Partråden

[Kaffe]

Beklager, jeg så ikke dit seneste indlæg, Marioneta. Der uddyber du nogle af de ting, jeg indirekte spørger til i indlægget over dette.

[1234]

Det er en oplagt mulighed for ham at øve sig i at snakke mere med sine venner om følelser. Så du ikke trækker læsset alene. Det er en slem tendens nogle mænd har, at deres kæreste/kone skal have hele læsset, fordi de ikke har lært at snakke følelser med deres kammerater. Men det er aldrig for sent at lære og det er meget sundere end at brænde inde med det når single og slide på sin partner i forholdet.

Det kan godt være det bare er mig, men jeg må indrømme jeg ikke rigtig forstår det her forslag.
Min mand er da også den, som primært bærer det følelsesmæssig for mig.
Og jeg vil da altid gå til ham først med altid. Det er godt nok sjældent jeg bruger mine venner til den slags.
Og jeg ville blive meget skuffet, hvis min mand begyndt primært at bruge sine venner til at snakke om følelser med.

Hej,
Ja, jeg fik ikke skrevet de sædvanlige disclaimers.

Min pointe er ikke, at han fra nu af skal flytte alt følelsesmæssigt over på sine venner og lukke sin partner ude. Det mener jeg heller ikke, jeg lagde op til?

Jeg tror, at hvis arbejdet fylder meget, så kan det være sundt nok at "dampe af" og snakke om det (så længe man også handler, hvis det er i lang tid, man ikke trives osv.).

Men jeg mener også, at det *kan* blive for meget for ens partner, som det er tilfældet her. Og så ville det være rigtig godt, hvis manden har nogle andre, han kan snakke med om det her.

En del mænd - og det baserer jeg på studier på området, man nemt finder med google og lidt kildekritik - har dog svært ved at snakke med andre mænd om deres følelser. Og så kan det pludselig skabe en dum situation, hvor de enten kan dele alle deres følelser med deres partner - eller slet ikke.
Så alt efter, om han falder ind i denne gruppe af mænd, kan det være en venlig støtte at lægge op til, at han måske vover pelsen og snakker med sine venner også. Måske har de brugbar erfaring og sparring, eller har også lortejobs, eller andet. Og som minimum får han spredt "byrden" (ansvaret/delagtiggørelsen/name it) lidt ud, så det ikke er hans kone, der skal bære det hele, når nu det påvirker hende negativt.

Jeg tænker, at man selv kan vurdere, om ens mand har behov for sådan et forslag eller om man bare skal sige lidt fra, eller hvordan.

Det er ikke det samme som at sløjfe deling af alle følelser eller hinanden som den primære fortrolige.

Ja der er vi nok bare forskellige. Jeg vil gerne bære hele byrden så og sige. Jeg vil gerne være hans klippe og jeg har faktisk ikke lyst til at dele den opgave med andre.
Altså min mand må da gerne snakke med andre alt det han lyster og det ved jeg han også gør, men jeg ville aldrig opfordre ham til læsse af hos andre for at gøre min byrde mindre. Medmindre det var fordi han skulle løse et specifikt problem han havde med en anden person.

[Patience]

Alle par er jo forskellige og det vigtige må være at finde en måde at være sammen på som begge trives med.
For min kæreste og jeg har det været helt naturligt - vi har helt ærligt aldrig nogensinde snakket om vores måde at være sammen på - det var bare sådan det var naturligt for os. Vi ligner hinanden enormt meget lige med det.
For jer er der nogle udfordringer, men det betyder ikke, at I ikke kan finde frem til en form der virker for jer.
Måske kræver det at I begge kommer lidt ud af jeres komfortzone og at I tænker lidt ud af boksen i forhold til aktiviteter.

Vi er meget forskellige og det giver udfordringer og har især givet mange misforståelser. Min eks og jeg klikkede bedre fra start, men vi begyndte ret hurtigt at leve hver vores liv, så selvom vi havde en nemmere start end i mit nuværende forhold, så synes jeg allerede nu, at jeg er blevet dybere følelsesmæssigt forbundet med min kæreste end jeg gjorde med min eks. Min eks ville mig gerne, men han gravede ikke rigtigt dybere end det øverste lag og viste ikke meget interesse, så jeg viste heller ikke så meget af mig selv. Det er som om at min kæreste graver, fordi han gerne vil lære mig at kende og nogle gange er jeg faktisk lidt modvillig, fordi jeg ikke er vant til den dybde.

