Partråden

[Zombie]

Jeg var den, der bragte begrebet på banen og jeg var meget omhyggelig med at knytte det specifikt til Zontas situation, fordi jeg vidste, at Aragorn ville komme flyvende og modsige diverse, og så ville kønsdebatten bare køre.

Så nemt gik det ikke.

Jeg har ikke forholdt mig til, om Zontas mand skal være huslig, mens han er syg. Det må være en vurdering, der også beror sig på hans egen vurdering og hvor presset Zonta er.

Det, jeg konkret forholder mig til, er mandens tilsyneladende mangel på at forholde sig til, at de huslige pligter findes og nogle af dem kan ikke udskydes, Fx aftensmad.
At han ikke skænker det en tanke er meget sigende. Det er manglende omtanke, for han ved jo nok godt, at der ikke kommer en tryllefe og laver det for ham. Men han reflekterer ikke over det. Han skriver ikke en besked til Zontas, der viser at han har forholdt sig til problematikken.

Det er det, helt konkrete, jeg forholdt mig til. Og der kan man sagtens snakke om the managing load/mental load, for der er jo et eller andet i spil, når en person (og fuck nu kønnet, ikke) som endda også har ansvar for (sine) børn, bare kan glemme/ignorere/overse et element som dette.

Jeg tænker, at var han single, havde han overvejet det på et tidspunkt? Evt. når han blev sulten kl 18, men børnene kan ikke vente til kl 18 med, at der først der tages stilling og begyndes planlægning, "hov, vi skal da også skrælle kartofler" osv.


Så kønsdebatten til side, kan man så ikke godt se pointen med, at I dette specifikke forhold er der en person m/K, der lader til at køre lidt på frihjul, når de ikke engang forholder sig til diverse, men slipper alle tøjler og dermed læsser det hele over på den anden part?

Og at der faktisk er lidt ufint, med mindre man ligger i høj feber i sengen og ikke kan hverken gø eller gispe... Hvad Zonta skrev ikke var situationen?

[Fru Sunshine]

Jeg var alene med mine børn, da de var små, så jeg har skam prøvet diverse ubehageligheder omkring sygdom og ansvar.

Jeg ville stadig blive godt sur, hvis jeg ikke fik lov at være syg i fred.

[Slettet bruger]

Et problem med mental load-logikken er at hvis man har the mental load, og man dør, overgiver man alt ansvaret for børn og husholdning til den anden part. Det må betyde at man stoler på vedkommende. Men mental load italesættes typisk sådan at hvis man ikke gjorde dit eller dat, ville det aldrig blive gjort, og så lider børnene, og det lyder omvendt ikke som den store tillid. Så stoler man på sin partner eller ej?

Hvis man ikke stoler på sin partner, burde forholdet nok afsluttes. Hvis man stoler på vedkommende, er der en simpel løsning: Giv slip på opgaverne og lad den anden finde ud af det.

[Ado]

Jeg savner at have hund- Det gør min mand også. Men jeg er nærmest helt elendig. Det er nået dertil, at jeg - når jeg er ude at gå og kommer forbi Rema - afventer at en hundejer går ind for at handle, så jeg kan nusse hunden. Altså hvis jeg ser en hundejer, der er på vej hen mod hundekrogen.- Jeg står ikke stille i flere timer og venter.
Min mand vil gerne vente et års tid, fordi han:
1: Gerne vil have lidt uafhængighed efter at have været hundejer i 14 år.
2: Synes vi skal vente, så vi ikke står og skal have passet en forholdsvis ny hund i sommerferien, hvor vi snakker om 2-3 uger i udlandet.

Jeg kan ikke rigtig argumentere imod hans punkter. Dog har hans storebrors kone gentagne gange lovet, at de skal nok være hundepasser.

Men i guder, hvor jeg mangler at have en hund. Den giver mig altså en ro og livsglæde, som er svær at beskrive.
Men nu vi er trods alt nået dertil, at vi har undersøgt en masse og fundet frem til hvilken race det skal være. Han vil have en lynende intelligent hund, der kræver en masse mental stimulans. Jeg vil have en hund, der kan holde til laaaaaange gåture. Og en hund, som jeg kan gå til træning med. En hund der gider.
Så valget er faldet på en Border Collie. Og altså, i går - ud af det blå - talte han pludselig om en masse fakta om racen. Så han sidder altså og læser mere og mere op på det.
Naiv som jeg er, tolker jeg det som: Yes! Den er snart hjemme.

