twinkle skrev:Bøtte skrev:twinkle skrev:FruKuk skrev:I forhold til graviditet og sex, så havde jeg det som dig Twinklei begge mine graviditeter. Og efter nr 1 gik der 4 måneder, før jeg var frisk på at prøve igen. Min mand har aldrig beklaget sig. Og hvis han gjorde, ville jeg ærligt have været røv ligeglad. Vi kunne sagtens tale om, at det ville blive skønt, når vi igen kunne knalde, men havde han disket op med tud og beklagelser, havde han fået besked på at finde en anden at tude til.
Jeg tror måske også den måde jeg bliver nødt til at tale med ham om det på er, at lige nu er det simpelthen ikke en mulighed med sex, men at sådan kommer det jo ikke til at være for evigt eller altid.
Men jeg kan også mærke på ham at han kæmper med det her med, at vi snart står og bliver forældre. Han har lidt svært ved at finde sig til rette i det, også selv om graviditeten har været to år undervejs... Så jeg tror måske også det er noget af det, der påvirker ham.
Tror faktisk mange mænd har det sådan, de ved ikke helt hvad der venter og kæresten opfører sig selv ikke som hun plejer, det er nok meget naturligt at blive lidt påvirket på den ene eller anden måde.
Min mand udtrykte ikke de store følelser om min første graviditet. Han vidste ikke helt om han ville med til fødslen osv. Jeg havde virkelig lyst til at tale om det, for jeg synes det var et problem. Men jeg tror faktisk at det han fik tid til at tumle det selv gjorde underværker. For da babyen først meldte sin ankomst (og han var kommet sig over det værste chok over at det skete en måned for tidligt) var han totalt cool og far-agtig. Han tog det hele i stiv arm, selv om
fødslen ikke gik, som de oftest gør og selv om han stod alene med babyen de første timer og havde en kæreste, der var helt slået ud af blodmangel de første mange døgn, så var han altså bare helt inde i rollen, som om han ikke havde bestilt andet.
Selvfølgelig skal du anerkende dib mand i at det er svært med manglende sex og at der sker en omvæltning snart. Men pas på du ikke taler det ihjel - selvfølgelig kender du ham bedst om ved hvordan han er. Men med min mand ville det gøre det værre.
Og jeg anerkender ham 100% i det, men jeg føler også bare det er ret meningsløst at blive ved med at sige det til ham - for hvad skal han bruge det til?
Derfor har jeg forsøgt at kompensere. Og måske har det været utilstrækkeligt, men hvad skulle jeg ellers gøre...
Jeg ved han bliver en fantastisk far, men jeg kan godt forstå hvis hele det her babyshow har smidt ham ind i en mindre “krise” (af mangel på andet at kalde det)
Jeg tænker ikke du har kunnet gøre så meget andet. Med mit indlæg mente jeg egentlig også bare at selvfølgelig skal han anerkendes i det er svært, men måske ikke konstant of hele tiden, for det tror jeg ikke gør det det nemmere, måske endda tværtimod.
Din mand må også acceptere at sådan er det nu lg en periode frem.
Vi hsr to små børn på 1 og 5. Og vores sexliv er altså ikke det samme som for 6 år siden. Jwg tænker der går nogle år, inden det vender tilbage tll hvad det var, for vi har simpelthen for meget at se tll, til at der er overskud til det store i hverdagen. Sådan er det selvfølgelig ikke alle, der har det, men blandt vores venner er det ret almindeligt.