Det er klart - det er jo farligt og sårbart at åbne op for de dybere lag. Og særligt når man ikke har været vant til det.
Men det er det der skal til, hvis man skal nå hinanden. Men det er okay, at man lige skal øve sig lidt og tage mod til sig.
Jeg har heller aldrig været god til at åbne op for de rigtigt sårbare ting - men med min kæreste har jeg bare altid oplevet at blive fuldstændig grebet, når jeg har åbnet mig - og så bliver det nemmere med tiden.

[Zombie]

Det er en oplagt mulighed for ham at øve sig i at snakke mere med sine venner om følelser. Så du ikke trækker læsset alene. Det er en slem tendens nogle mænd har, at deres kæreste/kone skal have hele læsset, fordi de ikke har lært at snakke følelser med deres kammerater. Men det er aldrig for sent at lære og det er meget sundere end at brænde inde med det når single og slide på sin partner i forholdet.

Det kan godt være det bare er mig, men jeg må indrømme jeg ikke rigtig forstår det her forslag.
Min mand er da også den, som primært bærer det følelsesmæssig for mig.
Og jeg vil da altid gå til ham først med altid. Det er godt nok sjældent jeg bruger mine venner til den slags.
Og jeg ville blive meget skuffet, hvis min mand begyndt primært at bruge sine venner til at snakke om følelser med.

Hej,
Ja, jeg fik ikke skrevet de sædvanlige disclaimers.

Min pointe er ikke, at han fra nu af skal flytte alt følelsesmæssigt over på sine venner og lukke sin partner ude. Det mener jeg heller ikke, jeg lagde op til?

Jeg tror, at hvis arbejdet fylder meget, så kan det være sundt nok at "dampe af" og snakke om det (så længe man også handler, hvis det er i lang tid, man ikke trives osv.).

Men jeg mener også, at det *kan* blive for meget for ens partner, som det er tilfældet her. Og så ville det være rigtig godt, hvis manden har nogle andre, han kan snakke med om det her.

En del mænd - og det baserer jeg på studier på området, man nemt finder med google og lidt kildekritik - har dog svært ved at snakke med andre mænd om deres følelser. Og så kan det pludselig skabe en dum situation, hvor de enten kan dele alle deres følelser med deres partner - eller slet ikke.
Så alt efter, om han falder ind i denne gruppe af mænd, kan det være en venlig støtte at lægge op til, at han måske vover pelsen og snakker med sine venner også. Måske har de brugbar erfaring og sparring, eller har også lortejobs, eller andet. Og som minimum får han spredt "byrden" (ansvaret/delagtiggørelsen/name it) lidt ud, så det ikke er hans kone, der skal bære det hele, når nu det påvirker hende negativt.

Jeg tænker, at man selv kan vurdere, om ens mand har behov for sådan et forslag eller om man bare skal sige lidt fra, eller hvordan.

Det er ikke det samme som at sløjfe deling af alle følelser eller hinanden som den primære fortrolige.

Ja der er vi nok bare forskellige. Jeg vil gerne bære hele byrden så og sige. Jeg vil gerne være hans klippe og jeg har faktisk ikke lyst til at dele den opgave med andre.
Altså min mand må da gerne snakke med andre alt det han lyster og det ved jeg han også gør, men jeg ville aldrig opfordre ham til læsse af hos andre for at gøre min byrde mindre. Medmindre det var fordi han skulle løse et specifikt problem han havde med en anden person.

Man indretter sig, som man begge i forholdet finder bedst.

I vores forhold opfordrer jeg min kæreste til at snakke så meget han har lyst, med dem han har lyst til det, både venner og veninder. Jeg mener, det kan være gavnligt og vigtigt, at få flere forskellige input, så tingene ikke bliver for ensidet og fordi nye vinkler fra andre kan belyse ellers oversete refleksioner.

Jeg har dog et ønske om, at han også involverer mig i en eller anden grad, og at mit input vægter højest i nogle tilfælde.

Jeg mener ikke, jeg er mindre klippe for min kæreste, ved at han også læsser af hos andre og ved at passe på mig selv, hvis jeg synes, det i en periode er for overvældende. Når det handler om brok om arbejdet, mener jeg ikke det ændrer noget ved, at vi er hinandens nærmeste og stærkeste, at han også bruger andre lidt.