Men altså, om et år - så længe er det heller ikke.

[Mangoness]

Jeg savner at have hund- Det gør min mand også. Men jeg er nærmest helt elendig. Det er nået dertil, at jeg - når jeg er ude at gå og kommer forbi Rema - afventer at en hundejer går ind for at handle, så jeg kan nusse hunden. Altså hvis jeg ser en hundejer, der er på vej hen mod hundekrogen.- Jeg står ikke stille i flere timer og venter.
Min mand vil gerne vente et års tid, fordi han:
1: Gerne vil have lidt uafhængighed efter at have været hundejer i 14 år.
2: Synes vi skal vente, så vi ikke står og skal have passet en forholdsvis ny hund i sommerferien, hvor vi snakker om 2-3 uger i udlandet.

Jeg kan ikke rigtig argumentere imod hans punkter. Dog har hans storebrors kone gentagne gange lovet, at de skal nok være hundepasser.

Men i guder, hvor jeg mangler at have en hund. Den giver mig altså en ro og livsglæde, som er svær at beskrive.
Men nu vi er trods alt nået dertil, at vi har undersøgt en masse og fundet frem til hvilken race det skal være. Han vil have en lynende intelligent hund, der kræver en masse mental stimulans. Jeg vil have en hund, der kan holde til laaaaaange gåture. Og en hund, som jeg kan gå til træning med. En hund der gider.
Så valget er faldet på en Border Collie. Og altså, i går - ud af det blå - talte han pludselig om en masse fakta om racen. Så han sidder altså og læser mere og mere op på det.
Naiv som jeg er, tolker jeg det som: Yes! Den er snart hjemme.

Men altså, om et år - så længe er det heller ikke.

Bor I på landet eller i et hus med have siden valget faldt på en border collie?

[Ado]

Jeg savner at have hund- Det gør min mand også. Men jeg er nærmest helt elendig. Det er nået dertil, at jeg - når jeg er ude at gå og kommer forbi Rema - afventer at en hundejer går ind for at handle, så jeg kan nusse hunden. Altså hvis jeg ser en hundejer, der er på vej hen mod hundekrogen.- Jeg står ikke stille i flere timer og venter.
Min mand vil gerne vente et års tid, fordi han:
1: Gerne vil have lidt uafhængighed efter at have været hundejer i 14 år.
2: Synes vi skal vente, så vi ikke står og skal have passet en forholdsvis ny hund i sommerferien, hvor vi snakker om 2-3 uger i udlandet.

Jeg kan ikke rigtig argumentere imod hans punkter. Dog har hans storebrors kone gentagne gange lovet, at de skal nok være hundepasser.

Men i guder, hvor jeg mangler at have en hund. Den giver mig altså en ro og livsglæde, som er svær at beskrive.
Men nu vi er trods alt nået dertil, at vi har undersøgt en masse og fundet frem til hvilken race det skal være. Han vil have en lynende intelligent hund, der kræver en masse mental stimulans. Jeg vil have en hund, der kan holde til laaaaaange gåture. Og en hund, som jeg kan gå til træning med. En hund der gider.
Så valget er faldet på en Border Collie. Og altså, i går - ud af det blå - talte han pludselig om en masse fakta om racen. Så han sidder altså og læser mere og mere op på det.
Naiv som jeg er, tolker jeg det som: Yes! Den er snart hjemme.

Men altså, om et år - så længe er det heller ikke.

Bor I på landet eller i et hus med have siden valget faldt på en border collie?

Nej, ikke på landet, men heller ikke i bymidte. Vi er omgivet af natur og skove og har en stor have med plads til leg. Valget er - som tidligere skrevet - taget på baggrund af, at han vil have en hund, der kræver meget mental stimulans og fordi jeg (og også ham) vil have en hund, der har brug for lange gåture og leg og træning. S¨å denne race matcher bedst vores behov.

[catnip]

Jeg savner at have hund- Det gør min mand også. Men jeg er nærmest helt elendig. Det er nået dertil, at jeg - når jeg er ude at gå og kommer forbi Rema - afventer at en hundejer går ind for at handle, så jeg kan nusse hunden. Altså hvis jeg ser en hundejer, der er på vej hen mod hundekrogen.- Jeg står ikke stille i flere timer og venter.
Min mand vil gerne vente et års tid, fordi han:
1: Gerne vil have lidt uafhængighed efter at have været hundejer i 14 år.
2: Synes vi skal vente, så vi ikke står og skal have passet en forholdsvis ny hund i sommerferien, hvor vi snakker om 2-3 uger i udlandet.

