Partråden

[Kaffe]

Min kæreste er den herhjemme med mest temperament og irritabilitet, og jeg håndterer ikke ret godt den slags i et forhold. Jeg tager det meget nært og har ingen strategier andet end at forsøge at undgå de situationer. Samtidig ved jeg godt, at det er ret meget imod, hvad der normalvis anbefales i forhold; nemlig at man snakker om tingene. Men det kan jo give en konflikt.....som man vil undgå. Jeg ER bare ikke god til alt det der.

[Buller]

Dagen efter kører vi ud for at kigge på et have bord. Vi finder et og jeg tænker at vi bare bestiller det over nettet, men han vil have det med nu. Så han må køre os hjem først fordi vi kan ikke være i bilen med bordet. Så da han kommer derud igen kan de ikke finde det bord de har solgt os. Manden vælger så at sige nej tak til gratis levering af bordet i løbet af ugen og kører til Ballerup for at købe det. I Ballerup finder han ud af at bordet ikke kan være i bilen og han må betale 350kr for levering her i læbet af ugen. Og kommer selvfølgelig rasende hjem. Jeg formaster mig til at spørge hvorfor han ikke bare tog imod gratis levering og så for jeg at vide at jeg kører på ham og er provokerende og jeg ved ikke hvad.

Det der minder mig lidt om noget min kone gør i perioder, og som jeg må indrømme også irriterer mig. Nogle gange gør jeg et eller andet, jeg har en plan, og det går så ikke lige som jeg har håbet, eller jeg har glemt noget, og så får jeg et "jamen hvorfor gjorde du ikke bare sådan"-spørgsmål, og det magter jeg ikke rigtigt. Jeg er så ikke den råbende og skrigende type, men jeg har flere gange sagt til hende at det er lidt træls. Et eksempel er den anden dag jeg havde købt kartofler på vej hjem fra at hente børnene fordi vi skulle have kartofler til aftensmad. Hun kommer hjem lidt senere, og spørger så "hvorfor har du købt kartofler?", "fordi vi skal have det til aftensmad", "jamen, jeg har jo allerede købt, det sagde jeg til dig i går". Og så bliver jeg sådan lidt "nå, okay, så har vi ekstra kartofler, kunne du ikke bare have ignoreret det i stedet for den der kritiske tone, jeg er ikke ude på at sabotere vores aftensmad".

Det er ikke ment som en undskyldning for hans adfærd, den er han selv ansvarlig for, bare et bud på hvad der foregår i hans hoved.

Har du overvejet at det du egentlig fortæller din kone er at du ikke har gider høre efter da hun fortalte at hun havde købt kartofler.

Og så bliver du sur over at hun synes at det er træls du ikke gider høre efter.

[Pandesteg]

Det lyder vildt hårdt, Æble Jeg er selv lidt en hidsigprop (det er blevet meget bedre med alderen dog), så jeg forstår egentlig godt at man kan få et lille flip i ny og næ. Men for mig ville grænsen gå ved at der bliver smidt med og ødelagt ting under et raserianfald. Det er faktisk langt over min grænse, nok fordi jeg selv er vokset op med den slags opførsel fra min mor og det var simpelthen så ubehageligt.

Du må nok forsøge at tale med ham om det igen og hvis han så lover at det nok skal blive bedre, så ville jeg holde ham op på det næste gang han får et flip. Som i, gå hen til ham mens han flipper, også ham til at kikke dig i øjnene og sig noget i stil “skat, kan du huske vi talte om dine flip hvor du opfører dig urimeligt og som du lovede at arbejde på? Du er på vej ud i sådan et flip nu og det gør mig rigtig ked af det” og så se hvordan hans reaktion er.

[Æble]

Han er kommet lidt forsonende hjem ig forsøgt sig med et kram og spurgt om vi skal se GOT (tænk at et skænderi har afholdt os fra at se sidste afsnit af en serie vi har set sammen de sidste 7 år )

Dvs enten hopper jeg med på våbenhvilen eller også skal jeg genåbne konflikten for at snakke om det. Orker ikke rigtig snakke med den risiko for at det går galt igen...

Min mor var (er) også lidt utilregnelig mht humør. Det har været ret hårdt og noget der har formet mig (ikke nødvendigvis på en god måde). Så nok også derfor jeg er lidt allergisk.

