Partråden

[bluetof1]

Altså, til din svigermors forsvar, så er det jo også en lidt speciel konstellation at I er gift men bor i hver jeres landsdel.

Ja og det er som sagt heller ikke fordi jeg ikke forstår at hun ikke har lyst til at have en fremmed med på ferie.
Jeg synes ikke hun er et dårligt menneske og jeg kunne aldrig finde på at skabe mig eller spørge til det.

I min familie og svigerfamilie, så er man ikke en fremmed efter så lang tid. Lin kæreste og jeg har været sammen 1,5 år og jeg blev inviteret med til hygge- og arbejdsdag på gården, selvom min kæreste ikke kunne - fordi jeg er en del af familien.

Og så meget har vi heller ikke været sammen.

Det ville jeg sikkert også blive inviteret til, men det er også lidt noget andet end 10 dage i Italien.
Men det siger da noget at jeg har et tættere forhold til hans moster end til hans mor. Hun er helt sikkert ikke nem at komme ind på, men hun gør virkelig heller ikke noget for at jeg skal føle mig velkommen.
Jeg kommer lige i tanker om at da hans far blev 70 sidste år, blev hans fætters spritnye kæreste skrevet på invitationen. Jeg fik en sms 14 dage før. Det er lidt som om jeg er en eftertanke
Det kan sagtens have noget at gøre med at vi ikke bor sammen og ikke har en hverdag sammen i den forstand.

[bluetof1]

Jeg synes ofte at jeg ser det i de her sammenbragte forhold.

Jeg tror det på en eller anden måde er svære at inviterer en ny kæreste ind i familien når der har været én som man var blevet vant til og som er den "rigtige". Det tog i hvertfald min svigerfamilie væsentligt længere tid at accepterer mig som en fast del af familien, end jeg tror det har gjort for dem med de andre svigerbørn.

I det her tilfælde er det helt sikkert ikke fordi eksen er "den rigtige". De hader hende inderligt og når man kender historien så forstår man godt hvorfor.
Jeg tror en del af det handler om at min kærestes mor ikke mener hun kender mig godt nok til at jeg er en del af familien. Jeg er inviteret hvis de holder ting derhjemme, men de foregår som regel på tidspunkter hvor jeg ikke er der. Jeg har dog ikke indtryk af at de invitationer er specielt hjertelige for mit vedkommende.
En anden del af det er at min kæreste begik en fejl af episke dimensioner da han blev kærester med sin ekskone og hans mor er bange for at det vil ske/er sket igen. Det har ikke noget med mig at gøre personligt, men det kommer jo stadig til at gå ud over mig.
Den sidste del er, at jeg er meget anderledes end resten af familien. Dels har jeg fire børn, dels bor i en anden landsdel (det her er en familie, der kender deres mænd og koners familier generationer tilbage fordi de alle sammen er vokset op i nærheden af hinanden), dels er jeg bare lidt speciel i forhold til hvad de er vant til.

Nu tænker jeg bare lidt højt her – Men kan de evt. være nervøs for om dine børn også skal med hvis du skal?
Jeg kender personligt til flere familier hvor det har været et problem, og så senest en meget lang diskussion på et facebook opslag om netop det, så det er et lidt betændt emne.

Det kan sagtens være det er det, men det ville da være smart at spørge så.
Det bruger de på den anden side ikke så meget i den familie. Har aldrig mødt nogen, der taler så meget OM hinanden og så lidt MED hinanden som dem.

[Stitch]

Bliver I andre betragtet som en del af jeres svigerfamilie eller er det mere et spørgsmål om at I eksisterer ved siden af hinanden uden noget egentligt fællesskab?

Vi har kun været sammen 1 år, men jeg bliver klart betragtet som en del af familien. I hvert fald af de nærmeste. De andre har jeg ikke mødt så mange gange endnu.
Men af hans mor og søster (og egne børn) bliver jeg set som familie og inkluderet i alt. Det er jeg ret glad for

[LaMariposa]

Bliver I andre betragtet som en del af jeres svigerfamilie eller er det mere et spørgsmål om at I eksisterer ved siden af hinanden uden noget egentligt fællesskab?

Jeg tror da jeg betragtes som en del af familien. Men er i tvivl om hvor du skiller grænsen?

