Partråden

[Mani]

Det ER altså anderledes forpligtende at være gift, synes jeg. Og det er dejligt at have givet hinanden den ekstra dimension på forholdet. For mig betød det rigtig meget, at min mand friede til mig og sådan rigtigt spurgte, om jeg ville være hans resten af livet.

Det der med at love noget om resten af livet, kan jeg ikke med. For det er jo løgn. Hvis han spørger dig i dag om du vil være hans resten af livet, du siger ja, og han i morgen knalder din bedste veninde, så trækker du nok i land på resten af livet-løftet. Resten af livet eller indtil han gør noget der er så dumt at du er nødt til at gå. Eller bare indtil du bliver træt af ham.

Jeg synes man skal holde sig til at tale om hvad man føler og håber på lige nu. Løfter for resten af livet er sjældent noget værd.

Kunne du ikke holde den på egen banehalvdel?

Hvis han spørger mig i dag og knalder min veninde i morgen har jeg sagt ja under falske forudsætninger.

Det været sagt har min mand og jeg givet hinanden løfte på at ville hinanden og det arbejder vi begge for. Så længe vi begge gør det har jeg svært ved at se noget bullshit ved det - men det er jo bare min holdning til det - det er da helt fair, hvis du har en anden.

[Fru Himmelblå]

Altså på mig lyder det nu ikke som om at det er det at blive gift folk vil, det er mere det at blive friet til der trækker. Ellers ville man vel spørge selv og dermed få det afgjort.

Nope. For min kæreste vil gerne være den der frier. Han er ikke voldsomt traditionel. Men det betyder noget for ham at være den der frier.

Men så lyder det da også som om det i det mindste er vigtigere for din kæreste? Altså hvis man gerne vil giftes med en, så vil man vel gerne giftes uanset hvordan der bliver friet. Det er meget muligt at man har en ide om det perfekte frieri, men hvis man ligefrem afviser frieriet med den begrundelse at man selv vil stå for det, eller gør det klart på forhånd at man vil være den der står for det og så undlader at foretage sig noget i den henseende, så har jeg meget svært ved at se hvordan det kan tolkes anderledes end at frieriet er vigtigere end selve brylluppet (eller at man bare ikke vil giftes, hvilket der selvfølgelig også skal være plads til).

Altså jeg aner ikke hvad min kæreste tænker. Han er ret lukket omkring emnet. Det eneste jeg ved er, at han gerne vil giftes på et tidspunkt. At han gerne vil være den der frier og det kommer til at ske når jeg mindst venter det.

Jeg ved ikke om han er nervøs for at springe ud i det. Om han gerne vil vente til vi har råd til et stort bryllup. At han germe vil være lidt ældre og ikke de første i venneflokken. Jeg har ingen idé.
Jeg ved heller ikke om frieriet er vigtigere end brylluppet for ham.

Men for mig er det ægteskabet der er det vigtigste.

[Æble]

Jeg anser vores bryllupsløfter som en hensigtserklæring. Vi vil være sammen for altid (med mindre der opstår en deslbreaker). Selvfølgelig kan man aldrig sige aldrig og love hinanden guld og grønne skove for evigt. Men man kan sige at man ønsker at leve livet sammen, gerne for altid og at man vil kæmpe for forholdet også i dårlige tider. Det er ikke tomme løfter eller bullshit fordi vi ikke kan garantere at vi vil være sammen for evigt.

Forstår godt at man kan være gifteskruk. Det har jeg også selv været. Det at ens elskede ønsker at binde sig juridisk og socialt til en det er noget stort.

[Slettet bruger]

Det ER altså anderledes forpligtende at være gift, synes jeg. Og det er dejligt at have givet hinanden den ekstra dimension på forholdet. For mig betød det rigtig meget, at min mand friede til mig og sådan rigtigt spurgte, om jeg ville være hans resten af livet.