[Slettet bruger]

Dagen efter kører vi ud for at kigge på et have bord. Vi finder et og jeg tænker at vi bare bestiller det over nettet, men han vil have det med nu. Så han må køre os hjem først fordi vi kan ikke være i bilen med bordet. Så da han kommer derud igen kan de ikke finde det bord de har solgt os. Manden vælger så at sige nej tak til gratis levering af bordet i løbet af ugen og kører til Ballerup for at købe det. I Ballerup finder han ud af at bordet ikke kan være i bilen og han må betale 350kr for levering her i læbet af ugen. Og kommer selvfølgelig rasende hjem. Jeg formaster mig til at spørge hvorfor han ikke bare tog imod gratis levering og så for jeg at vide at jeg kører på ham og er provokerende og jeg ved ikke hvad.

Det der minder mig lidt om noget min kone gør i perioder, og som jeg må indrømme også irriterer mig. Nogle gange gør jeg et eller andet, jeg har en plan, og det går så ikke lige som jeg har håbet, eller jeg har glemt noget, og så får jeg et "jamen hvorfor gjorde du ikke bare sådan"-spørgsmål, og det magter jeg ikke rigtigt. Jeg er så ikke den råbende og skrigende type, men jeg har flere gange sagt til hende at det er lidt træls. Et eksempel er den anden dag jeg havde købt kartofler på vej hjem fra at hente børnene fordi vi skulle have kartofler til aftensmad. Hun kommer hjem lidt senere, og spørger så "hvorfor har du købt kartofler?", "fordi vi skal have det til aftensmad", "jamen, jeg har jo allerede købt, det sagde jeg til dig i går". Og så bliver jeg sådan lidt "nå, okay, så har vi ekstra kartofler, kunne du ikke bare have ignoreret det i stedet for den der kritiske tone, jeg er ikke ude på at sabotere vores aftensmad".

Det er ikke ment som en undskyldning for hans adfærd, den er han selv ansvarlig for, bare et bud på hvad der foregår i hans hoved.

Har du overvejet at det du egentlig fortæller din kone er at du ikke har gider høre efter da hun fortalte at hun havde købt kartofler.

Og så bliver du sur over at hun synes at det er træls du ikke gider høre efter.

Jeg bliver ikke decideret sur, jeg bliver lidt irriteret. Men jo, det har jeg overvejet, for det er præcis hvad hun siger. Jeg siger så at jeg gerne ville have husket det, men det gjorde jeg ikke, jeg gør mit bedste, men den slags detaljer undslipper simpelthen min hukommelse engang imellem, det bliver næppe anderledes.

[Aragorn]

Dagen efter kører vi ud for at kigge på et have bord. Vi finder et og jeg tænker at vi bare bestiller det over nettet, men han vil have det med nu. Så han må køre os hjem først fordi vi kan ikke være i bilen med bordet. Så da han kommer derud igen kan de ikke finde det bord de har solgt os. Manden vælger så at sige nej tak til gratis levering af bordet i løbet af ugen og kører til Ballerup for at købe det. I Ballerup finder han ud af at bordet ikke kan være i bilen og han må betale 350kr for levering her i læbet af ugen. Og kommer selvfølgelig rasende hjem. Jeg formaster mig til at spørge hvorfor han ikke bare tog imod gratis levering og så for jeg at vide at jeg kører på ham og er provokerende og jeg ved ikke hvad.

Det der minder mig lidt om noget min kone gør i perioder, og som jeg må indrømme også irriterer mig. Nogle gange gør jeg et eller andet, jeg har en plan, og det går så ikke lige som jeg har håbet, eller jeg har glemt noget, og så får jeg et "jamen hvorfor gjorde du ikke bare sådan"-spørgsmål, og det magter jeg ikke rigtigt. Jeg er så ikke den råbende og skrigende type, men jeg har flere gange sagt til hende at det er lidt træls. Et eksempel er den anden dag jeg havde købt kartofler på vej hjem fra at hente børnene fordi vi skulle have kartofler til aftensmad. Hun kommer hjem lidt senere, og spørger så "hvorfor har du købt kartofler?", "fordi vi skal have det til aftensmad", "jamen, jeg har jo allerede købt, det sagde jeg til dig i går". Og så bliver jeg sådan lidt "nå, okay, så har vi ekstra kartofler, kunne du ikke bare have ignoreret det i stedet for den der kritiske tone, jeg er ikke ude på at sabotere vores aftensmad".

