Partråden

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8874
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25434

Re: Partråden

Indlægaf Madam Pomfrey » 14. feb 2020, 16:10

En hel weekend med kæresten venter forude.
Han forslog at komme i aften istedet for imorgen middag, og han blir til søndag.
Formiddagen gik med kærlige og lækre beskeder :blush2: :fløjt: hold nu kæft den mand kan gøre mig blød i knæerne, og varm i kinderne.

Indimellem tror jeg næsten at det er løgn, at han findes, at han er min, at det hele bare er så nemt, godt og ligetil.
Men jeg er dog heller ikke i tvivl om at det her absolut er noget med fremtid, en god fremtid, og i et tempo der passer både ham og mig perfekt.
Han får mig til at smile, af glæde og lykke dagligt.
Og jeg kan mærke han har min ryg, at der er opbakning og støtte når jeg behøver det.

Vi er et godt par :lun:
20
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7454
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1758
Likede indlæg: 24344

Re: Partråden

Indlægaf Moxy-lady » 14. feb 2020, 18:47

Bouje skrev:
Zombie skrev:Han har lige været på studietur. Det lyder ikke som en med svær depression, hvor det er nærved umuligt at holde et normalt dagsmønster. Og han var vel vågen om dagen på den tur, hvilket viser, at hvis der er noget i det for ham, så kan han godt.

Jeg mener nu nok, han er et voksent menneske. Det burde være ham selv og ikke dig, der gik med disse overvejelser. Han burde selv sætte sig hos sin læge og beskrive sine udfordringer, som ødelægger hans studie og hans forhold, og få en henvisning eller lægens vurdering.
Det er dig, der presser på og undskylder og finder på ting, der kan være i vejen. Du er meget hans mor, selvom du ikke vil være det.

Men lige i den situation. Jeg har ikke glemt hans særheder og tendens til at underminere dig, men jeg tror virkelig, det blev blandet sammen med et behov fra bekræftelse fra hans side. Og jeg synes faktisk, det er synd for ham. Han er som han er, jeg tror faktisk det er begrænset hvad han egentlig selv kan gøre ved det. Det er ikke en undskyldning for hans opførsel, for mig er det et argument for, at du bør afslutte forholdet. Selv hvis han selv var entusiastisk omkring at få hjælp, hvilket han ikke er, er mit bud, det tager flere år før en bedring kan spores. Det synes jeg ikke er rimeligt at udsætte dig selv for.

Men altså. Han er som han er, han kan ikke gøre for det og han blev ked af det. Du har valgt ham til din kæreste; du behøver ikke give ham ret eller rykke din grænse, for at give ham et kram og sige, du gerne vil ham, når det åbenbart er sådan, du har det lige nu. Sig det dog til manden.


Jeg fik aldrig svaret dig, fordi jeg snakkede med ham hele eftermiddagen og så kom jeg ikke tilbage til det. Han sov faktisk fra et arrangement på turen, men jeg tror nu, at du har ret i, at han ikke er deprimeret. Han har også vist denne uge, at han kan holde et fint dagsmønster og det ville han næppe kunne, hvis han havde en depression.

Jeg er enig med dig i, at han burde selv opsøge hjælp, fordi han har nogle udfordringer som lige nu ødelægger forhold og studie, men jeg tror slet ikke, at han indser, at det står så skidt til. Mht. forhold, så kommer han fra en familie, hvor det er helt almindeligt at diskutere regelmæssigt, så at vi skændes opfatter han slet ikke som et problem på samme måde som jeg gør. Det er bare en del af hans hverdag, at man har en del diskussioner og jeg tror, at det er hans "normal" fra hans opvækst. Hvor jeg er opvokset med det total modsatte med forældre, der nærmest aldrig diskuterede.

Derudover med studiet, så er læreruddannelsen altså lidt finurlig, fordi niveauet og forventningerne er ret lave i løbet af semestrene, men eksamenerne noget mere krævende, hvilket Mistermor også har nævnt herinde på et tidspunkt. Han læser ikke mange lektier, men det er der mange på uddannelsen, som ikke gør, fordi man nemt kan slippe afsted med det. Der er han ikke så super meget forskellig fra andre på uddannelsen. Han har så dumpet flere eksamener, men det er en bestemt type eksamen han har svært ved (åbne skriftlige opgaver). Han er altid aktiv i timerne og er derfor "med" på mange punkter, selvom han ikke læser så mange lektier. Dvs. hans uddannelse sejler ikke som sådan, selvom det godt kan lyde sådan, når han er dumpet flere gange. Irma-pigen skrev også, at han burde bruge sine fridage på at læse op på stoffet for at bestå reeksamen, men sådan fungerer det slet ikke for pågældende eksamen. Det var en praktikeksamen, hvor han skulle skrive fem sider om et valgfrit emne fra hans praktik med valgfri teori. Ergo bestemmer han helt selv hvad det drejer sig om og der er ikke et helt pensum at læse op på, så at bruge en masse tid på at læse en masse er slet ikke relevant for den eksamen. Han kunne derimod bare godt komme i gang med at lave opgaven, men den skal først afleveres til april og det er altså bare menneskeligt, at motivationen ikke lige er der til at gøre det, når den først skal afleveres om to måneder. Nu oplevede jeg hans opgaveskrivning på sidelinjen sidste gang og jeg har gennemskuet hvor problemet ligger og derfor er jeg bekymret, fordi der kommer større opgaver til sommer, som også er åbne skriftlige opgaver. Men sådan noget er altså også lettere at se udefra og når det ikke er et problem i hverdagen, fordi uddannelsen er, som den er, så tror jeg slet ikke, at han tænker, at hans uddannelse er i fare. Jeg tror dog at det går op for ham til april, når han skal lave sin opgave og han stadig har ligeså svært ved det.

Men jeg tog som sagt en snak med ham i søndags og jeg sagde direkte til ham, at vi ikke skulle være kærester, hvis han sov længere end til kl. 12. Jeg har virkelig ville undgå at skulle sætte et tidspunkt på, men jeg tror simpelthen at det er for ukonkret for ham uden tidspunkt. Selvom jeg weekenden før havde sagt, at det var fint, som han havde sovet i den weekend, hvor han stod op kl. 11.30 begge dage, så havde han ikke fanget, at min grænse var omkring middag. Det ved han så nu. Han syntes stadig at det er træls, at jeg skal bestemme, hvornår han skal sove, men jeg sagde igen, som jeg havde sagt før han sagde sin lejlighed op, at det var fordi han ikke havde en stopklods. Enten så sov han alt for længe og så var jeg utilfreds eller så satte jeg en grænse på, som han kunne vælge at gå med til, men hvis det var et problem for ham, så skulle vi ikke være sammen.

Jeg sagde også til ham, at jeg var bekymret for hans uddannelse, fordi han ikke virkede til at læse lektier overhovedet og jeg spurgte om han havde søgt hjælp i forbindelse med reeksamen, da han jo selv havde sagt, at han overvejede det. Han tog det ikke så godt og spurgte om jeg havde søgt hjælp til at tabe mig (jeg skal tabe mig før vi kan komme i fertilitetsbehandling) og jeg svarede, at jeg faktisk får hjælp, da jeg går ved en psykolog. Det sagde han ikke så meget til og vi afsluttede samtalen, hvorefter han gik ind i et andet rum og læste lektier resten af dagen. De har en 400 siders engelsk bog, som de skulle læse og den læste han så resten af dagen og dagen efter, hvor han blev færdig (han var dog halvvejs, da han havde læst i forbindelse med transport på turen). Så det har da ramt ham lidt, hvad jeg sagde.

