Indlægaf Bouje » 16. feb 2020, 10:19
Jeg tænker at løsningen er, at jeg ikke skriver om mit forhold herinde. Der er ikke nok progression, jeg sætter ikke grænser nok, når jeg sætter grænser, så vil jeg ændre manden, selv når jeg har skrevet positive opdateringer herinde tidligere, har folk påpeget negative ting. Ja, godt at I andre har styr på jeres forhold og ikke vil finde jer i noget som helst. Samtidig skriver mange debattører om egne forhold, som kan være i lignende tilstande og alligevel fortsætter de deres forhold. Hvorfor mon? Måske følelser har noget med det at gøre? Måske er det ikke så nemt at sige "farvel og tak", som man gør det til for andre? Måske man skulle tillægge den følelsesmæssig aspekt noget mere værdi, ligesom man netop gør ved sit eget forhold. Måske elsker jeg faktisk manden og vil flytte store dele af min verden for ham, men jeg kan ikke flytte alt pga. min søn, og derfor kæmper jeg for at finde den gyldne middelvej.
Der var en debattør, som skrev på et tidspunkt, at det måtte være ulideligt for mig. Jeg rettede hende ikke og det var nok en fejl, men mit liv er ikke ulideligt. Der var også en, som skrev at et forhold ikke kan basere sig på to timers hygge på en uge og igen var det en fejl ikke at rette hende, for der er vi heller ikke. Vi er faktisk slet ikke et sted, hvor man kan sige "stakkels barn" som der blev skrevet for nyligt. Det har jeg endda sagt flere gange og jeg er efterhånden på 3. år af læreruddannelsen, så jeg har faktisk også noget viden i bagagen, som gør, at jeg kan sige, at min vurdering er valid.
Jeg er helt okay, min søn er helt okay, min kæreste kæmper med nogle ting og vores forhold er skrøbeligt, men vi elsker hinanden og prøver at finde ud af det. Det er ikke så forskelligt fra andre herinde, men forskellen har så været, at jeg har været for usikker og delt alt for meget herinde. Både fordi jeg har delt for meget til at starte med, men også fordi jeg har svært ved ikke at svare, når folk så spørger yderligere ind og så bliver det hele bare meget langtrukket og problemerne kommer til at fylde rigtigt meget. Og det er ikke for at sige, at problemerne ikke eksisterer, for det gør de bestemt, men når de diskuteres herinde, så får de tillagt så meget mere værdi og kommer til at fylde mere end de egentligt gør i virkeligheden og det er et problem i sig selv.
Sådan sat groft op, så er der nu et narrativ om at jeg er i et ulideligt forhold, hvor jeg kun får to timers nærvær om ugen og mit barn tager skade. Hvorfor skrider hun ikke fra det, råber debatten? Det gør jeg jo så ikke, fordi det ikke er min virkelighed. Den er sjovt nok mere nuanceret end hvad der kan beskrives på et debatforum og mon ikke, at de fleste egentligt godt ved det, for de ved det i forhold til deres eget forhold. Men af en eller anden grund, så skal jeg makke ret og gøre som debatten ønsker og når jeg ikke gør, så får jeg at vide, at ... ja, læs bare Summers indlæg, hun skriver det jo så fint. Andre gange er det Irma-pigen eller Aragorn, der skriver det. Det er som regel lidt de samme folk, som skriver det, for de har jo gennemskuet, hvordan jeg fungerer. Eller de synes i hvert fald selv, at de har. Men de har dog ret i en ting og det er, at jeg selv sætter det hele i gang, og løsningen må være at lade være med det, selvom jeg synes, at jeg får meget god og brugbar feedback.
1