Jeg kan ikke rigtig argumentere imod hans punkter. Dog har hans storebrors kone gentagne gange lovet, at de skal nok være hundepasser.

Men i guder, hvor jeg mangler at have en hund. Den giver mig altså en ro og livsglæde, som er svær at beskrive.
Men nu vi er trods alt nået dertil, at vi har undersøgt en masse og fundet frem til hvilken race det skal være. Han vil have en lynende intelligent hund, der kræver en masse mental stimulans. Jeg vil have en hund, der kan holde til laaaaaange gåture. Og en hund, som jeg kan gå til træning med. En hund der gider.
Så valget er faldet på en Border Collie. Og altså, i går - ud af det blå - talte han pludselig om en masse fakta om racen. Så han sidder altså og læser mere og mere op på det.
Naiv som jeg er, tolker jeg det som: Yes! Den er snart hjemme.

Men altså, om et år - så længe er det heller ikke.

Bor I på landet eller i et hus med have siden valget faldt på en border collie?

Nej, ikke på landet, men heller ikke i bymidte. Vi er omgivet af natur og skove og har en stor have med plads til leg. Valget er - som tidligere skrevet - taget på baggrund af, at han vil have en hund, der kræver meget mental stimulans og fordi jeg (og også ham) vil have en hund, der har brug for lange gåture og leg og træning. S¨å denne race matcher bedst vores behov.

Det lyder skønt med hundetanker, til lykke med det

Men jeg er nødt til forsigtigt at pippe op omkring, at der er mange andre hunderacer der opfylder de behov du lister. En border collie er en brugshund 110%, og jeg vil mene at hvis man ikke bruger den til agility eller fårehold, så kan man meget hurtigt få en understimuleret hund.

[Ado]

Jeg savner at have hund- Det gør min mand også. Men jeg er nærmest helt elendig. Det er nået dertil, at jeg - når jeg er ude at gå og kommer forbi Rema - afventer at en hundejer går ind for at handle, så jeg kan nusse hunden. Altså hvis jeg ser en hundejer, der er på vej hen mod hundekrogen.- Jeg står ikke stille i flere timer og venter.
Min mand vil gerne vente et års tid, fordi han:
1: Gerne vil have lidt uafhængighed efter at have været hundejer i 14 år.
2: Synes vi skal vente, så vi ikke står og skal have passet en forholdsvis ny hund i sommerferien, hvor vi snakker om 2-3 uger i udlandet.

Jeg kan ikke rigtig argumentere imod hans punkter. Dog har hans storebrors kone gentagne gange lovet, at de skal nok være hundepasser.

Men i guder, hvor jeg mangler at have en hund. Den giver mig altså en ro og livsglæde, som er svær at beskrive.
Men nu vi er trods alt nået dertil, at vi har undersøgt en masse og fundet frem til hvilken race det skal være. Han vil have en lynende intelligent hund, der kræver en masse mental stimulans. Jeg vil have en hund, der kan holde til laaaaaange gåture. Og en hund, som jeg kan gå til træning med. En hund der gider.
Så valget er faldet på en Border Collie. Og altså, i går - ud af det blå - talte han pludselig om en masse fakta om racen. Så han sidder altså og læser mere og mere op på det.
Naiv som jeg er, tolker jeg det som: Yes! Den er snart hjemme.

Men altså, om et år - så længe er det heller ikke.

Bor I på landet eller i et hus med have siden valget faldt på en border collie?

Nej, ikke på landet, men heller ikke i bymidte. Vi er omgivet af natur og skove og har en stor have med plads til leg. Valget er - som tidligere skrevet - taget på baggrund af, at han vil have en hund, der kræver meget mental stimulans og fordi jeg (og også ham) vil have en hund, der har brug for lange gåture og leg og træning. S¨å denne race matcher bedst vores behov.

Det lyder skønt med hundetanker, til lykke med det

Men jeg er nødt til forsigtigt at pippe op omkring, at der er mange andre hunderacer der opfylder de behov du lister. En border collie er en brugshund 110%, og jeg vil mene at hvis man ikke bruger den til agility eller fårehold, så kan man meget hurtigt få en understimuleret hund.