Der har ikke været problemer i løbet af ugen. Han har været meget opmærksom og kærlig, ligesom den mand, jeg blev forelsket i. Han har også være i gang med lektier. Og i går snakkede vi med vores fælles studieveninde, som er sammen med en mand, som drikker og selvom han siger, at det bliver bedre nærmest hver dag, så bliver det ikke bedre. Der var hans råd til hende: "Du skal gøre som M og sige, at du ikke vil have det. Hun har sagt til mig, at jeg ikke skal sove til efter kl. 12, for så vil hun ikke være kærester med mig." Så nu ved jeg, at det endelig er trængt ind. Så må vi se hvordan det går.

Så situationen er noget anderledes end før studieturen, hvor jeg var parat til at gå fra ham. Men det skyldtes jo også hans totale ansvarsfralæggelse i den samtale, hvor jeg fik skylden for hans sovevaner. Det var en virkelig WTF-samtale og slet ikke lig de samtaler vi har haft bagefter. Jeg endte også med at tage en anden tilgang til det, end det jeg skrev herinde. Jeg skrev om fire punkter og jeg tror som sådan også, at de er vejen frem, men jeg valgte at gøre det noget mindre bombastisk end "Velkommen hjem, jeg tror du har Asperger". Derudover er jeg også i tvivl om hvor meget Asperger han er. Han har uden tvivl autistiske træk, men når jeg læser mere omkring voksne med Asperger i forbindelse med den facebook-gruppe, jeg tidligere har nævnt herinde, så bliver jeg i tvivl, om han har træk nok til at have en diagnose. Så jeg vil hellere fokusere på de træk, han faktisk har, end en evt. diagnose. Hjælp synes jeg dog stadig, at han skal have, så det er stadig et mål.

Jeg har snakket med min psykolog igen i denne uge og det er rigtigt godt at vende tingene med hende. Hun syntes, at det er rigtigt godt, at jeg får sagt ordentligt fra og at der er noget læring i det for mig, fordi jeg ikke er god til det. Hun foreslår nogle konkrete ting mht. hvordan jeg kan forbedre vores kommunikation og minder mig om, at jeg har flere ressourcer at trække på end jeg selv tror. Hun er god til at være neutral om vores forhold og hun har hjulpet mig med at indse hvor lidt vi forstår hinanden. Jeg ved godt, at hun skal forholde sig rimelig neutralt til situationen, men jeg har alligevel en tro på, at når hun ikke siger til mig, at det er helt håbløst, så er det fordi, at det er realistisk, at vi kan finde en vej sammen. Men der er stadig noget af en vej forude før vi er dér, hvor vi kan planlægge barn sammen. Jeg kommer ikke til at gøre det samme som min studieveninde, som nu er gravid og forlovet med en mand, som drikker, selvom hun ikke vil giftes og have barn med en mand, som drikker. Der er stadig nogle ting, som vi skal have styr på og så skal han også vise, at han kan holde et ordentligt sovemønster inden vi skal i gang med fertilitetsbehandling.


Jeg synes du har fat i noget af det rigtige her.
Min kæreste og jeg flyttede fra provinsen til provinsen-provinsen i efteråret. Det gjorde vi fordi vi var blevet forældre og vores lejlighed var for lille (og fyldt med skimmelsvamp) til at vi kunne bo der med hende. Min kæreste ville gerne til København eller som minimum blive i Roskilde, men jeg (for det var mig der sørgede for at blive skrevet op mm) fik ikke tilbudt nogle lejligheder i de byer. Ergo, vi måtte tage hvad vi kunne få. Min kæreste har aspergers, og er tilbøjelig til sort/hvid tankegang og har det meget svært med forandring. Men eftersom han ikke selv kunne fremtrylle en acceptabel lejlighed så måtte han finde ud af om han ville med eller ej. Han flyttede med men var ikke særlig glad for det, og til sidst fik jeg nok. Jeg fortalte ham at jeg var færdig med at føle at jeg skulle undskylde eller have dårlig samvittighed. Lejligheden havde været problematisk i årevis, uden at han havde ageret på det, for at prøve at finde noget han gerne ville flytte til, det gjorde han ikke. Han er en voksen mand og jeg tvinger ham ikke til noget - han fik valget at flytte med eller blive boende, No hard feelings. Han valgte at flytte med, og det var så hans eget ansvar og han var færdig med at være pigefornærmet eller indebrændt over det, for ellers var *jeg* færdig. Det gider jeg ikke leve i. Tag et ansvar for det liv du lever, ingen tvinger dig til noget.
Der har intet været siden, selvom jeg ved at han stadig ikke er integreret landsbybo. Jeg er stadig skrevet op til lejligheder i byen, og hvis der dukker noget op, ser vi på det. Det er mit kompromis. Og igen, hvis han ikke kan holde det ud, så har han valget at flytte. Jeg holder ikke på ham. Nogle gange må man lige huske dem på at de skal tage deres big-boy pants på og selv tage ansvar for deres liv. Meget få ting er tvungne. Husk ham på det næste gang han brokker sig over at du tvinger ham til at leve som en del af en familie.

(jeg synes i øvrigt at vægtkommentaren er mega røvet, og virkelig grim. Jeg var blevet smadder vred og ked af det, hvis jeg var dig)
20
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
Contrast
Indlæg: 2067
Tilmeldt: 21. jan 2016, 18:24
Kort karma: 208
Likede indlæg: 6064

Re: Partråden

Indlægaf Contrast » 14. feb 2020, 19:21

Ja, den kommentar med vægten studsede jeg virkelig også over! Jeg håber virkelig du sagde fra over for det Bouje. Og ikke noget med "jamen han har jo ret i at jeg skal tabe mig for at komme i fertilitetsbehandling" yada yada, for i den kontekst er det altså virkelig under bæltestedet.
10
Inge Færch Schott
Brugeravatar
Aragorn
Indlæg: 7273
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 1552
Likede indlæg: 22964

Re: Partråden

Indlægaf Aragorn » 14. feb 2020, 19:22

Moxy-lady skrev:
Bouje skrev:
Zombie skrev:Han har lige været på studietur. Det lyder ikke som en med svær depression, hvor det er nærved umuligt at holde et normalt dagsmønster. Og han var vel vågen om dagen på den tur, hvilket viser, at hvis der er noget i det for ham, så kan han godt.

Jeg mener nu nok, han er et voksent menneske. Det burde være ham selv og ikke dig, der gik med disse overvejelser. Han burde selv sætte sig hos sin læge og beskrive sine udfordringer, som ødelægger hans studie og hans forhold, og få en henvisning eller lægens vurdering.
Det er dig, der presser på og undskylder og finder på ting, der kan være i vejen. Du er meget hans mor, selvom du ikke vil være det.

Men lige i den situation. Jeg har ikke glemt hans særheder og tendens til at underminere dig, men jeg tror virkelig, det blev blandet sammen med et behov fra bekræftelse fra hans side. Og jeg synes faktisk, det er synd for ham. Han er som han er, jeg tror faktisk det er begrænset hvad han egentlig selv kan gøre ved det. Det er ikke en undskyldning for hans opførsel, for mig er det et argument for, at du bør afslutte forholdet. Selv hvis han selv var entusiastisk omkring at få hjælp, hvilket han ikke er, er mit bud, det tager flere år før en bedring kan spores. Det synes jeg ikke er rimeligt at udsætte dig selv for.

