Du har den værste smag i kvinder - EVER

[Liou]

Ordene er ikke mine, men kommer fra min kamerats kæreste, da jeg fortalte dem om, hvordan jeg tilbragte min lørdag. Altså i en bus 4 timer for at mødes med en pige, jeg har skrevet med on and off i flere måneder, kun for at ende med at hjælpe hende med at hente et pas, og så tage toget hjem igen... Uden sammenligning den værste date, jeg nogensinde har været på... og det siger eddermame ikke så lidt.

Og jeg sidder bare her forvirret og såret, og tænker "Hvad pokker skete der lige?". Vi snakker om en pige, som jagtede mig og ikke den anden vej rundt. Som holdt fast, da jeg var klar til at smutte, insisterede på at vi da skulle mødes, og til min store fortrydelse fik gravet nogle følelser frem, som jeg helt bevidst har forsøgt at udslette - netop fordi jeg ikke kan lide at blive såret. Og så ender det på den måde.

Jeg er virkelig begyndt at spekulere i, om hele den her ide med facebook grupper og dating appps er selvsabotage på højeste plan. Det her med at skrive med en person/snakke i telefon/over cam... der er bare et eller andet, der åbenbart går tabt. Og jeg hader det. Den her ting jeg efterhånden har oplevet alt for mange gange med at kvinder er varme og så er de pludselig kolde. Jeg beklager hvis det lyder sexistisk - Jeg er klar over at mange kvinder også er blevet såret i det her spil, men nu kan jeg jo i reglen kun se det fra mit eget synspunkt, altså det mandlige. Jeg har venner, der har oplevet lignende ting.

Jeg går ud fra, at hvad jeg forsøger at spørge om er, hvad der lige sker i sådan en situation? Hvorfor sker det? Hvad går der igennem hovedet på en kvinde, når hun åbenlyst virker glad (i mit tilfælde var det her endda ekstremt glad) og så pludselig nada? Hvordan kan det vende så hurtigt? Altså det er da også sket for mig, men så skyldes det udelukkende meget stor uoverenstemmelse med hendes billeder og virkeligheden (+40 kg/grov manipulation) eller meget anderledes personlighed fra telefon/cam kontra det virkelige liv. Og i sidstnævnte tilfælde har jeg forståelse for, at folk kan være nervøse, og derfor måske ikke lige er deres bedste jeg - så jeg bakker ikke ud efter første gang.

[Liou]

Ja, ved det godt. Jeg har flere bekendte, der har oplevet det samme - mange gange. Jeg er også med på, at det er svært at undgå. Jeg forsøger. Netop i form af tekst/telefon/cam og billedudveksling/snapchat som en form for helgradering men nej, der er øjensynlig ingen garantier. Derfor er jeg også begyndt at tænke, at man måske skulle gentænke hele den her ting med online dating.

Altså nej det var ikke meningen, at der skulle gå så længe. Det var lidt nogle særlige omstændigheder. Som jeg skrev, har vi snakket on and off. Så havde hun en kæreste, og så havde jeg selv noget kortvarrigt kørende med en anden, og så kom der det ene og det andet i vejen (afstanden komplicerede det samt at der var en aldersforskel, der også gjorde det lidt kompliceret). Normalt bestræber jeg mig på at mødes meget tidlig med folk (max 2 uger og helst mindre - ellers er jeg videre). Men netop fordi det stod på så længe, og jeg egentlig følte at jeg på en måde allerede kendte hende, havde jeg ikke lige set den komme. Nok også den primære grund til, at det lidt gør ondt. Og det der fik mig til at tænke om det her overhovedet er så god en ide.

Hun sagde det handlede om, at hun ikke var ovre sin eks (could be - hun har været ødelagt i længe over det) men så aftaler man ikke at mødes med en anden... specielt ikke nogen så langt væk. Vi skulle kun hente det, og så hjem til hende. Det var et ærinde. Men så besluttede hun sig lige undervejs, at det ikke var så god en ide, og jeg måtte tage hjem igen. Hun har skrevet siden dog. Hun var meget ked af det og undskyldte meget. Meeeen det kan jeg jo ikke bruge til super meget. Specielt ikke, når det var hende, der pressede på. Jeg var gladeligt blevet væk til hun var parat.

[Liou]

Jeg har mødtes med folk i den anden ende af landet før og været succesfuld - well succesfuld i min målestok i det mindste, jeg er jo stadig single. Og derfor havde jeg mod på at gøre det (trods venners advarsler). Men det her bliver nok også sidste gang. Det er et virkelig stort spild af min fritid. Jeg takkede nej til mine venner, for at kunne gøre det her.