Det er vi klar over. Der vil aldrig blive anskaffet en hund, før der er gjort grundige overvejelser og før vi har sat os ind i racen på godt og ondt. Men som jeg skrev i første indlæg, så er det netop træning, der står højt på listen over prioriteringer.

[Slettet bruger]

Et problem med mental load-logikken er at hvis man har the mental load, og man dør, overgiver man alt ansvaret for børn og husholdning til den anden part. Det må betyde at man stoler på vedkommende. Men mental load italesættes typisk sådan at hvis man ikke gjorde dit eller dat, ville det aldrig blive gjort, og så lider børnene, og det lyder omvendt ikke som den store tillid. Så stoler man på sin partner eller ej?

Hvis man ikke stoler på sin partner, burde forholdet nok afsluttes. Hvis man stoler på vedkommende, er der en simpel løsning: Giv slip på opgaverne og lad den anden finde ud af det.

Det er godt nok et sjovt argument.

For det første dør man ikke med vilje. For det andet skal en forælder være virkelig dårligt fungerende (og ikke bare passiv eller doven) for at det ikke er bedre for børnene at blive ved vedkommende. Børn er jo forbundet med deres forældre.
Oveni bliver vedkommende jo nødt til at gøre de ting, hvis man dør. Kunne h*n så ikke lige så godt træde i karakter og tage sin del af opgaverne, uden at partneren behøver at dø.

Man kan godt stole på, at ens partner vil kunne tage sig af børnene, hvis man dør, og stadig være vældig træt af, at h*n ikke gør de ting, man ved, han godt kan men bare ikke nosser sig sammen til at gøre.

Det kan jeg ikke se man kan. Enten kan han de ting, og så gør han det nok på en eller anden måde hvis man selv holder op. Eller også kan han ikke, og så bør man nok overveje hvad han skal have af hjælp hvis man dør, så børnene ikke lider ud over selvfølgelig sorgen over tabet af en forælder.

[Fru Himmelblå]

Et problem med mental load-logikken er at hvis man har the mental load, og man dør, overgiver man alt ansvaret for børn og husholdning til den anden part. Det må betyde at man stoler på vedkommende. Men mental load italesættes typisk sådan at hvis man ikke gjorde dit eller dat, ville det aldrig blive gjort, og så lider børnene, og det lyder omvendt ikke som den store tillid. Så stoler man på sin partner eller ej?

Hvis man ikke stoler på sin partner, burde forholdet nok afsluttes. Hvis man stoler på vedkommende, er der en simpel løsning: Giv slip på opgaverne og lad den anden finde ud af det.

Det er godt nok et sjovt argument.

For det første dør man ikke med vilje. For det andet skal en forælder være virkelig dårligt fungerende (og ikke bare passiv eller doven) for at det ikke er bedre for børnene at blive ved vedkommende. Børn er jo forbundet med deres forældre.
Oveni bliver vedkommende jo nødt til at gøre de ting, hvis man dør. Kunne h*n så ikke lige så godt træde i karakter og tage sin del af opgaverne, uden at partneren behøver at dø.

Man kan godt stole på, at ens partner vil kunne tage sig af børnene, hvis man dør, og stadig være vældig træt af, at h*n ikke gør de ting, man ved, han godt kan men bare ikke nosser sig sammen til at gøre.

Det kan jeg ikke se man kan. Enten kan han de ting, og så gør han det nok på en eller anden måde hvis man selv holder op. Eller også kan han ikke, og så bør man nok overveje hvad han skal have af hjælp hvis man dør, så børnene ikke lider ud over selvfølgelig sorgen over tabet af en forælder.

Men hvorfor skal den ene part holde op med at tænke på det praktiske og bare lade det hele sejle, førend at den anden part tager sig sammen og påtager sig sin del af ansvaret i et forældreskab?

[avdotja]

Det kan jeg ikke se man kan. Enten kan han de ting, og så gør han det nok på en eller anden måde hvis man selv holder op. Eller også kan han ikke, og så bør man nok overveje hvad han skal have af hjælp hvis man dør, så børnene ikke lider ud over selvfølgelig sorgen over tabet af en forælder.

I bund og grund handler det om, at man skal vælge den rigtige partner at få barn med; det kan bare være rigtig svært at forudse, hvor meget eller lidt han træder i karakter, når barnet kommer. Og når så barnet er der, vil man gerne bevare parforholdet, hvis det er muligt (man holder jo også af manden) fordi man ikke ønsker, at barnet skal blive skilsmissebarn.