Jeg ville heller aldrig selv KUN bruge min kæreste. Dels af hensyn til mig selv og flere vinkler osv., men også fordi jeg ikke vil pålægge ét menneske hele den byrde. Han er min klippe og jeg ved, jeg kunne, men hvorfor skal han i hårde perioder gå med det alene, når jeg har gode venner og min søster, der også glædeligt låner et øre til mig. Han er jo hverken min terapeut eller støttepædagog. Ikke sagt, det er sådan i jeres forhold, det er bare sådan jeg helt lavpraktisk tænker om det.

[Contrast]

Jeg vil jo gerne være mere sammen med min kæreste og han vil såmænd også gerne være mere sammen med mig, men han har jo ikke rigtigt taget så meget initiativ til det, hvilket har taget modet fra mig.

.....

Har du nogensinde haft tanken, at hvis han var head over heels forelsket, så ville han være sammen med dig hele tiden? Og han ville nemt finde på initiativer for at komme til at ses?

Jeg nævner det ikke for at være streng, men fordi det udefra lyder lige så lunkent, som det hele tiden har været... Du beder om mere, han opper sig lidt, initiativer render ud, du bliver frustreret, I snakker, du beder om mere - og sådan kører det i ring. Er det godt nok for dig på den lange bane?

Jo, mange gange, for sådan er det jo. Hvis han ikke viser nok interesse, så er han ikke nok interesseret. Eller også er det ikke helt så sort og hvidt.

Lige i starten, da jeg lærte ham at kende og inden vi sådan rigtigt var kommet i gang, datede vores veninde en fyr, som netop ikke rigtigt var nok interesseret i hende og derfor viste den dér fesne opmærksomhed. Jeg sagde det til hende flere gange, at det var fordi han ikke var helt interesseret nok med udgangspunkt i "at sådan var det, når det her skete". Hver gang stod min kæreste ved siden af og sagde "nej, sådan er det altså ikke altid" og her et år efter tror jeg faktisk ikke, at det er sådan med ham. Jeg tror bare, at han er en person, som ikke har brug for så meget samvær og derfor ville han aldrig være i den situation, hvor han vil være sammen med en pige hele tiden. Personligt kan jeg også fortælle, at selvom jeg er forelsket, så gider jeg heller ikke være sammen med ham hele tiden.

Jeg tænker, at det er enten sådan, at han er, eller også er han ikke forelsket i mig. Lige nu er der flest tegn på, at det er det første, selvom jeg også nogle gange kan føle, at det måske kan være det sidste. Det kan ikke blive ved på den lange bane, men det er netop også hvad vi har snakket om i weekenden, at jeg ikke ved, hvor jeg har ham og det frustrerer mig og det bliver nødt til at ændre sig. Men på det punkt er det os begge to, som skal flytte sig.

Jeg har også prøvet at have en kæreste, der ville lave aktiviteter nærmest hver gang, vi var sammen, hvor jeg kunne have det lige så fint (hvis ikke bedre) med bare at ligge sammen og se film eller snakke, eller hvad det kan være.. Og ja, det er - surpriiise - den eks, jeg har nævnt før

Han var på mange punkter god til at vise sin forelskelse, når det kom til ord og gaver - men når det kom til det med at bruge tid sammen og finde på "undskyldninger" for at ses, så var det meget det samme som i dit tilfælde. Han tog ikke meget initiativ til at ses, men når vi gjorde skulle vi lave aktiviteter ofte, efter hans mening. Lige siden den første date vi overhovedet var på, skulle der være aktiviteter. Og så havde han det fint med at ses to gange om ugen uden overnatninger. Ja.. uden overnatninger. Jeg kunne simpelthen ikke forene det at være forelsket med at være så kalkulerende i den mængde samvær man har med den, man er forelsket i. Det kan jeg STADIG ikke. Men jeg tror ikke, at min eks løj over for mig eller sig selv. Jeg kan bare ikke forstå, hvordan man kan have det fint med ikke at gøre mere for at ses, og samtidig være smaskforelsket... Og der har jeg bare nået frem til, at jeg tror på, at han har ment det med forelskelsen, for det har der været andre ting, der har vist. Det er bare ikke den form for kærlighed, jeg har brug for. Jeg har brug for den kærlighed, hvor man viser hinanden, at man har lyst til at se hinanden og vil gå igennem ild og vand for at det kan lade sig gøre ofte.

Så ja, selvom det måske er forelskelse, så er det ikke ensbetydende med, at det er den form for forelskelse, man ønsker af den anden.

[1234]

Man indretter sig, som man begge i forholdet finder bedst.

