avdotja skrev:Lemonella skrev:avdotja skrev:Lemonella skrev:Jeg må indrømme at min kæreste helt sikkert ville blive rigtig skuffet og ked af det, hvis jeg prioriterede en hund over ham til en nytårsaften. Det ville jeg aldrig gøre.
...
Nu blev det lige det her indlæg jeg citerede, selv om der er flere andre der giver udtryk for noget lignende:
For jeg er målløs
Det nogle debattører kalder "prioritere en hund over kæresten nytårsaften" er blandt en ikke ubetydelig del af befolkningen kendt under det noget anderledes klingende "være en ansvarlig hundeejer i forbindelse med nytårsaften".
Så du mener ikke, at fordi jeg kommer med den udtalelse, så kan jeg ikke være en ansvarlig hundeejer nytårsaften?
Nu findes der jo mange forskellige måder at være ansvarlig hundeejer på og der findes også mange måder at fejre nytåret på, både med og uden kærester og husdyr.
Så du behøver såmænd ikke være målløs på mine vegne. De andre i tråden, med samme type udtalelse som min., kan helt sikkert tale for dem selv.
Jeg sagde intet om at du ikke var en ansvarlig hundeejer. Men når man har en hund, så er man nød til at sørge for dens basale behov,
også nytårsaften. Har man en skudræd hund, kan det meget vel betyde at man ikke lige kan tage til stor nytårsfest sammen med kæresten. At du får det til at man “prioriterer hunden over kæresten” som ovenikøbet skulle blive “rigtig skuffet og ked af det” går simpelthen over min forstand.
Men jo, hvis du har efterladt en panisk hund alene hjemme nytårsaften, i et område med masser af fyrværkeri, velvidende at den er ekstremt bange for skyderi, udelukkende for at kunne være sammen med kæresten der gerne ville være til stor fest (og som ikke gad fejre nytår hjemme sammen med dig), så synes jeg faktisk ikke du har udvist det nødvendige ansvar som hundeejer.
Min sidste hund var pisse ligeglad med fyrværkeri. Han ville ud og pisse kl. 1, og så traskede vi ellers afsted på Nørrebro, hen på et grønt område ved en skole, hvor der ikke var nogen som fyrede af på ruten. Men indre København, herunder broerne (Nørrebro, Vesterbro osv.) er som en krigszone. Det er helt absurd. Jeg har været i indre Århus og Aalborg også, og de giver den også gas, men det måler sig ikke med Kbh.
Men ja, han skulle tisse, så det gjorde han mens det var på sit værste, og han ignorerede det helt.
Min nuværende hund er bange for fyrværkeri i meget slem grad. Jeg har et træningsprogram som vi følger hele året, lagt af en adfærdsbehandler. Vi er nu kommet dertil, hvor hun er cool med fyrværkeri på dvd og hvor et enkelt skudfra fx pistol er ok.
Men nytårsaften går hun i baglås. Det er for meget og for voldsomt og for længe.
Jeg har haft gjort det, at hun får noget beroligende gele ved tandkødet. Det er specielt udviklet til hunde med angst for lyde.
Hun tisser sidste gang under dronningens tale, hvor folk er relativt optaget. Jeg bruger hele dagen i de lyse timer på træning, aktivering og leg, så hun er fysisk og mentalt udmattet (bla særlig træning til formålet hos vores træner, hvor der også kommer andre hunde og sat en masse aktiviteter op).
Hun bliver også bundet med et tørklæde, det virker beroligende ligesom en thundershirt.
Og hele november og december måned spiller jeg fyrværkeri for hende, flere gange i ugen og tiltagende højere i volumen, så hun vænner sig lidt til det.
Min kæreste ved, hvor meget jeg gør. Så han ved også, det ikke er pga. manglende indsats.
Forrige år besøgte vi ham i hans gamle lejlighed i Kbh, det var mellem jul og nytår. Vi luftede hunden om aftenen. Nogen fyrede en raket af i nærheden, ikke på samme gade vi gik, men tæt nok på til at vi kunne høre den der pfffft lyd når den farer op, og så braget.
Min hund slap sin blære så al tis bare dryppede ned af benene og maven, for hun havde ikke nået at sætte sig. Så skreg hun og trak panisk i snoren, og da det ikke lykkedes at komme fri, forsøgte hun at kravle under alle biler på vejen, mens hun nærmest skrabede sig hen af jorden for at trygge sig flad. Hun var total ustyrlig.
Min kæreste tog hende op og bar hende hjem (selvom han blev fyldt med tis) hun rystede og skreg, og på vej op af trappen til hans hjem slap hendes tarm også, så der var tynd uforarbejdet lort hele vejen op.
Jeg måtte først sidde med hende i tre kvarter på badeværelset og kramme hende, hvilket gør hende super tryg, inden jeg kunne vaske hende og mig selv (Jeg blev fyldt med tis og lort). Bagefter kunne jeg så hjælpe min kæreste med at vaske trapperne, mens hans roommate trøstede hunden, der havde gemt sig under hans seng.
Hun ville ikke gå frivillig tur fra da af og henover nytåret, og det tog en måned før hun turde gå tur i mørke igen.
Det har som sagt taget 2 år at komme fra dét og til hvor vi er nu, men jeg vil ikke risikere, at hun falder tilbage.
Det forstår min kæreste og måske giver det her indblik en forståelse for, at jeg ikke bare lige kan knipse med fingrene eller servere hende en guldøl som nogle gør, og så er hun chill med raketter.