Men hvor langt skal man så gå, når man venter på, at manden træder i karakter? Hvor længe skal barnet ligge med lort i bleen? Hvor mange gange er det ok, at barnet bliver hudløs, men far lærer at tage ansvar.
Eller hvor mange gange er det ok, at barnet kommer sent i seng, fordi far ikke har lavet mad eller glemt at handle?
Hvor tit skal barnet sendes til fødselsdag uden gave til fødselsdagsbarnet, fordi far har glemt at købe den?
Hvor ofte skal de i skole uden gymnastiktøj osv.

Der er jo ingen, der ikke KAN skifte ble, købe en gave eller sørge for aftensmad. I alt fald ikke, hvis de er i stand til at få en kæreste og lave et barn.

Det der tror jeg simpelthen ikke på. En ansvarlig, omsorgsfuld, betænksom og hjælpsom mand forvandler sig ikke pludselig til en ugidelig, ansvarsfraskrivende dovenlars, fordi et barn kommer til. Så er han det efter barnet er født, var han det nok også før; man valgte bare behændigt at se bort fra det og/eller var dum nok til at antage at det ville ændre sig ved barnets ankomst.

Jeg er enig i at der findes masser af uheldige mønstre i de danske familier, hvor den ene forældre står med hovedansvaret for familien/hjemmet. Det skyldes ikke nødvendigvis at den ene er fuldstændig uegnet som forældre, men kan sagtens være en konsekvens af at vedkommende simpelthen har vænnet sig til at den anden samler op. Mennesket er mageligt anlagt; hvis man ved der er andre der står klar til at gøre arbejdet for en, er det begrænset hvor meget energi man selv gider bruge på det.

Af samme årsag er jeg slet ikke i tvivl om at det vil hjælpe, hvis den ansvarlige part simpelthen træder et skridt tilbage, fralægger sig ansvaret og lader den magelig part om at tage initiativet i en periode. Hvis man er ude i at det resulterer i et skadet barn, så er man også ude i at man får et problem hvis man selv dør (eller bare bliver skilt, for at tage et mere realistisk scenarie).

[Purple Haze]

Er blevet mindre kritisk over det at have “the mental load”.
Min mor havde det, hun døde - min far var (udover at være i sorg) helt overrasket over at folk ikke (længere) sørgede for at der var handlet ind til ham og lavet mad. Og at relationer til andre mennesker ikke er noget der sker af sig selv.
Han svandt hen og døde.

Talte om det med min svigermor og hendes veninde (76 & 85 år) som bare koldt konstaterede at mænd er nogle skvat der ikke kan finde ud af noget (så de dør).

Efter det er gået op for mig så er jeg ikke så ked af at have styr på “the mental load” - situationen ville nok være anderledes hvis min kæreste slet ikke gjorde noget på eget initiativ og hvis vi havde børn.
Tror dog heldigvis de fleste (moderne) mænd er på banen og godt kan tage deres del.

Tror det i højere grad er et problem i meget traditionelle familier og i udlandet hvor “husmoderen” stadig forventes at stå for “den slags”

[Zombie]

Jeg er gravid og vi er super obs på, at der alle vegne er forskellige forventninger til os begge.
Et eksempel: Da vi var hos min læge for at få oprettet vandrejournal, henvendte min (mandlige) læge sig lige meget til os begge.

Men da vi var hos jordemoder for nylig, snakkede hun kun til mig. Selv når vi snakkede om ting, der vedrørte os begge som familie eller da hun spurgte ind til min mands arbejde. Hun spurgte mig, om hans rolle under fødslen. Ikke os eller ham selv.

Vi oplever, at mange bliver overrasket over, at vi deler barslen lige over. Vi oplever nogle få, der vil diskutere om det er godt for mig eller barnet. De har kun fordomme og antagelser, deres viden er enten forældet eller ikke-eksisterende.


Mine veninder synes, det er pudsigt, at vi har lavet en liste over ting, der skal gøres eller indhentes viden om, og delt imellem os. Fx skal min mand finde ud af, hvilken type modermælkserstatning der vil være bedst når vi har allergi, som samtidig anbefales og kan fås mange steder. Samt hvor meget vi skal indkøbe og hvor længe det ca vil række.

Han skal også pakke alt til baby i hospitalstasken; Jeg pakker bare mit eget. Dermed skal han også undersøge, om vi har adgang til MME på fødegangen, hvor mange dage vi må være der ift tøj til baby osv. (Han var lige smart og spurgte Jordemoderen, og tog noter. Hun virkede lidt forvirret over, at han spurgte og ikke jeg.)