I vores forhold opfordrer jeg min kæreste til at snakke så meget han har lyst, med dem han har lyst til det, både venner og veninder. Jeg mener, det kan være gavnligt og vigtigt, at få flere forskellige input, så tingene ikke bliver for ensidet og fordi nye vinkler fra andre kan belyse ellers oversete refleksioner.

Jeg har dog et ønske om, at han også involverer mig i en eller anden grad, og at mit input vægter højest i nogle tilfælde.

Jeg mener ikke, jeg er mindre klippe for min kæreste, ved at han også læsser af hos andre og ved at passe på mig selv, hvis jeg synes, det i en periode er for overvældende. Når det handler om brok om arbejdet, mener jeg ikke det ændrer noget ved, at vi er hinandens nærmeste og stærkeste, at han også bruger andre lidt.

Jeg ville heller aldrig selv KUN bruge min kæreste. Dels af hensyn til mig selv og flere vinkler osv., men også fordi jeg ikke vil pålægge ét menneske hele den byrde. Han er min klippe og jeg ved, jeg kunne, men hvorfor skal han i hårde perioder gå med det alene, når jeg har gode venner og min søster, der også glædeligt låner et øre til mig. Han er jo hverken min terapeut eller støttepædagog. Ikke sagt, det er sådan i jeres forhold, det er bare sådan jeg helt lavpraktisk tænker om det.

Jeg synes godt nok det voldsomt, hvis man ligefrem skal passe på sig selv i forhold til ens kæreste er træt af sit arbejde. Jeg kunne forstå opfordring hvis fx ens far var ved at død af kræft eller noget reelt voldsomt.

Jeg ville i hvert fald føle mig uvigtigt, hvis min mand for så lille en ting ikke kunne bære byrden og ment jeg skulle læsse af hos andre. Og jeg kan virkelig ikke se, at man skulle blive hverken terapeut eller støttepædagog af den grund.

[Contrast]

Jeg har også prøvet at have en kæreste, der ville lave aktiviteter nærmest hver gang, vi var sammen, hvor jeg kunne have det lige så fint (hvis ikke bedre) med bare at ligge sammen og se film eller snakke, eller hvad det kan være.. Og ja, det er - surpriiise - den eks, jeg har nævnt før

Han var på mange punkter god til at vise sin forelskelse, når det kom til ord og gaver - men når det kom til det med at bruge tid sammen og finde på "undskyldninger" for at ses, så var det meget det samme som i dit tilfælde. Han tog ikke meget initiativ til at ses, men når vi gjorde skulle vi lave aktiviteter ofte, efter hans mening. Lige siden den første date vi overhovedet var på, skulle der være aktiviteter. Og så havde han det fint med at ses to gange om ugen uden overnatninger. Ja.. uden overnatninger. Jeg kunne simpelthen ikke forene det at være forelsket med at være så kalkulerende i den mængde samvær man har med den, man er forelsket i. Det kan jeg STADIG ikke. Men jeg tror ikke, at min eks løj over for mig eller sig selv. Jeg kan bare ikke forstå, hvordan man kan have det fint med ikke at gøre mere for at ses, og samtidig være smaskforelsket... Og der har jeg bare nået frem til, at jeg tror på, at han har ment det med forelskelsen, for det har der været andre ting, der har vist. Det er bare ikke den form for kærlighed, jeg har brug for. Jeg har brug for den kærlighed, hvor man viser hinanden, at man har lyst til at se hinanden og vil gå igennem ild og vand for at det kan lade sig gøre ofte.

Så ja, selvom det måske er forelskelse, så er det ikke ensbetydende med, at det er den form for forelskelse, man ønsker af den anden.

Jeg tror heller ikke at min kæreste lyver for mig. Jeg tror bare, at det er sådan, at det er for ham uden at det betyder, at han ikke er forelsket. Det er en anden måde at være forelsket på end min egen, men det gør den ikke mindre rigtig. Spørgsmålet er jo så om jeg trives med det og det gør jeg jo så ikke. Han er simpelthen ikke tydelig nok i sin forelskelse og derfor føler jeg, at jeg ikke ved, hvor jeg har ham. Det er bl.a. det som vi har snakket om i sidste weekend, hvor vi kom omkring en hel del ting, som gør at jeg stadig har noget mod omkring, at det kunne ændre sig delvist og forhåbentligt nok til at jeg ville kunne trives. Men en del af mig tvivler også, når det, som jeg har brug for, ligger så langt fra ham. Jeg ser tiden an

Det synes jeg er en god indstilling. Det er godt at du mærker efter løbende, så længe du ikke slår knuder på dig selv

[Zombie]

Man indretter sig, som man begge i forholdet finder bedst.