Det er ikke ment som en undskyldning for hans adfærd, den er han selv ansvarlig for, bare et bud på hvad der foregår i hans hoved.

Har du overvejet at det du egentlig fortæller din kone er at du ikke har gider høre efter da hun fortalte at hun havde købt kartofler.

Og så bliver du sur over at hun synes at det er træls du ikke gider høre efter.

Jeg holder personligt op med at høre efter når jeg ikke bliver behandlet ordentligt og får en belærende omgang.

[Aragorn]

Dagen efter kører vi ud for at kigge på et have bord. Vi finder et og jeg tænker at vi bare bestiller det over nettet, men han vil have det med nu. Så han må køre os hjem først fordi vi kan ikke være i bilen med bordet. Så da han kommer derud igen kan de ikke finde det bord de har solgt os. Manden vælger så at sige nej tak til gratis levering af bordet i løbet af ugen og kører til Ballerup for at købe det. I Ballerup finder han ud af at bordet ikke kan være i bilen og han må betale 350kr for levering her i læbet af ugen. Og kommer selvfølgelig rasende hjem. Jeg formaster mig til at spørge hvorfor han ikke bare tog imod gratis levering og så for jeg at vide at jeg kører på ham og er provokerende og jeg ved ikke hvad.

Det der minder mig lidt om noget min kone gør i perioder, og som jeg må indrømme også irriterer mig. Nogle gange gør jeg et eller andet, jeg har en plan, og det går så ikke lige som jeg har håbet, eller jeg har glemt noget, og så får jeg et "jamen hvorfor gjorde du ikke bare sådan"-spørgsmål, og det magter jeg ikke rigtigt. Jeg er så ikke den råbende og skrigende type, men jeg har flere gange sagt til hende at det er lidt træls. Et eksempel er den anden dag jeg havde købt kartofler på vej hjem fra at hente børnene fordi vi skulle have kartofler til aftensmad. Hun kommer hjem lidt senere, og spørger så "hvorfor har du købt kartofler?", "fordi vi skal have det til aftensmad", "jamen, jeg har jo allerede købt, det sagde jeg til dig i går". Og så bliver jeg sådan lidt "nå, okay, så har vi ekstra kartofler, kunne du ikke bare have ignoreret det i stedet for den der kritiske tone, jeg er ikke ude på at sabotere vores aftensmad".

Det er ikke ment som en undskyldning for hans adfærd, den er han selv ansvarlig for, bare et bud på hvad der foregår i hans hoved.

Min mand misser også sjældent muligheden for lige at markere det, hvis jeg har gjort noget dumt.
... Jeg har det sådan lidt, jamen det ved jeg sgu da godt, jeg er OGSÅ træt af mig.

Hvis min mand laver fejl gør jeg selv et ret stort nummer ud at at spille det ned, for jeg kan faktisk ikke rigtig bære tanken om at han skal være trist eller irriteret over noget, som i virkeligheden er fuldstændigt ligegyldigt.

... Who gives a fuck om man har for mange kartofler, eller må smide for 15kr kartofler ud. Det er bare under frustrations niveau i min verden.

Det er fandme også bare så mærkeligt at man aktivt arbejder på at få den anden til at blive endnu mere træt af sig selv, end vedkommende er i forvejen som du siger.

Man er jo sammen om tingene og arbejder forhåbentligt for samme mål.

Hvis den ene eller begge parter ikke føler der bliver hørt eller lyttet til mere generelt fordi det sker hele tiden, har man større problemer end en pose kartofler for meget, og nok gavn af at tale om det der ligger til grund bagved problemet, frem for endnu engang at være tvær over repræsentationen af problemet, hvilket i dette tilfælde er to poser kartofler.

Men det er rigtigt dejligt passivt-aggressivt og det er der selvfølgelig også mange der holder af, fordi det er let. Man behøver ikke at artikulere sin utilfredshed med risiko for rigtigt at komme op at skændes.