Det er jeg egentlig også selv. Det har aldrig været et issue før, men det er det nu hvor Kokken er på ferie med sin familie. De er nemlig afsted for at fejre hans mors runde fødselsdag og det blev understreget at jeg ikke var inviteret fordi det kun var for familien. Det er selvfølgelig hendes valg og jeg er da heller ikke sur eller noget (misundelig, men jeg skal heller ikke selv på ferie i år ), men jeg synes bare det er lidt mærkeligt.
Jeg tror min mor ville have inviteret ham med hvis det var hendes runde fødselsdag og hun er om muligt endnu mere privat anlagt end min "svigermor".
Jeg har hele tiden haft en meget klar fornemmelse af at hun ikke kan lide mig og at hun ingen intention har om at revidere den holdning og hvis det er rigtigt så vil jeg nok altid bare eksistere ved siden af familien i stedet for at være en del af den. Det ville selvfølgelig være et noget større problem hvis vi boede sammen, men jeg synes nu stadig det er lidt ærgerligt og temmelig underligt.
Jeg har, så vidt jeg ved, ikke gjort eller sagt noget komplet utilgiveligt.

Jeg ville være ked af at have det sådan med en svigerfamilie. Selvfølgelig vælger man ikke selv sin svigerfamilie, så jeg ville jo blive nødt til at leve med det men jeg ville synes at det var rigtig ærgerligt. For jeg er selv stort familiemenneske og vil gerne inkluderes i en partners familie. Heldigvis var min ekskærestes familie ekstremt inkluderende, og meget familie-agtige alle sammen.
Jeg bliver stadig inviteret med til alle familiefesterne, og til kaffe og kage jævnligt, og når jeg siger tak fordi jeg måtte komme så får jeg altid "selvfølgelig, du er jo familie så vi kunne ikke forestille os andet".

Noget af det jeg "frygter" aller mest ved at skulle finde en ny kæreste er at skulle have en ny svigerfamilie, for denne familie er svær at hamle op med, og jeg ville så gerne have et lige så godt forhold med en ny.

Hvad siger din kæreste til dit forhold til svigerfamilien er som det er?

Min kæreste mener det kun foregår i mit hoved og at jeg er nøjagtig lige så velkommen som alle andre svigerbørn i familien. Det kan også sagtens være at det er rigtigt.

Men hvorfor er du så ikke inviteret??

[bluetof1]

Har lige spurgt min kæreste hvad han mener om at jeg ikke er inviteret og han er træt af det, men har ikke tænkt længere end til at det er træls fordi det betyder at jeg ikke er med på ferie.

Edit.: han havde tænkt mere over det. Han havde tænkt om det var fordi de ikke ville have mig med eller hvad det handlede om. Han er kommet frem til at det handler om at hans mor er meget reserveret og at det er blevet værre efter hans eks og hendes opførsel og så at hun følte at hun skulle invitere mig+børn hvis jeg skulle med og det ville blive for meget.
Det er noget han er kommet frem til. Han har ikke spurgt sine forældre og kommer heller ikke til det.
Hvis ovenstående er sagen så kunne man jo have talt med mig om det, ikke for at jeg kunne overtale dem til noget, men for at informere og på den måde inkludere.
Jeg kommer nok aldrig til at forstå den families ulyst til at tale om tingene. Det er et nærmest patologisk behov for ikke at italesætte noget som helst.
Enden på det hele er, at jeg ikke blev inviteret, grunden kan der kun gisnes om, jeg føler mig eksluderet og har sådan set ikke rigtig lyst til at deltage i noget mere. Om det også var det intederede "end game" ved jeg ikke, men faktum er at det her sådan set bare er kulminationen på lang række arrangementer hvor jeg har følt at jeg rangerede lavere end de andre, der har giftet sig ind i familien.
Jeg gider ikke lave drama så jeg fortsætter bare som før og deltager i det omfang jeg kan, men fremover uden at forvente at det betyder at jeg er en del af familien.

Mariposa: skrev en update i ældre indlæg. Den er her

[LaMariposa]

Har lige spurgt min kæreste hvad han mener om at jeg ikke er inviteret og han er træt af det, men har ikke tænkt længere end til at det er træls fordi det betyder at jeg ikke er med på ferie.

Edit.: han havde tænkt mere over det. Han havde tænkt om det var fordi de ikke ville have mig med eller hvad det handlede om. Han er kommet frem til at det handler om at hans mor er meget reserveret og at det er blevet værre efter hans eks og hendes opførsel og så at hun følte at hun skulle invitere mig+børn hvis jeg skulle med og det ville blive for meget.
Det er noget han er kommet frem til. Han har ikke spurgt sine forældre og kommer heller ikke til det.
Hvis ovenstående er sagen så kunne man jo have talt med mig om det, ikke for at jeg kunne overtale dem til noget, men for at informere og på den måde inkludere.
Jeg kommer nok aldrig til at forstå den families ulyst til at tale om tingene. Det er et nærmest patologisk behov for ikke at italesætte noget som helst.
Enden på det hele er, at jeg ikke blev inviteret, grunden kan der kun gisnes om, jeg føler mig eksluderet og har sådan set ikke rigtig lyst til at deltage i noget mere. Om det også var det intederede "end game" ved jeg ikke, men faktum er at det her sådan set bare er kulminationen på lang række arrangementer hvor jeg har følt at jeg rangerede lavere end de andre, der har giftet sig ind i familien.
Jeg gider ikke lave drama så jeg fortsætter bare som før og deltager i det omfang jeg kan, men fremover uden at forvente at det betyder at jeg er en del af familien.