I vores forhold opfordrer jeg min kæreste til at snakke så meget han har lyst, med dem han har lyst til det, både venner og veninder. Jeg mener, det kan være gavnligt og vigtigt, at få flere forskellige input, så tingene ikke bliver for ensidet og fordi nye vinkler fra andre kan belyse ellers oversete refleksioner.

Jeg har dog et ønske om, at han også involverer mig i en eller anden grad, og at mit input vægter højest i nogle tilfælde.

Jeg mener ikke, jeg er mindre klippe for min kæreste, ved at han også læsser af hos andre og ved at passe på mig selv, hvis jeg synes, det i en periode er for overvældende. Når det handler om brok om arbejdet, mener jeg ikke det ændrer noget ved, at vi er hinandens nærmeste og stærkeste, at han også bruger andre lidt.

Jeg ville heller aldrig selv KUN bruge min kæreste. Dels af hensyn til mig selv og flere vinkler osv., men også fordi jeg ikke vil pålægge ét menneske hele den byrde. Han er min klippe og jeg ved, jeg kunne, men hvorfor skal han i hårde perioder gå med det alene, når jeg har gode venner og min søster, der også glædeligt låner et øre til mig. Han er jo hverken min terapeut eller støttepædagog. Ikke sagt, det er sådan i jeres forhold, det er bare sådan jeg helt lavpraktisk tænker om det.

Jeg synes godt nok det voldsomt, hvis man ligefrem skal passe på sig selv i forhold til ens kæreste er træt af sit arbejde. Jeg kunne forstå opfordring hvis fx ens far var ved at død af kræft eller noget reelt voldsomt.

Jeg ville i hvert fald føle mig uvigtigt, hvis min mand for så lille en ting ikke kunne bære byrden og ment jeg skulle læsse af hos andre. Og jeg kan virkelig ikke se, at man skulle blive hverken terapeut eller støttepædagog af den grund.

Jeg arbejder med mennesker i et meget nedprioriteret fag. Det er hårdt og et af de fysisk mest nedslidende jobs på området. Når jeg har fri, har jeg brug for at slappe af og at have det godt, også mentalt og følelsesmæssigt.
I kortere perioder kan jeg godt holde til at høre brok om min partners job. Men konstant negativitet hver dag, sådan som det blev beskrevet, vil jeg ikke stå model til. Det handler om mængden og også måden. Hun beskrev i sit indlæg at det fyldte rigtig meget, var enormt negativt og fra første færd, manden kommer hjem.
Selv hvis du er den mest overskudsagtige og tålmodige type, kan du se flere andre være enige i, at det lyder meget hårdt at blive udsat for den mængde negativitet hele tiden. Så andre mennesker orker det ikke, selvom du gør, og det bliver man ikke en mindre god eller mindre støttende partner af, qua din tidligere formulering om at være sin partners klippe.

[Zombie]

Jeg har et gult skelet i skabet. Han hedder Snapchat og er en utro nar.

Jeg datede jo en fyr, "Kermit", inden min kæreste. Dating er så meget sagt. I et halvt år opførte vi os som kærester, jeg mødte også hans mor og søster, og bedste veninde. Vi sås flere gange om ugen, men ak, han ville det ikke og jeg ville ikke se, at han ikke ville det.
Han havde i begyndelsen også datet andre, han lukkede det ned, men han skrev stadig med dem på Snapchat. Særligt én, hvor telefonen kunne lyse gul på den lille lygte, ikonet kunne poppe ned og afsløre, at nu havde *hun* skrevet igen. Han påstod, det var platonisk, men samme dag vi stoppede, lå han i hendes seng og 2 måneder senere blev de kærester, hvilket de stadig er i dag.
Platonisk min bare..!

Nå, men det er ikke den eneste dårlige erfaring med Snapchat jeg har, blot den, der nok har præget mig mest. Så når min kæreste nu skriver med en pige, han datede inden mig, og som han nu er platonisk med, via Snapchat... Så glemmer jeg, at han ikke et Kermit og jeg har lyst til, helt casual, at vippe hans telefon ud over altanen og lade som ingenting.

I stedet laver jeg de mindfulness øvelser, min psykolog har givet mig og ser mit Snapchat-skelet som en modstander, jeg skal overvinde. Jeg vil ikke lade jalousien råde, om Snapchat så bliver den bakke, jeg dør på!

Jeg læste forleden en artikel om, at det gik økonomisk dårligt for firmaet bag Snapchat, men det viste sig at være en and. Jeg ville ellers elske, hvis lortet gik af mode igen og bare forsvandt.