[In_your_eyes]

Dagen efter kører vi ud for at kigge på et have bord. Vi finder et og jeg tænker at vi bare bestiller det over nettet, men han vil have det med nu. Så han må køre os hjem først fordi vi kan ikke være i bilen med bordet. Så da han kommer derud igen kan de ikke finde det bord de har solgt os. Manden vælger så at sige nej tak til gratis levering af bordet i løbet af ugen og kører til Ballerup for at købe det. I Ballerup finder han ud af at bordet ikke kan være i bilen og han må betale 350kr for levering her i læbet af ugen. Og kommer selvfølgelig rasende hjem. Jeg formaster mig til at spørge hvorfor han ikke bare tog imod gratis levering og så for jeg at vide at jeg kører på ham og er provokerende og jeg ved ikke hvad.

Det der minder mig lidt om noget min kone gør i perioder, og som jeg må indrømme også irriterer mig. Nogle gange gør jeg et eller andet, jeg har en plan, og det går så ikke lige som jeg har håbet, eller jeg har glemt noget, og så får jeg et "jamen hvorfor gjorde du ikke bare sådan"-spørgsmål, og det magter jeg ikke rigtigt. Jeg er så ikke den råbende og skrigende type, men jeg har flere gange sagt til hende at det er lidt træls. Et eksempel er den anden dag jeg havde købt kartofler på vej hjem fra at hente børnene fordi vi skulle have kartofler til aftensmad. Hun kommer hjem lidt senere, og spørger så "hvorfor har du købt kartofler?", "fordi vi skal have det til aftensmad", "jamen, jeg har jo allerede købt, det sagde jeg til dig i går". Og så bliver jeg sådan lidt "nå, okay, så har vi ekstra kartofler, kunne du ikke bare have ignoreret det i stedet for den der kritiske tone, jeg er ikke ude på at sabotere vores aftensmad".

Det er ikke ment som en undskyldning for hans adfærd, den er han selv ansvarlig for, bare et bud på hvad der foregår i hans hoved.

Har du overvejet at det du egentlig fortæller din kone er at du ikke har gider høre efter da hun fortalte at hun havde købt kartofler.

Og så bliver du sur over at hun synes at det er træls du ikke gider høre efter.

Jeg holder personligt op med at høre efter når jeg ikke bliver behandlet ordentligt og får en belærende omgang.

Behandler man sin partner ordentligt, hvis man ikke husker simple informationer?

[Aragorn]

Dagen efter kører vi ud for at kigge på et have bord. Vi finder et og jeg tænker at vi bare bestiller det over nettet, men han vil have det med nu. Så han må køre os hjem først fordi vi kan ikke være i bilen med bordet. Så da han kommer derud igen kan de ikke finde det bord de har solgt os. Manden vælger så at sige nej tak til gratis levering af bordet i løbet af ugen og kører til Ballerup for at købe det. I Ballerup finder han ud af at bordet ikke kan være i bilen og han må betale 350kr for levering her i læbet af ugen. Og kommer selvfølgelig rasende hjem. Jeg formaster mig til at spørge hvorfor han ikke bare tog imod gratis levering og så for jeg at vide at jeg kører på ham og er provokerende og jeg ved ikke hvad.

Det der minder mig lidt om noget min kone gør i perioder, og som jeg må indrømme også irriterer mig. Nogle gange gør jeg et eller andet, jeg har en plan, og det går så ikke lige som jeg har håbet, eller jeg har glemt noget, og så får jeg et "jamen hvorfor gjorde du ikke bare sådan"-spørgsmål, og det magter jeg ikke rigtigt. Jeg er så ikke den råbende og skrigende type, men jeg har flere gange sagt til hende at det er lidt træls. Et eksempel er den anden dag jeg havde købt kartofler på vej hjem fra at hente børnene fordi vi skulle have kartofler til aftensmad. Hun kommer hjem lidt senere, og spørger så "hvorfor har du købt kartofler?", "fordi vi skal have det til aftensmad", "jamen, jeg har jo allerede købt, det sagde jeg til dig i går". Og så bliver jeg sådan lidt "nå, okay, så har vi ekstra kartofler, kunne du ikke bare have ignoreret det i stedet for den der kritiske tone, jeg er ikke ude på at sabotere vores aftensmad".

Det er ikke ment som en undskyldning for hans adfærd, den er han selv ansvarlig for, bare et bud på hvad der foregår i hans hoved.