Men altså. Han er som han er, han kan ikke gøre for det og han blev ked af det. Du har valgt ham til din kæreste; du behøver ikke give ham ret eller rykke din grænse, for at give ham et kram og sige, du gerne vil ham, når det åbenbart er sådan, du har det lige nu. Sig det dog til manden.


Jeg fik aldrig svaret dig, fordi jeg snakkede med ham hele eftermiddagen og så kom jeg ikke tilbage til det. Han sov faktisk fra et arrangement på turen, men jeg tror nu, at du har ret i, at han ikke er deprimeret. Han har også vist denne uge, at han kan holde et fint dagsmønster og det ville han næppe kunne, hvis han havde en depression.

Jeg er enig med dig i, at han burde selv opsøge hjælp, fordi han har nogle udfordringer som lige nu ødelægger forhold og studie, men jeg tror slet ikke, at han indser, at det står så skidt til. Mht. forhold, så kommer han fra en familie, hvor det er helt almindeligt at diskutere regelmæssigt, så at vi skændes opfatter han slet ikke som et problem på samme måde som jeg gør. Det er bare en del af hans hverdag, at man har en del diskussioner og jeg tror, at det er hans "normal" fra hans opvækst. Hvor jeg er opvokset med det total modsatte med forældre, der nærmest aldrig diskuterede.

Derudover med studiet, så er læreruddannelsen altså lidt finurlig, fordi niveauet og forventningerne er ret lave i løbet af semestrene, men eksamenerne noget mere krævende, hvilket Mistermor også har nævnt herinde på et tidspunkt. Han læser ikke mange lektier, men det er der mange på uddannelsen, som ikke gør, fordi man nemt kan slippe afsted med det. Der er han ikke så super meget forskellig fra andre på uddannelsen. Han har så dumpet flere eksamener, men det er en bestemt type eksamen han har svært ved (åbne skriftlige opgaver). Han er altid aktiv i timerne og er derfor "med" på mange punkter, selvom han ikke læser så mange lektier. Dvs. hans uddannelse sejler ikke som sådan, selvom det godt kan lyde sådan, når han er dumpet flere gange. Irma-pigen skrev også, at han burde bruge sine fridage på at læse op på stoffet for at bestå reeksamen, men sådan fungerer det slet ikke for pågældende eksamen. Det var en praktikeksamen, hvor han skulle skrive fem sider om et valgfrit emne fra hans praktik med valgfri teori. Ergo bestemmer han helt selv hvad det drejer sig om og der er ikke et helt pensum at læse op på, så at bruge en masse tid på at læse en masse er slet ikke relevant for den eksamen. Han kunne derimod bare godt komme i gang med at lave opgaven, men den skal først afleveres til april og det er altså bare menneskeligt, at motivationen ikke lige er der til at gøre det, når den først skal afleveres om to måneder. Nu oplevede jeg hans opgaveskrivning på sidelinjen sidste gang og jeg har gennemskuet hvor problemet ligger og derfor er jeg bekymret, fordi der kommer større opgaver til sommer, som også er åbne skriftlige opgaver. Men sådan noget er altså også lettere at se udefra og når det ikke er et problem i hverdagen, fordi uddannelsen er, som den er, så tror jeg slet ikke, at han tænker, at hans uddannelse er i fare. Jeg tror dog at det går op for ham til april, når han skal lave sin opgave og han stadig har ligeså svært ved det.

Men jeg tog som sagt en snak med ham i søndags og jeg sagde direkte til ham, at vi ikke skulle være kærester, hvis han sov længere end til kl. 12. Jeg har virkelig ville undgå at skulle sætte et tidspunkt på, men jeg tror simpelthen at det er for ukonkret for ham uden tidspunkt. Selvom jeg weekenden før havde sagt, at det var fint, som han havde sovet i den weekend, hvor han stod op kl. 11.30 begge dage, så havde han ikke fanget, at min grænse var omkring middag. Det ved han så nu. Han syntes stadig at det er træls, at jeg skal bestemme, hvornår han skal sove, men jeg sagde igen, som jeg havde sagt før han sagde sin lejlighed op, at det var fordi han ikke havde en stopklods. Enten så sov han alt for længe og så var jeg utilfreds eller så satte jeg en grænse på, som han kunne vælge at gå med til, men hvis det var et problem for ham, så skulle vi ikke være sammen.

Jeg sagde også til ham, at jeg var bekymret for hans uddannelse, fordi han ikke virkede til at læse lektier overhovedet og jeg spurgte om han havde søgt hjælp i forbindelse med reeksamen, da han jo selv havde sagt, at han overvejede det. Han tog det ikke så godt og spurgte om jeg havde søgt hjælp til at tabe mig (jeg skal tabe mig før vi kan komme i fertilitetsbehandling) og jeg svarede, at jeg faktisk får hjælp, da jeg går ved en psykolog. Det sagde han ikke så meget til og vi afsluttede samtalen, hvorefter han gik ind i et andet rum og læste lektier resten af dagen. De har en 400 siders engelsk bog, som de skulle læse og den læste han så resten af dagen og dagen efter, hvor han blev færdig (han var dog halvvejs, da han havde læst i forbindelse med transport på turen). Så det har da ramt ham lidt, hvad jeg sagde.

Der har ikke været problemer i løbet af ugen. Han har været meget opmærksom og kærlig, ligesom den mand, jeg blev forelsket i. Han har også være i gang med lektier. Og i går snakkede vi med vores fælles studieveninde, som er sammen med en mand, som drikker og selvom han siger, at det bliver bedre nærmest hver dag, så bliver det ikke bedre. Der var hans råd til hende: "Du skal gøre som M og sige, at du ikke vil have det. Hun har sagt til mig, at jeg ikke skal sove til efter kl. 12, for så vil hun ikke være kærester med mig." Så nu ved jeg, at det endelig er trængt ind. Så må vi se hvordan det går.

Så situationen er noget anderledes end før studieturen, hvor jeg var parat til at gå fra ham. Men det skyldtes jo også hans totale ansvarsfralæggelse i den samtale, hvor jeg fik skylden for hans sovevaner. Det var en virkelig WTF-samtale og slet ikke lig de samtaler vi har haft bagefter. Jeg endte også med at tage en anden tilgang til det, end det jeg skrev herinde. Jeg skrev om fire punkter og jeg tror som sådan også, at de er vejen frem, men jeg valgte at gøre det noget mindre bombastisk end "Velkommen hjem, jeg tror du har Asperger". Derudover er jeg også i tvivl om hvor meget Asperger han er. Han har uden tvivl autistiske træk, men når jeg læser mere omkring voksne med Asperger i forbindelse med den facebook-gruppe, jeg tidligere har nævnt herinde, så bliver jeg i tvivl, om han har træk nok til at have en diagnose. Så jeg vil hellere fokusere på de træk, han faktisk har, end en evt. diagnose. Hjælp synes jeg dog stadig, at han skal have, så det er stadig et mål.