Men egentlig er det ikke afstanden, der piner mig. Det er mængden af tid, jeg har brugt på det op til, og at hun fik mig ind på det spor (det romantiske) igen. Jeg har brugt online dating, fordi jeg bare synes det er nemmere. 2 år efter at jeg begyndte, har jeg intet fået ud af det, ud over uhyrlig mange dates og i bedste fald sex. Det kan fungere i den forstand. Men jeg er begyndt at tænke, at skulle det være... altså hvis man virkelig skulle finde kærligheden. Det kommer ikke til at ske på den måde.

[Mulan]

Hmm..
Mine umiddelbare tanker er, at du sætter en ret høj forventningsbarre om hvad der skal ske og derfor gerne gå "the extra mile"? Du skriver, at du føler, at du allerede kendte hende, fordi i har snakket sammen online on/off. Måske handler det om at være opmærksom på at forventningsafstemme med sig selv før du tager ud og møder nogen?
Altså sige til dig selv "Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, men jeg kommer til at møde et nyt menneske". Giv ikke mere end du er parat til at give gratis. Dvs. kør fx kun så langt du gider, uden du føler at indsatsen skal "opvejes" i den anden ende i form af kærlige ytringer, forventning om kemi og lign., for så kommer du kun til at blive skuffet igen og igen. Hold fast i dig selv og mød folk på halvvejen og ikke hvor du går alt for langt for et andet menneske ("jeg havde sagt nej til venner for dette") <-- det er jo ikke hende, som har bedt dig om at sige nej til dem?
Det virker lidt som om du havde en forventning om "noget for noget", "når nu jeg har sagt nej til venner og brugt tid og benzin på at køre hele vejen, så burde hun/det..." Den har jeg også selv lidt af. Det er den lille martyr, som ofrer sig for nogen, der ikke har bedt os om at ofre os og derfor bliver vi heller ikke belønnet og ender med at sidde frustrerede, skuffede og sårede tilbage.

Opsummerende: 1. Pas på dig -gå ikke længere end at det er gratis for dig. 2. Hvis det er alt for besværligt at mødes, så vil hun dig ikke nok. 3. Forvent kun at møde et nyt menneske. 4. Lad være med at "ofre dig"

Håber du kan bruge det til noget.

[Liou]

Jeg forsøger virkelig ikke at have forventninger. Det gør jeg altid. Men på nuværende tidspunkt må jeg også erkende, at afvisninger altid gør ondt, uanset hvor meget jeg mentalt forsøger at forberede mig på det. Jeg gav hende alle muligheder fra at springe fra. Mange gange endda. Selv da jeg sad på vej derover i bussen, og hun sagde, at hun var stresset/ikke havde det godt i dag, sagde jeg, at jeg kunne tage toget direkte hjem igen. Det ville jeg hellere have gjort - Det ville jeg ønske, at jeg havde gjort. Men hun reagerede nærmest ved at tikke og bede mig om at komme (Jeg overdriver ikke her). Hun var så hooked på det og jeg lod mig overtale selvom mit instinkt fortalte mig, at det var bedre at lade være. Og det i sig selv er et problem. Fordi jeg er blevet så meget mere forsigtig med det og hurtigt til at hoppe fra, så snart jeg kan lugte bare den svageste antydning af brand. Og det er heller ikke rimelig. Det betyder jo også, at jeg nogle gange dumper folk måske for tidligt, fordi jeg selv er pisse bange for at blive såret. Nogle gange har jeg følt mig som en kæmpe røv med det, men min mentalitet er blevet sådan lidt "Tjah hellere hende end mig". Og jeg spørger mig selv... går jeg glip af nogle ting, ved at handle på den måde? Men omvendt... når det så ender som igår... Det gør bare ondt hver gang, og for hver en sådan oplevelse jeg har, bliver jeg mere forsigtig og mere kold og kynisk i min måde at håndtere tingene på.

Den der med kemi er pisse irriterende. Den er jeg også løbet ind i mange gange, og jeg har aldrig rigtig forstået den, for jeg kan ikke selv afgøre det på en eller 2 dates. Hvis jeg afviser nogen, skyldes det altid at jeg bare ikke er tiltrukket af dem overhovedet og kan mærke, at jeg aldrig bliver det. Så det er hvad jeg har lært at tolke mangel på kemi som - manglende seksuel tiltrækning. Men selv hvis det var kemi (i ordets egentlige forstand), tror jeg ikke det var det det handlede om i lige den her situation. Vi snakkede fint sammen. Og det er heller ikke hvad hun selv siger. Hun sagde, at hun ville ønske vi havde gjort det her inden den ting med sin eks.

1. Nej du har ret. Nok sidste gang at jeg tager så langt væk for det. 2. Det var ikke besværligt. Jeg var den tilbageholdende den her gang, fordi jeg vidste hun var lidt emotionel ustabil pt. 3. Det er måske kernen i mit problem. Hvordan gør man overhovedet det? Det her med at gå ind til det helt uden forventninger? Jeg er ikke god til det.

Og jo tak. Det er værdsat :-)