Har du overvejet at det du egentlig fortæller din kone er at du ikke har gider høre efter da hun fortalte at hun havde købt kartofler.

Og så bliver du sur over at hun synes at det er træls du ikke gider høre efter.

Jeg holder personligt op med at høre efter når jeg ikke bliver behandlet ordentligt og får en belærende omgang.

Behandler man sin partner ordentligt, hvis man ikke husker simple informationer?

Ja, hvis man ikke kan huske de informationer, er der sådan set ikke noget at komme efter. Hvordan kan man slå en hund fordi den er en hund? Det har intet med respekt at gøre, det overrasker mig at du overhovedet kan finde på at prøve på at drage den sammenligning.

Hvis informationerne til gengæld bliver aktivt set bort fra, er det noget andet. Men alle kan glemme, og nogle mere end andre. Det er vist meget menneskeligt. Hvis man ikke kan se det menneskelige i sin partner synes jeg man har alvorlige problemer.

[Velvet-Goldmine]

Dagen efter kører vi ud for at kigge på et have bord. Vi finder et og jeg tænker at vi bare bestiller det over nettet, men han vil have det med nu. Så han må køre os hjem først fordi vi kan ikke være i bilen med bordet. Så da han kommer derud igen kan de ikke finde det bord de har solgt os. Manden vælger så at sige nej tak til gratis levering af bordet i løbet af ugen og kører til Ballerup for at købe det. I Ballerup finder han ud af at bordet ikke kan være i bilen og han må betale 350kr for levering her i læbet af ugen. Og kommer selvfølgelig rasende hjem. Jeg formaster mig til at spørge hvorfor han ikke bare tog imod gratis levering og så for jeg at vide at jeg kører på ham og er provokerende og jeg ved ikke hvad.

Det der minder mig lidt om noget min kone gør i perioder, og som jeg må indrømme også irriterer mig. Nogle gange gør jeg et eller andet, jeg har en plan, og det går så ikke lige som jeg har håbet, eller jeg har glemt noget, og så får jeg et "jamen hvorfor gjorde du ikke bare sådan"-spørgsmål, og det magter jeg ikke rigtigt. Jeg er så ikke den råbende og skrigende type, men jeg har flere gange sagt til hende at det er lidt træls. Et eksempel er den anden dag jeg havde købt kartofler på vej hjem fra at hente børnene fordi vi skulle have kartofler til aftensmad. Hun kommer hjem lidt senere, og spørger så "hvorfor har du købt kartofler?", "fordi vi skal have det til aftensmad", "jamen, jeg har jo allerede købt, det sagde jeg til dig i går". Og så bliver jeg sådan lidt "nå, okay, så har vi ekstra kartofler, kunne du ikke bare have ignoreret det i stedet for den der kritiske tone, jeg er ikke ude på at sabotere vores aftensmad".

Det er ikke ment som en undskyldning for hans adfærd, den er han selv ansvarlig for, bare et bud på hvad der foregår i hans hoved.

Min mand misser også sjældent muligheden for lige at markere det, hvis jeg har gjort noget dumt.
... Jeg har det sådan lidt, jamen det ved jeg sgu da godt, jeg er OGSÅ træt af mig.

Hvis min mand laver fejl gør jeg selv et ret stort nummer ud at at spille det ned, for jeg kan faktisk ikke rigtig bære tanken om at han skal være trist eller irriteret over noget, som i virkeligheden er fuldstændigt ligegyldigt.

... Who gives a fuck om man har for mange kartofler, eller må smide for 15kr kartofler ud. Det er bare under frustrations niveau i min verden.

Det er fandme også bare så mærkeligt at man aktivt arbejder på at få den anden til at blive endnu mere træt af sig selv, end vedkommende er i forvejen som du siger.

Man er jo sammen om tingene og arbejder forhåbentligt for samme mål.

Hvis den ene eller begge parter ikke føler der bliver hørt eller lyttet til mere generelt fordi det sker hele tiden, har man større problemer end en pose kartofler for meget, og nok gavn af at tale om det der ligger til grund bagved problemet, frem for endnu engang at være tvær over repræsentationen af problemet, hvilket i dette tilfælde er to poser kartofler.

Men det er rigtigt dejligt passivt-aggressivt og det er der selvfølgelig også mange der holder af, fordi det er let. Man behøver ikke at artikulere sin utilfredshed med risiko for rigtigt at komme op at skændes.

