg i 20 år og alkohol i moderat mængde 1 gang om måneden. Kosten kan være bedre og bør være det. Jeg arbejder stille og roligt på det. Sodavand har jeg som den første rigtig dårlige vane givet helt slip på og savner det ikke. Slik, chips og snacks er min krykke og både et fysisk og mentalt drug som går tilbage til den der barndom hvor det gav en lille lykkefølelse i en utålelig tid. I dag er det en barnagtig dårlig vane. Det skal jeg give slip på. Og så er der motion. Jeg er virkelig inaktiv. Jeg kan egentlig meget godt lide at træne. Eller, jeg synes at det er røvsygt, men jeg kan lide resultatet. Lige nu er det bare ikke realistisk at inkorporere træningscenter i min hverdag. Jeg overvejer om jeg skal blive en af dem som går ture. Jeg finder det kedeligt, men målet må hellige midlet. Og så et yogahold en gang om ugen måske.
Mentalt er jeg egentlig ved at være i balance. Min barndom var ikke særlig lykkelig, det har jeg erkendt og affundet mig med. Mine forældre har jeg ikke kontakt til og det har været end ulideligt hård proces, men jeg er på den anden side.
Jobmæssigt har jeg fundet ro i at et job man er glad for og finder udfordrende nok også er meget godt, selvom det ikke opfylder ønskelisten 100%. Jeg har eftersøgt og afprøvet 100% jobbet og det findes slet ikke. Det har jeg affundet mig med og er tilpas og tilfreds med.
Mine børn har det godt og er glade.
Mit forhold til min mand kunne nok være bedre, det ligger primært på mine skuldre og det arbejder jeg på.
Den mentale ro prøver jeg at finde og indføre. Min telefon slukkes og lægges væk så snart jeg træder ind ad døren og tændes først når børnene sover. Jeg prøver at bruge så lidt tid som muligt på den ellers og laver, for mig, andre vigtigere ting- hus, håndarbejde og læse bøger.
Så, et wake-up call som jeg prøver at tage alvorligt uden at det skal blive for ophøjet eller gøre det til noget højtideligt. Men måske smart summen af det hele taget i betragtning og rettidig omhu.
Men det gør mig også nysgerrig på andres sunde vaner og hvad andre gør, har ændret, indført og fjernet. Stort som småt. Jeg håber at nogle af jer vil dele og måske inspirere mig til at se på nogle ting jeg ikke har overvejet.
Umiddelbart synes jeg, at dine tiltag lyder rigtigt godt. Pøj pøj med ændringen og god bedring efter forskrækkelsen.