[FruKuk]

Jeg har ferie for første gang i 7 måneder, og vi stor nyder det Vi er kørt til Sverige med ungerne i en hytte langt ude i skoven. Vejret er vidunderligt, ungerne skændes (næsten) ikke, og vi har rigeligt med vin med -
livet er herligt.

[FruKuk]

Jeg har et gult skelet i skabet. Han hedder Snapchat og er en utro nar.

Jeg datede jo en fyr, "Kermit", inden min kæreste. Dating er så meget sagt. I et halvt år opførte vi os som kærester, jeg mødte også hans mor og søster, og bedste veninde. Vi sås flere gange om ugen, men ak, han ville det ikke og jeg ville ikke se, at han ikke ville det.
Han havde i begyndelsen også datet andre, han lukkede det ned, men han skrev stadig med dem på Snapchat. Særligt én, hvor telefonen kunne lyse gul på den lille lygte, ikonet kunne poppe ned og afsløre, at nu havde *hun* skrevet igen. Han påstod, det var platonisk, men samme dag vi stoppede, lå han i hendes seng og 2 måneder senere blev de kærester, hvilket de stadig er i dag.
Platonisk min bare..!

Nå, men det er ikke den eneste dårlige erfaring med Snapchat jeg har, blot den, der nok har præget mig mest. Så når min kæreste nu skriver med en pige, han datede inden mig, og som han nu er platonisk med, via Snapchat... Så glemmer jeg, at han ikke et Kermit og jeg har lyst til, helt casual, at vippe hans telefon ud over altanen og lade som ingenting.

I stedet laver jeg de mindfulness øvelser, min psykolog har givet mig og ser mit Snapchat-skelet som en modstander, jeg skal overvinde. Jeg vil ikke lade jalousien råde, om Snapchat så bliver den bakke, jeg dør på!

Jeg læste forleden en artikel om, at det gik økonomisk dårligt for firmaet bag Snapchat, men det viste sig at være en and. Jeg ville ellers elske, hvis lortet gik af mode igen og bare forsvandt.

Håber, at du vinder kampen

[Hunkat]

Vi har haft en rigtig dejlig og tiltrængt fridag.
Fredag kom opholdstilladelsen officielt, så stor lettelse på den front.
I dag har vi bare sovet og snoozet så længe vi ville og nusset og puttet og mere... så vi stod op og spiste "morgenmad" kl. 14.30

[flicka]

Vi har også haft en dejlig weekend i laveste gear.

Igår aftes var vi ude og spise. Bagefter tog vi en fadbamse i den lokale ølhule. Så trissede vi hjem hånd i hånd og tog bland-selv-slik med på vejen.

Idag har vi sovet længe, puttet og bare slappet af. Og vi er lige kommet hjem fra en dejlig tur ved fjorden med hunden i det her smukke efterårsvejr.

[Ado]

Jeg tror ikke min kæreste nogensinde vil giftes igen. Jeg har selvfølgelig stillet en del ledende spørgsmål. Altså - det HAR jo været en kæmpe drøm for mig i mange år. Men drømmen (og visheden) om at have en kæreste så dejlig som ham, er vigtigere. Så jeg fik lidt ondt af mig selv og havde lidt Kaj-mund, da jeg var alene. Men det er heldigivs drevet over igen.

Jeg er også så åndet. Jeg dagdrømmer om alt muligt og et bryllup var allerede dagdrømt ned til mindste detalje. Men det er fint nok at vide det. Så skal jeg ikke drømme mere om det.

Jeg troede forkert. JEG TROEDE FORKERT!

Vi kom sent i seng i aftes og han vækkede mig enormt tidligt i morges og spurgte, om jeg ikke kunne lave lidt kaffe og hoppe i tøjet, mens han hentede morgenbrød og så kunne vi spise morgenmad på vores yndlingssted ude i den mest idylliske skov.
Han klemte min hånd så hårdt under hele køreturen derud.

Og så...da vi havde parkeret bilen og stod der midt i skoven i morgensolen, faldt han på knæ foran mig og spurgte med tårer i øjnene: "Vil du gifte dig med mig?"
Min krop gik helt i selvsving. Jeg grinede og græd på samme tid. Og alle nerver i mine krop trak i hver sin retning - sådan føltes det. Det hele rystede.


JEG SKAL GIFTES!

[twinkle]

Min mand har for en gangs skyld givet mig ret i noget, mon han er syg?