Men nu fik vi så også lige belejligt nok det hele til at handle om noget så inderligt ligegyldigt som en ekstra pose kartofler - for ja, DET er fanme ligegyldigt!
Det starter med en beskrivelse af en mad der får raserianfald der går ud over hans kone, når noget går ham imod. En reparation af en vandhane der medfører kast med værktøj og råberi, og derefter en beskyldning om at det jo også er hendes skyld fordi hun vil have vandet haven.
En mand som ikke engang har gidet sætte sig ind i DP's åbningstider og så bliver sur på konen over at hun ikke kan nå at hente den dag han skulle have gjort det. En mand der gentagne gange er ustabil i sit humør og skælder sin kone ud så hun dør en lille smule indvendigt hver gang.
Der er eddermame forskel her d' herrer! Uanset hvordan og hvorledes så råber man altså ikke af sin partner og gør denne utryg på den måde, når det hele er småting.

Jeres indvendinger omkring hvad jeres koner har sagt er relevante nok, men det hører altså til i en helt anden kategori og kan ikke undskylde en rasende mand der får anfald på sin kone med jævne mellemrum.

[Aragorn]

Dagen efter kører vi ud for at kigge på et have bord. Vi finder et og jeg tænker at vi bare bestiller det over nettet, men han vil have det med nu. Så han må køre os hjem først fordi vi kan ikke være i bilen med bordet. Så da han kommer derud igen kan de ikke finde det bord de har solgt os. Manden vælger så at sige nej tak til gratis levering af bordet i løbet af ugen og kører til Ballerup for at købe det. I Ballerup finder han ud af at bordet ikke kan være i bilen og han må betale 350kr for levering her i læbet af ugen. Og kommer selvfølgelig rasende hjem. Jeg formaster mig til at spørge hvorfor han ikke bare tog imod gratis levering og så for jeg at vide at jeg kører på ham og er provokerende og jeg ved ikke hvad.

Det der minder mig lidt om noget min kone gør i perioder, og som jeg må indrømme også irriterer mig. Nogle gange gør jeg et eller andet, jeg har en plan, og det går så ikke lige som jeg har håbet, eller jeg har glemt noget, og så får jeg et "jamen hvorfor gjorde du ikke bare sådan"-spørgsmål, og det magter jeg ikke rigtigt. Jeg er så ikke den råbende og skrigende type, men jeg har flere gange sagt til hende at det er lidt træls. Et eksempel er den anden dag jeg havde købt kartofler på vej hjem fra at hente børnene fordi vi skulle have kartofler til aftensmad. Hun kommer hjem lidt senere, og spørger så "hvorfor har du købt kartofler?", "fordi vi skal have det til aftensmad", "jamen, jeg har jo allerede købt, det sagde jeg til dig i går". Og så bliver jeg sådan lidt "nå, okay, så har vi ekstra kartofler, kunne du ikke bare have ignoreret det i stedet for den der kritiske tone, jeg er ikke ude på at sabotere vores aftensmad".

Det er ikke ment som en undskyldning for hans adfærd, den er han selv ansvarlig for, bare et bud på hvad der foregår i hans hoved.

Min mand misser også sjældent muligheden for lige at markere det, hvis jeg har gjort noget dumt.
... Jeg har det sådan lidt, jamen det ved jeg sgu da godt, jeg er OGSÅ træt af mig.

Hvis min mand laver fejl gør jeg selv et ret stort nummer ud at at spille det ned, for jeg kan faktisk ikke rigtig bære tanken om at han skal være trist eller irriteret over noget, som i virkeligheden er fuldstændigt ligegyldigt.

... Who gives a fuck om man har for mange kartofler, eller må smide for 15kr kartofler ud. Det er bare under frustrations niveau i min verden.

Det er fandme også bare så mærkeligt at man aktivt arbejder på at få den anden til at blive endnu mere træt af sig selv, end vedkommende er i forvejen som du siger.

Man er jo sammen om tingene og arbejder forhåbentligt for samme mål.

Hvis den ene eller begge parter ikke føler der bliver hørt eller lyttet til mere generelt fordi det sker hele tiden, har man større problemer end en pose kartofler for meget, og nok gavn af at tale om det der ligger til grund bagved problemet, frem for endnu engang at være tvær over repræsentationen af problemet, hvilket i dette tilfælde er to poser kartofler.