Vi har jo nogle særlige vilkår, fordi jeg har en sygdom. Så vi skriver ned og deles om det.
Men når jeg snakker med mine veninder - meget af det stod eller står de med alene.

Det begynder allerede nu, hos mange. Det er kvinden som er gravid, måske skal amme... Så det er hende, der sætter sig ind i mange ting vedrørende baby. Hende der bygger rede. Men hvorfor? Mange ting kan uddelegeres.

Og så tager kvinden ofte meget barsel. Så er barnet hendes "job" i næsten et år. Og så har man grundlagt en vane, der ender med, at hun skal sørge for ungernes vinterstøvler, for det falder ikke manden ind. Det har jo aldrig været hans bekymring, om børnene manglede nyt tøj eller sko.

[Slettet bruger]

Det kan jeg ikke se man kan. Enten kan han de ting, og så gør han det nok på en eller anden måde hvis man selv holder op. Eller også kan han ikke, og så bør man nok overveje hvad han skal have af hjælp hvis man dør, så børnene ikke lider ud over selvfølgelig sorgen over tabet af en forælder.

I bund og grund handler det om, at man skal vælge den rigtige partner at få barn med; det kan bare være rigtig svært at forudse, hvor meget eller lidt han træder i karakter, når barnet kommer. Og når så barnet er der, vil man gerne bevare parforholdet, hvis det er muligt (man holder jo også af manden) fordi man ikke ønsker, at barnet skal blive skilsmissebarn.

Men hvor langt skal man så gå, når man venter på, at manden træder i karakter? Hvor længe skal barnet ligge med lort i bleen? Hvor mange gange er det ok, at barnet bliver hudløs, men far lærer at tage ansvar.
Eller hvor mange gange er det ok, at barnet kommer sent i seng, fordi far ikke har lavet mad eller glemt at handle?
Hvor tit skal barnet sendes til fødselsdag uden gave til fødselsdagsbarnet, fordi far har glemt at købe den?
Hvor ofte skal de i skole uden gymnastiktøj osv.

Der er jo ingen, der ikke KAN skifte ble, købe en gave eller sørge for aftensmad. I alt fald ikke, hvis de er i stand til at få en kæreste og lave et barn.

Hvis manden lader barnet ligge i lortebleer, er han uegnet som forælder, og så må man jo tage konsekvensen af det og kyle ham ud. Enten er han god nok, og man må give lidt slip og lade ham gøre det på sin måde, eller også er han ikke god nok og må ud.

[Stitch]

Det kan jeg ikke se man kan. Enten kan han de ting, og så gør han det nok på en eller anden måde hvis man selv holder op. Eller også kan han ikke, og så bør man nok overveje hvad han skal have af hjælp hvis man dør, så børnene ikke lider ud over selvfølgelig sorgen over tabet af en forælder.

I bund og grund handler det om, at man skal vælge den rigtige partner at få barn med; det kan bare være rigtig svært at forudse, hvor meget eller lidt han træder i karakter, når barnet kommer. Og når så barnet er der, vil man gerne bevare parforholdet, hvis det er muligt (man holder jo også af manden) fordi man ikke ønsker, at barnet skal blive skilsmissebarn.

Men hvor langt skal man så gå, når man venter på, at manden træder i karakter? Hvor længe skal barnet ligge med lort i bleen? Hvor mange gange er det ok, at barnet bliver hudløs, men far lærer at tage ansvar.
Eller hvor mange gange er det ok, at barnet kommer sent i seng, fordi far ikke har lavet mad eller glemt at handle?
Hvor tit skal barnet sendes til fødselsdag uden gave til fødselsdagsbarnet, fordi far har glemt at købe den?
Hvor ofte skal de i skole uden gymnastiktøj osv.

Der er jo ingen, der ikke KAN skifte ble, købe en gave eller sørge for aftensmad. I alt fald ikke, hvis de er i stand til at få en kæreste og lave et barn.

Hvis manden lader barnet ligge i lortebleer, er han uegnet som forælder, og så må man jo tage konsekvensen af det og kyle ham ud. Enten er han god nok, og man må give lidt slip og lade ham gøre det på sin måde, eller også er han ikke god nok og må ud.

Eller mulighed nr.3 som er at han lærer det. Ligesåvel som kvinden skal lære alt muligt.