Jeg har snakket med min psykolog igen i denne uge og det er rigtigt godt at vende tingene med hende. Hun syntes, at det er rigtigt godt, at jeg får sagt ordentligt fra og at der er noget læring i det for mig, fordi jeg ikke er god til det. Hun foreslår nogle konkrete ting mht. hvordan jeg kan forbedre vores kommunikation og minder mig om, at jeg har flere ressourcer at trække på end jeg selv tror. Hun er god til at være neutral om vores forhold og hun har hjulpet mig med at indse hvor lidt vi forstår hinanden. Jeg ved godt, at hun skal forholde sig rimelig neutralt til situationen, men jeg har alligevel en tro på, at når hun ikke siger til mig, at det er helt håbløst, så er det fordi, at det er realistisk, at vi kan finde en vej sammen. Men der er stadig noget af en vej forude før vi er dér, hvor vi kan planlægge barn sammen. Jeg kommer ikke til at gøre det samme som min studieveninde, som nu er gravid og forlovet med en mand, som drikker, selvom hun ikke vil giftes og have barn med en mand, som drikker. Der er stadig nogle ting, som vi skal have styr på og så skal han også vise, at han kan holde et ordentligt sovemønster inden vi skal i gang med fertilitetsbehandling.


Jeg synes du har fat i noget af det rigtige her.
Min kæreste og jeg flyttede fra provinsen til provinsen-provinsen i efteråret. Det gjorde vi fordi vi var blevet forældre og vores lejlighed var for lille (og fyldt med skimmelsvamp) til at vi kunne bo der med hende. Min kæreste ville gerne til København eller som minimum blive i Roskilde, men jeg (for det var mig der sørgede for at blive skrevet op mm) fik ikke tilbudt nogle lejligheder i de byer. Ergo, vi måtte tage hvad vi kunne få. Min kæreste har aspergers, og er tilbøjelig til sort/hvid tankegang og har det meget svært med forandring. Men eftersom han ikke selv kunne fremtrylle en acceptabel lejlighed så måtte han finde ud af om han ville med eller ej. Han flyttede med men var ikke særlig glad for det, og til sidst fik jeg nok. Jeg fortalte ham at jeg var færdig med at føle at jeg skulle undskylde eller have dårlig samvittighed. Lejligheden havde været problematisk i årevis, uden at han havde ageret på det, for at prøve at finde noget han gerne ville flytte til, det gjorde han ikke. Han er en voksen mand og jeg tvinger ham ikke til noget - han fik valget at flytte med eller blive boende, No hard feelings. Han valgte at flytte med, og det var så hans eget ansvar og han var færdig med at være pigefornærmet eller indebrændt over det, for ellers var *jeg* færdig. Det gider jeg ikke leve i. Tag et ansvar for det liv du lever, ingen tvinger dig til noget.
Der har intet været siden, selvom jeg ved at han stadig ikke er integreret landsbybo. Jeg er stadig skrevet op til lejligheder i byen, og hvis der dukker noget op, ser vi på det. Det er mit kompromis. Og igen, hvis han ikke kan holde det ud, så har han valget at flytte. Jeg holder ikke på ham. Nogle gange må man lige huske dem på at de skal tage deres big-boy pants på og selv tage ansvar for deres liv. Meget få ting er tvungne. Husk ham på det næste gang han brokker sig over at du tvinger ham til at leve som en del af en familie.

(jeg synes i øvrigt at vægtkommentaren er mega røvet, og virkelig grim. Jeg var blevet smadder vred og ked af det, hvis jeg var dig)


Jeg ser det egentlig mest som to mennesker der river hinandens dårlige sider i næsen på hinanden. Hun siger 'din personlighed er forkert og bør ændres så den passer til noget andet. Du taler en masse men der sker ikke noget'. Han svarer 'hvorfor er det kun mig der skal ændre noget, når du heller ikke gør noget med synlig forandring'.

Det er en ondskabsfuld stemning. Jeg ville personligt helst kaldes tyk end at have at vide min personlighed er dårlig. Man kan altid tabe sig.

Jeg har eksempelvis tabt lidt over 8 kg siden 1/1. Men jeg er stadig et røvhul.
5

Essen meine sheisse. Schmäct gut, jah?
All poopoo times are peepee times, but not all peepee times are poopoo times.
Brugeravatar
Bouje
Indlæg: 1567
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 878
Likede indlæg: 5688

Re: Partråden

Indlægaf Bouje » 14. feb 2020, 19:34

Den kommentar ramte mig slet ikke, for det var så tydeligt bare et forsvar, fordi jeg sagde det til ham og da jeg netop kunne sige, at jeg faktisk havde rakt ud efter hjælp, så var det så perfekt et eksempel på hvad han burde gøre; Række ud efter hjælp. Men det var da en nedern kommentar, ingen tvivl om det.
2
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7454
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1758
Likede indlæg: 24344

Re: Partråden

Indlægaf Moxy-lady » 14. feb 2020, 20:05

Aragorn skrev:
Moxy-lady skrev:
Bouje skrev:
Zombie skrev:Han har lige været på studietur. Det lyder ikke som en med svær depression, hvor det er nærved umuligt at holde et normalt dagsmønster. Og han var vel vågen om dagen på den tur, hvilket viser, at hvis der er noget i det for ham, så kan han godt.

Jeg mener nu nok, han er et voksent menneske. Det burde være ham selv og ikke dig, der gik med disse overvejelser. Han burde selv sætte sig hos sin læge og beskrive sine udfordringer, som ødelægger hans studie og hans forhold, og få en henvisning eller lægens vurdering.
Det er dig, der presser på og undskylder og finder på ting, der kan være i vejen. Du er meget hans mor, selvom du ikke vil være det.

Men lige i den situation. Jeg har ikke glemt hans særheder og tendens til at underminere dig, men jeg tror virkelig, det blev blandet sammen med et behov fra bekræftelse fra hans side. Og jeg synes faktisk, det er synd for ham. Han er som han er, jeg tror faktisk det er begrænset hvad han egentlig selv kan gøre ved det. Det er ikke en undskyldning for hans opførsel, for mig er det et argument for, at du bør afslutte forholdet. Selv hvis han selv var entusiastisk omkring at få hjælp, hvilket han ikke er, er mit bud, det tager flere år før en bedring kan spores. Det synes jeg ikke er rimeligt at udsætte dig selv for.

Men altså. Han er som han er, han kan ikke gøre for det og han blev ked af det. Du har valgt ham til din kæreste; du behøver ikke give ham ret eller rykke din grænse, for at give ham et kram og sige, du gerne vil ham, når det åbenbart er sådan, du har det lige nu. Sig det dog til manden.


Jeg fik aldrig svaret dig, fordi jeg snakkede med ham hele eftermiddagen og så kom jeg ikke tilbage til det. Han sov faktisk fra et arrangement på turen, men jeg tror nu, at du har ret i, at han ikke er deprimeret. Han har også vist denne uge, at han kan holde et fint dagsmønster og det ville han næppe kunne, hvis han havde en depression.

Jeg er enig med dig i, at han burde selv opsøge hjælp, fordi han har nogle udfordringer som lige nu ødelægger forhold og studie, men jeg tror slet ikke, at han indser, at det står så skidt til. Mht. forhold, så kommer han fra en familie, hvor det er helt almindeligt at diskutere regelmæssigt, så at vi skændes opfatter han slet ikke som et problem på samme måde som jeg gør. Det er bare en del af hans hverdag, at man har en del diskussioner og jeg tror, at det er hans "normal" fra hans opvækst. Hvor jeg er opvokset med det total modsatte med forældre, der nærmest aldrig diskuterede.

