Bouje skrev:IrmaPigen skrev:Bouje skrev:Ego81 skrev:
I bund og grund finder jeg det virkelig provokerende, at du har det her forandringsprojekt i gang. Jeg kunne forstå det, hvis jeg han selv var kommet til dig og sagt, at hans levemåde er et problem, og han ved ikke, hvad han skal stille op. Men det er igen dig, som er initiativtager her. Jeg bliver provokeret, fordi jeg selv gjorde det samme med min eks. Jeg ville så gerne finde forklaringer og løsninger og klippe en hæl og hugge en tå, for så skulle tingene nok ændre sig og blive godt. Jeg tog også initiativ til at gå i parterapi, og at han kom i individuel terapi, og ja, på mit initiativ, for han synes jo ikke, at han skulle ændre sig (og det skulle han heller ikke...der var ikke noget galt med ham; vi ville bare forskellige ting med vores liv). I den individuelle terapi fandt han hurtigt frem til, at vi ikke passede sammen, og han behøvede ikke at ændre noget, og bum! så var det forhold slut.
Jeg fortryder egentlig ikke, at jeg prøvede, og at vi og han gik i terapi. Men jeg fortryder, at jeg ikke kunne acceptere, at han var, som han var, og det konstant var mig, som var speederen, og han var bremsen. Sådan et forhold vil jeg ikke have igen.
Hvis du bliver så provokeret af min situation kan du jo putte mig på ignore. Jeg tvinger ham ikke til noget. Han er fri til at flytte, hvis han vil. Men han vil faktisk gerne have en uddannelse og han vil faktisk gerne have en familie, så jeg går i hvert fald ikke imod hans ønsker. I sidste ende gør jeg reelt heller ikke særligt meget. Jeg forholder mig til at han har nogle vanskeligheder og prøver at blive bedre til at kommunikere med ham. Jeg sætter mine egne grænser op, som han må forholde sig til og mere gør jeg ikke. At andre opfatter det som et forandringsprojekt er ikke mit problem. Jeg er ked af at høre, at din eks valgte at smutte fra forholdet, mens du kæmpede, men jeg ved ikke rigtigt hvad det har med mig at gøre.
Jeg ser da bestemt ligheder.
Det forhold at din kærester ønsker børn osv betyder jo ikke at han ønsker at gøre det på din måde.
Ja, der er ligheder, men der er ligheder med så mange debattørers forhold (åh, I skulle lige vide hvor tit jeg tænker "det her er jo i samme boldgade, som jeg oplever eller endda værre" og det går folk ikke i spåner over, som de gør med mit forhold). Men ligefrem at være "virkelig provokeret"? Det er ens eget valg at læse, hvad jeg skriver og jeg har ikke skrevet noget træls til hende personligt. Selv da jeg svarede skrev jeg ikke noget træls til hende, men bare at det ikke havde noget at gøre med mig. Jeg mener i øvrigt, at jeg er ked af det på hendes veje, men kan bare ikke se, hvorfor jeg skal påduttes, at jeg er i gang med et forandringsprojekt, fordi hun har de oplevelser, som hun har. Det har jeg ikke gjort mod hende og det eneste jeg reelt har gjort "mod" min kæreste er at sige, at vi ikke skal være kærester, hvis han sover hele dagen og er oppe hele natten. Han er et voksent menneske og kan selv sige fra, hvis det er så forfærdeligt og tro mig, min kæreste er stædig nok til at sige fra.
Men tak for de røde kort, Ego og Irma. Det er så fin en farve.
Folk går ikke i spåner over dit forhold. De kommer med deres synspunkter, erfaringer, meninger osv. på det du vælger at skrive om herinde. Hvis dette er så træls, og du synes at folk er negative mht. dit forhold (som du jo har beklaget dig over flere gange), hvorfor bliver du så ved med at skrive om dit forhold herinde igen og igen, og om de samme ting? Jeg spørger fordi du efter kort tid - når du har skrevet et indlæg om dit forhold - virker utrolig irriteret over de svar og spørgsmål du får.