Men det er rigtigt dejligt passivt-aggressivt og det er der selvfølgelig også mange der holder af, fordi det er let. Man behøver ikke at artikulere sin utilfredshed med risiko for rigtigt at komme op at skændes.

Men nu fik vi så også lige belejligt nok det hele til at handle om noget så inderligt ligegyldigt som en ekstra pose kartofler - for ja, DET er fanme ligegyldigt!
Det starter med en beskrivelse af en mad der får raserianfald der går ud over hans kone, når noget går ham imod. En reparation af en vandhane der medfører kast med værktøj og råberi, og derefter en beskyldning om at det jo også er hendes skyld fordi hun vil have vandet haven.
En mand som ikke engang har gidet sætte sig ind i DP's åbningstider og så bliver sur på konen over at hun ikke kan nå at hente den dag han skulle have gjort det. En mand der gentagne gange er ustabil i sit humør og skælder sin kone ud så hun dør en lille smule indvendigt hver gang.
Der er eddermame forskel her d' herrer! Uanset hvordan og hvorledes så råber man altså ikke af sin partner og gør denne utryg på den måde, når det hele er småting.

Jeres indvendinger omkring hvad jeres koner har sagt er relevante nok, men det hører altså til i en helt anden kategori og kan ikke undskylde en rasende mand der får anfald på sin kone med jævne mellemrum.

Jeg har udelukkende læst fra sidste side da jeg kom hjem fra arbejde, og ikke det indlæg der startede den oprindelige diskussion.

De ting du beskriver er komplet uacceptable og modbydelige. Som du selv skriver, så snakker jeg om noget andet.

[Velvet-Goldmine]

Jeg har udelukkende læst fra sidste side da jeg kom hjem fra arbejde, og ikke det indlæg der startede den oprindelige diskussion.

De ting du beskriver er komplet uacceptable og modbydelige. Som du selv skriver, så snakker jeg om noget andet.

Det er fair nok.

[TinaW]

Min mand kommer hjem i aften
Det bliver dejligt og så har vi bryllupsdag på fredag, så ingen undskyldning for ikke, at invitere mig ud og spise

[Q-beben]

Han er kommet lidt forsonende hjem ig forsøgt sig med et kram og spurgt om vi skal se GOT (tænk at et skænderi har afholdt os fra at se sidste afsnit af en serie vi har set sammen de sidste 7 år )

Dvs enten hopper jeg med på våbenhvilen eller også skal jeg genåbne konflikten for at snakke om det. Orker ikke rigtig snakke med den risiko for at det går galt igen...

Min mor var (er) også lidt utilregnelig mht humør. Det har været ret hårdt og noget der har formet mig (ikke nødvendigvis på en god måde). Så nok også derfor jeg er lidt allergisk.

Har I overvejet parterapi? Eller prøvet det? Jeg prøvede det med min eks-mand, og det gjorde bare en kæmpe forskel. De ting, som jeg havde sagt 1.000 gange, lyttede han til - og omvendt Vi kom desværre for sent i gang med det, - og skulle jeg gøre noget om, så var det at gå i parterapi meget tidligere...

[Ata]

Han er kommet lidt forsonende hjem ig forsøgt sig med et kram og spurgt om vi skal se GOT (tænk at et skænderi har afholdt os fra at se sidste afsnit af en serie vi har set sammen de sidste 7 år )

Dvs enten hopper jeg med på våbenhvilen eller også skal jeg genåbne konflikten for at snakke om det. Orker ikke rigtig snakke med den risiko for at det går galt igen...

Min mor var (er) også lidt utilregnelig mht humør. Det har været ret hårdt og noget der har formet mig (ikke nødvendigvis på en god måde). Så nok også derfor jeg er lidt allergisk.

Har I overvejet parterapi? Eller prøvet det? Jeg prøvede det med min eks-mand, og det gjorde bare en kæmpe forskel. De ting, som jeg havde sagt 1.000 gange, lyttede han til - og omvendt Vi kom desværre for sent i gang med det, - og skulle jeg gøre noget om, så var det at gå i parterapi meget tidligere...

Hvis du bor i Københanvsområdet, kan du så anbefale en god parterapeut?