Derudover med studiet, så er læreruddannelsen altså lidt finurlig, fordi niveauet og forventningerne er ret lave i løbet af semestrene, men eksamenerne noget mere krævende, hvilket Mistermor også har nævnt herinde på et tidspunkt. Han læser ikke mange lektier, men det er der mange på uddannelsen, som ikke gør, fordi man nemt kan slippe afsted med det. Der er han ikke så super meget forskellig fra andre på uddannelsen. Han har så dumpet flere eksamener, men det er en bestemt type eksamen han har svært ved (åbne skriftlige opgaver). Han er altid aktiv i timerne og er derfor "med" på mange punkter, selvom han ikke læser så mange lektier. Dvs. hans uddannelse sejler ikke som sådan, selvom det godt kan lyde sådan, når han er dumpet flere gange. Irma-pigen skrev også, at han burde bruge sine fridage på at læse op på stoffet for at bestå reeksamen, men sådan fungerer det slet ikke for pågældende eksamen. Det var en praktikeksamen, hvor han skulle skrive fem sider om et valgfrit emne fra hans praktik med valgfri teori. Ergo bestemmer han helt selv hvad det drejer sig om og der er ikke et helt pensum at læse op på, så at bruge en masse tid på at læse en masse er slet ikke relevant for den eksamen. Han kunne derimod bare godt komme i gang med at lave opgaven, men den skal først afleveres til april og det er altså bare menneskeligt, at motivationen ikke lige er der til at gøre det, når den først skal afleveres om to måneder. Nu oplevede jeg hans opgaveskrivning på sidelinjen sidste gang og jeg har gennemskuet hvor problemet ligger og derfor er jeg bekymret, fordi der kommer større opgaver til sommer, som også er åbne skriftlige opgaver. Men sådan noget er altså også lettere at se udefra og når det ikke er et problem i hverdagen, fordi uddannelsen er, som den er, så tror jeg slet ikke, at han tænker, at hans uddannelse er i fare. Jeg tror dog at det går op for ham til april, når han skal lave sin opgave og han stadig har ligeså svært ved det.

Men jeg tog som sagt en snak med ham i søndags og jeg sagde direkte til ham, at vi ikke skulle være kærester, hvis han sov længere end til kl. 12. Jeg har virkelig ville undgå at skulle sætte et tidspunkt på, men jeg tror simpelthen at det er for ukonkret for ham uden tidspunkt. Selvom jeg weekenden før havde sagt, at det var fint, som han havde sovet i den weekend, hvor han stod op kl. 11.30 begge dage, så havde han ikke fanget, at min grænse var omkring middag. Det ved han så nu. Han syntes stadig at det er træls, at jeg skal bestemme, hvornår han skal sove, men jeg sagde igen, som jeg havde sagt før han sagde sin lejlighed op, at det var fordi han ikke havde en stopklods. Enten så sov han alt for længe og så var jeg utilfreds eller så satte jeg en grænse på, som han kunne vælge at gå med til, men hvis det var et problem for ham, så skulle vi ikke være sammen.

Jeg sagde også til ham, at jeg var bekymret for hans uddannelse, fordi han ikke virkede til at læse lektier overhovedet og jeg spurgte om han havde søgt hjælp i forbindelse med reeksamen, da han jo selv havde sagt, at han overvejede det. Han tog det ikke så godt og spurgte om jeg havde søgt hjælp til at tabe mig (jeg skal tabe mig før vi kan komme i fertilitetsbehandling) og jeg svarede, at jeg faktisk får hjælp, da jeg går ved en psykolog. Det sagde han ikke så meget til og vi afsluttede samtalen, hvorefter han gik ind i et andet rum og læste lektier resten af dagen. De har en 400 siders engelsk bog, som de skulle læse og den læste han så resten af dagen og dagen efter, hvor han blev færdig (han var dog halvvejs, da han havde læst i forbindelse med transport på turen). Så det har da ramt ham lidt, hvad jeg sagde.

Der har ikke været problemer i løbet af ugen. Han har været meget opmærksom og kærlig, ligesom den mand, jeg blev forelsket i. Han har også være i gang med lektier. Og i går snakkede vi med vores fælles studieveninde, som er sammen med en mand, som drikker og selvom han siger, at det bliver bedre nærmest hver dag, så bliver det ikke bedre. Der var hans råd til hende: "Du skal gøre som M og sige, at du ikke vil have det. Hun har sagt til mig, at jeg ikke skal sove til efter kl. 12, for så vil hun ikke være kærester med mig." Så nu ved jeg, at det endelig er trængt ind. Så må vi se hvordan det går.

Så situationen er noget anderledes end før studieturen, hvor jeg var parat til at gå fra ham. Men det skyldtes jo også hans totale ansvarsfralæggelse i den samtale, hvor jeg fik skylden for hans sovevaner. Det var en virkelig WTF-samtale og slet ikke lig de samtaler vi har haft bagefter. Jeg endte også med at tage en anden tilgang til det, end det jeg skrev herinde. Jeg skrev om fire punkter og jeg tror som sådan også, at de er vejen frem, men jeg valgte at gøre det noget mindre bombastisk end "Velkommen hjem, jeg tror du har Asperger". Derudover er jeg også i tvivl om hvor meget Asperger han er. Han har uden tvivl autistiske træk, men når jeg læser mere omkring voksne med Asperger i forbindelse med den facebook-gruppe, jeg tidligere har nævnt herinde, så bliver jeg i tvivl, om han har træk nok til at have en diagnose. Så jeg vil hellere fokusere på de træk, han faktisk har, end en evt. diagnose. Hjælp synes jeg dog stadig, at han skal have, så det er stadig et mål.

Jeg har snakket med min psykolog igen i denne uge og det er rigtigt godt at vende tingene med hende. Hun syntes, at det er rigtigt godt, at jeg får sagt ordentligt fra og at der er noget læring i det for mig, fordi jeg ikke er god til det. Hun foreslår nogle konkrete ting mht. hvordan jeg kan forbedre vores kommunikation og minder mig om, at jeg har flere ressourcer at trække på end jeg selv tror. Hun er god til at være neutral om vores forhold og hun har hjulpet mig med at indse hvor lidt vi forstår hinanden. Jeg ved godt, at hun skal forholde sig rimelig neutralt til situationen, men jeg har alligevel en tro på, at når hun ikke siger til mig, at det er helt håbløst, så er det fordi, at det er realistisk, at vi kan finde en vej sammen. Men der er stadig noget af en vej forude før vi er dér, hvor vi kan planlægge barn sammen. Jeg kommer ikke til at gøre det samme som min studieveninde, som nu er gravid og forlovet med en mand, som drikker, selvom hun ikke vil giftes og have barn med en mand, som drikker. Der er stadig nogle ting, som vi skal have styr på og så skal han også vise, at han kan holde et ordentligt sovemønster inden vi skal i gang med fertilitetsbehandling.