Mariposa: skrev en update i ældre indlæg. Den er her

Sorry, min fejl

[bluetof1]

Har lige spurgt min kæreste hvad han mener om at jeg ikke er inviteret og han er træt af det, men har ikke tænkt længere end til at det er træls fordi det betyder at jeg ikke er med på ferie.

Edit.: han havde tænkt mere over det. Han havde tænkt om det var fordi de ikke ville have mig med eller hvad det handlede om. Han er kommet frem til at det handler om at hans mor er meget reserveret og at det er blevet værre efter hans eks og hendes opførsel og så at hun følte at hun skulle invitere mig+børn hvis jeg skulle med og det ville blive for meget.
Det er noget han er kommet frem til. Han har ikke spurgt sine forældre og kommer heller ikke til det.
Hvis ovenstående er sagen så kunne man jo have talt med mig om det, ikke for at jeg kunne overtale dem til noget, men for at informere og på den måde inkludere.
Jeg kommer nok aldrig til at forstå den families ulyst til at tale om tingene. Det er et nærmest patologisk behov for ikke at italesætte noget som helst.
Enden på det hele er, at jeg ikke blev inviteret, grunden kan der kun gisnes om, jeg føler mig eksluderet og har sådan set ikke rigtig lyst til at deltage i noget mere. Om det også var det intederede "end game" ved jeg ikke, men faktum er at det her sådan set bare er kulminationen på lang række arrangementer hvor jeg har følt at jeg rangerede lavere end de andre, der har giftet sig ind i familien.
Jeg gider ikke lave drama så jeg fortsætter bare som før og deltager i det omfang jeg kan, men fremover uden at forvente at det betyder at jeg er en del af familien.

Mariposa: skrev en update i ældre indlæg. Den er her

Sorry, min fejl

Det ved jeg ikke
Det var godt gemt

[bluetof1]

Mon ikke det kan have noget med børnene at gøre? Jeg går ikke ud fra, at de kender dine børn så godt, og uanset hvordan man vender og drejer den, så bliver det en lidt anden slags ferie, hvis der er 4 ekstra børn med. En del forældre vil jo ikke tage afsted uden deres børn, så måske har de valgt dig fra pga det, selvom du muligvis gerne var taget afsted alene?

Det kan sagtens være. Der var bare aldrig nogen, der besværede sig med at tale med mig. Det blev bare understreget at jeg IKKE var inviteret for det var kun for familien. Det måtte jeg i øvrigt have at vide ad omveje. Ingen har sagt noget direkte på noget tidspunkt og efterhånden som jeg har tænkt over det så er det faktisk det, der gør at jeg for alvor føler mig udenfor. Jeg var ikke engang vigtig nok til at nogen ville forklare hvorfor jeg ikke var inviteret.

[avdotja]

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan det er i jeres specifkke familie, men helt generelt synes jeg ikke nødvendigvis at det at ville bruge noget tid alene med egne børn + børnebørn, er det samme som at partneren til ens barn ikke betragtes som familie. Der er jo flere grader af “familietæthed” og jeg formoder at de fleste kan blive enige om at det er normalt at være tættere på - og havde et andet forhold til - ens eget barn end barnets kæreste? Hvis hun derimod havde inviteret alle andre, ud til 3. grankusineled, kunne jeg forstå frustrationen, men når hun lige netop begrænser sig til det absolut tætteste man kan som bedsteforældre, ser jeg ikke problemet.

Jeg har en ven der, som en helt fast tradition, tager en uges ferie hvor de kun er farmor, søn og barnebarn. Det er bestemt ikke mit indtryk at hverken farmoderen (eller hamselv ) gør det for bevidst at slippe væk fra moderen.

Fra “min verden” er der feks min søsters mand: hyggelig fyr, har været sammen med min søster i 12 år, er far til min niece og er med til (eller i hvert fald inviteret ) til alle familiebegivenheder. Men hvor jeg betragter både min søster og niece som familie, så ser jeg stadigvæk ham som min søsters familie.

Som andre er inde på, tænker jeg dog også at det er muligt at risikoen for at dine fire børn (som jeg formoder svigermor ikke har et specielt tæt forhold til) pludselig skulle med, spiller ind i den konkrete situation her.