Det der med at love noget om resten af livet, kan jeg ikke med. For det er jo løgn. Hvis han spørger dig i dag om du vil være hans resten af livet, du siger ja, og han i morgen knalder din bedste veninde, så trækker du nok i land på resten af livet-løftet. Resten af livet eller indtil han gør noget der er så dumt at du er nødt til at gå. Eller bare indtil du bliver træt af ham.

Jeg synes man skal holde sig til at tale om hvad man føler og håber på lige nu. Løfter for resten af livet er sjældent noget værd.

Kunne du ikke holde den på egen banehalvdel?

Hvis han spørger mig i dag og knalder min veninde i morgen har jeg sagt ja under falske forudsætninger.

Det været sagt har min mand og jeg givet hinanden løfte på at ville hinanden og det arbejder vi begge for. Så længe vi begge gør det har jeg svært ved at se noget bullshit ved det - men det er jo bare min holdning til det - det er da helt fair, hvis du har en anden.

Jeg ved ikke hvad du mener med at holde den på egen banehalvdel. Jeg synes det er skørt at love noget resten af livet, for det er der ingen der kan. Og kan det ikke være romantisk nok uden? Man kan sige at man håber at man skal være sammen resten af livet f.eks.

[Fru Himmelblå]

Det ER altså anderledes forpligtende at være gift, synes jeg. Og det er dejligt at have givet hinanden den ekstra dimension på forholdet. For mig betød det rigtig meget, at min mand friede til mig og sådan rigtigt spurgte, om jeg ville være hans resten af livet.

Det der med at love noget om resten af livet, kan jeg ikke med. For det er jo løgn. Hvis han spørger dig i dag om du vil være hans resten af livet, du siger ja, og han i morgen knalder din bedste veninde, så trækker du nok i land på resten af livet-løftet. Resten af livet eller indtil han gør noget der er så dumt at du er nødt til at gå. Eller bare indtil du bliver træt af ham.

Jeg synes man skal holde sig til at tale om hvad man føler og håber på lige nu. Løfter for resten af livet er sjældent noget værd.

Noget af det mest romantiske jeg kan forestille mig er, at stå overfor hinanden og love hinanden evig troskab. Det er jo ikke en løgn hvis man i øjeblikket virkelig tror på det og vil arbejde for, at det holder livet ud.

[Mani]

Det ER altså anderledes forpligtende at være gift, synes jeg. Og det er dejligt at have givet hinanden den ekstra dimension på forholdet. For mig betød det rigtig meget, at min mand friede til mig og sådan rigtigt spurgte, om jeg ville være hans resten af livet.

Det der med at love noget om resten af livet, kan jeg ikke med. For det er jo løgn. Hvis han spørger dig i dag om du vil være hans resten af livet, du siger ja, og han i morgen knalder din bedste veninde, så trækker du nok i land på resten af livet-løftet. Resten af livet eller indtil han gør noget der er så dumt at du er nødt til at gå. Eller bare indtil du bliver træt af ham.

Jeg synes man skal holde sig til at tale om hvad man føler og håber på lige nu. Løfter for resten af livet er sjældent noget værd.

Kunne du ikke holde den på egen banehalvdel?

Hvis han spørger mig i dag og knalder min veninde i morgen har jeg sagt ja under falske forudsætninger.

Det været sagt har min mand og jeg givet hinanden løfte på at ville hinanden og det arbejder vi begge for. Så længe vi begge gør det har jeg svært ved at se noget bullshit ved det - men det er jo bare min holdning til det - det er da helt fair, hvis du har en anden.

Jeg ved ikke hvad du mener med at holde den på egen banehalvdel. Jeg synes det er skørt at love noget resten af livet, for det er der ingen der kan. Og kan det ikke være romantisk nok uden? Man kan sige at man håber at man skal være sammen resten af livet f.eks.

Jeg mener at du svare på LaMariposas indlæg hvor hun fortæller, hvad hendes ægteskab betyder og kalder det løgn. Det er da fair det ikke giver mening for dig, men at kalde andres ægteskabsløfte for løgn synes jeg er over grænsen!