Jeg synes du har fat i noget af det rigtige her.
Min kæreste og jeg flyttede fra provinsen til provinsen-provinsen i efteråret. Det gjorde vi fordi vi var blevet forældre og vores lejlighed var for lille (og fyldt med skimmelsvamp) til at vi kunne bo der med hende. Min kæreste ville gerne til København eller som minimum blive i Roskilde, men jeg (for det var mig der sørgede for at blive skrevet op mm) fik ikke tilbudt nogle lejligheder i de byer. Ergo, vi måtte tage hvad vi kunne få. Min kæreste har aspergers, og er tilbøjelig til sort/hvid tankegang og har det meget svært med forandring. Men eftersom han ikke selv kunne fremtrylle en acceptabel lejlighed så måtte han finde ud af om han ville med eller ej. Han flyttede med men var ikke særlig glad for det, og til sidst fik jeg nok. Jeg fortalte ham at jeg var færdig med at føle at jeg skulle undskylde eller have dårlig samvittighed. Lejligheden havde været problematisk i årevis, uden at han havde ageret på det, for at prøve at finde noget han gerne ville flytte til, det gjorde han ikke. Han er en voksen mand og jeg tvinger ham ikke til noget - han fik valget at flytte med eller blive boende, No hard feelings. Han valgte at flytte med, og det var så hans eget ansvar og han var færdig med at være pigefornærmet eller indebrændt over det, for ellers var *jeg* færdig. Det gider jeg ikke leve i. Tag et ansvar for det liv du lever, ingen tvinger dig til noget.
Der har intet været siden, selvom jeg ved at han stadig ikke er integreret landsbybo. Jeg er stadig skrevet op til lejligheder i byen, og hvis der dukker noget op, ser vi på det. Det er mit kompromis. Og igen, hvis han ikke kan holde det ud, så har han valget at flytte. Jeg holder ikke på ham. Nogle gange må man lige huske dem på at de skal tage deres big-boy pants på og selv tage ansvar for deres liv. Meget få ting er tvungne. Husk ham på det næste gang han brokker sig over at du tvinger ham til at leve som en del af en familie.

(jeg synes i øvrigt at vægtkommentaren er mega røvet, og virkelig grim. Jeg var blevet smadder vred og ked af det, hvis jeg var dig)


Jeg ser det egentlig mest som to mennesker der river hinandens dårlige sider i næsen på hinanden. Hun siger 'din personlighed er forkert og bør ændres så den passer til noget andet. Du taler en masse men der sker ikke noget'. Han svarer 'hvorfor er det kun mig der skal ændre noget, når du heller ikke gør noget med synlig forandring'.

Det er en ondskabsfuld stemning. Jeg ville personligt helst kaldes tyk end at have at vide min personlighed er dårlig. Man kan altid tabe sig.

Jeg har eksempelvis tabt lidt over 8 kg siden 1/1. Men jeg er stadig et røvhul.


:lol: men du er et mindre røvhul : :-D
6
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
Moxy-lady
Indlæg: 7454
Tilmeldt: 11. aug 2015, 10:18
Kort karma: 1758
Likede indlæg: 24344

Re: Partråden

Indlægaf Moxy-lady » 14. feb 2020, 20:11

Bouje skrev:Den kommentar ramte mig slet ikke, for det var så tydeligt bare et forsvar, fordi jeg sagde det til ham og da jeg netop kunne sige, at jeg faktisk havde rakt ud efter hjælp, så var det så perfekt et eksempel på hvad han burde gøre; Række ud efter hjælp. Men det var da en nedern kommentar, ingen tvivl om det.


Bliver du ikke bekymret for hvad dit forhold lærer din søn, indimellem? Jeg er med på at han ikke er vidne til det hele, og han overhørte sikkert heller ikke ovenstående kommentar. Men bare det at du ikke bliver ramt af den eller siger fra tyder jo på en slags hverdag i at hans default reaktion er at gå til angreb og angribe dig på dine ømme punkter. Dette, og kold tavshed eller ignorering af den anden, som du også har beskrevet er bare ikke sundt for børn at vokse op i. Been there, done that, got the t-shirt. Har været i terapi I årevis for at lære at passe på mig selv, og ikke blive for længe i usunde forhold.

Jeg ville have det anderledes med dit projekt med at gøre din kæreste til en partner, hvis det kun var jer to. I har det der famøse valg; det har din søn ikke.
7
My world 12-10-18 :lun:
Brugeravatar
Bouje
Indlæg: 1567
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 878
Likede indlæg: 5688

Re: Partråden

Indlægaf Bouje » 14. feb 2020, 20:40

Moxy-lady skrev:
Bouje skrev:Den kommentar ramte mig slet ikke, for det var så tydeligt bare et forsvar, fordi jeg sagde det til ham og da jeg netop kunne sige, at jeg faktisk havde rakt ud efter hjælp, så var det så perfekt et eksempel på hvad han burde gøre; Række ud efter hjælp. Men det var da en nedern kommentar, ingen tvivl om det.


Bliver du ikke bekymret for hvad dit forhold lærer din søn, indimellem? Jeg er med på at han ikke er vidne til det hele, og han overhørte sikkert heller ikke ovenstående kommentar. Men bare det at du ikke bliver ramt af den eller siger fra tyder jo på en slags hverdag i at hans default reaktion er at gå til angreb og angribe dig på dine ømme punkter. Dette, og kold tavshed eller ignorering af den anden, som du også har beskrevet er bare ikke sundt for børn at vokse op i. Been there, done that, got the t-shirt. Har været i terapi I årevis for at lære at passe på mig selv, og ikke blive for længe i usunde forhold.

Jeg ville have det anderledes med dit projekt med at gøre din kæreste til en partner, hvis det kun var jer to. I har det der famøse valg; det har din søn ikke.


Jeg oplever som sagt ikke den kommentar som et problem. Aragorn beskriver det ret godt. Vi var efter hinanden og det jeg sagde kom forud for hvad han sagde. Hvis det han sagde var så forfærdeligt, så var det, jeg sagde, også forfærdeligt. Det er ikke fordi jeg er blevet kold eller ikke kan sige fra, men fordi kommentaren i sin kontekst slet ikke havde den betydning, som I andre tillægger den.

Min søn var slet ikke hjemme og han oplever meget lidt af det her. Men han har selvfølgelig oplevet trykket stemning undervejs, fordi min kæreste har været tøsesur, og det ville være at lyve for mig selv, hvis jeg sagde andet. Jeg ved fra mit tidligere forhold, at han bestemt opfanger ting og nu er han endda blevet en del ældre. Men jeg vurderer at der lige nu ikke sker noget, som vil belaste ham for livet, fordi han kun har oplevet det nogle få gange. Men det skal som sagt ikke fortsætte sådan. Min kæreste er vant til et vis "konfliktniveau" i sin familie, men det accepterer jeg ikke. Både fordi det er skadeligt for børnene, men også fordi jeg ikke gider det drama.
1
Brugeravatar
Zonta
Indlæg: 8516
Tilmeldt: 19. mar 2016, 08:36
Kort karma: 1293
Likede indlæg: 15144

Re: Partråden

Indlægaf Zonta » 14. feb 2020, 20:56

Bouje skrev:.......