[bluetof1]

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan det er i jeres specifkke familie, men helt generelt synes jeg ikke nødvendigvis at det at ville bruge noget tid alene med egne børn + børnebørn, er det samme som at partneren til ens barn ikke betragtes som familie. Der er jo flere grader af “familietæthed” og jeg formoder at de fleste kan blive enige om at det er normalt at være tættere på - og havde et andet forhold til - ens eget barn end barnets kæreste? Hvis hun derimod havde inviteret alle andre, ud til 3. grankusineled, kunne jeg forstå frustrationen, men når hun lige netop begrænser sig til det absolut tætteste man kan som bedsteforældre, ser jeg ikke problemet.

Jeg har en ven der, som en helt fast tradition, tager en uges ferie hvor de kun er farmor, søn og barnebarn. Det er bestemt ikke mit indtryk at hverken farmoderen (eller hamselv ) gør det for bevidst at slippe væk fra moderen.

Fra “min verden” er der feks min søsters mand: hyggelig fyr, har været sammen med min søster i 12 år, er far til min niece og er med til (eller i hvert fald inviteret ) til alle familiebegivenheder. Men hvor jeg betragter både min søster og niece som familie, så ser jeg stadigvæk ham som min søsters familie.

Som andre er inde på, tænker jeg dog også at det er muligt at risikoen for at dine fire børn (som jeg formoder svigermor ikke har et specielt tæt forhold til) pludselig skulle med, spiller ind i den konkrete situation her.

Jeg har også været inde på det
Det er sådan set heller ikke det at jeg ikke er inviteret. Det er grunden til at jeg ikke er det (den grund ingen har fortalt mig om, så jeg gætter som sagt bare) og så det at det blev klemt ud i sådan en underlig sidebemærkning at jeg altså ikke var inviteret. Det hører selvfølgelig også med til historien at de ellers har været meget large med at invitere kærester med. Min kærestes datter blev f.eks. spurgt om hun ville have sin kæreste med. Ham har de ikke mødt endnu.
Hvis hun havde taget fat i mig og sagt "vi holder min runde fødselsdag for den nærmeste familie så derfor er det kun dem jeg inviterer" så ville jeg nok ikke have tænkt noget videre over det. Men hele forløbet omkring det og hendes opførsel i det hele taget råber bare "SKRIIIIID!" og det er nok til dels begrundet i min kærestes ekskone, der har opført sig og fortsat opfører sig på en måde, der gør det meget svært at leve med hende.

[Buller]

Det kan sagtens være det er det, men det ville da være smart at spørge så.
Det bruger de på den anden side ikke så meget i den familie. Har aldrig mødt nogen, der taler så meget OM hinanden og så lidt MED hinanden som dem.

Kom og mød min svigerfamilie Vi er begyndt at more os med at gætte på hvilken del af vores liv der får kniven næste gang svigermor møder nogen fra familien. Hun kan brokke sig over ALLE.

[Mi55y]

Jeg har gjort noget dumt...

I et anfald af irritation over at min kæreste aldrig kan planlægge længere end en uge frem i tiden, og også lidt i irritation over, at jeg planlægger alt for meget, har jeg simpelthen lagt al ansvaret for barnedåben for vores kommende førstefødte over på kæresten. Altså, jeg spurgte, om han kunne være interesseret i at planlægge den - og det synes han var en fantastisk ide!

Men OK - jeg havde foreslået kun nærmeste familie (som i forvejen tæller omkring 35) og bare uformel kaffe og kage hjemme hos os selv, men han insisterede på både at have venner med og servere middag. Så det er vel fair nok, at han så tager sig af planlægningen. But still...

[Rapfisk]

Jeg har gjort noget dumt...

I et anfald af irritation over at min kæreste aldrig kan planlægge længere end en uge frem i tiden, og også lidt i irritation over, at jeg planlægger alt for meget, har jeg simpelthen lagt al ansvaret for barnedåben for vores kommende førstefødte over på kæresten. Altså, jeg spurgte, om han kunne være interesseret i at planlægge den - og det synes han var en fantastisk ide!

Men OK - jeg havde foreslået kun nærmeste familie (som i forvejen tæller omkring 35) og bare uformel kaffe og kage hjemme hos os selv, men han insisterede på både at have venner med og servere middag. Så det er vel fair nok, at han så tager sig af planlægningen. But still...

Det skal nok blive godt

[Mi55y]

Det skal nok blive godt

Det tror jeg også! Og en god "det går jo nok"-øvelse for mig.

[Zombie]

Det skal nok blive godt

Det tror jeg også! Og en god "det går jo nok"-øvelse for mig.

Tag en notesbog med. Går det helt galt, har du stikord til en virkelig sjov tale - enten førstefødtes 18 års eller din kærestes 50 års eller sådan noget. Tag noter!