Jeg ved ikke om det er romantisk nok for dig uden. Jeg er ikke gift udfra en eller anden romantisk pigedrøm.

[Zombie]

Endnu en fra min kærestes familie har friet til sin kæreste og skal giftes. Min kæreste fik vælger mellem at høre min oprigtige reaktion og den høflige reaktion. Han valgte begge.

Jeg føler mig overhalet og er skide misundelig, da jeg mega gerne vil skiftes med min kæreste.
Men selvfølgelig er jeg suuuper glad på deres vegne

Det kender jeg godt! Eller. Det er mere kringlet her.

Jeg har gået og tænkt, vi måske blev forlovet om et halvt års tid og det passer også med, hvad min kæreste selv har hentydet.

Sidste måned blev hans søster så forlovet og skal giftes til næste år,og jeg ved, han aldrig ville lade noget distrahere fra hendes oplevelse. Så nu går der i hvert fald et år, før han overhovedet spørger. Pffffft.

Vil hendes oplevelse blive distraheret af, at I forlover jer?

Min kæreste har et ømt punkt for sin søster og mener, hun skal være i centrum ift forlovelse osv frem til hun bliver gift.
Det er ikke noget, hun selv har bedt om

[Zombie]

Og det er ikke fordi jeg ikke kan se det lækre ved at blive friet til under de rette former. Jeg har bare svært ved at forstå at hvis det ikke foregår på en helt bestemt måde, så vil man hellere undvære ægteskabet (under antagelse af at ægteskabet er vigtigt for en, selvfølgelig).

Hos os handler det om, at min kæreste er en forsigtigper og bruger lang tid på store beslutninger, hvor jeg er tidligere afklaret. Derfor har jeg sagt, at han kan stå for frieriet, for så kan han gøre det i sit eget tempo, når HAN er klar til det.

Det er sådan set eneste årsag, for ellers ville det nok mere være noget, vi aftalte og så var romantiske omkring at vælge ringe sammen osv.

[Zombie]

Jeg savner min kæreste, der kommer hjem i morgen. Øv.

Det gør mig rastløs, så for at få brugt den energi + for at gøre min kæreste glad, maler jeg (en stor del af) det sidste træværk i lejligheden, som er det eneste vi mangler for at være 100% færdige.

Jeg har også været i Tiger og købt et lille juletræ og lidt pynt, samt et lille krybbespil i træ, hvor de ligner figurerne fra Den Flyvende Kuffert i Tivoli.

Jeg håber han bliver glad, når jeg også støvsuger, vasker gulv og vasker tøj + kogevask.
Og har købt ind til at lave æbleskiver til ham i morgen, når han er hjemme.


Det skal tilføjes, at jeg også har fået lang tur med hunden, spillet spil på mobilen og fedet den med sushi. Jeg husker at slappe af også.

Fuldstændig OT. Må jeg ikke se et billede af det krybbespil fra Tiger?

Her

[Lykke]

Vi blev gift bare fordi vi havde lyst og fordi det ikke ændrer noget. Jeg har ikke nogen følelser om det ene eller andet i den forbindelse. Det har ikke ændret noget. Ikke andet end at jeg tog mandens efternavn fordi jeg godt kan lide det.

Her efterfølgende har jeg tænkt, at det ikke har noget større betydning, men hvis manden ikke havde villet det, så havde det nok betydet noget. Vi snakkede om det over nogle øl, og synes det kunne være sjovt at gøre. Der var faktisk ikke meget mere i det end det.

[Slettet bruger]

Jeg mener at du svare på LaMariposas indlæg hvor hun fortæller, hvad hendes ægteskab betyder og kalder det løgn. Det er da fair det ikke giver mening for dig, men at kalde andres ægteskabsløfte for løgn synes jeg er over grænsen!