Bare lige et input til det med, at han ikke har en depression, fordi han kan holde en normal hverdagsrytme. Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg er selv diagnosticeret med en moderat depression (og i behandling) som har stået på on/off i årevis. 99% af dagene kommer jeg op og afsted på arbejde i fin tid, går i seng til normal tid og får vores hjem til at fungere sådan rimeligt. Til gengæld er mit overskud til andre ting så også temmelig begrænset. Men han kan sagtens være deprimeret samtidig med at han kan opretholde en normal dagsrytme.
5
J, juli 2018.
Jammerdalen
Indlæg: 776
Tilmeldt: 6. feb 2016, 19:14
Kort karma: 133
Likede indlæg: 1001

Re: Partråden

Indlægaf Jammerdalen » 14. feb 2020, 21:14

Bouje skrev:
Zombie skrev:Jeg skrev om fire punkter og jeg tror som sådan også, at de er vejen frem, men jeg valgte at gøre det noget mindre bombastisk end "Velkommen hjem, jeg tror du har Asperger". Derudover er jeg også i tvivl om hvor meget Asperger han er. Han har uden tvivl autistiske træk, men når jeg læser mere omkring voksne med Asperger i forbindelse med den facebook-gruppe, jeg tidligere har nævnt herinde, så bliver jeg i tvivl, om han har træk nok til at have en diagnose. Så jeg vil hellere fokusere på de træk, han faktisk har, end en evt. diagnose. Hjælp synes jeg dog stadig, at han skal have, så det er stadig et mål.


Jeg kan selvfølgelig ikke tage stilling til hvad din kæreste har, men jeg kan fortælle, at jeg kender til folk med autisme, der lyder væsentlige mere velfungerende end din kæreste. Jeg har f.eks. en veninde med autisme, som er en ansvarfuld mor til 6 børn. Hun er smilende, velgestikulerende, selvkritisk, reflekteret, har stor selvindsigt osv. Autisme kan være enormt svær at spotte, fordi mange er gode til at maskere og fordi det mest handler om den indre - og for andre - usynlige tilstand. Jeg ved ikke om du kan se på Pernille Ålund og hende datter (skuespiller fra badehotellet) at de begge har Aspergers, men ved blot at høre dem snakke og gestikulere, kan jeg personligt ikke se noget på dem. Og udadtil virker de jo meget velfungerende. Man kan sjældent udlede ret meget af sterotype diagnosebeskrivelser, for der er alt for mange, der falder igennem.
3
Brugeravatar
Bouje
Indlæg: 1567
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 878
Likede indlæg: 5688

Re: Partråden

Indlægaf Bouje » 14. feb 2020, 21:16

Zonta skrev:
Bouje skrev:.......

Bare lige et input til det med, at han ikke har en depression, fordi han kan holde en normal hverdagsrytme. Det ene udelukker ikke det andet.

Jeg er selv diagnosticeret med en moderat depression (og i behandling) som har stået på on/off i årevis. 99% af dagene kommer jeg op og afsted på arbejde i fin tid, går i seng til normal tid og får vores hjem til at fungere sådan rimeligt. Til gengæld er mit overskud til andre ting så også temmelig begrænset. Men han kan sagtens være deprimeret samtidig med at han kan opretholde en normal dagsrytme.


Ja, det har du ret i. Jeg har også haft en depression, mens jeg tog på arbejde hver dag og hjemmefronten sejlede. Men jeg ville anerkende Zombies indlæg om at han ikke var svært deprimeret og at jeg godt er klar over, at det lyder som om, at jeg opfinder diagnoser for at forklare hans adfærd. Men depressionstanken kommer faktisk også af, at han ikke har spillet så meget figurspil de sidste par måneder. Han plejer at være god til at komme afsted og hygge sig med både figurspil og bordrollespil og det har der ikke været meget af på det seneste. Jeg synes også, at han plejer at bruge sin tid ved computeren mere balanceret med forskellige ting og på det sidste har det mest bare været League of Legends. Samtidig er det tydeligt for mig, at han er mere træt end han plejer at være og han bruger meget tid i sengen/på sofaen. Han påstår, at han ikke sover hele tiden, men det er fordi han godt kan lide at ligge under dynen og se på sin mobil, men igen er det mobilen og "det nemme" han gør. Tjekker facebook, ser videoer og læser debatindlæg, osv. Alt sammen noget, der ikke kræver noget af ham. Jeg nævnte i øvrigt for ham i søndags, at jeg havde bemærket, at han ikke spillede så meget mere, men han sagde ikke så meget til det. Han har dog allerede siden taget initiativ til en del, som kunne tyde på, at han ikke er så ramt, men jeg er opmærksom på, at det stadig er en mulighed.
0
Brugeravatar
Bouje
Indlæg: 1567
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 878
Likede indlæg: 5688

Re: Partråden

Indlægaf Bouje » 14. feb 2020, 21:28

Jammerdalen skrev:
Bouje skrev:
Zombie skrev:Jeg skrev om fire punkter og jeg tror som sådan også, at de er vejen frem, men jeg valgte at gøre det noget mindre bombastisk end "Velkommen hjem, jeg tror du har Asperger". Derudover er jeg også i tvivl om hvor meget Asperger han er. Han har uden tvivl autistiske træk, men når jeg læser mere omkring voksne med Asperger i forbindelse med den facebook-gruppe, jeg tidligere har nævnt herinde, så bliver jeg i tvivl, om han har træk nok til at have en diagnose. Så jeg vil hellere fokusere på de træk, han faktisk har, end en evt. diagnose. Hjælp synes jeg dog stadig, at han skal have, så det er stadig et mål.


Jeg kan selvfølgelig ikke tage stilling til hvad din kæreste har, men jeg kan fortælle, at jeg kender til folk med autisme, der lyder væsentlige mere velfungerende end din kæreste. Jeg har f.eks. en veninde med autisme, som er en ansvarfuld mor til 6 børn. Hun er smilende, velgestikulerende, selvkritisk, reflekteret, har stor selvindsigt osv. Autisme kan være enormt svær at spotte, fordi mange er gode til at maskere og fordi det mest handler om den indre - og for andre - usynlige tilstand. Jeg ved ikke om du kan se på Pernille Ålund og hende datter (skuespiller fra badehotellet) at de begge har Aspergers, men ved blot at høre dem snakke og gestikulere, kan jeg personligt ikke se noget på dem. Og udadtil virker de jo meget velfungerende. Man kan sjældent udlede ret meget af sterotype diagnosebeskrivelser, for der er alt for mange, der falder igennem.


Det er lige netop også derfor, at jeg ikke vil afskrive ham pga. en evt. diagnose, for det er ikke nødvendigvis en dom for at han aldrig kommer til at beherske de her ting, som han ikke helt kan endnu. Min kæreste er i øvrigt også smilende og velgestikulerende. I går mødte to fra min nye billedkunst studiegruppe ham efter at jeg havde beklaget mig lidt over ham og de sagde at han var så sød og imødekommende og var egentligt lidt overrasket, når jeg nu havde beklaget mig sådan. Så udadtil er han også velfungerende på mange måder, men som det ofte er med psykiske lidelser, så er det hjemme, at facaderne falder og det er dem tættest på, som mærker til det.

Jeg er slet ikke i stand til at vurdere om han har symptomer nok til en diagnose, men jeg oplever at han har autistiske træk og derfor synes jeg også, at han skal søge hjælp. Men lige nu er det en del af diagnosen, at man skal kunne påvise, at der var symptomer som barn og det har jeg intet belæg for at vide om der var.
0
Jammerdalen
Indlæg: 776
Tilmeldt: 6. feb 2016, 19:14
Kort karma: 133
Likede indlæg: 1001

Re: Partråden

Indlægaf Jammerdalen » 14. feb 2020, 21:35

Bouje skrev:
Jammerdalen skrev:
Bouje skrev:
Zombie skrev:Jeg skrev om fire punkter og jeg tror som sådan også, at de er vejen frem, men jeg valgte at gøre det noget mindre bombastisk end "Velkommen hjem, jeg tror du har Asperger". Derudover er jeg også i tvivl om hvor meget Asperger han er. Han har uden tvivl autistiske træk, men når jeg læser mere omkring voksne med Asperger i forbindelse med den facebook-gruppe, jeg tidligere har nævnt herinde, så bliver jeg i tvivl, om han har træk nok til at have en diagnose. Så jeg vil hellere fokusere på de træk, han faktisk har, end en evt. diagnose. Hjælp synes jeg dog stadig, at han skal have, så det er stadig et mål.


Jeg kan selvfølgelig ikke tage stilling til hvad din kæreste har, men jeg kan fortælle, at jeg kender til folk med autisme, der lyder væsentlige mere velfungerende end din kæreste. Jeg har f.eks. en veninde med autisme, som er en ansvarfuld mor til 6 børn. Hun er smilende, velgestikulerende, selvkritisk, reflekteret, har stor selvindsigt osv. Autisme kan være enormt svær at spotte, fordi mange er gode til at maskere og fordi det mest handler om den indre - og for andre - usynlige tilstand. Jeg ved ikke om du kan se på Pernille Ålund og hende datter (skuespiller fra badehotellet) at de begge har Aspergers, men ved blot at høre dem snakke og gestikulere, kan jeg personligt ikke se noget på dem. Og udadtil virker de jo meget velfungerende. Man kan sjældent udlede ret meget af stereotype diagnosebeskrivelser, for der er alt for mange, der falder igennem.


Det er lige netop også derfor, at jeg ikke vil afskrive ham pga. en evt. diagnose, for det er ikke nødvendigvis en dom for at han aldrig kommer til at beherske de her ting, som han ikke helt kan endnu. Min kæreste er i øvrigt også smilende og velgestikulerende. I går mødte to fra min nye billedkunst studiegruppe ham efter at jeg havde beklaget mig lidt over ham og de sagde at han var så sød og imødekommende og var egentligt lidt overrasket, når jeg nu havde beklaget mig sådan. Så udadtil er han også velfungerende på mange måder, men som det ofte er med psykiske lidelser, så er det hjemme, at facaderne falder og det er dem tættest på, som mærker til det.

Jeg er slet ikke i stand til at vurdere om han har symptomer nok til en diagnose, men jeg oplever at han har autistiske træk og derfor synes jeg også, at han skal søge hjælp. Men lige nu er det en del af diagnosen, at man skal kunne påvise, at der var symptomer som barn og det har jeg intet belæg for at vide om der var.


Jeg synes også, at det er en god strategi at fokusere på de træk, der udgør et problem. Den manglende døgnrytme kan f.eks. tyde på at han har ringe tidsfornemmelse og/eller problemer med de eksekutive funktioner. Jeg har selv problemer med sidstnævnte og kan i den grad genkende din kærestes tendens til at bytte om på dag og nat. Jeg gør det som regel ikke fordi jeg har tre børn - men det kan sagtens smutte. Jeg har det simpelthen for godt om aftenen, hvor alt er roligt. Min 10 årige søn, som også har diagnoser og massive vanskeligheder med de eksekutive funktioner har samme tendens. Når der ikke er skærmtid sidder han oppe hele natten. Det er et meget udbredt fænomen blandt neuro-atypiske personer.
1
Brugeravatar
Bouje
Indlæg: 1567
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 878
Likede indlæg: 5688

Re: Partråden

Indlægaf Bouje » 14. feb 2020, 22:09

Jammerdalen skrev:
Jeg synes også, at det er en god strategi at fokusere på de træk, der udgør et problem. Den manglende døgnrytme kan f.eks. tyde på at han har ringe tidsfornemmelse og/eller problemer med de eksekutive funktioner. Jeg har selv problemer med sidstnævnte og kan i den grad genkende din kærestes tendens til at bytte om på dag og nat. Jeg gør det som regel ikke fordi jeg har tre børn - men det kan sagtens smutte. Jeg har det simpelthen for godt om aftenen, hvor alt er roligt. Min 10 årige søn, som også har diagnoser og massive vanskeligheder med de eksekutive funktioner har samme tendens. Når der ikke er skærmtid sidder han oppe hele natten. Det er et meget udbredt fænomen blandt neuro-atypiske personer.


Jeg har tidligere også læst om eksekutive funktioner og vurderet, at det er dem, som han er ramt på. Især hans vanskeligheder med skolearbejdet rammer rigtigt godt, når man læser om de vanskeligheder man kan have, når man har udfordringer med de eksekutive funktioner. Planlægning, organisering, selvregulering, arbejdshukommelse, igangsætning, indlæring, fastholdelse og gennemførelse af de nødvendige trin i en arbejdsproces osv. Jeg har netop også tænkt for nyligt, at hans søvnmønster kan være påvirket af det og at det ikke nødvendigvis er fordi han ikke vil tilpasse sig familielivet, men at det bare er en dårlig undskyldning, fordi han ikke helt ved, hvad der foregår, når han ikke evner at gå i seng. Det er også en af grundene til at jeg har valgt grænsen til kl. 12 og ikke kl. 10, som jeg egentligt synes er mere passende, men lige nu er der bare noget på spil, som stikker dybere end at han bare skal tage sig sammen. Jeg vil ikke sætte en grænse, som bliver for svær for ham, når jeg ved at han ikke på nogen måde gør det i ond vilje.

Han skal dog tage sig sammen til at få hjælp og lige netop tage ansvar for sit liv, som Moxy-Lady skriver.
0
Brugeravatar
Viskelæder
Indlæg: 4601
Tilmeldt: 26. dec 2015, 21:22
Kort karma: 1469
Likede indlæg: 11937

Re: Partråden

Indlægaf Viskelæder » 14. feb 2020, 23:58

Men hvis nu det er en grad af autisme, så er der jo ikke behandling af det som sådan. Altså den måde man som oftest "behandler" det, er, at man fokuserer på, hvordan man kan få omgivelserne til at tilpasse sig personen med autisme, ikke omvendt, fordi det kan han ikke ret meget. Så man fokuserer på, hvordan man kan finde en passende uddannelse, aktivitetsbehov for hverdagen, struktur, at forberede og indstille sig på forandringer osv. osv., gerne med hjælp fra en kontaktperson mv.

Det kan være, du er fuldt ud klar over det, Bouje, for det lyder til, at du sætter dig ind i tingene. Jeg frygter bare, at der kan ligge et håb i, at han kan få en diagnose, gå i behandling og så blive bedre, for sådan er det jo ikke rigtigt. Det ville mere være, at du så får den vished om årsagen til hans vanskeligheder, som du lyder til at mangle, og måske er det også løsning nok for dig, men det vil stadig i høj grad være dig og jeres liv, der ville skulle tilpasse sig ham.

Hvis man helt konkret tager eksemplet med vanskeligheder med eksekutive funktioner, så vil disse ikke ændre sig eller forbedres, men omgivelserne og hans hverdag ville skulle tilpasse sig, at han har en udfordring her.
(Jeg har arbejdet med at lave psykologiske vurderinger og IQ tests af autister, og der er vurderingen altid, at hverdagen/arbejdet/pårørende skal tilpasse sig ham med fx tydelige, klare, korte beskeder, arbejde af kortere interval, ingen deadlines osv. - men det kan selvfølgelig være en anden grad af det end med din kæreste, HVIS han overhovedet ligger indenfor det spektrum.)
10

Tilbage til "Forhold og sex"