Over grænsen for hvad? Det var ikke møntet specielt på nogen, jeg tog bare LaMapariosas indlæg som eksempel. Jeg synes at det er fjollet hver gang nogen lover hinanden for evigt. For det er jo ikke det man reelt lover hinanden, der er ingen der ubetinget bliver sammen til døden dem skiller - medmindre de lever inden for rammerne af en eller anden kult-religion. Man bliver sammen så længe det fungerer, og man håber det fungerer resten af livet for det fungerer virkelig godt lige nu. Halvdelen af dem der lover hinanden for evigt, bliver skilt af noget andet end døden.

[LaMariposa]

Det ER altså anderledes forpligtende at være gift, synes jeg. Og det er dejligt at have givet hinanden den ekstra dimension på forholdet. For mig betød det rigtig meget, at min mand friede til mig og sådan rigtigt spurgte, om jeg ville være hans resten af livet.

Det der med at love noget om resten af livet, kan jeg ikke med. For det er jo løgn. Hvis han spørger dig i dag om du vil være hans resten af livet, du siger ja, og han i morgen knalder din bedste veninde, så trækker du nok i land på resten af livet-løftet. Resten af livet eller indtil han gør noget der er så dumt at du er nødt til at gå. Eller bare indtil du bliver træt af ham.

Jeg synes man skal holde sig til at tale om hvad man føler og håber på lige nu. Løfter for resten af livet er sjældent noget værd.

Det var dog en utroligt nedladende måde at tale om mit forhold og min mand på.

Det var nu bare generelt at jeg har et problem med bullshit-løfter. Jeg kender ikke din mand, så jeg kan dårligt udtale mig nedladende om ham.

Så kunne du jo have ladet være med at citere mig og skrevet et uafhængigt indlæg om din holdning til det, du kalder bullshit-løfter.

[TinaW]

Jeg mener at du svare på LaMariposas indlæg hvor hun fortæller, hvad hendes ægteskab betyder og kalder det løgn. Det er da fair det ikke giver mening for dig, men at kalde andres ægteskabsløfte for løgn synes jeg er over grænsen!

Over grænsen for hvad? Det var ikke møntet specielt på nogen, jeg tog bare LaMapariosas indlæg som eksempel. Jeg synes at det er fjollet hver gang nogen lover hinanden for evigt. For det er jo ikke det man reelt lover hinanden, der er ingen der ubetinget bliver sammen til døden dem skiller - medmindre de lever inden for rammerne af en eller anden kult-religion. Man bliver sammen så længe det fungerer, og man håber det fungerer resten af livet for det fungerer virkelig godt lige nu. Halvdelen af dem der lover hinanden for evigt, bliver skilt af noget andet end døden.

Men men gør vel mere end at håbe det holder? Jeg mener, jeg ved godt at ca 50 % af alle ægteskaber ender i skilsmisse, jeg har selv været gift før. Men man går vel ind i et forhold og i et ægteskab i formodningen om, at det holder, også selv om man godt ved, det kan risikere, ikke at gøre det? For ellers kunne man jo lige så godt lade være med at indgå i relationen til at starte med.
Jeg synes at ordvalget “håbe” indikerer at man lader det være op til tilfældighederne og ikke selv har en indflydelse på udfaldet.

[Sangius]

Jeg er sgu ligeglad hvor bullshit det er. Jeg vil have en mand der med fast stemme og total overbevisning siger til mig, at vi selvfølgelig bliver sammen livet ud, og at han aldrig forlader mig.
Hvis han rendte rundt og vævede i "det ved man jo aldrig", eller "det håber jeg vi gør, men kan ikke love det", så ville jeg helt bestemt føle at han stod med et ben ude af døren.

[Sangius]

For mig, er kærligheden det vigtigste.

For mig, er ægteskabet, det der giver mig et juridisk dokument, som skal sikre mig og min eventuelle ægtemand, en form for sikkerhed, når og hvis vi køber hus og får børn.

At man så kan lægge en hulens masse fine, søde, kærlige og romantiske ting, ind i både frieriet og brylluppet, det er jeg helt med på, men igen, for mig er kærligheden størst og vigtigst.

Sådan tror jeg vi alle har det. Tror ikke der er nogen der synes, at et ægteskab er vigtere end kærligheden.